Badboy og goodgirl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 apr. 2014
  • Opdateret: 3 aug. 2014
  • Status: Igang
Historien handler om den 16 årige Jasmine Vega, der møder Justin Bieber som er skolens badboy. Begge personer har en historie og nogle hemmeligheder de gemmer på, og som ingen andre end dem ved. Men når en goodgirl og en badboy møder hinanden, vil kærligheden så blomstre, eller vil haden falde? Og hvad med alle deres hemmeligheder - vil de blive afsløret? Og den bilulykke, som hendes familie var udsat for, kender Justin noget til den? Det får vi at se.

69Likes
82Kommentarer
13760Visninger
AA

7. Kitty

Alt det der var sket mellem mig og Justin i går var efterhånden ved at drive væk. Nu havde jeg forstået hvorfor han ikke var den der søde dreng, der kommer hen og spørger, om han ikke skal hjælpe dig med dine bøger. Han var nemlig nødt til at spille hård, for ellers kunne han ikke klare sig i den her verden. Jeg var begyndt at bekymre mig for ham og håbe ham det bedste, og det samme var han med mig. Da jeg tilbød at være hans advokat, var han ikke helt sikker på det. Undskyldningen var, at han ikke ville blande mig ind i det her – mere end jeg i forvejen var. Dog insisterede jeg på at hjælpe ham, og han skulle nok overveje det.


Spejlet foran mig var gået itu, men jeg kunne stadig lige ane min krop i det. Bag ved mig så jeg Justin gå frem og tilbage, imens han snakkede i telefon med en – hvem vidste jeg ikke. Men hans tonefald virkede til det ikke ligefrem, var hans bedsteven. Jeg stod i lidt tid og betragtede mig selv – så godt jeg kunne – i Justins virkelig store trøje, som helt gemte mine shorts jeg havde på. Hm, det så nu meget sjovt ud.


”Det er slut okay!?”


Med de ord lagde Justin på, og hans mobil røg hen i sofaen.


”Hvad så?”


”Ik’ noget..”


Drengen var jo van til at holde alt hemmeligt, så derfor kom det ikke bag på mig, at det var hans svar.


”Kom nu, fortæl.”


Jeg tog plads ved siden af ham i sofaen, hvor jeg sad med mine bøjet up under mig. Det var ikke svært at se på ham, at i dag har været en hård dag.


”Bare en pige der hedder Stella, jeg havde noget med.. Men nu er det slut.”


”Oh, det er jeg ked af.”


”Tro mig, det skal du ikke være.. Hun var ikke lige min type.”


”Hvordan var hun?”


”Mh.. Dum, irriterende, klæbende og en ludder.”


Før jeg vidste af det, havde min hånd ramt hans kind der nu var ildrød. Det var en ren refleks på det sidste han kaldte hende, som er noget der ligger dybt i min fortid. Hvis en dreng siger sådan noget om en pige, kan jeg slet ikke tage det. Bliver så hurtigt sur over sådan noget.


”Hey! Hvad skulle det til for?”


”Du kaldte hende lige en ludder Justin!”


”Ja, for hun er en ludder – seriøst ment, hun arbejder som ludder!”


Ups.. Det var ikke noget han bare kaldte hende.. Hun er faktisk en ludder – en der tjener penge på at gå i seng med mænd. Måske jeg skal vente lidt med at slå nogen, før jeg er sikker på hvad de mener..


”Undskyld.. Jeg troede bare, at.. Det var noget du kaldte hende.”


Han tog sig lidt til kinden, imens jeg kom med min undskyldning.


”Men stadig, hvorfor skulle du lige slå? Også hvis det bare var noget jeg kaldte hende.”


Havde ikke lyst til at skulle fortælle Justin det her, da det er noget jeg bare holder for mig selv. Jeg ved godt jeg sikkert burde fortælle det, eftersom han lige har fortalt mig om hans hårde barndom.. Men er bare ikke klar til at snakke om det her – uanset hvem det er der spørger.


”Jeg ved det ikke.. Det er bare ikke særlig pænt at kalde en pige det.”


”Mh.”


Det var en dårlig undskyldning. Han kunne skam også nemt se at jeg løj, men af en eller anden grund, lod han det bare ligge. Ja ja, jeg skulle nok fortælle ham det på et tidspunkt – bare ikke lige der.


”Ehm.. Hvor mange er klokken enlig?”


