Badboy og goodgirl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 apr. 2014
  • Opdateret: 3 aug. 2014
  • Status: Igang
Historien handler om den 16 årige Jasmine Vega, der møder Justin Bieber som er skolens badboy. Begge personer har en historie og nogle hemmeligheder de gemmer på, og som ingen andre end dem ved. Men når en goodgirl og en badboy møder hinanden, vil kærligheden så blomstre, eller vil haden falde? Og hvad med alle deres hemmeligheder - vil de blive afsløret? Og den bilulykke, som hendes familie var udsat for, kender Justin noget til den? Det får vi at se.

69Likes
82Kommentarer
13743Visninger
AA

18. Han holder af mig?

Jeg skubbede ham væk fra mig, i det han prøvede at lægge sine arme om mig – han skulle ikke tro, at alt var godt igen, efter han bare havde sagt undskyld. Tro mig, der skulle meget mere til for at vinde min tillid tilbage, når man først havde mistet den. Især mistet den ved at voldtage mig.. Idiot.


”Gå Justin..”


Jeg hev begge mine arme til mig og lagde dem om mine ben, der var trukket helt ind til min overkrop. Jeg sad helt sammenkrøllet, for at huldet i mit hjerte ikke skulle vokse, selvom det nærmest var umuligt.


”Jasmine, det var..”


”Jeg gider ikke høre dine undskyldninger! Gå nu bare!”


Skar jeg ham af, og prøvede at få ham til at gå. Jeg var stædig og ville gerne have det på min måde, men jeg kunne fornemme, Justin var mindst lige så stædig. Han rørte ikke på sig, blev bare sidende på hug foran mig uden at sige noget.


”Gå!”


Prøvede jeg at råbe af ham, men min stemme knækkede over i forsøget. Derefter lod jeg bare vær med at sige noget, for min stemme var helt grødet og ustabil. Jeg vidste, at hvis jeg sagde noget, ville min stemme knække midt over med det samme. Det viste bare hvor svag jeg var.. Inderst inde ville jeg nok gerne have, at han faktisk blev og bare hjalp mig.. Men jeg kunne ikke indrømme det. Desuden var det hans skyld, jeg sad der og græd, så hvorfor have ham til at trøste mig? – måske fordi jeg ikke havde andre.. Det vidste han bare ikke.


”Jasmine.”


Sagde han blidt, imens jeg kunne mærke hans hånd stryge hen over min. Jeg trak den hurtigt væk, for jeg kunne ikke lide at blive rørt af ham længere.. Hans berøringer gjorde mig usikker. Usikker på hvad hans intentioner var, om han ville skade mig eller gøre mig godt.


”Jeg ved godt, det.. Det var forkert, og.. Det var virkelig ikke meningen det skulle ske.”


Jeg opfangede et lille suk fra ham, imens jeg sad og stirrede ned i mine knæ – undgik hans øjne. Men til sidst kunne jeg ikke modstå lysten til at se ind i hans øjne. De var triste og skyldige, det virkede som om han faktisk talte sandt. Men det kan godt være han var ked af det – det var jeg i hvert fald også.. men det kommer ikke til at gøre det hele godt igen.


”Hvis jeg havde været mig selv, havde jeg aldrig gjort det..”


Han skød alt skylden på stofferne, men noget i mig sagde, at han selv havde noget med det at gøre.


”Hvorfor skulle jeg tro dig?..”


Mumlede jeg og fjernede mit blik fra hans. I stedet så jeg bare endnu en gang på mine knæ, imens jeg lod min ene hånd tørrer et par tåre væk.


”Fordi..”


Han holdte en pause der var efterfulgt af et lidt tungt suk, som om han skulle til at sige noget, der var svært for ham.


”Jeg.. Holder af dig, okay? Så at gøre dig fortræd vil.. Det vil jeg ikke kunne gøre imod dig, så længe jeg er.. Ja, mig selv. Det var jeg ikke i går, jeg var ikke mig selv Jas. Hvis jeg havde været det, ville jeg aldrig have gjort det… Undskyld, Jasmine.”


Holder af mig? Han holder jo ikke en skid af mig! Jeg er sikkert bare endnu en dum pige der skal udnyttes! Fuck ham, mit liv, fuck alt!.. 


