Badboy og goodgirl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 apr. 2014
  • Opdateret: 3 aug. 2014
  • Status: Igang
Historien handler om den 16 årige Jasmine Vega, der møder Justin Bieber som er skolens badboy. Begge personer har en historie og nogle hemmeligheder de gemmer på, og som ingen andre end dem ved. Men når en goodgirl og en badboy møder hinanden, vil kærligheden så blomstre, eller vil haden falde? Og hvad med alle deres hemmeligheder - vil de blive afsløret? Og den bilulykke, som hendes familie var udsat for, kender Justin noget til den? Det får vi at se.

69Likes
82Kommentarer
13728Visninger
AA

35. Kærlighed

Justins synsvinkel


Der var ingen tvivl om, at jeg lige havde fucket vores venskab op – for alvor. Hun havde indrømmede at have følelser for mig, og fordi jeg er sådan en dum tøsedreng, fulgte jeg mit første instinkt. At flygte fra situationen..  At lade hende græde over mig.. Det var så dumt. Og som altid skulle jeg betale en pris for mine dumheder, denne gang måtte det jo så være at miste hende, den eneste rigtige ven jeg havde.


Så dumt Justin, så dumt.. Jeg fucker det hele op, hver gang!


Kort bankede jeg mit baghoved ind i muren, da jeg følte, at jeg blev nødt til at udsætte mig selv for smerte. Smerten var der også i den grad, den løb hele vejen ned fra mit hoved til mine tåspidser og fik min krop til at spænde hver muskel der var. Men det var bedre med den slags smerte, end den smerte jeg oplevede ved at tænke på Jasmine, og hvordan jeg lige havde ødelagt alt vi havde. Jeg havde ødelagt vores venskab, og sikkert også knust hendes hjerte endnu mere end det var i forvejen. Alt jeg enlig ville, var at hele hendes hjerte.. Men måske skulle mit eget hele først, før jeg kunne hele en andens?.. Hvis det var tilfældet, så kom det aldrig til at ske.


Uden at tænke over hvor jeg skulle hen, begyndte jeg bare at gå. Det eneste jeg vidste, var at jeg skulle langt væk, et sted hen hvor Jasmine ikke var. Selvom den beslutning gjorde ondt, var det mindre smertefuldt end hvad der ventede, hvis jeg blev. At skulle se hendes ansigt igen efter det her, ville gøre for ondt på mig, sikkert også på hende. Selvom hun fortjente en forklaring på det her, kunne jeg ikke fortælle det til hende. På den anden side, ville hun sikkert heller ikke forstå det.


”Hvorfor tager du alle dem jeg elsker fra mig!?”


Hendes stemme knækkede over, og alt jeg hørte der fra var hendes hulk.


Gennem vinduet så jeg hende sidde og græde – på grund af mig. Skyldfølelsen var der med det samme, men jeg kunne ikke tage mit blik væk fra hende. I stedet blev jeg stående, helt fastfrosset, mens jeg lyttede på hende tale med sig selv – eller en anden?


”Hvorfor må jeg ikke bare være glad?..”


”Jeg troede jeg havde mistet nok i forvejen? Men det havde jeg måske ikke?!”


”Hvorfor?.. Hvorfor tager du dem fra mig?”


At høre de ord fra hende gjorde ondt, for hun sagde at hun elskede mig men at jeg blev taget fra hende. At hun så mente en person tog mig fra hende, forstod jeg ikke, men.. Jeg forstod, at hun ville have jeg skulle blive ved hende. Godt nok havde jeg knust mange hjerter i årenes løb, men det her var et hjerte jeg ikke kunne holde ud at knuse mere. For hun fortjente at være glad, jeg skulle ikke være endnu en idiot der bare udnyttede hende og derefter lod hende græde over mig. Nej, selvom jeg var rædselsslagen for det her, måtte jeg bare tage mig sammen, og indse at jeg elskede hende og ikke bare kunne smutte fra det hele. At jeg ikke bare kunne vende min ryg til kærligheden længere og leve i skjul for den.


Jeg er så dum..


Det tog ikke lang tid at løbe op til hoveddøren igen, men alligevel føltes det som en evighed, da jeg havde tid nok til at tænke alt igennem. Jeg elskede hende, hun elskede åbenbart mig af en eller anen grund, jeg ikke helt kunne fatte, hun var knust, hun havde brug for mig, jeg havde brug for hende.. Kærlighed. Det der skræmte mig mest..


”Hvad nu?”


Hørte jeg hendes grødede stemme sige lige så lavt, som jeg kom nærmere hen af mod stuen. Ikke én gang tænkte jeg på at vend om, for det kunne jeg ikke bare gøre nu.


”Undskyld.”


Til sidst var jeg helt henne ved hende. Jeg kunne ikke styre mig selv, derfor lod jeg mig bare rive med af mine følelser og kyssede hende som det allerførste. Det fik mine tanker ryddet, og jeg følte en slags ro nu hvor de var væk. Alle mine tanker var erstattet af en dejlig følelse af hendes læber, som utroligt nok gengældte mit overraskende kys. Havde hun tilgivet mig for at være en idiot? Måske.


”Undskyld.”


Sagde jeg endnu en gang til hende, da vores læber kort brød hvert til sit. Hun skulle vide hvor dårligt jeg havde det med.. Ja, alt det jeg havde gjort mod hende, siden den dag hun trådte ind i vores klasselokale. For hun fortjente bedre end det jeg havde givet hende indtil nu, men måske jeg kunne være den der gav hende noget bedre?


Intet ord, kun en kort bevægelse. Hun lod sin pegefinger hvile mod mine læber, tegn på at jeg bare skulle holde min mund. Efter det følte jeg hendes læber mod mine, og hendes hænder omme i min nakke, travlt med at kravle op i mit hår. Hvis der var noget jeg elskede, var det den måde hun fik mig til at holde kæft på – Den bedste måde nogensinde.


”Jas..”


Jeg stoppede hurtigt det hun havde gang i, for måske hun blev revet lidt for meget med af stemningen. Hendes hænder befandt sig i gang med at trække min trøje af, noget som jeg vidste hvor ville lede hen lidt senere, hvis vi ikke stoppede det nu. Det sidste jeg havde lyst til, var at begå den samme fejl igen, for hvad nu hvis hun ikke helt havde lyst til det alligevel? Så ville jeg ikke kunne leve med mig selv længere.


”Vi behøver ikke at –”


”Jeg vil gerne.”

 

Synes I Jasmine fortjener en forklaring, på Justins måde at reagere på? :) <3

Ps. Håber I kunne lide den, fortæl mig gerne jeres tanker nede i kommentaren! :D <3 
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...