Badboy og goodgirl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 apr. 2014
  • Opdateret: 3 aug. 2014
  • Status: Igang
Historien handler om den 16 årige Jasmine Vega, der møder Justin Bieber som er skolens badboy. Begge personer har en historie og nogle hemmeligheder de gemmer på, og som ingen andre end dem ved. Men når en goodgirl og en badboy møder hinanden, vil kærligheden så blomstre, eller vil haden falde? Og hvad med alle deres hemmeligheder - vil de blive afsløret? Og den bilulykke, som hendes familie var udsat for, kender Justin noget til den? Det får vi at se.

69Likes
82Kommentarer
13713Visninger
AA

25. Næsten afsløret.

Jasmines synsvinkel


”Jasmine hvorfor har du låst din dør!? Er du okay!?”


Min fars stemme var bekymrende, men det var mig og Justin der var bekymret for hvad der nu skulle ske. For han sad med mig oven på sit skød, med mine arme rundt om hans hals, og vores læber der lige havde været i gang med at angribe hinanden – hvis min far vidste det, var vi så godt som døde begge to. Derfor var det vigtigt at lade som om, at der intet var sket her inde. Justin måtte ikke sige en eneste lyd, for så var vi afsløret. Derfor tog jeg min hånd op foran hans mund, for at være på den sikre side.


”Jeg har det fint far! Jeg eh, prøver bare lige noget tøj!”


Ej okay Jasmine, det kunne du have gjort bedre! Han finder sikkert ud af at jeg lyver..


”Har du set Justin, jeg kan ikke finde ham?”


”Ehh..”


Mit blik farede med det samme fra døren og hen på Justin, som bare sad og rystede på sit hoved – det betød sikker at jeg skulle sig nej.


”Nej, han eh.. Han skulle et eller andet, så han er gået.”


Lige der troede jeg, at jeg var sluppet af sted med det, at jeg havde fundet på en god løgn og nu bare kunne slappe af igen. Men nej, selvfølgelig havde jeg ikke det..


”Hvorfor er hans bil her så stadig? Og hans mobil?”


”Ehh.”


Jeg prøvede at spørge Justin op hjælp, ved at give ham et bedende blik.. Men han trak bare på skuldrene. Jeg havde ingen anelse om hvad jeg skulle sige, for hvis jeg fortalte ham sandheden var det virkelig skidt. Han havde nok imod Justin i forvejen, så at fortælle han var her inde samme med mig, og jeg oveni købet havde låst min dør.. Det ville ikke være godt.


”Jasmine, ved du hvor han er?”


Det virkede som om min far havde gennemskuet mig, men hvorfor sagde han det så ikke bare, i stedet for at spille det her spil, hvor jeg kun kunne tabe uanset hvad? Han var på en måde lidt ligesom Justin. Ville bare have jeg skulle sige det højt, selvom han godt vidste det.. Man det var irriterende.


”Ikke rigtig.. Han sagde bare han gik.”


”Det er du sikker på?”


”Ja. Han gik for.. Ti minutter siden, eller noget.”


Jeg kunne godt selv høre, hvordan jeg blev dårligere og dårligere til at lyve lige nu – men jeg var altså også under stort pres. Men mærkeligt nok, var det som om min far troede på mig, da han bare sagde:


”Okay, men sig til hvis han kommer tilbage efter sine ting – jeg skal snakke med ham.”
”Eh, okay, det skal jeg.”


Jeg ventede med at lave en eneste lyd, til at jeg ikke længere kunne hører fodtrin ned ad trapperne. Da der var helt stille, fløj jeg direkte op ad sengen og væk fra Justin. Han blev simpelthen nødt til at smutte nu, for min far vidste sikkert at jeg løj, og ville før eller siden find ud af det her, hvis Justin blev lige nu.


”Du bliver nødt til at gå Justin..”


”Hvad?”


Han virkede åbenbart overrasket over det, selvom min far næsten lige havde afsløret os. Men det var ikke den eneste grund til at han skulle gå.. Jeg blev nødt til at få styr på mine følelser lige nu. For det kys gjorde mig bare endnu mere splittet, og jeg var heller ikke sikker på, hvad det betød for ham. Mente han at vi nu var kærester? Eller var det bare et kys uden betydning?..


