Badboy og goodgirl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 apr. 2014
  • Opdateret: 3 aug. 2014
  • Status: Igang
Historien handler om den 16 årige Jasmine Vega, der møder Justin Bieber som er skolens badboy. Begge personer har en historie og nogle hemmeligheder de gemmer på, og som ingen andre end dem ved. Men når en goodgirl og en badboy møder hinanden, vil kærligheden så blomstre, eller vil haden falde? Og hvad med alle deres hemmeligheder - vil de blive afsløret? Og den bilulykke, som hendes familie var udsat for, kender Justin noget til den? Det får vi at se.

69Likes
82Kommentarer
13735Visninger
AA

36. Det er svært.

Jasmines synsvinkel


Hans ånde mod min nakke var som en dejlig varm brise, der hjalp mig med at slappe af igennem det hele. På grund af min fortid med Ramon, var det her ikke det nemmeste, men alligevel valgte jeg bare at gøre det. Ét, fordi jeg virkelig havde følelser for Justin, man kan vidst godt sige jeg elskede ham. To, fordi det var på tide at lægge fortiden bag mig og starte på en frisk – med en som ikke ville skade mig længere. Som jeg lå i mine egne tanker, nærmest halvsov, mærkede jeg et sæt læber mod min nakke. Det fik et lille smil til at strække sig over mine læber.


”Jas?”


Hviskede han lavt med sin hæse stemme, før jeg vendte mig rundt i sofaen, mod ham.


”Mh?”


”Eh.. Ik’ noget alligevel.”


”Jo, hvad?”


Det skæve og nervøse smil på hans læber, afslørede at han løj.. Han havde noget at sige, men fik sikkert bare kolde fødder og derfor droppede det. Men nu skulle det være slut med at lyve, for os begge to, jeg ville have han skulle fortælle det, hvad end det så var.


”Jas, det er lige –”


”Nej det er ej.. Kom nu Justin, fortæl.”


Jeg prøvede lidt at presse ham til at fortælle, men lod min tone være blid da jeg bare prøvede at hjælpe ham. For hvis der var noget jeg havde lært, så var det, at han skulle have lidt hjælp til at fortælle ting – især hvis det var noget han ikke var stolt over.


”Jeg ville bare.. Sikre mig du var okay.”


Med det samme kunne jeg se smerten i hans øjne, som om han havde gjort mig fortræd.


”Hvorfor skulle jeg ikke være det?”


Et lille suk fra ham brød stilheden, mens hans hoved lige så stille sank længere og længere ned. Der var ingen tvivl om at han havde noget på hjertet, og det virkede lidt som om.. Han skammede sig?


”Justin?”


”Jeg er bare bange for at.. At du har fortrudt det.”


Efter det kunne han ikke se mig i øjnene længere. Hele hans hoved drejede den anden vej, væk fra mig og hen mod døren. I starten forstod jeg ikke hvad han mente, for hvad skulle jeg have fortrudt? Men efter lidt tid gik det op for mig..


”Justin.. Jeg kommer aldrig til at fortryde det.”


Forsikrede jeg ham om. Hvis der var én ting jeg bare fortrød en lille smule, var det, at vi havde gjort det på sofaen.. En anden persons sofa. Men det at vi gjorde det og det var sammen med ham, fortrød jeg ikke det mindste. Denne gang var det af egen fri vilje, der var ingen tvang under det.. Så nej, jeg fortrød det ikke.


”Hvorfor vil du overhovedet tro, at jeg har fortrudt?”


”Fordi jeg før har såret dig..”


Der var ingen tvivl om han hentydede til den aften han voldtog mig, den aften hvor jeg gennemgik mareridtet for anden gang.. Indtil nu havde jeg enlig ikke tænkt så meget på den aften, men det var jeg åbnebart alene om. Det virkede til han ikke kunne slippe den tanke, tanken om den aften og hvad der skete.. Men jeg ville bare have vi begge skulle glemme den.


”Og det vil jeg ikke igen..”


Først nu så han tilbage på mig.. Stadig med smerte i hans øjne.


”Det kommer du heller ikke til Ju –”


”Det ved du ikke..”


Et tungt og håbløst suk røg ud af hans mund.


”Justin, hvad foregår der?”


