Badboy og goodgirl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 apr. 2014
  • Opdateret: 3 aug. 2014
  • Status: Igang
Historien handler om den 16 årige Jasmine Vega, der møder Justin Bieber som er skolens badboy. Begge personer har en historie og nogle hemmeligheder de gemmer på, og som ingen andre end dem ved. Men når en goodgirl og en badboy møder hinanden, vil kærligheden så blomstre, eller vil haden falde? Og hvad med alle deres hemmeligheder - vil de blive afsløret? Og den bilulykke, som hendes familie var udsat for, kender Justin noget til den? Det får vi at se.

69Likes
82Kommentarer
13733Visninger
AA

15. Overnatning?

Jeg tog forsigtige skridt længere hen af mod sofaen, imens jeg kørte spørgsmålet rundt i mit hoved. Nu skulle det bare siges rigtigt, og forhåbentligt ville jeg så få et ja fra ham.. Selvom jeg tvivlede en del på det. Det var først da hans opmærksomhed blev trukket væk fra tv’et og hen på mig, at jeg åbnede min mund for at sige noget.


”Eh..”


Kort tav jeg lidt, da hans blik fangede mit.


”Jeg ville bare spørge, om.. Justin måske kunne.. Overnatte her?”


Hvis han sagde nej til det, vidste jeg, det ville blive svært at ændre hans mening. Heldigvis havde jeg dog et par kort i ærmet, men som jeg kun ville bruge, hvis det blev aboslut nødvendigt.. Hadede nemlig at skulle snakke om bilulykken med min far, men hvis det var det der skulle til, så ville jeg gøre det.


”Jasmine, det kender du godt svaret på.”


Surt vendte han blikket mod tv’et igen, hvor der kørte en film om anden verdenskrig med Hitler. Hvis jeg skulle være ærlig, tror jeg bedre han kunne lide ham end Justin. Selvom min far var den type, der bare ikke kunne fordrage ham.. Men jeg skulle bare have ham til at sige ja, få ham til at give Justin en chance – han havde ikke en gang nogen grund til, ikke at kunne lide Justin. De havde lige mødt hinanden for første gang, og så dømmer han ham bare.


”Men far, han..”


”Nej Jasmine!”


Så lad dog vær med at afbryde mig for fanden! Han hader selv når han bliver afbrudt, men at afbryde andre folk gør ham intet – helt ærligt, det giver jo ingen mening!..


”Far helt ærligt! Hvorfor er det du har så meget imod ham?”


”Hvad mener du? – jeg har intet imod ham.. Han skal bare ikke overnatte her.”


”Intet imod ham? Hvorfor fanden var det så, at du dømte ham, lige da han trådte ind ad døren?! Du sagde til ham, at han skulle holde sig fra mig – du kender ham ikke en gang! Sådan noget kan du ikke tillade dig! Også selvom du er min far! Du skal ikke bare gå rundt og sige til mine venner, at de skal holde sig fra mig!”


Mit hjerte slog hurtigere og hurtige, imens alle ordene røg ud af min mund – nærmest i en lang sætning. Aldrig før havde jeg været så sur på min far, hvor jeg bare havde råbt ad ham. Men jeg kunne ikke gøre for det, han gjorde mig så sur med det her. Hurtigt gik det dog op for mig, jeg nok skulle sige noget til ham, hvor jeg ikke råbte..


”Far..”


Begyndte jeg, imens jeg fandt plads ved siden af ham i sofaen. Jeg rykkede en pude lidt for at kunne være der, og trak så benene op til mig.


”Du ved godt, hvordan jeg havde det.. Den gang hvor.. De døde.”


For ikke at se hvor knust min far ville blive, ved at have den her samtale, holdte jeg blikket ned på mine knæ. Det her var mit lille trick, for at Justin kunne blive her og sove. Jeg blev nødt til at tale om noget, som rørte ham meget dybt.


”Justin har ikke nogen familie, far. Og jeg prøver bare at hjælpe ham.. Ligesom mine venner hjalp mig.”


