Badboy og goodgirl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 apr. 2014
  • Opdateret: 3 aug. 2014
  • Status: Igang
Historien handler om den 16 årige Jasmine Vega, der møder Justin Bieber som er skolens badboy. Begge personer har en historie og nogle hemmeligheder de gemmer på, og som ingen andre end dem ved. Men når en goodgirl og en badboy møder hinanden, vil kærligheden så blomstre, eller vil haden falde? Og hvad med alle deres hemmeligheder - vil de blive afsløret? Og den bilulykke, som hendes familie var udsat for, kender Justin noget til den? Det får vi at se.

69Likes
82Kommentarer
13728Visninger
AA

40. Han er uskyldig!

Jasmines synsvinkel


”Til alle vogne. Der efterlyses en 16 årig dreng, ved navn Justin Drew Bieber. Tidligere indsat, som eftersigende skulle være farlig. Hvis nogen ser ham, bring ham til politistationen. Slut.”


Knitrede det ud af James’ lille politiradio.


”I tror v-virkelig han har gjort d-det?”


Min stemme rystede. Jeg sad med tåre i øjnene, og kæmpede for ikke at lade følelserne tage over.. De troede virkelig han havde kidnappet mig, at han kunne finde på at gøre mig ondt. Var jeg virkelig den eneste, der kunne se den gode side i Justin?


”Jasmine, det er okay. De fleste ofre for en kidnappelse, har svært ved at se det i øjnene bagefter.. Især hvis kidnapperen er en man kender, og en man holder af.”


Jeg rynkede min pande ved hans ord – lignede jeg virkelig et offer for en kidnappelse?


”M-men han har i-ikke gjort det?”


Selvom jeg gjorde mit bedste for at lyde overbevisende, kom ordende kun ud i en lille hæs hvisken, der mindede om et skræmt pigebarn. Det var heller ikke nok til at overbevise James, han eftergav bare et håbløst suk der fyldte det stille lokale.


”Måske vi skal slutte her, og vente til i morgen –”


”H-hvad, nej!”


At overbevise dem om, at Justin var uskyldig, kunne ikke vente til i morgen – så ville det være for sent. De kunne nå at fange Justin i mellemtiden, og hvis han først var i hænderne på politiet, kom han måske ikke ud derfra igen. Og hvem havde vi så at takke for det? – mig.


”Han er u-uskyldig!”


Som jeg hævede min stemme knækkede den over til sidst, og tårende begyndte nu for alvor at strømme ned fra mine kinder. De blev nødt til at tro mig! James som sad på den anden side af bordet, kiggede mistroende på mig – han var ikke overbevist. Men han lod heller ikke til, at være fast besluttet på at sende Justin i fængsel. For hvis han var, havde han nok allerede gjort det, uden overhovedet at give mig en chance for at sige han var uskyldig.


”Jasmine, ærligt, kidnappede Justin dig?”


Tonelejet han sagde det i, og måden hans blik borrede sig ind i midt på, fik en følelse af ubehag til at sprede sig i min krop. Han mente det seriøst. Men det samme gjorde jeg, da jeg endelig fik åbnet min mund.


”Nej.”


Endelig havde jeg genvundet en smule styrke i min stemme, så jeg lød mindre rædselsslagende end før. Men det ændrede ikke på, at jeg stadig var bange for at de skulle tage Justin fra mig. Det her var jo ikke det eneste politiet havde på ham.


Jeg kunne mærke James blik nedstirre mig, men han så ikke ind i mine øjne. Hans blik gled over mit ansigt, og ned på mine hænder der hvilede på bordpladen, før de så til sidst nåede mine øjne. Hvad fanden havde han gang i?


”Så forklar mig, hvorfra du har alle de mærker?”


