Badboy og goodgirl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 apr. 2014
  • Opdateret: 3 aug. 2014
  • Status: Igang
Historien handler om den 16 årige Jasmine Vega, der møder Justin Bieber som er skolens badboy. Begge personer har en historie og nogle hemmeligheder de gemmer på, og som ingen andre end dem ved. Men når en goodgirl og en badboy møder hinanden, vil kærligheden så blomstre, eller vil haden falde? Og hvad med alle deres hemmeligheder - vil de blive afsløret? Og den bilulykke, som hendes familie var udsat for, kender Justin noget til den? Det får vi at se.

69Likes
82Kommentarer
13803Visninger
AA

17. Udnyttet.

Hver en lyd ude fra gangen gjorde mig bange og nervøs, for hvad nu hvis det var Justin der kom. Selvom jeg havde ligget i min seng i flere timer, og han ikke var kommet endnu, var der jo stadig en chance for det. På trods af det var flere timer siden, han havde voldtaget mig på gæsteværelset, rystede hele min krop stadig, og tårende strømmede ned ad mine kinder – det gjorde min hovedpude helt fugtig. Smerten fra mit underliv var der stadig, og den mindede mig hele tiden om, hvad der var sket.. Billederne af Justin over min krop var printet fast i min hjerne, og ville sikkert aldrig gå væk. Fuldstændig ligesom de rædselsfulde billeder af Ramon.. To drenge der åbenbart havde en masse tilfælles.


Hvorfor lige mig?.. Fortjener jeg ikke bedre end det her!? Er jeg virkelig så dårlig!? Ingen ting går rigtigt, alt skal bare være lort! Et lorte liv! Jeg er så klam..


Lå jeg og tænkte, imens jeg snøftede ind i mellem. Min håndflader gled hen over mit ansigt og fjernede en masse tåre.  Stille kravlede jeg endnu mere ned under dynen, og prøvede at lukke mine øjne lidt i. Jeg vidste godt jeg ikke ville falde i søvn, men mine øjne sveg og jeg kunne knap nok holde dem åbne længere. Selvom mine øjne ikke var åbne, var jeg stadig fuldt opmærksom på hver en lyd. Men det eneste jeg kunne høre, var lyden af mit eget hjerte der hamrede hårdt i mit bryst. Lige indtil døren pludselig gik op, henne i den anden ende af mit værelse. En mandelig skikkelse trådte ind i rummet, og lod sine fingre glide over kontakten. Jeg havde allerede grebet godt fat om min dyne, og var på vej til at skrige, lige inden jeg så ansigtet komme til syne i lyset. Det var bare min far.


”Så står vi op.”'


Sagde han med en munter stemme, og forlod mit værelse hurtigt efter. Han nåede ikke en gang at lægge mærke til, at hans datter lå krøllet sammen i sin seng, med tåre rendende ned ad sine kinder… Nogen gange kunne jeg tvivle på, om han virkelig tænkte på, hvordan jeg havde det. Men jeg vidste det ikke var sådan.


Huldet i mit hjerte gjorde det nærmest umuligt for mig, bare at rejse mig fra sengen. Det var som om, at hver gang jeg bevægede mig, blev mit hjerte flåede i endnu flere småstykker der aldrig kunne heles igen. Men hvis min far ikke skulle fatte mistanke om noget, blev jeg nødt til bare at bide det i mig, og leve dagen som alle andre dage. Hvis der var nogen, som ikke skulle vide noget, om i nat, så var det Kitty og min far.. Derfor kæmpede jeg mig op ad sengen, og fik mig selv trukket i nogle natbukser og en tanktop. Tårende væltede stadig ned fra mine øjne, selvom jeg prøvede mit bedste, for at få det til at stoppe. Spejlet foran mig, afslørede hvor meget jeg havde grædt og hvor forfærdelig jeg enlig så ud.


De må ikke se mig sådan her.. De skal ikke vide noget, overhovedet! Det er bedst for alle, hvis.. Det bare bliver glemt..


