Badboy og goodgirl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 apr. 2014
  • Opdateret: 3 aug. 2014
  • Status: Igang
Historien handler om den 16 årige Jasmine Vega, der møder Justin Bieber som er skolens badboy. Begge personer har en historie og nogle hemmeligheder de gemmer på, og som ingen andre end dem ved. Men når en goodgirl og en badboy møder hinanden, vil kærligheden så blomstre, eller vil haden falde? Og hvad med alle deres hemmeligheder - vil de blive afsløret? Og den bilulykke, som hendes familie var udsat for, kender Justin noget til den? Det får vi at se.

69Likes
82Kommentarer
13717Visninger
AA

12. Lav profil.

Jeg tog det sidste skridt hen mod døren, før min pegefinger gled over dørklokken – den var ny. Alt jeg ventede på var, at han kom og lukkede døren op, så jeg kunne skælde ham ud. Der var gået to hele dage siden jeg kom ud fra hospitalet, men Justin havde ikke taget kontakt til mig overhovedet. Han havde slet ikke været i skole, og idioten havde ikke givet mig et telefonnummer på ham. Selvom jeg måske ikke havde de store grunde til at være sur på ham, så var jeg det alligevel. Bare det at tage mig hen på et hospital, efterlade mig der, og så slet ikke fortælle mig hvad der rent faktisk skete – det gør mig sur. Og så da jeg endelig så ham ude på parkeringspladsen, så skyndte han sig bare væk.. Følte lidt han ikke gad mig, men hvorfor? Det ville jeg have svar på.


”Hvad laver du her?”


Døren var meget lidt på klem, men jeg kunne lige ane Justin igennem den lille sprække. Han ville simpelthen ikke en gang lukke mig ind..


”Jeg skal snakke med dig.”


Min hånd røg op på døren, og ganske kort prøvede jeg at presse døren lidt op.. Indtil det slog mig, at Justin nok er stærkere end mig, så det kommer ikke lige til at ske.


”Kom nu Justin.. Er der noget galt?”


”Det er bedst hvis du bare går Jasmine..”


Tonelejet var nu bestemt, nærmest som en ordre.


”Nej. Jeg går ingen steder, før jeg får nogle svar..”


Mine arme lagde jeg over kryds, imens jeg gav ham et stædigt blik. Hvis han ikke ville lukke mig ind, så blev jeg bare der foran hans hus. På et tidspunkt ville han jo blive nødt til at gå ud.


”Hvilke svar?”


”Svar på, hvad der enlig skete til sidst, da jeg næsten blev voldtaget. Hvorfor du ikke blev på hospitalet ved mig, men bare gik, og hvorfor du så skred, da den dame hun..”


Ordene kom hurtigt ud af munden på mig, men Justin trak mig hurtigere indenfor. Døren smækkede han i med det samme, imens hans greb om min arm var meget fast.


”Ikke så højt..”


Og hvad mener han lige med det?..


Hele mit ansigt lignede et kæmpe spørgsmålstegn.


”Jasmine, jeg holder lav profil.. Så hvis du står ude foran mit hus og hæver stemmen, så er det lidt svært..”


Det fik mig bare til at blive endnu mere forvirret, hvilket mit ansigtsudtryk i den grad viste.
Han kom med et lettere suk, da jeg intet forstod af det her. Men det lod til han ville forklare det, da jeg blev trukket med ind i stuen af ham – den nedenunder. Som en normal ting satte jeg mig til rette i sofaen, for derefter at afvente en forklaring på alt det her.. Jeg følte virkelig mit hoved skulle til at eksploder, på grund af alle de spørgsmål jeg havde der inde.


”Som jeg sagde før, så holder jeg lav profil – meget lav profil..”


Det så ud som om han var lidt nervøs, imens han gik frem og tilbage foran mig. Ud af øjenkrogen lagde jeg mærke til at alle gardinerne var trukket for, og der faktisk næsten intet lys var her inde – det gjorde mig endnu mere mistænksom.


”Politiet leder efter mig, Jasmine.. Og hvis de finder mig, så.. Så ryger jeg tilbage ind og sidde. Og det skal jeg ikke!”