”Du holder ikke af mig, Justin!”


”Det gør jeg Jasmine, tro mig.”


”Nej! Hvorfor skulle du holde af mig?”


Ingen holder af mig.. Jeg kan lige så godt bare gå hen og dø, ingen vil jo bemærke en skid! Men.. Jeg kan ikke forlade Kitty. Hun er den eneste som tænker på, hvordan jeg har det.. Min dejlige lillesøster.


”Gi’ mig en grund til, at jeg ikke skulle holde af dig?”


”Jeg er grim.. Dum.. Irriterende..”


”Jas, stop.. Det passer jo ikke.”


Jas? Det gav et par sommerfugle i maven, når han kaldede mig ’Jas’, men ikke nok til at smerten forsvandt. Han var stædigvæk en idiot i mit hoved. Men en idiot der lige havde benægtet de ting, jeg ellers havde fået af vide igennem hele mit liv.


”Jo det gør! Hvorfor skulle folk ellers sige det!?”


Jeg havde det med at tro på alt det folk sagde, altså ting om mig selv. Hvis nogen sagde jeg var dum, ja, så var jeg vel dum, hvorfor skulle de ellers sige det til mig? Jeg vidste jo godt selv, at jeg ikke var god nok.. Derfor hadede jeg at fejle, at gøre noget forkert. Sikkert derfor alle folk kaldte mig for goodgirl hele tiden – det var vel sandt nok? Jeg gjorde aldrig noget forkert.. Før jeg mødte Justin. Han ændrede mig, til noget jeg faktisk godt kunne lide lidt.. Men han er dum, bum basta.


”Du skal ikke lytte til dem.. Du.. Du er perfekt Jas.”


Ud af øjenkrogen så jeg han havde et lille smil på læben.. Lidt sødt.


”Hvis folk siger du er de ting, så lyver de! Okay?.. Tro mig, du er ingen af de ting.”


Det var lang tid siden en dreng havde fortalt mig det, at jeg rent faktisk var god nok. Derfor havde jeg også meget svært ved at tro ham.. For alle de drenge jeg ellers havde været omkring, kaldte mig for ting som en møgsæk, dum, og ja.. En irriterende goodgirl der sladrede til alle voksne. Bare fordi jeg ikke syntes det var fair, at man gik hen og stjal noget der ikke var ens eget..


”Hvorfor spiller du sød overfor mig? – jeg tilgiver dig ikke!”


Han skulle vide jeg altså ikke bare tilgav ham, fordi han sad og sagde, at jeg var perfekt – selvom jeg ikke var på nogen måde. Han havde jo stadig gjort mig ondt. Voldtaget mig, som var noget af det værste man kunne gøre imod en pige.. Især en pige, som allerede havde været igennem det én gang.


”Jeg spiller ikke overfor dig.. Jeg vil bare gerne hjælpe.. Især nu hvor.. Det er min skyld, det her.”


”Hvorfor vil du så hjælpe mig?.. Hvorfor er du ikke bare ligeglad, ligesom alle andre er? Det er meget nemmere..”


Selvom mine øjne var fyldt med tåre, kunne jeg godt se han lige skulle til at sige noget.. Inden han så fortrød og lukkede munden i igen. Hvad nu? Ville han ikke fortælle mig det? Eller var det bare fordi han ikke vidste, hvorfor han enlig hjalp mig? – det kunne være begge dele. Men så længe han bare sad der, og så ned i gulvet, ville jeg ikke få et svar på det.


”Hvorfor Justin?”


Jeg kæmpede for at min stemme ikke skulle knække over, men den var stadig meget ustabil.


”Det.. Jeg kan ikke forklare det.”


Sagde han, efterfulgt af et lille suk, som om det irriterede ham. Men jeg forstod ikke hvorfor, han ikke kunne forklare mig det.. Det kunne umuligt være svært at forklare. Hvis det overhovedet var sandt, at han faktisk ville hjælpe mig – var det sandt eller bare en kæmpe løgn?

 

Aww, Justin er nu lidt sød! Men hvad synes i? Og skulle jeg forsøge at lave næste kapitel i Justins synsvinkel, eller bare beholde den i Jasmines? :)
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...