Badboy og goodgirl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 apr. 2014
  • Opdateret: 3 aug. 2014
  • Status: Igang
Historien handler om den 16 årige Jasmine Vega, der møder Justin Bieber som er skolens badboy. Begge personer har en historie og nogle hemmeligheder de gemmer på, og som ingen andre end dem ved. Men når en goodgirl og en badboy møder hinanden, vil kærligheden så blomstre, eller vil haden falde? Og hvad med alle deres hemmeligheder - vil de blive afsløret? Og den bilulykke, som hendes familie var udsat for, kender Justin noget til den? Det får vi at se.

69Likes
82Kommentarer
13720Visninger
AA

13. Glem mig.

”Fordi det er bedst, hvis du bare glemmer alt om mig.”


”Hvorfor?.. Jeg kan jo ikke bare glemme dig sådan.”


”Jo mere du er sammen med mig, jo mere kommer du til skade.. Så du bliver nødt til at glemme mig, Jasmine. Jeg skal alligevel i fængsel, så det hvad nytter det at huske mig?”


Samtalen kørte rundt inde i mit hoved, om og om igen. Jeg forstod stadig ikke hvorfor, at han ikke vil have jeg skulle huske ham. Om han så kom i fængsel, ville jeg jo ikke kunne glemme ham. Han havde både gjort godt og ondt mod mig, og de ting vil jeg nok aldrig komme til at glemme. Han forstod det bare ikke.. Jeg prøvede ellers. Prøvede at forklare ham, hvordan man ikke kunne glemme folk ved at de bare sagde man skulle. Men det forstod han ikke. Det var som om det bare var håbløst, at få ham til at indse, at jeg faktisk var begyndt at holde en smule af ham.. Ikke på den måde, bare.. En jeg helst så det have godt.


”Jasmine, vil du være med til at spille?!”


Lød det nede fra stuen, hvor min far sad med Kitty – de skulle sikkert til at spile Matador, men eh, det var ikke lige mit yndlingsspil.. Og tidspunktet var bare dårligt til det.


”Nej tak!”


Råbte jeg tilbage, inden jeg gik hen og lukkede min dør helt i. Lyset var slukket inde på mit værelse, og det var kun månen, på den mørke himmel, der lyste det ganske svagt op. Klokken var lidt over tolv, men det var lørdag aften, så det gjorde ikke noget.. Siden jeg kom hjem fra Justin, havde mine tanker været et kæmpe rod. Jeg prøvede hele tiden at udtænke noget der kunne hjælpe ham, men når han ikke vil snakke med mig.. Kunne jeg ikke gøre så meget. Det var mærkeligt. I starten da vi sad og snakkede, virkede han til at have det fint. Men så pludselig.. Så ville han aldrig se mig igen. Hans humør ændrede sig med ét.


Jeg bliver nødt til at tale med ham, hjælpe ham.. Find nu på noget Jasmine, kom nu! Justin hvorfor skal du også være så kompliceret?.. Det er pisse irriterende.


Jeg sukkede højlydt, imens jeg satte mig hen i vinduet. Min mobil hvilede i mine hænder, men mit blik var vendt mod den flotte fuldmåne – fuldmåne, lidt uhyggeligt.. Da jeg hørte en lille lyd fra min mobil, vendte jeg blikket.


*Jeg vil stadig have du skal glemme mig Jasmine, for det er bedst. Men synes lige du skal vide, at jeg ikke bor i det hus længere – politiet har fundet det og ved jeg har boet der, så du skal ikke komme der hen! Og bare hold dig fra politiet, jeg vil ikke rode dig ud i mere, fra Justin.*


Mine øjne gled over teksten, imens min hjertebanken blev højere og højere. Det bekymrede mig at politiet havde fundet huset, selvom Justin ikke boede der længere. For hvis de kunne finde frem til Justin i et gammelt og forladt hus – tidligere forladt – så var det ikke svært at finde frem til ham andre steder. Mine tanker begyndte at gå på hvad de mon fandt frem til inde i det hus.. Ville de finde noget, som de kunne bruge imod ham? Og havde han overhovedet nået at tage sine ting med, før politiet kom så han var nødt til at flytte?... Jeg blev nødt til at snakke med ham – og hjælpe. For hvor skulle han nu bo henne?