Bare det ikke at have min mor eller bror hos mig længere, knuste mit hjerte hver eneste dag. Så tænk på Justin.. Han havde ingen familie overhovedet. Og hans venner var ikke noget stort, alle sammen en flok ballademager som sikkert aldrig ville hjælpe ham, hvis han kom i seriøse problemer. Nu hvor vi snakker om seriøse problemer, var politiet jo stadig efter ham. Hvis han kom i fængsel igen, ville alt håb nok være ude for ham. Han ville jo ikke have det store at vende tilbage til, faktisk næsten ingenting. Lige nu havde han ikke en gang et sted at være, hvor han kunne føle sig tryk. Bare tænk, hans følelser.. Det måtte have været rædselsfuldt at være ham.


”En plejefamilie, har han det?”


”Nej far, han har ingenting.. Må han ikke nok blive, bare lige til i morgen?”


Jeg kom med det bedste bedende blik jeg kunne lave, for at få ham overtalt. Jeg kunne se i hans øjne, at han var ved at give efter. Det var sikkert tanken om ligheden mellem ham og hans datter, som han ikke kunne få ud.


”Kun lige til i morgen.”


”Men!”


Sagde han meget hurtigt, for at jeg ikke skulle blive alt for glad ved situationen – hadede når folk indførte et ’men’, for så var der altid et eller andet dårligt der førte med.


”Han sover på gæsteværelset, og det er slet ikke til diskussion.”


Jeg blev hel lettet da det bare var det. Selv havde jeg selvfølgelig også regnet med, at det var der han skulle sove. At dele seng med mig, var ikke noget han skulle komme til – især ikke når han var påvirket af stoffer. Så den ting var intet problem for mig, og sikkert ikke noget problem for Justin heller.

 

Gæsteværelset var ikke noget der var blevet brugt før nu, så sengen så heller ikke alt for velkommende ud. Det var enlig bare et sengestel med en madras, og ikke mere end det. Henne i skabet lå der en stor dejlig dyne og nogle puder, som var sprit nye. Begge dele kastede jeg hen på sengen, for bagefter at lægge det hele så flot jeg kunne – det var ikke det jeg var bedst til. Men det så nu okay nok ud. Lågen på det knap så store skab lukkede jeg i, og skulle til at smutte ud af værelset, før jeg mærkede et sæt arme om livet på mig. Det gav et kæmpe sæt i mig.


”Det er bare mig.”


Beroligede en blød stemme, som jeg hurtigt genkendte som Justins. Kort efter havde han fjernet sine arme igen.


”Seriøst, du forskrækkede mig altså..”


Den følelse jeg fik i min krop, når folk lagde deres arme om mig, uden jeg vidste hvem det var, var dybt rædselsfuld. Det var en følelse af skræk og sorg der bredte sig i min krop, og jo længere tid det varede jo være blev følelsen. Det var ikke noget jeg kunne gøre for. Om det så var Justin eller min far der gjorde det, ville ikke ændre på hvordan jeg fik det. Ubehageligt..


”Mh.”


Mumlede han svagt, imens han bare stod der og så hen på mig. Det var stadig så tydeligt, at han var påvirket af noget og ikke kunne tænke klart. Det var som at se en person halvdød – til stede men så alligevel ikke helt. Måske det bare var bedst at få ham lagt i seng, så han kunne være nogenlunde frisk i morgen. Min far skulle også nødig finde ud af, at Justin ligesom.. Ikke helt var sig selv.


”Justin, jeg tror bare du skal gå i seng.”


Meget kort kastede han et blik på sengen, før han så så på mig igen.


”Her?”


”Ja, du skal sove her.”


”Hvis der bliver noget, så bare gå ind til mig, okay?”


Tilføjede jeg lige kort, inden jeg var på vej ud af døren igen så han lige kunne skifte – det var ikke et show jeg behøvede at se, selvom hans krop nu ikke var noget at klage over. Især ikke hans arme, de var muskuløse og kunne nemt holde fast i mig.. Ligesom nu, hvor jeg mærkede hans hånd om min overarm.


”Hvad så?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...