Ensom Egoisme

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 apr. 2014
  • Opdateret: 9 aug. 2016
  • Status: Igang
// Der var engang en helt almindelig pige... Sådan begynder Riley Browns fortælling ikke, for hun har aldrig været særlig normal. Hun er tarvelig, utålmodig og irriterende, og hun bryder sig i bund og grund ikke om andres selskab. Men da Riley bliver sendt af sted til Californien for at bo hos sin farmor, tvinger skæbnen hende til at ændre sig. Hun kommer nemlig til at køre fyren Logan ned, og det bringer både utålelig skyldfølelse og uventede problemer med sig. Riley er fast besluttet på at rense sin samvittighed, men hendes jævnlige besøg hos Logan udvikler sig til mere end blot et ønske om tilgivelse. Et usædvanligt venskab begynder, men det er ikke til at sige, hvordan det ender - i kærlighed eller katastrofe.

140Likes
189Kommentarer
8462Visninger
AA

3. Kapitel 1

 

”Riley, øh… søde!” siger farmor og sender mig et tænderskærende smil, mens hun holder armene ud foran sig.
”Farmor,” siger jeg med den samme, falske entusiasme, og modvilligt lader jeg hende tøvende omfavne mig.
”Du er vel nok…” begynder hun og betragter mig fra top til tå. ”Lige meget,” siger hun bare og vifter lidt med hånden, hvorefter hun begynder at gå. Jeg undrer mig over, hvad hun havde tænkt sig at sige, men følger så opgivende efter hende.
”Caspar!” råber hun skingert, da vi træder ud fra lufthavnen i den varme, californiske luft, der med det samme tager kvælertag på mig. Hurtigt efter træder en lille, buttet chauffør ud af den sorte Mercedes foran os. ”Miss Violet,” siger han formelt og åbner bildøren, og farmor lægger armene over kors.
”Det hedder Mrs. Violet, Caspar. Jeg er trods alt stadig gift,” siger hun og viser ham sin ringfinger på en lidt for meget dronningen-af-England-agtig måde.
”Farmor, du er godt klar over, at farfar døde for 20 år siden, ikke?” påpeger jeg, mens Caspar tager min kuffert om i baggagerummet.
”17 år siden, for at være helt præcis. Faktisk meget få dage før du blev født,” svarer hun med en bitter undertone. ”Gid han havde taget mig med, den kujon.”
Jeg himler med øjnene og beslutter mig for ikke at sige Det hørte jeg godt, og jeg sætter mig i stedet ind på bagsædet af den (gudskelov) airconditionafkølede bil.
”Hvortil, Miss Violet?” spørger Caspar, der har sat sig ind foran rattet.
Mrs. Violet, Caspar!” vrisser farmor, og blomsten i hendes hat dingler, da hun irriteret ryster på hovedet.
”Hvortil, Mrs. Violet?” omformulerer Caspar sig.
”Hjem,” siger farmor fornærmet og tænder for radioen, hvorefter klassisk strygermusik strømmer ud fra højtalerne med fuld drøn.
”Kan du skrue lidt ned?!” råber jeg, og hun vender sig rundt i sædet og rykker så tæt på mig, at jeg næsten bliver kvalt i kaskaden af blomstersød parfume og lillagråt hår. Min farmor hedder ikke Violet for ingenting.
”Hvad siger du?” råber hun tilbage med sammenknebne øjenbryn, men heldigvis skruer Caspar ned for musikken, og farmor vender tilbage til forsædet.
”Hvad tror du, du laver?” vrisser hun og dasker til hans hånd, og Caspar synker en klump og vender øjnene tilbage mod vejen. Til min lettelse skruer hun ikke op for musikken igen.
”Jeg hører, at du er en skøge,” siger farmor efter et minuts stilhed og betragter mig dømmende i bakspejlet.
”Undskyld mig?” siger jeg vantro.
”Din mor har givet mig alle detaljerne,” siger farmor som om, at det forklarer alt.
”Ved du hvad, min mor ved ikke en skid-”
”Tal ordentligt om din mor.”
”-og ved du hvad, jeg synes, at det er pisse uretfærdigt-”
”Tal ordentligt!”
”At I fandeme, kraftedeme aldrig fucking tror på noget af det, jeg prøver at sige!” råber jeg.
”Riley Brown!” udbryder hun og vender sig måbende om mod mig.
”Ja, Miss Violet?” svarer jeg uskyldigt, og hendes isblå øjne lyner.
