Badboy og goodgirl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 apr. 2014
  • Opdateret: 3 aug. 2014
  • Status: Igang
Historien handler om den 16 årige Jasmine Vega, der møder Justin Bieber som er skolens badboy. Begge personer har en historie og nogle hemmeligheder de gemmer på, og som ingen andre end dem ved. Men når en goodgirl og en badboy møder hinanden, vil kærligheden så blomstre, eller vil haden falde? Og hvad med alle deres hemmeligheder - vil de blive afsløret? Og den bilulykke, som hendes familie var udsat for, kender Justin noget til den? Det får vi at se.

69Likes
82Kommentarer
13747Visninger
AA

10. Løgn eller sandhed?

Jeg så ham for mig, stå der og kysse løs på mig, imens jeg var helt forsvarsløs – bundet fast til sengen. Rebene gnubbede mod huden på mine håndled, og rundt om mine ankler. Jeg kunne mærke smerten hele vejen fra mine tåspidser og op til mit hoved. Gåsehuden bredte sig over hele min krop, i det hans hæse stemme, hviskede de ord jeg aldrig ville glemme.


”Du kommer aldrig væk.. Goodgirl.”


Tårende pressede sig på, imens jeg mærkede hans hænder begynde at tage tøjet af mig. Min trøje blev flået op, så min bare hud kom til syne. Hans læber strøg ned ad min hals, imens hans hænder førte ned til mine shorts. Jeg pressede mine øjne i, for synet af ham kunne jeg ikke holde ud. Da jeg åbnede dem igen, mærkede jeg den friske vind mod min hud, og et andet sæt læber mod min hals.


”Kys så med!”


Vrissede han af mig, før han bankede mit hoved ind mod den hårde mur bag mig. Jeg begyndte at skrige. Så højt jeg kunne.


”Jasmine! Hallo, Jasmine!”


Skrigende satte jeg mig op med et kæmpe sæt, imens sveden løb ned ad min krop. Mit tunge åndedrag overdøvede næsten alt.


Det var bare en drøm.. Slap af.


Imens jeg fik pusten tilbage, gik det op for mig at jeg hverken var i gyden, hvor jeg besvimede, eller der hjemme. Da jeg kastede et blik ned af mig selv, var jeg iført en slags kjole – en grim blå en. Derefter fik jeg øje på en flok folk der stod omkring mig, som havde helt ens tøj på. På navne skiltene stod der hvad de hed, og hvad de lavede – det var en sygeplejeske og overlægen.


Jeg.. jeg er på et hospital? Men hvordan?.. Fuck, hvor er Justin og Kitty?!


”Hvor er de henne?”


Panikken bredte sig i min krop, og på maskinen ved siden af mig, så jeg at min hjerterytme blev hurtigere og hurtigere.


”Du bliver nødt til at falde ned.”


Sagde sygeplejersken, og prøvede at få mig tilbage ned og ligge i hospitalssengen. Det hele var stadig ikke gået op for mig endnu. Jeg forstod ikke hvad der var sket, siden jeg var havnet her henne, men uden hverken Justin eller Kitty i syne.


”Min lillesøster, er hun her?”


”Tag det helt roligt, din familie er ude i venteværelset. Men nu skal du lægge dig ned og slappe af.”


Jeg gjorde som hun sagde. Men hvad mente hun med min familie? Troede hun virkelig at Justin var en del af min familie?


”Hvem er der ude?”


”Den lille pige, der kom ind sammen med dig, og så din far.”


Min far?! Fuck.. Han skal jo ikke vide noget om det her!.. Hvad fanden gør jeg? Jeg bliver nødt til at lyve overfor ham. Men hvad så med Justin? Hvis han ikke er der ude, hvor er han så henne?


”Hvordan kom jeg her hen?”


Hun skulle lige til at forlade stuen, da jeg spurgte.


”En dreng kom ind med dig og den lille pige. Han sagde du havde faldet og slået dit hoved voldsomt.”


”Hvor er han nu?”


Var virkelig ivrig efter at vide, hvor Justin var henne – om han var taget hjem, eller om han var her et eller andet sted.


”Sidst jeg så ham, var da han kom ind med dig i sine arme, og lagde dig over på en båre.. Efter det er der ingen der har set ham.”


Med de ord forlod hun stuen, og lukkede døren i efter sig. Hun lod mig bare sidde der, stadig med en mase spørgsmål jeg ville have besvaret. Hele den her situation var så forvirrende for mig.. Justin var her ikke, jeg havde ingen anelse om, om Kitty var i god behold.. Og min drøm lige inden jeg vågnede. Billederne sad stadig fast på min nethinde, og jeg kunne fornemme den kolde mur mod min ryg, og det samme med det sammenkrøllede lagen under mig. Var glad for det bare var en drøm.. Men samtidig ulykkelig over det faktisk var sket..


Jeg sad bare og stirrede på det ur der hang foran mig, som viste at klokken var lidt over 2 – om natten. Men så gik døren op, og den samme sygeplejerske trådte ind.


”Din familie kommer ind nu.”


Informerede hun mig, og det fik mig til at synke en klump i halsen. Var virkelig nervøs for, hvordan min fars reaktion ville være, og hvordan Kitty havde det efter alt det her. Jeg håbede bare hun ikke forstod hvad der var sket – ikke forstod at hendes storesøster næsten var blevet voldtaget.


”Okay.”


Et par sekunder efter trådte min far ind ad døren med Kitty i hånden. Hun slap min fars hånd og hoppede op i sengen til mig. Lige der var jeg så lykkelig over at se hende, at jeg begyndte at græde. Hun slog armene om mig, og nærmest lå helt oven på min krop.


”Jeg elsker dig Kitty.”


Hviskede jeg ind i hendes øre, imens min stemme knækkede over. Blidt plantede jeg et lille kys på hendes pande, inden jeg så over på min far.. Han stod bare og så helt blank ud. Jeg kunne slet ikke gennemskue hvad han følte eller tænkte. Han var hverken glad eller sur.


”Far, je..”


”Jasmine hvad foregår der?”


”Ingenting.”


Jeg gjorde mit bedste for at lyde oprigtig, men det virkede ikke. Jeg havde aldrig været god til at lyve overfor min far.


”Det passer jo ikke. Først ringer skolen og siger du bare er gået, og da jeg så ringer og siger du skal hjem, kommer du ikke. Til sidst ringer hospitalet og siger, at en eller anden dreng er kommet ind med dig og Kitty, og at du er bevidstløs. Hvad sker der Jasmine!?”


Jeg kunne ikke lide når han hævede stemmen, det gjorde mig virkelig utilpas. Han havde aldrig nogensinde gjort mig noget, så det var ikke det. Men bare det at nogen var sur på mig, var noget jeg ikke rigtig kunne have, hvis det var en jeg elskede.


En side af mig havde lyst til bare at fortælle ham sandheden, da han før eller siden ville finde ud af det. Men den anden side ville helst stikke ham en kæmpe løgn, så Justin ikke kom i fedtefadet for noget af det her. Var ligeglad med om jeg selv fik skæld ud, men havde ikke lyst til bare at stikke en anden i ryggen – især ikke når Justin havde prøvet at hjælpe mig. Men noget blev jeg nødt til at fortælle min far..

 

Skriv gerne hvad I synes om kapitlet :)
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...