Badboy og goodgirl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 apr. 2014
  • Opdateret: 3 aug. 2014
  • Status: Igang
Historien handler om den 16 årige Jasmine Vega, der møder Justin Bieber som er skolens badboy. Begge personer har en historie og nogle hemmeligheder de gemmer på, og som ingen andre end dem ved. Men når en goodgirl og en badboy møder hinanden, vil kærligheden så blomstre, eller vil haden falde? Og hvad med alle deres hemmeligheder - vil de blive afsløret? Og den bilulykke, som hendes familie var udsat for, kender Justin noget til den? Det får vi at se.

69Likes
82Kommentarer
13755Visninger
AA

41. Jeg hader dig!

Jasmines synsvinkel

 

”M-men det.. Det kan I ikke!”


Jeg var på renden til et sammenbrud, men gjorde alt for at holde hovedet højt og tårende inde. Det føltes som om nogen lige havde revet mit hjerte ud, selvom jeg stadig kunne mærke det banke i mit bryst – det eneste livstegn jeg følte lige nu.


”Jasmine, jeg er ked af det, men hvis det viser sig –”


”Nej! Jeg vil ikke høre det!”


Som et lille barn dækkede jeg mine øre, for at undgå de forfærdelige ord. Men i stedet kørte de bare rundt inde i mit hoved.


”Han kommer i fængsel.”


”I rigtig mange år.”


Jeg kunne snart ikke klare det mere! Han fortjente bedre end det her, han fortjente et bedre liv med flere mennesker der faktisk holdte af ham! Den måde han havde grædt ud ved min skulder, over sit sagn til hans familie.. Hvis folk bare så den side af ham, i stedet for hele ’badboy’ attituden..


”Du bliver nødt til at forstå, han har lavet fejl og skal have en straf for det.”


”M-men han har i-ikke gjort n-noget! De lyver a-alle sammen!”


Jeg trak mine rystende ben op under mig, og lod mine arme omfavne dem.


”Eller også er det dig der lyver, for at beskytte ham.”


Nu var det nok!


”I fucking idioter ved ikke en skid!”


Mit temperament havde taget over, for ingen skulle kalde mig en løgner, især ikke når jeg fortalte sandheden! Ved et uheld kom jeg til at vælte min stol, da jeg rasende sprang op fra den. Men jeg var ligeglad, jeg havde andre ting at bekymre mig om – som fx at min kæreste måske skulle i fængsel, og at min far ikke kunne fordrage ham.. Tankerne om min far, kørte især rundt i hovedet på mig, mens jeg stormede ud af lokalet og smækkede døren hårdt i efter mig – det gav et kæmpe brag, der gav genlyd i hele huset.


”Jasmine, hvad er der sket?”


Lød det fra min far, der hurtigt havde fundet vej hen til mig. Som han prøvede at stryge mig over kinden, med hans hånd, slog jeg den bare væk. Han skulle ikke tro, at jeg bare lige sådan ville tilgive ham for det her..


”Hold dig fra mig!”


Provokerende stødte jeg min skulder mod hans, da jeg gik hen af mod trappen. Men jeg nåede ikke særlig langt, før han pludselig havde taget et godt greb om min overarm.


”Nu taler du ordentligt Jasmine, ellers –”


”Ellers hvad!? Beskylder du flere mennesker for at have kidnappet mig!?”


Jeg stod nu ansigt til ansigt med min far, midt inde i stuen, mens den anden politibetjent holdte et øje på os. I lang tid blev der ikke sagt noget, vi stod bare og nedstirrede hinanden med had.. Aldrig før havde jeg hadet min far så meget, men han fortjente det.


”Jasmine, den dreng er farlig! Folk havde set dig sammen med ham, forlade skolen! Hvad tænkte du dog på!?”


Nu var det hele pludselig min skyld?!


”Han hjalp mig far!”


”Hvordan!? Ved først at banke dig!?”


I det han råbte det, blev hans greb om min overarm også strammere. Det fik mig til at bide tænderne en smule sammen, i smerte, men jeg prøvede ikke at lade det påvirke mig. Han skulle ikke få lov til at vinde det her skænderi.


”Han gjorde mig ikke noget! Det var Carlos der bankede mig! J-justin hjalp mig b-bare!”


Min stemme var ved at miste dens styrke, for tårende var ved at tage over – jeg skulle bare holde ud lidt endnu.


”Hvorfor k-kan du ikke b-bare give h-ham en chance!? Han er et godt m-menneske, men ingen af jer k-kan se det!”


Sagde jeg, mens jeg bare stod og så på ham med bedende øjne – der var dog stadig et snært af vrede, men det var ved at være væk. Alt jeg ville have, var at han skulle give Justin en chance. Lade ham bevise, at han ikke var et dårligt menneske, som alle gik rundt og troede han var.


”Hvorfor har du så meget tillid til ham?”


Snærrede han nærmest af mig.


”Fordi..”


Begyndte jeg, men var ikke sikker på, om jeg skulle afslutte min sætning.


”Jeg elsker ham.”


Hurtigt havde min far sluppet min arm, med et chokerende ansigt der stadig rummede en del vrede.


”Hvad skal det betyde?”


Hårene rejste sig overalt på min krop, som jeg fik kuldegysninger af min fars stemme. Den var mørkere end den plejede, og en hel del mere dyster. Selv hans øjne havde forandret sig, det var som at kigge ind i et sort hul fyldt med vrede, der kunne eksplodere i ansigtet på dig når som helst. Før jeg sagde mere, sank jeg den nervøse klump der havde dannede sig i halsen på mig.


”Far, han er min kæreste.. Jeg elsker ham.”


Jeg var så bange for hans reaktion, at jeg lod mit blik falde til gulvet med det samme. Alt jeg kunne gøre, var at håbe, at han ville tage det pænt.. Men det gjorde han jo aldrig, især ikke med sådan noget her. Så det der er skete bagefter, chokerede mig enlig ikke særlig meget.


”Du holder dig fra den dreng, Jasmine!”


Fik jeg strengt at vide, mens et par tåre trillede ud af min øjenkrog. Selvom jeg var sur på min far, havde jeg ønsket, at han bare kunne respektere mit og Justins forhold.. At han bare denne ene gang, ville stole på, at jeg selv kunne tage de rigtige beslutninger.


”Men far, jeg –”


”Jeg er ligeglad! Han er farlig, og du skal ikke i nærheden af ham! Slut!”


”Jeg elsker ham! Det kan du ikke lave om på!”


Hulkene var begyndt at få frit løb, mens vi stod der og skændtes om Justin. Efterhånden kunne jeg virkelig mærke, hvor knust mit hjerte var blevet.. Jeg havde indset for alvor, at det ikke skulle blive nemt at være kærester med Justin. Men jeg ville gøre alt for ham.


”Jasmine!”


Råbte min far efter mig, da jeg stormede gennem stuen og væltede næsten alt på min vej. Da jeg nåede til trapperne, stoppede jeg op midt i en bevægelse, og kastede i stedet et blik hen på min far.


”Jeg hader dig!”


Var det sidste jeg sagde til ham, inden jeg løb mod mit værelse.

 

 

Vil lige sige undskyld for hvis der er fejl osv! Men håber I kunne lide den alligevel, og vil fortsætte med at læse. Der går måske lidt mellem opdateringerne af kapitler, fordi jeg har travlt, men de skal nok komme - det lover jeg! :) <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...