Badboy og goodgirl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 apr. 2014
  • Opdateret: 3 aug. 2014
  • Status: Igang
Historien handler om den 16 årige Jasmine Vega, der møder Justin Bieber som er skolens badboy. Begge personer har en historie og nogle hemmeligheder de gemmer på, og som ingen andre end dem ved. Men når en goodgirl og en badboy møder hinanden, vil kærligheden så blomstre, eller vil haden falde? Og hvad med alle deres hemmeligheder - vil de blive afsløret? Og den bilulykke, som hendes familie var udsat for, kender Justin noget til den? Det får vi at se.

69Likes
82Kommentarer
13755Visninger
AA

3. Kun mig og ham

”Faaar?!”


Døren smækkede jeg i bag mig, imens jeg ventede på svar. Men der kom intet.


Helt ærligt, kunne han ikke være på arbejde en anden dag, hvor jeg ikke skulle være sammen med Justin?.. Nu er det kun mig og ham..


Det var ikke alle dage min far var på arbejde, på sit kontor, men det var han lige præcist i dag. Han arbejde med noget byggefirma halløj, som aldrig rigtig har sagt mig så meget – derfor er jeg ikke hundred på, hvad han præcist laver. Hvor ville jeg bare ønske han var hjemme, sådan jeg var i sikkerhed for Justin. Tror ikke han ville ture at røre mig, hvis min far var her. Efter min mors og lillebrors død, har han været en del overbeskyttende overfor mig.


”Lyder til vi er alene hjemme, Jas.”


”Jas? Det mener du ikke…”


”Kan du ikke lide dit kælenavn baby?”


Han lavede sit kække blink med øjet, før han viste sig selv vej ind til stuen. Det var åbenbart helt okay i hans hoved, at gå ind og smække sine ben op på sofabordet og tænde tv’et, et sted man aldrig havde været før – og som ikke var ens hjem. Man han kunne bruge et par maner!


”Her i huset sidder vi ikke med fødderne oppe på bordet.”


Fordi han under ingen omstændigheder skulle føle sig konge af mit hus, skubbede jeg til hans fødder. De røg ned på jorden hvor de hørte til, og hvor de skulle blive resten af dagen.


”Er man lidt fin på den var?”


Urgh, kan vi ikke bare få det her overstået!? Jo før han kommer hjem igen, jo bedre bliver min dag..


Ignorerede bare hans spørgsmål, da han så måske ville stoppe med at være så flabet og provokerende. Men satte mig dog ned ved siden af ham, i sofaen, og hev min computer op ad skoletasken – det var en MacBook Pro, som min far havde givet mig i fødselsdags gave.


”Nå, hvor starter vi?”


Åbnede et Work dokument op på skrivebordet, så vi der kunne skrive vores aflevering. Det første jeg skrev var: ’Matematik aflevering – ligninger, af Jasmine og Justin.’ Imens jeg skrev det ind, kunne jeg mærke Justin rykke sig et stykke tættere på mig. Lod det bare være. Men mærkede så hans hånd endnu en gang finde mit liv, som gjorde jeg gik i panik.


”Justin!”


Udbrød jeg imens jeg af skræk røg op ad sofaen. Min MacBook væltede ned på gulvet, og lyden den gav fra sig, sagde tydeligt skærmen havde taget skade. For satan da os.. Stod bare der foran Justin imens mit hjerte hamrede af sted – flere kilometer i timen – og kunne næsten ikke bevæge mig. Min angst var stor, når jeg var i nærheden af ham..


”Hvad var det lige?”


Udtrykket i hans ansigt viste tydeligt, at han ikke forstod situationen. Men han kunne jo heller ikke selv se, hvor dum han enlig er.. Så er det jo klart, at han heller ikke kan se, han lige gjorde noget forkert.


”Bare.. Start uden mig, okay?..”


For ikke at skulle stå med røde øjne foran Justin, skyndte jeg mig væk. Badeværelset var mit tilflugtssted så der søgte jeg hen. Døren låste jeg for en sikkerhedsskyld, før jeg satte mig ned på det kolde gulv og begyndte at lade tårende rende ned ad mine kinder. I spejlet der hang på væggen, kunne jeg se mig selv.. Tude grim og dum.. Hvor jeg dog bare hadede mig selv, for alt der er sket i mit liv. Det sidste år har været et mareridt for mig, men ikke før nu har mine følelser trangt sig så meget på.


Der er intet godt ved mig.. Mit liv er forfærdeligt og mit udseende.. Det er bare.. Grimt. Der er intet specielt ved mig som er godt, kun skidt..