”Undskyld Justin.. Men.. Min far må bare ikke finde ud af det.”


Af nervøsitet stod jeg og fumlede med mine fingre, for det her var bestemt ikke en rar ting at gøre. Bare bede ham om at gå, selvom han ingen steder havde at tage hen.. Men det var jo mandag dagen efter, så han skulle bare overleve resten af dagen og natten. Så ville jeg se ham igen i skolen..


”Mh, okay..”


Jeg stod bare og så på ham, mens han kom op fra min seng og ellers fandt vej hen til mig. Før jeg kunne nå at gøre noget, havde han presset sine læber imod mine – helt ærligt, hvorfor skulle han bare gøre det endnu være!? Men jeg kunne ikke trække mig. Jeg gengældte kysset, men lod det være blidt og sødt. Hvis en af os ikke snart trak sig, ville han aldrig komme til at tage af sted. Sikkert det han gerne ville. Men han blev bare nødt til at gå, for jeg havde brug for at være alene med mine tanker – og følelser.


”Justin.”


Mumlede jeg svagt imod hans læber, men han trak sig ikke. Det endte med jeg kæmpede for at komme fri fra hans læber, men til sidst lykkedes det.


”Undskyld.”


Var det han sagde til mig, før han så gik hen af mod døren – der var låst. Vent, havde han enlig ikke nøglen til døren?


”Justin vent.”


Det var som at se en filmscene. Han stoppede op midt ude på gulvet og med et smil drejede han sit hoved hen mod mig. Hans øjne afslørede et håb om at jeg ville have han skulle blive, men det håb blev snart knust af virkeligheden.


”Du har nøglen til døren.. Og du kan ikke gå ud den vej. Min far vil bare opdage dig.”


Et kort sekund overvejede jeg bare at droppe det, sige han skulle blive her til i morgen, men jeg lod vær. Det ville på en måde bare være akavet. Jeg havde heller ikke lyst til at min far skulle snakke mere med Justin, for han skræmte ham. Og hvis jeg kunne lide Justin som mere end bare en ven.. Ville det ikke være sjovt at have en far, der ikke kunne lide ens kæreste. Ikke fordi mig og Justin ville blive kærester snart, men.. Måske en dag.


”Oh.. Her.”


Han rodede kort rundt i sin ene lomme, før han hev en nøgle op og placerede den i min hånd. Vores hænder rørte hinanden, og jeg mig en mærkelig fornemmelse i hele kroppen. Det gjorde jeg nærmest hev min hånd til mig med det samme, som om jeg var bange for noget.


”Du kan.. Eh, klatre ud af vinduet?”


Det var den eneste løsning jeg lige kunne se. Vinduet var stort nok til at han kunne klatre ud af det, men så var der bare lige et spring på en hel etage efter det. Mon ikke han klarede det? Han havde sikkert hoppet fra ting der var meget være, med alt den jagten han havde været igennem. Det overraskede mig heller ikke, da han pludselig var henne og i gang med at åbne vinduet. Som han var i gang med at klatre ud af vinduet, mærkede jeg en nervøsitet rumstere i min mave.


Ik’ fald, ik’ fald..


”Ses vi i morgen?”


”Ja.”


Åh nej, han kom i skole i morgen og så skulle jeg leve med den akavede stemning der ville være i mellem os. En hel skoledag, hvor jeg sikkert ikke ville kunne snakke ordentligt med ham om noget som helst. Men jeg måtte bare tage mig sammen og leve med det. Jeg kunne ikke bare pjække fra skolen, sådan var jeg ikke, og min far ville give mig en ordentlig skideballe hvis det var.


Med mine hænder hvilende på vindueskarmen, betragtede jeg Justin som han hoppede ned og landede sikkert på jorden. Et kort øjeblik stod han stille og så bare ned i jorden, før han så drejede sit blik mod mig. Vores øjne mødtes, men jeg rev hurtigt mit blik væk igen. Da jeg vendte tilbage for at se på ham, var han væk. Et par hjul trillede over asfalten, og hans bil forsvandt længere nede ad vejen rundt om et hjørne.

 

Så, endnu et kapitel! Som altid håber jeg I kan lide det, og hvis I har noget at sige, så må I gerne smide en kommentar. Især hvis I sidder inde med idéer til historien. :) <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...