Badboy og goodgirl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 apr. 2014
  • Opdateret: 3 aug. 2014
  • Status: Igang
Historien handler om den 16 årige Jasmine Vega, der møder Justin Bieber som er skolens badboy. Begge personer har en historie og nogle hemmeligheder de gemmer på, og som ingen andre end dem ved. Men når en goodgirl og en badboy møder hinanden, vil kærligheden så blomstre, eller vil haden falde? Og hvad med alle deres hemmeligheder - vil de blive afsløret? Og den bilulykke, som hendes familie var udsat for, kender Justin noget til den? Det får vi at se.

69Likes
82Kommentarer
13745Visninger
AA

20. Min hemmelighed.

Jasmines synsvinkel


Solen havde lyst hele mit værelse op, men den manglede lige at lyse min fremtid op.. Jeg vidste der var gået lang tid med, at jeg bare havde ligget her i sengen og grædt. Men jeg kunne bare ikke få mig selv til noget som helst. Hver gang Justin havde spurgt hvad der gik af mig, ignorerede jeg ham bare. Uheldigvis gav han ikke op med det samme, så han sad stadig på sengekanten, og ventede på jeg skulle fortælle ham om det – om min dårlige fortid.


”Kom nu Jasmine, du kan fortælle mig det… Jeg kan godt holde på hemmeligheder.”


Jeg tvivlede på om han ville kunne holde på mine hemmeligheder, for hvis nogen fandt ud af det, ville jeg ikke kunne holde ud og leve længere.. Det vil sige, at hvis han fortalte det videre, var jeg nødt til at dræbe mig selv. Ikke fordi det ville være første gang, jeg så forsøgte på det, men.. Jeg kunne ikke efterlade min familie. Det var noget jeg havde fundet ud af senere hen, efter de første par forsøg.


”Nej.”


Mumlede jeg kort, inden jeg trak dynen helt over hovedet på mig.


”Jo.. Lad mig nu hjælpe dig. Du har brug for det.”


”Jeg har ikke brug for hjælp!”


Det kom pludseligt imens jeg smed dynen helt af mig, og før jeg vidste af det sad jeg tæt på ham. Jeg stirrede ind i hans øjne, og kunne mærke min mund lavede en vred grimasse. Wow, det havde jeg ikke lige forventet jeg ville gøre.. I det jeg opdagede det, skyndte jeg mig bare at lægge mig ned under dynen igen. Det var pinligt, så derfor havde jeg også en smule røde kinder.


”Jo du har, for du reagere så mærkeligt på alt.. Da jeg først mødte dig, skulle jeg være mindst tometer væk fra dig, ellers begyndte du at gå i panik.”


Det gav mig en dårlig fornemmelse i maven, da han bragte det op. For jeg havde enlig ikke lyst til at tænke tilbage, på da Justin spillede mega badboy overfor mig i skolen. Selvom det faktisk ikke var så lang tid siden igen.


”Hvorfor vil du ikke fortælle mig, hvad der er galt?.. Du ved en masse om mig, men.. Jeg ved enlig ikke så meget om dig.”


Han havde faktisk ret. Han havde delt sin dårlige fortid med mig, fortalt om hvordan han enlig ingen familie havde. Men jeg kunne ikke fortælle ham noget om min fortid. Jo mere jeg tænkte over det, jo mere latterligt syntes jeg enlig selv det var. Hvordan jeg ikke bare kunne fortælle ham om alt det der var sket.. Måske han så ville forstå mig bedre, hvis jeg sagde det? – men kunne jeg stole på ham? Det var noget der strejfede mine tanker hele tiden. Det fik mig til at tøve en hel del.


”Lov mig, at du ikke siger det til nogen.. Og bare.. Bare lad som om du ikke ved det.”