Intet svar, alt han gjorde var at lade sit blik flakke rundt omkring i lokalet, men ikke én gang landede det på mig. Han forblev tavs, men satte sig op i sofaen, hvor det lod til han prøvede at danne en sætning. Uden at røre mig lå jeg stadig ned ved siden af ham. Jeg så op på hans ansigt og bare bryst, prøvede at finde ud af hvad han tænkte og følte.. Men det var umuligt.


”Justin, sig noget.”


Justins synsvinkel


Problemet var ikke hvad jeg skulle sige, men hvordan jeg skulle sige det.. For hun ville være den første jeg fuldtud åbnende mit hjerte for. Hvis jeg nu fik sagt det forkert, kunne det lyde som om jeg ikke elskede hende, men det gjorde jeg. Det var dét der var problemet. Men hvordan skulle jeg forklare hende det?


”Justin, sig noget.”


Ud af øjenkrogen så jeg hende komme op ved siden af mig, hun havde tæppet til at dække hendes bare krop, hendes hår var et mindre kaos, men det var sødt.. Noget jeg elskede.


”Jasmine.. Jeg elsker dig.”


Hun var nervøs, det kunne jeg mærke, derfor blev jeg nødt til at forsikre hende om at jeg elskede hende. For hun skulle ikke tro det modsatte.


”Det er bare.. Svært det her.”


”Hvad er svært?”


Hvad er svært?.. Alt.


Selvom det var det jeg tænkte, var det ikke et svar jeg kunne give hende. Hun fortjente at vide, hvorfor jeg havde opført mig så mærkeligt omkring hende nogle gange. Hvorfor jeg havde holdt hendes hånd, for derefter at slippe den med et tungt suk og lysten til at løbe væk.


”Os..”


Sagde jeg, før mit blik mødtes med hendes.


”Du forstår det sikkert ikke, men.. Det er svært at elske dig.”


Hendes øjne skiftede fra forvirring til sorg, da jeg fik sagt ordene helt forkert – det var jo ikke sådan jeg mente det!


”Ik’ på den måde Jasmine! Jeg elsker dig, og.. Og det kan jeg ikke stoppe med.”


Jeg havde virkelig lyst til at slå mig selv i hovedet, for jeg kunne bare ikke formulere mig rigtigt. Hun blev bare endnu mere forvirret og ked af det, det kunne jeg se.


”Justin jeg forstår ikke hvad du mener.. ”


Hendes stemme lød til at kunne knække over. Den var ustabil, grødet og meget lav.


”Jasmine..”


Jeg tog hendes hånd i min, flettede vores fingre stille sammen, uden at lade mit blik forlade hendes.


”Før jeg mødte dig, vidste jeg ikke hvordan det var at elske nogen.. Jeg vidste ikke, hvordan man skulle behandle en pige, eller bare generelt opføre sig. Der var ingen der rigtig elskede mig. Enten kunne folk lide mig eller også hadede de mig… Men så mødte jeg dig, og.. Du var anderledes. I starten var jeg virkelig ond mod dig, og du hadede mig, virkelig meget det kunne jeg se..”


Alle minderne begyndte at komme tilbage til mig.


”Men så begyndte jeg at kunne lide dig, faktisk.. Begyndte jeg at blive mere og mere forelsket i dig. Og så.. Så begyndte jeg at blive bange, og opføre mig mærkeligt omkring dig. Netop fordi jeg elskede dig..”


Det var svært at fortælle hende alt det her, men jeg samlede mig mod og fortalte det færdigt.


”Og jeg er bange for at hvis jeg elsker dig, vil jeg en dag miste dig for altid.. For folk bliver altid taget væk fra mig, lige så snart jeg bare får at godt forhold til dem.. Og jeg kan ikke undvære dig, Jasmine.. Men jeg kan heller ikke klare bare at være din ven. Så.. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Hvis jeg mister dig kan jeg ikke.. Leve med mig selv længere.”


”Justin, jeg forlader dig aldrig, det lover jeg.. Du skal ikke være bange for at miste mig, for det kommer ikke til at ske.”


Hendes ord knuste mit hjerte, men det kunne hun ikke vide ville ske.. Jeg kæmpede for at holde tårende tilbage, men 14 års tåre var ikke så nemme at stoppe.


”De lovede også, de aldrig ville forlade mig..”


Med et par tåre rendende ned ad mine kinder, sad jeg og tænkte tilbage på den gang.


”Hvem?”


”Mine forældre.”

 

 

Hvad synes I? Om kapitlet og det Justin sagde til Jasmine? :) <3
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...