”Mage til frækhed,” mumler hun. ”En skændsel for familien…”
Resten af bilturen forløber i stilhed. Jeg læner mig sukkende tilbage i lædersædet og ser ud ad vinduet, hvor Los Angeles drøner forbi, mens vi kører sydpå mod min farmors strandvilla. Da min farfar var i live, var han ejer af et stort firma, som min farmor solgte efter hans død. Lang historie kort – min farmor er svinerig. Desværre bruger hun en del af pengene på at farve sit hår violet hver tredje uge og købe kjoler i alverdens lilla afskygninger, hvorimod hun idet mindste kunne sende mig bare lidt flere penge til min fødselsdag.
Hun har ikke altid været sådan. Personlighedsmæssigt, altså, for hun har altid haft et sindssygt flip med farven lilla, men da min far var i live, husker jeg hende som en helt anden person. Hun var en anelse mindre… forfærdelig.
”Du burde være lidt sødere mod din mor, Riley,” sukker farmor endelig. Denne gang lyder hun ikke ligeså hård og uvenlig, og hun møder ikke mine øjne i bakspejlet.
”Jeg har ikke gjort noget som helst,” siger jeg.
”Præcis,” siger hun, selvom jeg ikke aner, hvad hun mener. Generelt er det som om, at min farmor og min mor snakker i et eller andet kodesprog, som jeg endnu ikke er blevet indviet i.
”Vi er fremme om ti minutter, Miss Violet,” siger Caspar pludselig.
”Og hvordan ved du det?” spørger farmor.
”Jeg kan huske dette lyskryds, Miss Violet,” svarer han uforstående.
”Jamen, det var da imponerende, eftersom du tydeligvis ikke kan huske, at du skal kalde mig Mrs. Violet!” hvæser hun, og jeg kan ikke lade være med at grine, men jeg holder straks op igen, da farmor sender mig et dræbende blik.
”Jeg har en overraskelse til dig. Men hvis du ikke opfører dig pænt, så sælger jeg den igen,” siger hun med et skævt, hemmelighedsfuldt smil.
”Hvad er det?” spørger jeg og forsøger ikke at lyde alt for nysgerrig.
”Hvis jeg sagde det, så ville det jo ikke være en overraskelse, ville det vel?” påpeger farmor, og jeg trækker bare på skuldrene og dumper længere ned i lædersædet. Caspar drejer rundt om et hjørne, og stranden kommer til syne. Palmerne står flotte og majestætiske langs vejen, og solen skinner på de turkise havbølger. Han drejer op ad en grussti, der munder ud foran en gitterport omgivet af to løvefigurer. På den anden side ligger farmors treetagers strandvilla, men at kalde det et slot ville være mere passende.
”Så! Tak, Caspar,” siger farmor og stiger ud fra bilen, før Caspar overhovedet kan nå at åbne døren for hende. Jeg hiver mig selv udenfor og strækker min ømme krop, før jeg med det samme begynder at svede. Joggingbukser var nok ikke det smarteste at tage på, når det er over 30 grader varmt.
”Nu skal du høre, Riley,” begynder farmor og hiver venligt fat i mig. ”Hele den øverste etage er faktisk din. Der er også køkken, men jeg vil gerne have, at vi spiser sammen hver aften. Maden er færdig klokken syv præcis, men i aften har vi andre planer. Og hvis du er ude med vennerne, så skal du senest være hjemme klokken elleve. Ellers er der ingen regler. Forstået?” spørger hun og klapper mig blidt på ryggen, og jeg nikker. ”Fantastisk! Mon ikke vi så kan undgå at drive hinanden til vanvid?” smiler hun, og den kommentar har jeg ikke rigtig noget svar til.
”Caspar, bær Rileys tasker ind, så er du rar,” siger farmor og går selv ind ad hoveddøren til den hvide villa. Det er lang tid siden, at jeg har været her. Her dufter skønt og sommerligt, og en gang imellem bringer brisen en saltet duft med fra havet.
”Riley, skynd dig at tage et bad og skifte tøj. Vi har en middagsaftale om en time,” råber farmor inde fra huset. Jeg sukker og følger med Caspar igennem den gigantiske labyrint af hvidmalede rum, der alle indeholder fornemme stole, mahognimøbler og fladskærme. Måske ville det her ikke blive så slemt, som jeg troede.