Sagde han i en selvsikker tone, som han lænede sig ind over bordet. Uden at tænke over det fløj min mund åben, for at give ham hele forklaringen på hvad der skete – Men så kom jeg i tanke om noget.. Det hele var ikke en løgn.. Justin havde banket Carlos – voldsomt. Han havde også slået inspektøren, som var kommet brasende ind midt i det hele. Men det kunne jeg ikke fortælle politiet – kunne jeg? Ikke uden Justin så alligevel ville ryge i fængsel, for tænk over det, han var prøveløsladt. Hvis han så havde gået rundt og banket to personer, ville de så ikke smide ham direkte tilbage i fængsel?.. Jeg endte med at lukke min mund igen, uden at have sagt ét eneste ord.


”Jeg tænkte det nok..”


Lød James mørke stemme, som han rejste sig fra stolen med alle papirerne i hånden – inklusiv Justins straffeattest. Noget i mig havde lyst til at tage et kig i den, vide hvorfor Justin overhovedet var blevet sendt i fængsel til at starte med. Mine tanker drog dog hurtigt fra idéen, som det gik op for mig, at jeg endnu ikke havde fået Justin ud af det her rod, som tydeligvis var min skyld – Hvis jeg bare havde informeret min far om, jeg kom senere hjem, var intet af det her sket.. Typisk.


”Vent..”


Udbrød jeg pludseligt, der fik James til at stoppe op midt i en bevægelse, henne ved døren. Vores blikke mødtes, men hurtigt gled mit eget ned på trægulvet under os. Det her var ikke lige mit favorit emne at tale om, men jeg blev nødt til det, hvis jeg skulle rede min kæreste fra at komme i fængsel – igen.


”D-det var ikke Justin, der gav mig.. Det her.”


Sagde jeg, og hentydede til alle de blå mærker og sår, der efterhånden dækkede hele min krop.


”D-det var Carlos..”


”Carlos?”


Han genkendte navnet, for pludselig var hans øjne vokset, som hans ansigt udtrykte forvirring. Hans brune øjne gled hen over gulvet, mens jeg kunne se tankerne køre rundt inde i hans hoved – nu var jeg forvirret. Alt jeg gjorde, var at give ham et nik, da han havde fået sit blik rettet tilbage på mig.


”Lad mig lige forstå det her.. Det er Carlos der er grunden til, du ser sådan ud, ikke Justin?”


Kunne den mand ikke høre, eller hvad var der galt med ham?


”Ja?”


På ingen tid var James vendt tilbage til bordet, havde smidt alle papirerne i en kæmpe bunke, og gik ellers i gang med at rode dem igennem.


”Hvad er der?”


Selvfølgelig skulle jeg være så nysgerrig, at jeg blev nødt til at spørge..


”Det giver ikke mening.”


Han havde vidst fundet det han ledte efter, i hvert fald stod han med et papir i hånden, og lod sit blik glide hen over det – han læste.


”Carlos har lavet en sag mod Justin, om vold.. Hvorfor skulle han så banke dig, hvis han er offeret?”


James så på mig, som om jeg var den der kunne give ham svaret – men jeg var mindst lige så forvirret som ham. For Carlos var den der havde startet det hele, det var ham der tog det første slag. Alt Justin gjorde, var at beskytte ham selv og mig der lå bevidstløs på gulvet. Hvorfor så anklage Justin for det?


”Hvad sker der hvis.. Hvis de tror Justin er skyldig?”


Tankerne om hvad de kunne finde på, at gøre ved ham, fik mit hjerte til at hamre hurtigt. Jeg følte min trøje var ved at sidde for stramt, for det var som om mit hjerte næsten hoppede ud af brystet på mig, i det han sagde:


”Han kommer i fængsel..”


Men det værste af det hele, var hans lille tilføjelse.


”I rigtig mange år.”

 

 

Undskyld at kapitlet først kommer så sent! Men det er som om jeg har endnu mere travlt i ferierne, end når det er hverdag - lol. Men jeg håber at I alle sammen har en god ferie, og får læst nogle historier! :) <3
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...