Badboy og goodgirl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 apr. 2014
  • Opdateret: 3 aug. 2014
  • Status: Igang
Historien handler om den 16 årige Jasmine Vega, der møder Justin Bieber som er skolens badboy. Begge personer har en historie og nogle hemmeligheder de gemmer på, og som ingen andre end dem ved. Men når en goodgirl og en badboy møder hinanden, vil kærligheden så blomstre, eller vil haden falde? Og hvad med alle deres hemmeligheder - vil de blive afsløret? Og den bilulykke, som hendes familie var udsat for, kender Justin noget til den? Det får vi at se.

69Likes
82Kommentarer
13725Visninger
AA

34. Ik' hold af mig!

 

Jasmines synsvinkel

 

”Kan du.. Blive her lidt endnu?”


Min stemme lød træt og knust – nok fordi jeg var begge dele. Heldigvis var der en, som prøvede på at lave det sidste om.


”Selvfølgelig.”


Varmen kom stille tilbage i mig, da Justin havde lagt sig ned ved min side igen. Begge hans arme var om min lille krop, mens mit hoved hvilede mod hans brystkasse. Det var tydeligt at se jeg havde grædt, ikke mindst fordi mine øjne var blodrøde, men Justins T-shirt var mere eller mindre gennemblødt. Godt nok var det ham der havde fået mig til at græde, men det betød ikke, at han ikke også kunne få mig til at smile igen. Så langt var vi dog ikke nået endnu.


”Har du det bedre?”


”En smule..”


Indrømmede jeg, men uden at virke for begejstret.


”Har du det bedre?”


I det jeg spurgte, vendte han straks hovedet den anden vej. Han var vidst endnu ikke glad for, at jeg bekymrede mig omkring ham. Men det var så tydeligt at se på ham, hvor ked af det han var.. Gid jeg kunne gøre tingene gode igen, mellem ham og David.


”Justin?”


”Jeg har det fint..”


Endnu en gang blev ordende sagt, som om det var fuldstændigt ligegyldigt, hvad han følte. Men sådan var det bare ikke for mig. For jeg holdt af ham. Noget jeg ikke gad skjule overfor ham længere, men det var som om han ikke ville have, at jeg skulle have følelser for ham.


”Hvorfor er du så ligeglad med hvad du føler? Ligeglad med alt hvad der sker?”


Ordende røg bare ud af min mund, det var ikke meningen jeg skulle have sagt det.. Men det var for sent at lave om på det nu.


”Hvad mener du?”


”Det er bare.. Det er som om hver gang jeg spørger, hvordan du har det, svare du bare som om det er ligegyldigt.. Og.. Du kaldte vores kys ligegyldigt.. Som om det ikke betyder noget.. Men det gør det jo for mig.”


Pludselig var vi endt tilbage, til der, hvor vi startede men aldrig sluttede. Ved samtalen om vores kys, der fik mig til at blive så forvirret omkring mig selv, men også omkring ham..


”Det er en lang historie, det er lige –”


”Se, nu gør du det igen.”


Min afbrydelse af hans sætning, fik et tungt suk til at slippe ud af hans mund, hvorefter han så bare te helt stille. Jeg kunne se det irriterede ham, at han ikke måtte sige, at det bare var lige meget. For hvis han gjorde det, skulle jeg nok skære ham af igen, midt inde i sætningen, så han aldrig ville få det sagt færdigt.


”Justin.”


Jeg fik tvunget ham til at se på mig, direkte i øjnene, ved at vende hans ansigt om mod mig. Jeg gav ikke slip med min hånd, den blev fastlåst omkring hans kæber.


”Det er ikke lige meget, hvordan du har det, hvordan du føler, hvordan du tænker eller hvad du gør.. For jeg holder af dig.”


Det tog mig en smule mod til lige at indrømme det sidste, men bagefter følte jeg mig så lettet over at have gjort det. Nu håbede jeg bare, han havde forstået mit budskab.


”Og det er det du ikke må..”


Vent, hvad?


Ordende gav ingen mening for mig, for hvorfor måtte jeg nu ikke holde af ham? Han burde da have vidst, at jeg faktisk i lang tid har holdt virkelig meget af ham, bare uden at fortælle det. Og så valgte han nu at sige, at det måtte jeg simpelthen ikke. Hvad?


”Jasmine, du forstår det ikke.. Og det behøver du heller ikke, du skal bare.. Bare vær ligeglad med mig.”


”Nej, hvorfor?”


Jo mere jeg tænkte på det han lige havde sagt til mig, jo mere blev jeg forvirret.. Og ked af det. Jeg havde virkelig meget lyst til at græde, bare lade tårende flyde mens han lå der og så på mig. Og det var også lige før det skete, indtil han så bare gjorde mig endnu mere forvirret.


”Fordi jeg også holder af dig!.. Og hvis du bare er lige glad med mig, vil det være så meget nemmere at miste mine følelser for dig. For jeg.. Jeg har følelser for dig, som jeg aldrig før har følt for nogen.. Og det er skidt, meget skidt, for.. Du fortjener bedre Jasmine, det ved du også godt!”


”Justin, jeg forstår ikke –”


”Og det behøver du heller ikke!”


En vred Justin fik kæmpet sig op ad sofaen, mens jeg lå med tåre i øjnene. Han lagde ikke mærke til det, for han skænkede mig ikke ét eneste blik, da han forlod stuen og i stedet gik udenfor. Jeg så ham forsvinde ud af døren, lige inden den blev smækket i, som gav et brag. Stilheden varede ikke længe, for mine hulk overdøvede den med det samme..


”Hv-hvorfor?”


Jeg tillod mig selv at tænke højt, men mine hulk kvalte næsten ordende.


”Hv-hvorfor må jeg i-ikke h-holde af ham?..”


Der lød et par ekstra snøft, da mit blik faldt på døren, han lige var gået ud af. Jeg overvejede at smutte ud til ham, få styr på hvad han mente og måske gøre situationen god igen. Det droppede jeg dog hurtigt.. Smerten ved at rejse mig var for voldsom, og holdte mig derfor nede i sofaen. Hvis vi skulle snakke, måtte han komme her ind. For jeg kunne ikke komme ud til ham. Men spørgsmålet vare bare.. Ville han gerne snakke med mig igen?

 

Det ser ud til at de begge har følelser for hinanden, men Justin er vidst ikke så glad for det. Hvad tror I der kommer til at ske nu? :) <3
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...