Badboy og goodgirl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 apr. 2014
  • Opdateret: 3 aug. 2014
  • Status: Igang
Historien handler om den 16 årige Jasmine Vega, der møder Justin Bieber som er skolens badboy. Begge personer har en historie og nogle hemmeligheder de gemmer på, og som ingen andre end dem ved. Men når en goodgirl og en badboy møder hinanden, vil kærligheden så blomstre, eller vil haden falde? Og hvad med alle deres hemmeligheder - vil de blive afsløret? Og den bilulykke, som hendes familie var udsat for, kender Justin noget til den? Det får vi at se.

69Likes
82Kommentarer
13755Visninger
AA

1. Goodgirl møder badboy

 Stilheden fyldte den tomme gang, der gik midt igennem den store skole. Alle sad til time i de forskellige klasselokaler - undtagen mig. Skoleinspektøren havde jeg ved min højre side, så helt alene var jeg nu heller ikke. Jeg ville skyde på at han var omkring midt i halvtredserne, på grund af hans grå hår og mindre rynker rundt omkring i ansigtet. Fordi han havde en høj status på skolen, var han selvfølgelig klædt i et jakkesæt – jeg kunne slet ikke klare sådan nogen folk. Sådan nogen som bare troede de styrede alt og alle, og lige skulle vise det med deres tøj. Ugh! De skulle bare forsvinde. Men så længe jeg ikke kom i klasse med sådan nogle typer, skulle jeg nok overleve den nye skole.

”Så Jasmine, nu skal du møde din nye klasse.”

Jeg må indrømme jeg var en smule nervøs, for jeg kendte jo ingen her, eftersom jeg var flyttede fra Los Angeles til New York.

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

 

Måske det er på tide jeg fortæller lidt om mig selv. Mit navn er som sagt Jasmine, Jasmine Vega. For ikke mere end en uge siden, flyttede jeg her til New York fra Los Angeles. Min far havde fået tilbudt et andet job her over, så hele min familie skulle flytte med. Eller, det der nu var tilbage af min familie. Min mor og lillebror døde nemlig for lidt over et år siden, i en bilulykke, da de var på vej hjem inde fra Downtown LA. Den dag var den mest ulykkelige dag i mit liv, for der mistede jeg to af dem, jeg var tættest med. Så nu stod min far alene med mig og min lillesøster, som han skulle sørge for havde det godt. Det var nu ikke så slemt at opdrage mig, da min mor havde gjort det meste af arbejdet, og fordi jeg nu er 16 år gammel. Men min lillesøster der imod.. Hun er kun 8 år gammel, og siden min mor døde har hun haft det svært. Kitty hedder hun, og siden hun var helt lille, blev hun mobbet med hendes navn – alle kaldte hende for Hallo kitty og sagde hun var en klam kat. Sådan noget har flere gange fået mig op i det røde felt, når hun kom grædende hjem fra skole.


---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Jeg trådte ind i klasselokalet, hvor jeg skulle have engelsk resten af skoleåret. Det hele gik fra snakken til tavshed, i det folk fik øje på mig og skoleinspektøren. Jeg sank en lille klump i halsen af nervøsitet, da alles øjne var fast rettet mod mig, og deres blikke bare sagde ’hvem fanden er det?’.

”Goddag fru Johnson.”

Fru Johnson? Hurtigt opdagede jeg det ikke var mig han talte til, men hende der sikkert var min engelsk lærer. Fru Johnson fik et smil på læben da inspektøren – der hedder hr. Kortz – trådte nærmere og gav hende hånden. Åh nej, ikke endnu et af de der ’inspektør-og-lærer-forhold-som-i-sidste-ende-går-udover-eleverne’. Det var der også på min forrige skole. Det var tydeligt at gennemskue de havde et forhold til hinanden, på den måde deres øjne lyste op, og Fru Johnsons konstante fnisen i baggrunden af hele denne her skrækscene. Imens de to stod der og fnisede frem og tilbage til hinanden, fangede mit blik en gruppe drenge nede bagerts i lokalet. De havde samlet sig lidt i deres egen gruppe, ligesom pige gruppen der sad til venstre for dem. De to grupper havde noget til fælles – de hørte ikke efter. Begge grupper sad og små kvidrede omkring det ene og det andet. Af det jeg lige hurtigt kunne opfange, talte pigegruppen om en masse skønhedsprodukter, imens drengene var travlt optagede af en fest, der åbenbart skulle holdes i aften. Min første tanke var:

Det er de populære der sidder der nede. Og så må det være ’nørderne’ der sidder oppe forrest. Hm, måske er denne skole ikke så meget anderledes end min gamle.


”Nå, men Jasmine du kan sætte dig hen på den tomme plads. Og så håber jeg.. Justin!.. At I vil tage godt imod hende.”


 Hm, Justin. Det måtte være den dreng som pludselig snakkede lidt højt, henne i drenge gruppen, som fru Johnson så lige skulle ’sætte på plads’ – det virkede ikke. Han himlede bare med øjnene, indtil hans blik faldt på mig. Hurtigt var jeg nede ved min plads, for følelsen af at gå igennem en flok mennesker, hvor alle sad og stirrede på dig, var bestemt ikke særlig rar. Min plads var nede bag i. Bag mig sad ham der måtte være Justin. En dreng med brunt hår, brune øjne og et smørrede smil på læberne. Hvis jeg skulle gætte, ville jeg gætte på han var lederen af drenge gruppen. Eftersom at alle de andre drenge lige præcist prøvede at tale til ham hele tiden, i stedte for til hinanden.