Det var som om jeg bare ikke kunne stoppe med at græde. For endnu en gang mærkede jeg de våde tåre på mine kinder, og det var som om hulkene bare ventede på, at jeg gav dem lov til at komme. Men hvis jeg skulle fortælle Justin om de her ting, blev jeg nødt til at tage mig sammen.


”Jeg lover det.”


Svarede han på en måde der lød meget ærlig. Måske jeg godt kunne stole på ham. Uanset hvad, besluttede jeg mig for at fortælle ham det. Bare sådan han ville lade vær med at spørge igen, for det gik mig lidt på, at han hele tiden skulle spørge hvad der var galt. Hvis han bare vidste det, var jeg fri for at tænke på de ting hele tiden.


”Okay..”


Jeg indtog en dyb indånding og pustede tungt ud. Noget jeg havde brug for at gøre, før jeg kunne åbne min mund og lukke ordene ud.


”Du… Du er ikke den første der har.. V-voldtaget m-mig.”


Ordene kom men jeg stammede i det sidste stykke, imens jeg kæmpede for at holde min stemme stabil og ikke knække over. Jeg undlod helt at se på Justin, for jeg havde ikke lyst til at se han reaktion på det. For hvad nu hvis han bare reagerede helt ligeglad? Det ville virkelig knuse mig. For nu fortalte jeg det endelig til en, så det betød meget, at han ikke bare var ligeglad.


”M-min ex kæreste.. R-Ramon. Han voldtog mig.. O-og efterlod mig bare.. Og han..”


Stemmen knækkede over på mig, før jeg kunne nå at fortælle færdig. Stille begyndte hulkene også at komme, imens jeg lå og gemte mig helt ind til dynen. Den dækkede over mit ansigt, sådan han ikke kunne se, hvor knust jeg var. Jeg gjorde mit bedste for at falde ned igen, men det hjalp intet. I stedet begyndte jeg at græde endnu mere, og min krop var gået i kramper. Sådan reagerede jeg på det her. Det var noget jeg ikke kunne gøre for.. Men da et åndedrag ramte min nakke og et par arme fandt vej om min krop, var det som om.. Jeg faldt lidt til ro. Det vækkede en anderledes følelse inden i mig, som ikke havde været der i flere år. Omsorg. Jeg følte der var en, som faktisk gad hjælpe mig og lytte. At jeg ikke var helt alene længere med alle mine problemer.


”Det er okay.. Du må godt græde.”


Hviskede hans dejlige stemme ind i mit øre. Jeg kunne mærke hans krop imod min ryg, hans hænde på min mave og bare hans nærvær. Kunne Justin virkelig være sådan her?.. Det kunne han åbenbart. Jeg kunne stole på ham.


”J-jeg.. Er.. Bange.”


Hulkede jeg ind i dynen, uden at vide hvorfor jeg sagde det. Det kom bare pludseligt.


”Hvorfor er du bange?”


”Det.. Ved jeg.. I-ikke.”


”Du behøver ikke at være bange.. Jeg er lige her.”


Hans ord fik alle mine følelser til at falde til ro, undtagen én. Men det var en god følelse der blussede op inden i mig. For første gang var der en jeg kunne fortælle det her til og stole på. Det betød han var noget specielt, i forhold til alle de andre mennesker, der ellers ville have jeg skulle åbne op for dem. Justin havde åbnet op for mig, og jeg havde åbnet op for ham.


”Var det derfor du.. Ikke kunne lide at være tæt på mig?”


Fordi jeg ingen ord havde tilbage, gav jeg ham svar ved et lille nik – det var rigtigt nok. Efter det kunne jeg mærke ham løsne grebet om mig, og være ved at rykke sig en smule væk fra mig.. Han troede jeg ikke ville have ham tæt på mig nu.


”N-nej.. Du må godt.. L-ligge tæt på mig.. Vil du ik’ nok?”


”Er du sikker?”


”J-ja.”
 

Så fik hun det sagt til Justin. Men Justin har noget han gemmer på - lad os se hvornår han fortæller det til Jasmine. :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...