Badboy og goodgirl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 apr. 2014
  • Opdateret: 3 aug. 2014
  • Status: Igang
Historien handler om den 16 årige Jasmine Vega, der møder Justin Bieber som er skolens badboy. Begge personer har en historie og nogle hemmeligheder de gemmer på, og som ingen andre end dem ved. Men når en goodgirl og en badboy møder hinanden, vil kærligheden så blomstre, eller vil haden falde? Og hvad med alle deres hemmeligheder - vil de blive afsløret? Og den bilulykke, som hendes familie var udsat for, kender Justin noget til den? Det får vi at se.

69Likes
82Kommentarer
13846Visninger
AA

38. Politibilen

Jasmines synsvinkel


Styrtende kom jeg ind i huset, uden hverken at tage min jakke eller sko af, satte jeg kurs mod stuen i høj fart – panikken havde bredt sig til hele min krop, og havde givet mig et adrenalinkick. Mit hjerte hamrede hurtigere og hurtigere, for hvert skridt jeg tog. Hvert sekund var jeg bange for, hvad der lurede om det næste hjørne, da det næppe kunne være noget godt. For siden hvornår er der kommet noget godt ud af, at se en politibil foran ens hus – aldrig!


”Far!?”


Kaldte jeg med en panisk stemme, mens jeg prøvede at finde ud af hvor han var – og om han var her. Imens der intet svar kom tilbage, og jeg forsat bevægede mig mod stuen, begyndte alle tankerne at køre igennem hovedet på mig.


Hvad nu hvis der er sket dem noget, hvis far han ikke er.. Ikke er her længere.. Hvad så med mig og Kitty? Hvad nu hvis det er Kitty, hvis hun er kommet til skade?


”Jasmine!?”


Fra dørkammen kunne jeg se min far sidde trygt med Kitty ved sin side, mens to politimænd stod med deres notes blogge fremme. Alle fires opmærksomhed havnede straks på mig, i det jeg kom til syne for dem, udtrykkende var bare forskellige – Kitty var vidst bare glad for at se mig, hvorimod min far lignede en der skulle til at græde og skælde ud på samme tid, og De to politimænd så mindre chokeret ud, mens de kort udvekslede blikke. Hvad var det lige jeg var gået glip af?


”Far hvad sker der?”


Fik jeg sagt under mit tungeåndedrag.


Der blev ikke givet mig et svar, men pludselig stod jeg med en chokeret far helt oppe i ansigtet på mig. Han lod sin hånd stryge hen over min kind, mens vi stod og så hinanden i øjnene. Hans øjne var halvrøde, det lignede han.. Han havde grædt?


”Far hvad –”


”Har han gjort noget mod dig?”


”Hvad mener –”


”Jasmine, du skal være ærlig. Hvis den dreng så meget som har krummet et hår på dit hoved, så kan jeg godt love dig for –”


”Jeg ved ikke hvad du snakker om!”


Udbrød jeg pludselig, træt af at ingen gad give mig et svar, på hvorfor der var to politibetjente i min stue. Eller hvorfor min far pludselig fablede om en eller anden dreng, der åbenbart skulle havde gjort mig noget.


”Hvorfor skulle han have gjort mig noget? Og hvem er det enlig vi snakker om?”


Pludselig blev der bum stille, mens min far og jeg bare stod og så på hinanden. Vi lignede begge et kæmpe spørgsmålstegn, vidste ikke hvad hinanden snakkede om eller hvad vi skulle gøre.


”Jasmine, hvis din far ikke har noget imod det, vil jeg meget gerne tale med dig, alene – om hvorfor vi er her.”


Sagde den ene politibetjent, som ifølge hans navneskilt hed James. Uden en kommentar fra hverken mig selv eller min far, viste James mig ind på vores kontor, hvor han lukkede døren i – nu kunne ingen høre os, det var sikkert også meningen. Men det at jeg skulle tale alene med ham, gjorde mig nervøs, for jeg vidste jo stadig ikke, hvorfor de var her.


”Jasmine.. Vi er her ikke fordi, der er noget i vejen med din far eller søster.”


Det lød til han godt havde fundet ud af, at det var dem jeg var bekymret for. Men det var der åbenbart ingen grund til at være, eftersom det ikke var derfor de var der. Men hvorfor så? Havde de bare lige valgt at stoppe forbi, for få en kop kaffe og måske en småkage? – tror jeg næppe.


”Hvorfor er I her så?”


”Vi er her for at finde dig.. Eller, det var vi, indtil det øjeblik du selv kom gående ind ad døren.”


Finde mig?! Jeg har sku da aldrig været væk!?


Det han fortalte mig kunne jeg ikke få til at passe, for jeg havde jo hele tiden vidst hvor jeg var. Der havde ikke været en grund til at lede efter mig, især ikke få politiet til det, eftersom jeg jo havde det helt fint. Det gav bare ingen mening for mig..


”Jasmine, husker du alt fra da du vågnede i morges indtil nu?”


”Eh, ja det tror jeg.”


”Hvordan kom du så hjem fra skole?”


I starten syntes jeg det var et latterligt spørgsmål, for kunne det ikke være lige meget om jeg gik, cyklede eller blev kørt? Men så kom jeg i tanke om, at jeg enlig aldrig havde været hjemme efter skole den dag. Hele dagen havde jeg tilbragt sammen med Justin, og vi var jo stukket af efter slåskampen. Min far havde ingen anelse om hvor jeg havde været, det var vi kun tre personer der vidste – Justin, mig selv og David.


”Jasmine, du har været væk i over 8 timer, hvor ingen vidste hvor du var henne. Historien, jeg både har fået fra din far og din skole, går på, at du blev mere eller mindre kidnappet af en klassekammerat, efter han havde tævet både dig, en anden dreng og skoleinspektøren.. Hans navn skulle vidst være Justin Drew Bieber, tidligere indsat som nu er på prøveløsladelse..”


Han tog et kig i nogle papirer for at få hans navn, men så derefter på mig igen, som sad med begge mine hænder for munden – jeg kunne ikke fatte det.


”Jeg ved godt du måske vil beskytte den her dreng, fordi du kender ham.. Men du bliver nødt til at fortælle sandheden.”
 

 

Det ser ikke så godt ud for Justin lige nu! Men vi ved jo hvad der rigtigt skete ;)

Men jeg håber I kunne lide det! Næste kapitel bliver ikke et kapitel fra historien, men i stedet en besked! :) <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...