Badboy og goodgirl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 apr. 2014
  • Opdateret: 3 aug. 2014
  • Status: Igang
Historien handler om den 16 årige Jasmine Vega, der møder Justin Bieber som er skolens badboy. Begge personer har en historie og nogle hemmeligheder de gemmer på, og som ingen andre end dem ved. Men når en goodgirl og en badboy møder hinanden, vil kærligheden så blomstre, eller vil haden falde? Og hvad med alle deres hemmeligheder - vil de blive afsløret? Og den bilulykke, som hendes familie var udsat for, kender Justin noget til den? Det får vi at se.

69Likes
82Kommentarer
13846Visninger
AA

27. Bange for kærlighed.

Jasmines synsvinkel


”J-justin.. Stop.”


Noget i mig kunne ikke nænne at skubbe ham væk, men det her duede ikke. Det var ikke meningen at hans læber skulle sidde klistret fast til min hals lige nu, alt vi skulle var at snakke – noget han i den grad misforstod.


”Justin.”


Mit tonefald var mere bestemt. Jeg håbede lidt det kunne få ham til at fjerne sig, men nej, han var et stædigt æsel som altid. Ikke ét eneste sekund lod han sine læber vige fra min hals, selvom jeg ihærdigt prøvede at skubbe ham væk. I stedet kom han bare endnu tættere på mig, hvor vi til sidst stod helt op og ned ad døren. Kort tænkte jeg om det skulle ske igen, men nej, han havde lovet det aldrig ville gå så langt.


”Justin jeg mener det, stop nu.. Jeg skal snakke med dig.”


”Om hvad?”


Mumlede han imod min hals, og derefter trak han sig for at lade sit blik glide op til mine øjne. Der mødte jeg et uforstående blik, som om han virkelig ikke fattede hvad vi skulle snakke om, eller hvorfor jeg bad ham stoppe.


”Du ved.. Det i går.”


”Er det ikke lige meget?”


Var alt han sagde før hans læber endnu en gang var på min hals, og de bevægede sig blidt og langsomt op til min kæbe og videre til min kind. Et meget lille og svagt støn undslap igennem en lille åbning i min mund, og fik mig til at blive helt rød i hovedet – pinligt. Han bemærkede det, for han slap et fnis mens hans læber bevægede sig længere og længere ind mod min mund. Der blev det for meget. Jeg drejede mit hoved væk, da det gik op for mig, hvor det her var på vej hen.


”Justin det går ikke.. Vi skal snakke.”


”Hvorfor?!”


Udbrød han pludseligt lige op i fjæset på mig, med begge hans arme slået ud til siderne i frustration. Wow. Han så sur ud og lød især også sådan, lige indtil der gled et suk hen over hans læber. Der faldt han hurtigt ned til jorden igen, bogstaveligtalt, for han satte sig ned på gulvet med sit hoved begravet i hænderne.


”Undskyld.. Det var ikke sådan ment.”


Hvis han var en pige, ville jeg tro det var dén tid på måneden.. Men eftersom han ikke er det, må der vel være noget andet galt? Men hvad?.. Han fortæller det sikkert ikke, det kunne være så typisk ham.


”Hvordan så?”


Hans reaktion overraskede mig faktisk virkelig meget, for han gik fra at være sådan okay glad til at ville kysse og så til sidst til at råbe mig direkte op i ansigtet, på et split sekund – altså, hvorfor?


”Jeg ved det ikke.”


De ord var efterfulgt af et svagt træk på skuldrene fra ham, men også efterfulgt af et lille suk. Den tomme plads ved siden af ham var indbydende, men jeg vidste ikke om jeg skulle sætte mig eller bare holde mig væk. Det kunne være han ikke en gang ville tale med mig? Om noget som helst, hverken hvorfor han var sur eller omkring kysset. Jeg havde bare brug for at vide nogle ting, om hvad han følte.


”Men.. Kan vi snakke om det? Altså, det i går?”


Jeg prøvede ganske svagt at presse ham lidt til det.


”Behøver vi?”


”Vil du da ikke?”


Det var tydeligt jeg ramte et ømt punkt lige der. Hans blik vendte ned mod gulvet og han trak bare endnu en gang på skuldrene, uden rigtig at svare på spørgsmålet.


”Justin..”


Begyndte jeg, og satte mig så ned ved siden af ham på den tommeplads, i mellem ham og en reol. Han blev sidende men hans blik ville ikke være på mig, det var som om han prøvede at undgå min tilstedeværelse. Jeg havde ikke set ham sådan her før, det var mærkeligt og ubehageligt. Jeg følte, jeg havde gjort noget forkert, som om jeg havde sagt noget ondt til ham – men det havde jeg jo ikke?


”Hvad er der galt?”


”Ik’ noget..”


Han løj, det var så tydeligt at høre på hans stemme.


”Kom nu.”


”Det er lige meget..”


Lige meget? Vel er det ej! Hvordan han føler er ikke lige meget, uanset hvad, hvorfor kan han ikke se det?


”Vel er det ej.. Kom nu, hvorfor er du sådan her?”


Ud af det blå tog han blidt fat rundt om min hånd, men slap den igen. Han kneb sine øjne hårdt sammen og lod bare sit hoved hvile mod muren bag os, mens han lod et suk komme ud. På den måde han greb fat om sit hår med nogle fingre, viste mig hvor frustreret han enlig var, over et eller andet.

 

Justins synsvinkel


Det kan bare ikke passe det her!..


Jeg havde lyst til bare at banke mit hoved ind i væggen, miste alt følelsen i min krop og sjæl. Men det var umuligt at miste det. Især nu hvor alle de følelser i min krop var forstærket, alt på grund af hende.


Hvorfor skal hun også være sådan? Kan hun ikke bare være en selvoptaget, billig og nem tøs, der ikke tænker en skid på mig følelsesmæssigt?! Så vil mit liv være tusinde gange nemmere! Lige nu i hvert fald..


”Justin?”


”Hvad?!”


Jeg slog mine øjne op med et sæt, og fandt mig selv sidde og stirre lige ind i hendes krystal blå øjne. Det fik mig hurtigt til at fortryde mit valg om at råbe – endnu en gang. Men hun lod til at være ligeglad med det, for hun blev bare siddende i helt samme stilling og så undersøgende på mit blik.


”Hvad er det der er galt?”


”Jeg vil bare ikke.. Snakke om det i går.”


Jeg indrømmede det og fjernede med det samme mit blik fra hende. Alt jeg ville var at hun skulle stoppe med at spørge om tingene og lade mig glemme alt det her, for jeg var ikke i stand til sådan noget her. Den slags følelser burde ikke findes i min krop – det kunne ikke være rigtigt!


”Om kysset?”


”Ja.”


”Hvorfor da?”


”Hvorfor vil du snakke om det? Er det ikke bare.. Ligegyldigt?”


Jeg prøvede at få det til at lyde som om, at det kys var fuldstendig ligegyldigt for mig, at det ingen betydning havde eller noget – men jeg vidste jo godt selv det bare var en stor løgn. Sandheden turde jeg bare ikke fortælle hende, for jeg var bange.. Man skulle tro at en ’badboy’ aldrig kunne blive bange, men når det gælder kærlighed kan frygten ikke tæmmes uanset hvem du er.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...