Caspar fører mig op på tredje etage, der er stilfuldt indrettet med morderne, minimalistiske møbler. Der er en dagligstue med tv, lædersofa, musikanlæg og vinduer ud mod havet, et lille, hvidmalet køkken, et stort badeværelse med boblebadekar samt et soveværelse med en drømmeseng.
”Miss Violet har gjort sig meget umage,” siger Caspar, og jeg nikker uden at svare, hvorefter han sætter min baggage og går nedenunder igen. Jeg dumper udmattet ned på sengen uden at orke at pakke ud, selvom jeg ved, at jeg burde skynde mig i bad. Når det kommer til deadlines, så er farmor temmelig skrap. Ved nærmere eftertanke er hun egentlig skrap, når det kommer til alt.
Jeg rejser mig fra sengen og smider mit tøj ind i bunden af klædeskabet, hvorefter jeg går ind i badeværelset, tager et håndklæde og tænder for bruseren. Jeg vasker mit fedtede, lyse hår og skrubber den lange flyveturs svedlugt af mig, hvorefter jeg træder ud fra bruseren som et transformeret menneske.
Jeg skal lige til at smide håndklædet for at tage et par jeans og en T-shirt på, da farmor braser ind ad døren.
”Hey! Har ud nogensinde hørt om privatliv?” vrisser jeg og hiver håndklædet op om mig igen. Hun ignorerer mit spørgsmål og giver mig et kritisk elevatorblik, og jeg bliver om muligt endnu mere kropsbevidst.
”Vorherre bevares, skal du virkelig have det dér på?” spørger hun og gestikulerer mod tøjet på min seng. Hun sukker. ”Jeg tænkte nok, at du var smagløs, så jeg har taget noget med til dig,” forsætter hun og fremviser en bøjle, hvorpå der hænger en meget lårkort kjole.
”Er du seriøs? Vil du virkelig have, at dit barnebarn skal ligne en stripper?” spørger jeg mistroisk og betragter den stramme kjole med pailetter. Den er selvfølgelig lilla.
”Nonsens. Tag den nu bare på,” siger hun og smider kjolen nænsomt på min seng, hvorefter hun går nedenunder igen. Jeg rynker på næsen og holder den smalle stoftube op foran mig, men der er nok ingen vej udenom. Jeg ifører mig den tøvende og ser mig selv i spejlet. Jeg må indrømme, at den klæder mig, bortset fra at den selvfølgelig fremhæver mine ikkeeksisterende hofter og bryster. Jeg tager en sweatshirt over, hopper i et par gummisko og går ned for enden af trappen, hvor farmor står og venter.
”Jøsses pigebarn, har du ikke et par andre sko?” spørger hun og slår ud med armene.
”Nej,” siger jeg bare bestemt og lægger armene over kors, og hun sukker opgivende og ser på uret.
”Fint, men skynd dig lidt,” siger hun og vinker mig ud ad døren. Hun træder ned ad marmortrappen med sine larmende, højhælede sko, men i stedet for at gå over til den sorte Mercedes, går hun til venstre rundt om huset.
”Hvor er Caspar?” spørger jeg, men hun svarer ikke, og jeg følger i stedet efter hendes violette skikkelse, der forsvinder rundt om hjørnet.
”Tada!” synger farmor og peger mod den røde Fiat 500, der står parkeret op ad husets side.
”…En bil?” udbryder jeg vantro. Hvorfor ville hun forære mig en bil?
”Ja, hvordan skal du ellers komme i skole? Jeg skal jo bruge Caspar,” forklarer hun.
”Jeg kunne da tage bussen,” påpeger jeg, men hun tsk’er af mig.
”Ikke tale om,” siger hun og ser afventende på mig. Jeg lader fingrene køre over den røde lak og indsnuser lugten af spritnyt læder.
”…Tak,” siger jeg, for ærlig talt har jeg overhovedet intet imod at få en bil, selvom den kommer fra hende. Så meget hader hun mig åbenbart ikke.
”Bare ikke kør galt,” tilføjer hun så lidt lavere, og selvom det virker som en naturlig ting at sige, så ved vi begge to, at der ligger en del mere bag de ord, end man ellers skulle tro. Det er ikke på alle punkter, at min farmor ville ønske, at jeg fulgte i min fars fodspor.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...