Badboy og goodgirl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 apr. 2014
  • Opdateret: 3 aug. 2014
  • Status: Igang
Historien handler om den 16 årige Jasmine Vega, der møder Justin Bieber som er skolens badboy. Begge personer har en historie og nogle hemmeligheder de gemmer på, og som ingen andre end dem ved. Men når en goodgirl og en badboy møder hinanden, vil kærligheden så blomstre, eller vil haden falde? Og hvad med alle deres hemmeligheder - vil de blive afsløret? Og den bilulykke, som hendes familie var udsat for, kender Justin noget til den? Det får vi at se.

69Likes
82Kommentarer
13850Visninger
AA

11. En løgn.

Hele mit liv havde jeg fortalt sandheden til min far. Hvis han spurgte, hvem jeg var sammen med, så svarede jeg ærligt. Hvis han spurgte, hvor jeg var henne, så svarede jeg også ærligt. Men denne gang kunne jeg simpelthen ikke fortælle ham sandheden. Så jeg stak ham en kæmpe løgn.


”Vi skulle snakke om vores familie i skolen, og jeg.. Jeg kunne ikke. Jeg kunne ikke snakke om mor og Chris, så jeg gik..”


Uden at vide det blev mine øjne fyldt med vand, som minderne begyndte at komme tilbage. Chris var min lillebror der omkom i bilulykken, da han ikke var mere end 13 år gammel. Den dag var det meningen ham og min mor skulle have en hygge dag, men i stedet blev det den værste dag i deres liv. Tænk en gang at være på vej hjem fra en god dag, sammen med sin mor, og så blive påkørt af en spritbilist.. I starten troede vi alle, at de nok skulle klare den. Men til sidst viste det sig, at ikke en gang en af dem ville overleve. Det var kun føreren af den anden bil, der overlevede det tragiske sammenstød. Han fortjente at være den der var død.. Ikke min mor og lillebror.


Da tårende begyndte at løbe ned ad mine kinder, var min fars arme hurtigt omkring mig. Han havde selv et stort hul i sit hjerte efter den dag, så han forstod mig godt. Selvom jeg nu var ude af problemer, havde jeg det dårligt med, at jeg lige havde brugt deres død som en undskyldning.. Men det var det eneste jeg kunne gøre, for at min far troede på mig.


”Jasmine, du skulle bare have ringet til mig.. Så skulle jeg nok komme. Du skal ikke snakke om dem, hvis du ikke er klar til det.”


Han strøg mig blidt hen over håret, imens han gav et lille klem om min ene hånd.


”Det skal jeg nok.. Næste gang.”


Min stemme knækkede midt over, og jeg gjorde mit bedste for ikke at slippe flere tårer løs. Prøvede virkelig at få minderne ud af mit hoved, men de sad fast.. Især det minde om opkaldet fra politiet. ”Din mor og bror har desværre været i en bilulykke.. De ligger begge på hospitalet.

 

Det var de ord jeg havde hørt, da jeg tog vores fastnettelefon hjemme i huset den dag. Nogle ord jeg bare gerne ville glemme resten af mit liv.
”Jeg ringer til skolen lige så snart de åbner, og forklare dem det hele.”


Han sendte mig et svagt smil, for at gøre mit humør en anelse bedre.. Men han gjorde det bare være. Han skulle IKKE ringe til skolen!


”Nej, lad vær med det.”


Ordene røg en smule for hurtigt ud af min mund, til at det virkede naturligt – nu var jeg lidt nervøs for, om han havde gennemskuet mig. Men heldigvis var min far let at narre den dag, åbenbart.


”Jeg mener.. Det er bedst jeg siger det.”


”Selvfølgelig.. Hvis du er okay med det?”


”Jamen det er jeg far.”


Det var tæt på.. Men han finder jo alligevel ud af det før eller siden..


Han gav et lettere nik fra sig, inden hans læber kort trykkede sig mod min pande – et sted hvor der ikke var sår. Ud af øjenkrogen kunne jeg se lille Kitty, som var døset lige så stille hen.

 

Selvom jeg kun havde tilbragt natten på hospitalet, var det befriende at komme udenfor i sollyset. Lægerne mente min tilstand var stabil, og der ikke skulle være noget at bekymre sig om. Men hvis jeg begyndte ikke at kunne huske ting, skulle vi tage hurtigt tilbage igen – lidt det jeg ønskede. Slippe af med alle de dårlige minder.


Fra den anden side af parkeringspladsen, kunne jeg se min far holde, i sin sorte BMW, klar til at køre mig hjem. Men noget længere henne fangede også min opmærksomhed. En bil der på en prik lignede Justins røde truck. Men nej, det kunne ikke være hans.. For hvad skulle han lige her? Det var først da jeg kom så tæt på, at jeg kunne se føreren af bilen, jeg var overbevist om det var hans.


Hvorfor er han her? Er han her for at hente mig, eller noget?... Ej, det giver altså ikke mening.


Bevidst gik jeg langsomt hen af mod den sorte BMW, imens jeg holdte øje med Justin. Han talte i telefon. Indtil en lyshåret pige satte sig ind ved siden af ham.


Hvorfor er han sammen med hende? Hun.. Hun er da gammel?


Ikke at hun ’bedsteforældre-gammel’, men hun var i hvert fald ikke på vores alder. Ville gætte på omkring de 30 år, plus minus. Derfor gav det ingen mening, om hvorfor Justin sad og snakkede med hende, inde i hans bil – og så på parkeringspladsen af hospitalet?


Jeg kunne se begge deres munde bevæge sig, så de måtte have snakket sammen. Var ikke mundaflæse, så vidste ikke om hvad – men det virkede som en alvorlig samtale, at dømme ud fra Justins ansigt der vente denne vej. Der gik ikke lang tid, før at mig og Justins havde skabt øjenkontakt. Hurtigt rev han sit blik fri, sagde noget til damen og kørte så væk.


”Kommer du Jasmine?!”


”Hvad?.. Nårh, ja.”


Gik med hurtigere skridt hen ad mod min fars bil, da han var ved at være lidt utålmodig. Det kan godt væe jeg så på min far, men jeg tænkte på Justin.


Hvad er det lige han har gang i? Altså, bare sådan at køre væk lige pludselig, han kunne i det mindste have givet mig et ’er-glad-for-at-se-at-du-har-det-bedre smil’. Men næh nej.. Og hvem var hende damen? Han har sikkert alt for mange hemmeligheder..


Jeg dumpede ned på forsædet og lukkede bildøren i. Nu skulle jeg bare hjem.. Og finde ud af hvad Justin, hvad det var jeg lige så.

 

Nogen der har et bud på, hvem damen kan være? :)

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...