 ”Hey.. Jasmine ik’?” Det var Justin.


 ”Jo.. Justin ik’?” Jeg sagde det lidt i samme tonefald som ham, hvilket åbenbart var sjovt, eftersom han begyndte at fnise lidt.


 ”Jo. Du er vidst meget opmærksom.”


”Hm, det kan der være noget om.”


”Er der noget specielt du har lagt mærke til indtil videre?”


”Ik’ rigtigt. Kun det faktum at I er delt op i grupper, ligesom så mange andre klasser.”

Ja, det var sandt nok. Alle klasser havde deres klikker, så det var ikke noget nyt.


”Hvis du skulle skyde på hvad for en gruppe jeg tilhørte, hvad vil du så sige?”

Han skulle lige virke lidt sej ved at krydse armene over hinanden, læne sig tilbage i stolen og spille lidt Brian typen.


”Nu kender jeg dig ikke.. Men du virker selvoptagede, lidt som en player og bare den typiske badboy type.. Derfor vil jeg skyde på den populære drengegruppe.” 

Jep, jeg ramte plet, det kunne jeg tydeligt mærke. For nu bragte han sig selv i forsvarsposition, ved at læne sig ind over bordet foran ham, med hvad der nok skulle være et skræmmende blik – det rørte mig nu ikke.


”Du kender mig ik’.. Og du skulle nødig snakke – goodgirl.”

Han indtog samme stilling som før, hvorefter han bare vente blikket væk fra mig. Goodgirl? Det ramte mig faktisk lige præcist det ord. Det var ikke første gang nogen havde kaldt mig det, for folks typiske opfattelse af mig var åbenbart ’goodgirl’ – bare fordi jeg lavede mine lektier til tiden, fik topkarakter og ikke var dum nok til at ødelægge mit liv, med ting som stoffer og druk.


Jeg fnyste bare kort af ham, for han skulle ikke tro, han havde noget på mig. Først der gik det faktisk op for mig at undervisningen var i gang, og fru Johnson var i gang med at forklare noget om genstandsled. Fordi jeg før havde haft om det, på min gamle skole, tillod jeg mig at lade mine tanker være på Justin.. Had er han for en type helt præcist?

 

Klokken ringede til frikvarter, og alle stormede ud af klassen for at komme hurtigt hen i kantinen. Undtagen to. Mig og Justin. Han stod henne ved døren og havde ladt sit slæng gå i forvejen, for at de kunne skaffe det ’sædvanelige bord’ – et udtryk han havde brugt. Hm, jeg kunne være ligeglad med hvad han stod og lavede der henne, for jeg havde mine egne ting der skulle passes. Alle de nye bøger jeg havde fået udleveret af fru Johnson, proppede jeg ned i min taske og tog den over skulderen. I det jeg skulle til at gå hen til døren, for at komme ud herfra og væk fra Justin, lukkede den i.


 ”Hva’ så Goodgirl, prøver du at komme væk fra mig?”

Kunne man lige være mere irriterende end ham? – det tror jeg ikke.


 ”Hvor er du bare provokerende, ved du godt det?”

Jeg svarede bare igen, for han skulle ikke tro jeg var bange for ham – det var jeg kun en lille smule, men jeg var efterhånden blevet god til at gemme mine følelser for folk. 


”Den mening er der mange der har om mig.. Og måske er jeg provokerende.. Og måske nyder jeg det.”

Imens de ord røg ud af hans mund, kom han nærmere og nærmere.


”Justin, hvad vil du? Jeg har ikke tid til det her..”

Han var efterhånden ved at gå mig på nerverne. Faktisk havde jeg lidt travlt. Inspektøren ville se mig igen på hans kontor, efter jeg havde haft min første time. Det var noget med, at han ville vide, hvordan jeg havde det med mine klassekammerater.


”Jeg vil bare have en lille snak med dig. Du er jo ny, så jeg vil gerne lærer dig at kende.”

Nu var han helt henne ved mig.


”Lærer dig rigtig godt at kende..”

Hans hånd fandt vej op til mit liv, hvor han kort rykkede mig tættere ind på ham. Okay, nu var det altså nok! Jeg nægtede at skulle stå her inde, og blive begramset af en dum dreng jeg lige har mødt!


”Hold dig væk!”

Et skub fik ham fjernet fra mig, før jeg styrtede ud af klasselokalet. Min puls steg mere og mere, jo længere ned ad gangen jeg kom. Imens jeg gik, kunne jeg mærke tårende presse sig stille på.


Nej Jasmine, tag dig sammen. Du skal ikke tude foran folk du ikke kender, og især ikke over sådan en som Justin! Det har du gjort nok. Tag dig så sammen!


Ja, jeg ville ikke græde over sådan noget endnu en gang. Endelig var jeg kommet over det hele med Ramon, så nu skulle Justin ikke bringe alle minderne tilbage igen. Det at sidde på mit værelse hver dag og græde mit hjerte ud over en dreng, var noget jeg aldrig havde lyst til igen – især ikke hvis det var en der bare minede det mindste om min ex Ramon.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...