Pludselig kom jeg i tanke om, at vi faktisk var stukket af midt i skoletiden – og vi var ikke kommet tilbage. Ikke at det betyder helt så meget at vi lige missede nogle af de sidste timer, men hvis jeg kom for sent hjem til min far, ville han vide der var noget galt. Han skal bare ikke vide noget om den her situation vi har været i, i dag.


Fuck, Kitty! Jeg skal jo hente hende i børnehaven lige efter skole! Hvad nu hvis hun bare er gået alene hjem? Åh nej..


Begyndte lige så stille at gå i panik, imens Justin tjekkede sin mobil for at se hvad klokken var.


”Eh, den er lidt over fire – hvorfor?”


”Undskyld, men jeg bliver nødt til at gå!”


Jeg skyndte mig at hoppe op af sofaen, før jeg smuttede hen og tog fat i den våde trøje, jeg havde taget af. Men lige i det jeg var ved at gå, mærkede jeg en hånd omkring min overarm.


”Hvad sker der?”


”Jeg bliver nødt til at skynde mig hjem Justin.”


”Hvorfor?”


”Jeg skulle have hentet min søster for en halv time siden, og hun kan ikke selv finde hjem.”


Det var lige før jeg begyndte at græde, da jeg tænkte på Kitty. Hun gik nemlig altid ud til vejen, når jeg skulle hente hende. Og hvis jeg kom lidt for sent, havde hun nogle gange mødt hende lidt længere væk fra børnehaven – hvis jeg ikke var der gik hun bare, uden at vide hvor hun skulle hen.


”Rolig nu, hun er der nok stadig.”


”Nej Justin, det.. Det tror jeg ikke.. Hun er.”


Stille var mine tåre begyndt at komme frem, imens jeg så på Justin. Han forstod ikke det her, sikkert fordi han ikke selv har haft små søskende – det tror jeg i hvert fald ikke han har.


”Hey, rolig nu. Jeg hjælper dig med at hente hende – vi kan tager min bil.”

 

Vi havde begge to sat os ind i bilen, som var en rød ’truck’. Speederen blev sat i bund, og hjulene spandt kort rundt, inden den så køre hen af mod Kittys børnehave. Inde i bilen sad jeg stadig med et par tåre ned ad mine kinder, men jeg prøvede at bevare roen. Alt jeg tænkte på lige nu var Kitty, og om hun var gået væk fra børnehaven. Var så bange for der skulle ske hende noget, for hun var jo kun 8 år – helt forsvarsløs mod en der ville gøre hende fortræd. Jeg havde ikke lyst til også at miste min lillesøster, det var slemt nok ikke at have min mor og bror længere.


”Hvordan ser hun ud?”


”Eh, hun har langt lyst hår og er ret bleg. Jeg tror nok hun har en pink nederdel på i dag, og måske også en pink t-shirt. Og hendes taske er med Barbi på.”


Imens vi kørte hen mod børnehaven, holdte vi øje med om hun skulle være gået den her vej. Indtil videre havde vi ikke set hende, og vi var næsten fremme ved børnehaven – men måske var hun gået den anden vej.


”Justin, hvis man går af den anden vej henne ved børnehaven, hvor kommer man så hen?”


Justins udtryk gjorde mig bekymret. Han bed tænderne hårdt sammen imens hans greb om rattet blev strammere.


”Vi bliver nødt til at finde hende nu.”


”Justin hvor kommer man hen!?”


Jeg var ved at bryde ud i gråd igen, for det virkede ikke godt det her.


”Du kommer hen til banderne Jasmine, det sted der bliver begået flest mord i det her område.”


Uden at sige noget sad jeg bare og græd, fordi jeg var så bange. Det her var det dårlige ved storbyer. Små børn kunne så nemt komme til skade, hvis de bare bevægede sig lidt udenfor det område de kendte. Hvis en bande fik fadt i Kitty, hvad skulle jeg så gøre? Jeg kunne ikke slås mod dem, det var jeg håbløs til.


”Det er jo ikke sikkert hun er der henne Jasmine, måske er hun stadig ved børnehaven.”


Han prøvede sikkert bare at få mig til at stoppe med at græde, men det hjalp ikke. Jeg kunne kun fokusere på alle de slemme ting der kunne ske med hende.


”Men hvad nu hvis hun ikke er ved børnehaven? Hvad vis nogen har fået fat i hende?”


Sagde jeg, imens jeg hulkede lige så stille.


”Så finder vi hende – hun skal nok klare den.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...