Mine tanker stoppede der, da en trak ned i håndtaget.


”Jasmine?”


Justin skulle ikke se mig sådan her, så tørrede mig rundt om øjnene med bagsiden af min hånd. Det meste af min makeup var allerede ødelagt før, så det ville han ikke bemærke. For anden gang i dag havde jeg grædt.. Og igen var det på grund af Justin der havde sagt og gjort noget.


”Eh, ja?”


”Ehm.. Er.. Er du okay?”


Vent, hvad sagde han lige? Han lød bekymret for mig.. Nej det kan ikke passe, Justin er ligeglad med mig, det ved jeg! Han behandler mig som lort, og prøver ikke en gang på at være lidt sød mod mig.


”Ja, jeg har det fint..”


Låsen gik op og jeg trådte ud i gangen, så Justin stod lige foran mig. For at virke som om jeg havde det helt fint, tvang jeg et svagt smil frem på mine læber. Men det var ikke overbevisende nok..


”Sikker?”


”Ja.. Men ellers er det også lige meget.”


Først bagefter indså jeg, at den sidste kommentar burde jeg ikke havde sagt. Nu kunne han jo gætte der faktisk var noget galt. Men jeg lod ham ikke spørge mere, i stedet skyndte jeg mig ind i stuen igen. Han havde samlet min MacBook op fra gulvet, så den nu stod på bordet – med en smadret skærm. Gjorde mit bedste for at ignorere det.. Så lukkede den bare sammen, skubbede den lidt til side på bordet og sukkede kort.


”Jasmine, hvad er der galt?”


Justin stod henne i dørkarmen med sine arme over kors, og havde både en befalende tone og et befalende blik – han prøvede at tvinge mig til, at fortælle hvad der var galt.. Men han får det ikke ud af mig!


”Justin der ik’ noget galt, okay? Jeg er bare.. Træt. Det har været en lang dag.”


Sad lidt nervøst og pillede ved mine armbånd, som jeg havde fået af min mor – havde dem altid på når jeg skulle noget vigtigt, som fx i dag, hvor jeg skulle starte på en ny skole. De plejede at bringe held.. Bare ikke i dag.. Det eneste gode ved i dag var da jeg mødte Ming og Sasha.


”Jo der er. Hver gang jeg kommer bare lidt tæt på dig, bliver du pludselig bare sur på mig.. Og du så helt vildt panisk ud, altså.. Hvad sker der?”


”Hvorfor er du nu interesseret i hvad der er galt? Hele dagen har du bare været ond i mod mig, og pludselig vil du hjælpe mig? Det tror jeg ikke lige på vel..”


Kunne ikke tage at skulle være i samme lokale som ham længere.. I stedet for at smide Justin ud af huset, smed jeg mig selv op på værelset. Men der gik ikke længe før jeg hørte fodtrin på trappen – ja, det var Justin. Han kom ind på mit værelse imens jeg lå i sengen. Jeg havde trukket dynen helt op til min hals og vendt mit ansigt mod væggen.


Kan han ikke bare lade mig være? Jeg siger jo jeg har det fint, selvom jeg ikke har, men han burde være ligeglad med det.. Han er bare en badboy der er fuldstændig ligeglad med alt og alle. Han gør sikkert kun det her for at vide en hemmelighed, som han så kan fortælle videre.. Ugh, det giver mig kvalme at tænke på sådan noget.


”Gå Justin..”


Alt jeg ville have han skulle gøre lige nu, var at gå. I det mindste gå nedenunder sådan jeg kunne være lidt alene, for det havde jeg brug for. Mine følelser var efterhånden ved at ophobe sig, til et kæmpe sammenbrud, som jeg godt vidste hvad ville ende i.. Noget hverken han eller nogen jeg kender skulle se. Men han gik ikke.. Sengen knirkede lidt, da han satte sig ned ved mig, men ellers var der helt stille. Det var kun den svage vind i træerne udenfor, som man kunne høre. Tavsheden blev dog brudt..


”Jasmine, hvorfor må jeg ikke hjælpe dig?”


”Bare gå..”


”Nej Jasmine! Jeg går altså ikke før du fortæller mig noget, om hvad der er galt.”


”Det er dig Justin! Du er så irriterende at jeg ikke kan klare det, og du er hele tiden ond imod mig! Og du skal hele tiden være så tæt på mig! Jeg kan ikke mere, okay!?”


Tårende løb ned ad mine kinder, imens jeg så ham direkte i øjnene. Men han vendte blikket væk til sidst..

 

 

 

 

Jeg tænkte at lave næste kapitel i Justins synsvinkel - god eller dårlig idé? :)
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...