Min hånd kørte jeg igennem mit hår, og vendte mig om hen mod døren.. Hvor Justin stod.


”Hvad vil du Justin?..”


Jeg var panikslagen og det var tydeligt i min stemme. Min ene hånd søgte efter noget at beskytte mig med, fra bordet ved min side, mens den anden støttede sig op ad et skab. Men der var et eller andet galt.. Hans blik var forvirret, og hans kropsudtryk var bare.. Afslappet? Som om der aldrig var sket noget.


”Er du okay?”


Hans stemme var blevet normal igen, dog en smule morgenhæs, men ikke ligesom i aftes. Det tydede på Justin var kommet til sig selv.. Måske det faktisk var stoffernes skyld, alt det der skete. Men stadig, han havde voldtaget mig! Derfor skulle jeg på ingen måde tæt på ham. Hvis han kom tættere på mig end det her, ville jeg nok begynde at slå løs på ham i selvforsvar.


”Gå..”


”Hvad sker der?”


Han trådte et skridt længere hen af mod mig, men stoppede op, i det han så jeg bakkede tilbage. Til sidst var jeg bakket så meget tilbage, at der var en væg i vejen. Døren var bag ham, så jeg kunne ikke bare løbe ud den vej. Vinduet var til venstre for mig, men det var låst fast. Jep, ingen vej ud af det her.


”Lad mig være Justin.”


”Hvad mener du?”


”At du skal holde dig fra mig!..”


Udbrød jeg, men derefter klappede jeg bare i. Han reagerede ikke rigtig på det, ikke andet end at han så ud til at være endnu mere forvirret end før.


”Kan du slet ikke huske det?”


Hvis han ikke kunne, skulle jeg dæleme nok fortælle ham, hvad han havde gjort imod mig! Og så håbe på, at han ville leve med skyld resten af sit liv.. Selvom jeg tvivlede på det. Det betød jo sikkert ingenting for ham, om han havde voldtaget mig eller ej.


”Huske hvad Jasmine? Du gør mig bare forvirret.”


Samtidig med han sagde det, løftede han sin hånd op til sit hoved – det lignede han havde ondt. Sikkert en blanding af bivirkningerne fra stofferne, og så det tidspunkt, hvor jeg bankede hans hoved imod sengekanten.. Et desperat forsøg på at komme væk, til sidst, men uden noget held.


”Huske at du fucking voldtog mig, Justin! Kan du virkelig ikke huske det!? Kan du ikke huske hvor dum en idiot du er!?”


Hurtigt var jeg henne ved ham, og havde skubbet ham ind i en væg. Men han greb bare fat om mine håndled, før jeg kunne nå at slå ham i ansigtet. Mine hulk blev højere og højere, jo længere tid jeg stod og så ham ind i øjnene – til sidst var mit syn helt slørret. Min krop kunne ikke bære sig selv længere, og den kom hurtigt i kontakt med gulvet.


”Hvorfor?..”


Græd jeg, stadig med hans hænder om mine håndled. De samme hænder der for nogle timer siden, kørte ukontrolleret rundt på min krop, og havde gjort mit liv til et helvede.. Endnu mere end det allerede var. Jeg havde ikke troet min reaktion ville være så stærk her, overfor Justin, men jeg havde bare brug for, at få det hele ud af mit system. Det gik så ud over ham, men han havde nu også fortjent det. Om det så var fordi han var påvirket eller ej.


”Hvorfor gjorde du det?”


Ordene var ikke mere end en svag hvisken, der næsten blev kvalt i min hulken. Han kom ned på øjenhøjde med mig, og da jeg så ind i hans blik, så jeg en form for skyld.. Det virkede til han var klar over, hvad han havde gjort imod mig. Min reaktion havde sikkert sat hans tanker i gang, og fået ham til at huske natten.


”U-undskyld.”

 

Heej! Håber I kunne lide kapitlet, og I må meget gerne smide en kommentar, om hvad I synes. :)

Hvis det lyster, må I også gerne 'like' eller 'fav' - Det ville gøre mig glad. :D
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...