Badboy og goodgirl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 apr. 2014
  • Opdateret: 3 aug. 2014
  • Status: Igang
Historien handler om den 16 årige Jasmine Vega, der møder Justin Bieber som er skolens badboy. Begge personer har en historie og nogle hemmeligheder de gemmer på, og som ingen andre end dem ved. Men når en goodgirl og en badboy møder hinanden, vil kærligheden så blomstre, eller vil haden falde? Og hvad med alle deres hemmeligheder - vil de blive afsløret? Og den bilulykke, som hendes familie var udsat for, kender Justin noget til den? Det får vi at se.

69Likes
82Kommentarer
13802Visninger
AA

30. Hjælp fra en gammel ven.

Jasmines synsvinkel


Et smæk med en dør lød bag mig, og vinden var stoppet med at blæse i mit hår. Jeg gættede på vi var indenfor et sted. Men jeg kunne ikke se noget, da mit syn var blevet endnu mere slørret, og efterhånden var det blevet svære at holde mig selv ved bevidsthed. Heldigvis havde Justin en smuk stemme, der hele tiden holdte min hjerne ved beskæftigelse, så jeg ikke bare kunne falde hen.


”Jasmine, er du stadig vågen?”


”Mhh..”


Jeg blinkede et par gange og det fik mine øjne til at løbe i vand. Utroligt nok græd jeg ikke længere, selvom smerten var stor. Hele mit hoved føltes knust, min hjerne dunkede som om den var for stor til mit kranie, og min krop kunne knap nok bevæge sig.


”Lig helt stille, jeg er tilbage om lidt.”


Sagde han blidt, inden jeg hørte fodtrin forlade rummet. Alt jeg kunne var bare at ligge og hører efter, hvad der skete omkring mig. Der var døre som åbnede og lukkede, ting der blev flyttet rundt på og til sidst fodtrin. Men det lød som om der var mere end bare to fødder der gik rundt på gulvet.


”Hvad fanden har I lavet?”


”Jeg forklarer senere, bare hjælp hende!”


Pludselig kom der en mørk skikkelse ind foran mine øjne, og en hånd strejfede min kind, som fik mig til at bide tænderne sammen.


”Hey, pas lige på.”


”Jeg ved hvad jeg laver.”


De to stemmer stod og vrissede af hinanden, og jeg kunne tydeligt høre, at den første stemme tilhørte Justin – især fordi han prøvede at beskytte mig. Men den anden stemme havde jeg aldrig hørt før. Det eneste jeg vidste om personen den tilhørte, var at det måtte have været en dreng, eftersom stemmen var dyb – lidt ligesom Justin’s, men så alligevel ikke. Den ukendte dreng sagde dog heller ikke så meget efter det, for det meste kunne jeg bare føle hans hænder. På mit ansigt, mave, ben, ja over det hele.


”Du rør hende ikke der.”


”Justin, hvis du vil have jeg skal hjælpe hende, så bliver jeg nødt til det.”


”Argh!”


Jeg skreg som han rørte mig oven på mit ene bryst, og smerten fyldte hurtigt min krop. Alle mine muskler spændte sig og jeg bed mine tænder hårdt sammen, for at holde smerten ud så godt som muligt. Jeg forstod bare ikke hvorfor, at det gjorde så ondt lige der. For det var noget jeg først havde bemærket nu. At mit hoved, arme og ben gjorde ondt, var noget jeg havde følt med det samme. Men der. Det var først noget der var kommet nu.


”Det er okay.”


Hørte jeg Justin sige, mens en hånd fandt sammen med min.

 

Justins synvinkel


I det jeg tog fadt i hendes hånd, Kom følelsen tilbage igen. Et kort øjeblik havde jeg lyst til at give slip, men jeg kunne ikke bare lade hende være alene om det her. Jeg blev nødt til at holde hendes hånd, og sikre mig hun nok skulle få det godt igen. At det så gjorde mig rædselsslagen var ligegyldigt.


”Er du sikker på vi ikke kan tage hende til hospitalet?”


”Ja er du sindssyg, du ved jo godt hvad der så sker!”


Lige nu var ikke øjeblikket man skulle spørge mig om sådan noget, for jeg blev meget ledt irritabel, hvem man så end var. David prøvede jo bare sit bedste for at hjælpe hende, men for mig var det bare ikke godt nok. Hun betød for meget for mig til at jeg kunne lade hende være i den her tilstand. Det var jo tydeligt at hendes tilstand var dårlig, med alt den blod der var på hende og de sår Carlos havde forvoldt hende.


”Undskyld..”


Et lille suk strejfede mine læber, som David undskyldte for at jeg blev sur på ham.. Jeg hadede når han gjorde sådan noget, for det fik mig til at indse når jeg lavede en fejl. Og hvis der var noget jeg hadede, så var det at fejle.


”Men hun skal nok klare det.”


Sagde han og begyndte at dubbe alle hendes sår, med en væske der skulle rense det for skidt og blod. Jeg vidste det var for at hjælpe hende, men ud fra hendes ansigt, kunne jeg se hvor stor smerte hun var i. Hun prøvede at holde sine skrig inde, men lidt efter lidt kom de ud mens hendes greb om min hånd blev strammere.


”Kan du ikke-”


”Nej, jeg bliver nødt til det her. Jeg ved godt det gør ondt på hende, men stol på mig.”


Ja ja, ’stol på mig, det hele skal nok gå’.. Det kan alle jo komme og sige!


”Justin jeg ved godt hvad jeg laver.”


Han havde ret, jeg burde nok bare have stolt på ham og lade ham gøre det der skulle gøres. For han var jo den af os, som havde forældre der begge var læger og selv skulle være det. Han var også den der havde lært mig, at sy mig selv sammen, hvis jeg fik hul i hovedet. Noget jeg så kun havde prøvet på Jasmine..


”Selvfølgelig gør du det..”


”Og hvad skal det betyde?”


”Ik’ noget, okay?”


Det var svært at skjule min jalousi over for ham, men jeg prøvede i det mindste. Han var den der skulle være læge, den der havde et godt liv med en familie.. Jeg var prøveløsladt og hvis politiet fandt mig, kom jeg direkte i fængsel igen. Hvordan kunne jeg ikke være jaloux på ham? Men han vidste det godt, for det her var grunden til vi stoppede med at snakke sammen. Vi var bare for forskellige. Og det var vi åbenbart stadig.. Heldigvis ændrede det ikke på, at han gerne ville hjælpe Jasmine. For han havde et godt hjerte.


Alt han sagde til det, var et suk. For han vidste præcist hvad jeg mente.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...