Badboy og goodgirl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 apr. 2014
  • Opdateret: 3 aug. 2014
  • Status: Igang
Historien handler om den 16 årige Jasmine Vega, der møder Justin Bieber som er skolens badboy. Begge personer har en historie og nogle hemmeligheder de gemmer på, og som ingen andre end dem ved. Men når en goodgirl og en badboy møder hinanden, vil kærligheden så blomstre, eller vil haden falde? Og hvad med alle deres hemmeligheder - vil de blive afsløret? Og den bilulykke, som hendes familie var udsat for, kender Justin noget til den? Det får vi at se.

69Likes
82Kommentarer
13803Visninger
AA

19. Noget anderledes.

Justins synsvinkel


Jeg fornemmede lidt det ikke var det svar, som hun gerne ville have. Men helt ærligt, så kunne jeg bare ikke forklare det. Grunden til jeg ville hjælpe hende var jo, at jeg holdte af hende. Hvorfor?.. Det vidste jeg ikke præcist. Der var vel bare et eller andet ved hende, noget der gjorde mig.. Glad.


”Jasmine.”


I det jeg prøvede at rykke en smule tættere på hende, i håb om at jeg måtte trøste hende, skubbede hun sig selv længere væk. Det fik et tungt suk til at glide over mine læber, for hvorfor skulle det her være så svært? Hun forstod åbenbart ikke hvordan jeg kunne holde af hende, og det gjorde jeg heller ikke selv, men jeg holdte af hende. Når jeg var omkring hende, behøvede jeg ikke at være badboy-Justin, jeg kunne bare være mig selv. Ja, faktisk var jeg en sød fyr indeni, men mit ydre var slemt.


”Nej.. Du er ligeglad med mig Justin.. Bare gå.”


Mumlede hun, helt uden at skænke mig det mindste blik. Måske det var bedst for mig bare at gå, men på den anden side, kunne jeg heller ikke bare efterlade hende sønderknust.


Hvad fanden gør jeg? Piger er da også altid bare kompliceret, men.. Hun er bare anderledes. Åh gud, hvad fanden har jeg rodet mig ud i.


”Jas, jeg er ikke ligeglad med dig, jeg vil gerne gøre dig glad igen.”


Sagde jeg, og lagde lidt tryk på ’ikke’, sådan hun forstod hvad jeg mente – håbede jeg da.


”Held og lykke med det.”


”Hvad?”


”Ik’ noget.. Bare gå.”


”Nej! Jeg går ingen steder før du er glad igen. Du kan sige gå til mig lige så mange gange du vil, Jasmine, jeg går ikke fra dig.. Jeg ved godt du er sur på mig, og det.. Det skal du også være. Men giv mig nu en chance for at gøre det lidt godt igen, for jeg.. Jeg kan virkelig godt.. Lide dig.”


Ja, jeg kunne lide hende. Hvor meget var jeg ikke helt sikkert på, men hun betød i hvert fald noget for mig. En god ven kunne man vel beskrive hende som, men noget i mig kunne godt se hende som lidt mere.. Kun en lille del! Men efter det her, virkede det bare håbløst, især fordi hun ikke troede på, at nogen kunne holde af hende. Jeg havde ingen anelse om hvorfor hun tænkte sådan, for helt ærligt hun var en fantastisk pige. Et dejligt smil, selvom jeg kun havde set det få gange.. En dejlig personlighed, og nogle øjne som bare var gudesmukke.. Syntes jeg i hvert fald.


”Hvorfor er det så svært for dig, at forstå, at jeg kan holde af dig?”


Hendes øjne fyldtes stille med tåre endnu en gang, imens jeg spurgte ind til det. Jeg havde brug for et svar fra hende. For det virkede bare mærkeligt, hele den måde hun taklede de her ting på, og mange andre, det var bare.. Anderledes, end hvad andre piger ville have gjort. I hvert fald dem jeg kendte. Det er det jeg mener, der var noget anderledes ved hende.. Og det kunne jeg godt lide.


”Jeg vil ikke.. Snakke om det..”


Fik hun sagt mellem sine hulk, inden hun brød helt sammen lige foran mig. En kæmpe flod af tåre strømmede ned ad hendes kinder, og det var som om hendes krop bare kollapsede sammen midt på gulvet. Hele hendes krop lå krøllet sammen, med hendes lange hår ned over ansigtet og sine to hænder op til sit bryst. Det gav mig et chok.


”Jasmine?”


Der var en smule panik over min stemme, som jeg kravlede frem til hende. Jeg lod min ene hånd kører hendes hår til siden, så jeg kunne se hendes sønderknuste ansigt. Mit hjerte gav en lille sprække i sig. Endnu en gang græd hun, fordi jeg gjorde noget. Hvordan kunne jeg bare blive ved med at knuse hende sådan?..


Da hendes krop var begyndt at ryste ukontrolleret, tog jeg mig sammen, og bar hende op i mine arme fra gulvet af. Det eneste hun gjorde imens, var bare at græde. Men da jeg ikke var mere end et par skridt fra hendes seng, mærkede jeg en hånd på min overarm. Hun klemte hårdt til.


”Nej! Gi slip! Nej! Jeg vil ikke!”


”Rolig, shh.. Tag det roligt.”


”Nej! Lad mig gå!”


Skreg hun og slog løs på min overkrop.


”Jasmine stop!”


Det var lige før jeg råbte det af hende, for hun skulle seriøst falde lidt ned. Ellers kunne jeg ikke hjælpe hende. Hun forskrækkede mig virkelig med alt den panik, det var som om hun troede, at hun skulle til at dø. Men.. Jeg skulle bare have hende hen og ligge i sengen, for at hun ikke lå på gulvet. Hvad var der slemt i det? Ingenting. Derfor tog jeg mig heller ikke af hendes skrig og råb, om at jeg skulle sætte hende ned. I stedet lagde jeg hende hen på sengen, hvor hun ikke fik lov til at rejse sig fra.


”Jasmine, læg dig nu ned!”


Det var ikke meningen jeg ville være hård imod hende, men hun forstod det bare ikke – derfor hævede jeg stemmen en smule. Men jo mere jeg hævede stemmen, jo mere gik hun i panik, og prøvede at flygte fra mig. Jeg blev ved og ved med at skubbe hende tilbage ned og ligge, men hun rejste sig hele tiden op igen. Det føltes som en evighed det stod på, og solen ude foran hendes vindue afslørede, at det faktisk næsten var det. Utroligt at hendes far ikke var kommet her op, for at hente os ned igen. Men det var til mit held. 


Det virker lidt til, at Justin er ved at blive glad for Jasmine – men er Jasmine overhovedet glad for Justin?
Nå, men fortæl mig hvad i synes, hvad der måske skulle ske længere henne af i historien, og ja, bare alt. :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...