*Det kan godt være du vil have, jeg skal glemme dig, men jeg bliver nødt til at snakke med dig – bare en sidste gang. Kan du ikke komme over? Du ved hvor jeg bor. Og nu ved jeg jo ikke hvor du bor længere..*


Tanken om at min far var her strejfede mig lige kort, men kom hurtigt frem til at det var lige meget. Jeg har brug for at snakke med Justin. Tror ikke min far bliver glad for det, men hvis jeg bare fortæller ham en løgn, så skal det nok gå.. Jep, flere løgne..


Svar nu Justin!..


Jeg sad hele tiden og trykkede ned på knappen, der låste mobilen eller låste den op – men han havde ikke svaret endnu, selvom der var gået cirka et kvarter siden beskeden var sendt til ham. Jeg kastede blikket ud af vinduet igen, for at se på månen, men i stedet blev mit blik fanget af en skygge – et menneske. Personen steg ud af en bil på den anden side af vejen, før han krydsede den. Jeg kunne se det var en dreng, på det korte hår, og han gik hen af mod vores hus – Justin?
Hurtigt var jeg nede ad trappen, da det ringede på døren, for min far skulle bare ikke åbne. Jeg havde jo ikke en gang fortalt der kom en..


”Jeg åbner!”


Råbte jeg og fløj gennem stuen. Jeg kom foran min far der var på vej mod døren, og nåede lige at åbne før han gjorde. Uheldigvis blev han stående lige bag mig, imens jeg åbnede døren op for Justin.. Situationen var lidt akavet, for min far kendte slet ikke til Justin. Og Justin havde heller aldrig mødt min far. Følte lidt jeg skulle til at introducere en kæreste til min far, selvom mig og Justin kun var.. Venner?


”Eh.. Kom ind Justin.”


Lidt hurtigt fik jeg trukket Justin indenfor, så min far ikke kunne nå at afvise ham. Døren blev smækket i og jeg vendte mig mod min far, som ikke så særlig tilfreds ud med det her. Han så både forvirret og sur ud. Jeg havde vidst noget at forklare..


”Far det er Justin, han eh.. Jeg har en mase timer med ham i skolen, og vi skal.. Eh, lave noget matematik færdigt. Er det okay?”


Kort kastede jeg et blik hen på Justin, han stod bare og var helt stille. Hverken sagde noget eller rykkede på sig. Vi ventede nok begge to på tilladelse til, at vi kunne forlade entréen sammen og smutte op på mit værelse. Det jeg var bange for var, at min far troede vi skulle lave noget andet – noget lidt mere intimt. Men han burde altså kende mig godt nok, til slet ikke at have de tanker.


”Mh, smut I bare op. Tag lige Kitty med, hun vil gerne være lidt sammen med dig.”


Han gav mig et blik der sagde, at jeg hverken skulle sige nej eller spørge indtil hvorfor. Men jeg vidste godt hvorfor. Han havde de tanker om mig. Kitty var en slags sikkerhed for, at der ikke ville ske noget oppe på det værelse. Han vidste jeg ikke ville gøre sådan noget foran min 8 årige lillesøster – hvem ville også lige gøre det? Men jeg accepterede det, for der skulle jo ikke ske noget der oppe, andet end at snakke sammen. Så jeg nikkede, det var okay.


”Kitty?”


Der gik ikke lang tid før jeg var inde i stuen, for at få Kitty med op på værelset. Da jeg havde taget hende i hånden, opdagede jeg Justin stadig stod ude i entréen med min far.. Min far holdte sit hoved tæt til Justins øre, imens hans mund bevægede sig. Justin sagde ikke noget. Han kom bare med et kort nik, imens hans blik hvilede på mig.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...