Han stoppede brat og foran mig, med et alvorligt og samtidig trist ansigtsudtryk. Jeg kunne godt forstå ham.. Hvem gider også sidde inde, når det er så meget bedre at have frihed. Men noget jeg ikke helt forstod, var, hvorfor de var efter ham. Havde han gjort noget jeg ikke vidste?


”Men, hvorfor er de efter dig?”


”Fordi jeg bragte en bevidstløs pige og hendes 8 årige lillesøster, ind på et hospital og skred igen..”


Han fik det til at lyde som om jeg var komplet dum, fordi jeg ikke kunne regne den ud.


”Og derfor er de efter dig?”


Det gav et lille ryk i sofaen, da han placerede sig ved siden af mig med et stort suk. Jeg kunne tydeligt se på ham, at han følte alt var fortabt og håbløst. Og jeg kunne føle hans frustrationer som var de mine egne, indtil det blev erstattet af en anden følelse.. Skyld. Men denne gang var det ikke hans følelse, men min egen. Det var min skyld. Hvis jeg bare var blevet inde i hans bil – som han udtrykkeligt sagde til mig, at jeg skulle – så var jeg aldrig blevet bevidstløs. Så var jeg aldrig endt på hospitalet. Og så var Justin ikke kommet i politiets søgelys..


Jeg har ødelagt hans liv.. Hvor er jeg bare dum! Hvis jeg bare havde lyttet til ham, ville alt være endt godt igen!.. Argh! Næste gang lytter jeg til hvad han siger, og.. Og jeg bliver nødt til at gøre det her godt igen.. På en eller anden måde.


”Ja..”


Et lidt sent svar på mit spørgsmål, men det kom. Han sad bare der og stirrede ind i væggen foran os, som om hans liv var ved at slutte.. Jeg sad længe og bare så på ham, imens jeg prøvede at udtænke noget der kunne hjælpe. Aldrig før havde jeg været involveret i noget med politiet, hvor jeg havde været ’skurken’, så jeg havde jo ingen anelse om hvad man skulle gøre. Én ting vidste jeg dog. Politiet skulle IKKE finde Justin, for hvis de gjorde det.. Så ville det ende galt.


”Når de har både det, og det andet på mig, ryger jeg helt sikkert ind..”


Det andet? Åh nej, ikke mere ballade..


”Er der mere?”


Han rømmede lidt på sig inden han åbnede sin mund, for at fortælle hvad der mere var.


”Eh.. Carlos gik til politiet og sagde, at jeg slog ham i gulvet.. Og at jeg skubbede ham ud foran bilen.”


”Men det gjorde du jo ikke!.. Altså, det sidste..”


Et svagt træk på skuldrene var det svar han gav mig.


”Den idiot..”


Mumlede jeg lidt for mig selv, for det var virkelig uretfærdigt det Carlos havde gang i. At beskylde Justin for at skubbe ham ud foran den bil der kørte ham ned. Han kunne jo ikke gøre for, at den bil pludselig kom, da Carlos prøvede at krydse vejen.


”Det var derfor jeg var ved hospitalet.. Han var samme sted som dig.”


”Vent.. Du talte med ham?”


”Ja, eller.. Det var faktisk min advokat der talte med ham. Undskyld, at.. Du ikke blev min advokat, men jeg havde ikke lyst til at rode dig ud i mere.”


Et lille undskyldende smil kom frem på hans læber, men det gjorde mig nu ikke noget. Var selv lidt bange for, at jeg ikke ville kunne klare sagen..


”Det gør ikke noget.. Men hvorfor var det du bare kørte væk, da du så mig?”


Forsigtigt spurgte jeg, for var ikke sikker på om jeg havde lyst til at høre svaret. Var en smule bange for, at han faktisk ikke gad være i nærheden af mig længere - jeg fik ham jo hele tiden i ballade. Det kan godt være vi kun havde kendt hinanden i kort tid, men med alt det vi havde været igennem.. Regnede jeg da med, at vi bare var en lille smule venner – men måske ikke..

 

Hvad synes I om movellaen indtil videre? :)
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...