Badboy og goodgirl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 apr. 2014
  • Opdateret: 3 aug. 2014
  • Status: Igang
Historien handler om den 16 årige Jasmine Vega, der møder Justin Bieber som er skolens badboy. Begge personer har en historie og nogle hemmeligheder de gemmer på, og som ingen andre end dem ved. Men når en goodgirl og en badboy møder hinanden, vil kærligheden så blomstre, eller vil haden falde? Og hvad med alle deres hemmeligheder - vil de blive afsløret? Og den bilulykke, som hendes familie var udsat for, kender Justin noget til den? Det får vi at se.

69Likes
82Kommentarer
13743Visninger
AA

32. Justin og David.

Jasmines synsvinkel


Det føltes som om jeg kun havde sovet ganske kort, men klokken afslørede det havde varet i tre timer. Tre timer, hvor jeg ikke vidste, hvad der havde foregået omkring mig. Men da jeg vågnede og så Justin og David sidde i hver sin ende af rummet, gik det hurtigt op for mig, noget var sket i mellem dem. For stilheden blev bare ved og ved.. Indtil det gik op for Justin, at jeg lå vågen på sofaen, lige ved siden af ham.


”Hey, har du sovet godt?”


”Mh, en smule..”


Jeg havde glemt alt om mine skader, lige indtil det øjeblik, jeg prøvede at rejse mig op – hurtigt var jeg tilbage på sofaen og kæmpede for ikke at skrige. Alt gjorde bare virkelig ondt.


”Du skal blive liggende.”


Hørte jeg David sige, selvom jeg nok godt kunne have regnet det ud mig selv. Men jeg fulgte bare ordren og blev liggende bum stille, for at smerten ikke skulle komme tilbage.


”Gør det meget ondt?”


Spurgte Justin blidt.


”Nej, slet ikke.”


Sagde jeg meget sarkastisk, mens jeg gav ham ’hvad-tror-du-selv’ blikket. Det var ikke meningen jeg sådan skulle være på den måde, overfor ham, det skete bare lige. Heldigvis kunne han ikke andet end at små grine af mig, sikkert fordi jeg så komplet dum ud, mens jeg gav ham blikket.


”Hvor er du dum.”


”Jamen i lige måde.”


Drillede vi kort hinanden, inden stilheden så var tilbage igen. Der var ikke så meget at sige fra min side, selvom jeg virkelig gerne ville vide, hvad der var sket imens jeg lå og sov. Drengene havde nemlig svært ved at skjule deres ignorants over for hinanden.


”Sket noget spændende, mens jeg sov?”


Spurgte jeg pludseligt, og håbede de selv kunne regne ud hvad jeg mente med det. For jeg havde ikke lyst til bare at spørge dem direkte, hvorfor de ikke sagde noget til hinanden. Det kunne jo være, at jeg slet ikke skulle vide det?


”Nææh.”


Var alt Justin sagde til det, og da jeg kastede et blik over på David, rystede han kort på hovedet. Havde jeg troet forkert? Var der enlig slet ikke sket noget mellem dem, som gjorde dem sådan her? Det måtte jeg jo vente og se med.


”Mh, okay.”


Stemningen var meget akavet her inde, for ingen af os vidste helt præcist hvad vi skulle sige. Grunden til jeg nok ikke sagde så meget, var fordi smerten kom tilbage hver gang jeg bevægede en muskel i min krop. Alt var bare ømt eller beskadiget i min krop. Heldigvis havde jeg ingen planer for i dag, så derfor behøvede jeg ikke at overanstrenge mig.


”Jeg smutter, I kan bare blive.”


”Hvor skal du hen?”


Endnu en gang prøvede jeg at komme op af sofaen, men den hev mig tilbage igen. Smerten bed jeg i mig, mens jeg så på David der var i gang med at tage hans nøgler fra bordet.


”Arbejde.”


Arbejde?.. Hm, det kan vel være rigtigt nok? Hvor gammel er han enlig, for jeg har aldrig set ham før, så han går da ikke på vores skole? Justin ved det sikkert.


Før jeg kunne nå at sige endnu et ord til David, var han allerede forsvundet ud af huset, af hoveddøren, og kort efter lød der en bilmotor blive tændt. Vi så en sort Mercedes trække ud fra indkørslen, og køre ned ad vejen mod byen. Sikkert der nede han arbejdede.

 

”Ham David.. Hvor gammel er han?”


”Cirka.. 19 eller noget.”


Jeg kunne ikke lade vær med at lægge mærke til, den måde han sagde det på. Nedtrygt og som om, det var noget han ikke gad tale om. Nu vidste jeg, at der var foregået et eller andet her inde. Ingen kunne overbevise mig om noget andet nu.


”Justin, hvad er der sket?”


”Hvad mener du?”


”Mellem dig og David, I er så –”


”Jas, det er lige meget..”


Afbrød han mig. Hans blik virkede lidt halv irriteret, som han så hen på mig, lige før jeg skulle til at sige noget.. Jeg lukkede dog min mund igen.


”Vi er bare ikke rigtig venner.. Sådan har det været i lang tid, så det kan være lige meget.”


Pludselig sad han ikke længere ved siden af mig, men var i stedet rykket hen foran vinduet, som havde udsigt ud over en sø. Det var en smuk natur der omringede huset, men det var nok ikke derfor han gik der hen.


”Men I virkede bare anderledes, før jeg faldt i søvn.”


”Det er kompliceret og du behøver ikke vide noget om det..”


”Hvorfor det?”


Der lød et tungt suk fra ham, da jeg ikke bare gav op på det her. Vi var to stædige æsler, som sikkert kunne diskutere for evigt, hvis det skulle være.


”Bare fordi. Det er noget mellem ham og mig, så andre skal ikke blande sig.”


Noget i mig blev en smule trist, da hans toneleje langt fra var blidt. Det var som om han skældte mig ud, for at spørge ind til det, noget jeg ikke brød mig om. Hurtigt opdagede han min reaktion til det, men gjorde ikke andet end at sukke opgivende. Hvad gik der lige af ham?


”Undskyld jeg spurgte..”


Sagde jeg meget lavmælt, men højt nok til at han kunne høre det. Efter det var der bare endnu en gang stilhed – eller næsten. Man kunne høre, hvordan tingene i huset arbejde og lavede en smule støj. Men det var også det eneste støj der var. Jeg sagde intet, bange for at gøre Justin sur over noget. For han virkede ikke i det bedste humør lige nu, efter jeg prøvede at spørge ind til det her med David. Justin holdte også bare sin mund lukket, selvom jeg kunne se han havde noget på hjertet. Men hvis han ville sige noget til mig, skulle han gøre det af sig selv.


”Vil du virkelig gerne vide, hvorfor vi ikke er venner længere?”


”Ja.”


”Fint.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...