Dødens støv

Agnes’ forældre er lige blevet skilt. Agnes og hendes far, flytter ud til hendes farmors gamle hus, mens hendes mor og lillebror bliver i København - hendes lillebror er slemt syg. Da hun finder hendes farmors gamle dagbog, fører den hende ud på et eventyr, som måske bliver hendes sidste.

0Likes
0Kommentarer
226Visninger
AA

2. Det lille dukkehus

Da hun vågnede igen var det første hun gjorde at ringe til mor og spørge hvordan det gik med Gustav. Da hun havde snakket og fået bekræftet at det gik fint, lagde hun på. Hun kunne høre hendes far stege bacon, mens han højlydt sang: ”sikken dejlig dag det er i dag…” han kunne kun være glad. Hun traskede rundt i det nye hus, kun iført sine kaninfutter og natkjole. Der hun nåede forbi der klamme toilet opdagede hun en trappe.  Den førte op til en etage hun ikke havde lagt mærke til i går, eftersom lyset var i stykker. ”Vi spiser nu” kom det fra køkkenet. Der var ikke ligefrem stille ved køkkenbordet. Hendes far blev ved med at remse alle de fantastiske muligheder op, de havde i det nye hus. ”Jeg skal ind og handle senere, så har du jo også lige tid til at falde ordenligt på plads”, ”ja ja, det fint” mumlede hun med munden fuld af æg og bacon. ”Ej, det bliver så godt Agnes! Jeg er sikker på at vi får det rigtig godt her. Du får sikkert også en hel masse nye venner.” Sagde han. ”Sagde du det her var farmors hus? Altså den rigtige farmor?” Spurgte hun, for hun valgte at ignorere alt det hendes far lige havde sagt. Hans skuldre sank lidt ned af, og hans smil forsvandt lige så stille. De havde ikke snakket om hans farmor i lang tid. Han sank sin mad, og kiggede Agnes i øjnene. ”ja, så vidt jeg ved. Nå, spis din mad, jeg tager snart af sted.” Agnes kendte ikke noget til hendes farmor, kun Astrid, som var hendes fars plejemor. Agnes spiste resten af hendes bacon, og tog hendes tallerken med hen til vasken.

Da Agnes’ far var taget af sted, skulle der udforskes. Hun gik lidt rundt i det store hus. Hun gik ind af en dør, til et lille rum, som skulle være hendes fars atelier. Det var ikke vildt spændene, så hun gik derfor op til den trappe hun havde set tidligere. Det var en stor brun trappe, med et langt
flot gelænder. Gelænderet var mørkegrønt, og der var skåret små
spiraler og kurver ind i det med en kniv. Hun havde taget sin
mobiltaske med, hvori der lå, et forstørrelsesglas og en
lommelygte. Det var smart, til nu hvor overetagen
stadig var uden lys, og fuld af støv.
Hun trådte langsomt op på det første trin. Det knagede som en gammel dør der åbnede, hele vejen op. Overetagen var et stort rum. Der stod et gammelt træbord i midten af rummet, og en masse gamle vaser og krukker, rundt omkring. Der var ét stort rundt vindue, med udsigt ud over skoven. Der var en stor bogreol i den ene ende af rummet, og ved siden af den var der et skrivebord. Der var også en gammel seng, med mørkt lyserødt sengetøj. Agnes gik hen til sengen, og satte sig på den. De gamle fjedre i sengen knirkede og larmede voldsomt. Lydene generede ikke Agnes, de mindede hende bare om hendes mors gamle seng, og fik hende til at føle sig hjemme. Agnes sukkede, og lagde sig ned. Man kunne se det havde været et tidligere pigeværelse, med de lyserøde gardiner og et par slidte ballerinasko over i hjørnet.

Agnes satte sig op igen og gik over til det store skrivebord. Der var en skuffe i det, som hun langsomt åbnede. Det lå nogle gamle breve og… en blå sut?  ”What…” mumlede Agnes. Det lignede et værelse som en ung pige havde boet i, men hvad lavede sutten så her? Måske var det en pige som havde haft en lillebror, men efter at dømme på størrelsen af ballerina skoene, havde hun ca. været på Agnes’ alder, og så plejer man ikke at have en lillebror der stadig bruger sut. Agnes lukkede skuffen igen, og gik over til vinduet. Hun kiggede ud, og beundrede de smaragdgrønne tagsten.  Men hvad? Hen over tagrenden løb en lille, mosegrøn skikkelse hen, og kastede sig ned i en fuglerede. Agnes åbnede langsomt og lydløst vinduet, hun rakte hånden og lagde pegefingeren oven på en lille miniature rygsæk. Den var bordeaux rød og havde små og fine grønne kurver og spiraler på siden, lidt lige som på gelænderet ved trappen. Agnes fandt sit lille forstørrelsesglas frem, og beundrede den fine rygsæk grundigt. Pludselig lød der en skinger og hæs stemme der råbte: ”Hey! Hvad tror du lige du har gang i?! Det er min rygsæk!” Agnes trådte forskrækket et skridt tilbage, og væltede over hendes taske hun havde taget med op. ”Av for helvede!” Sagde Agnes surt. ”GIV. MIG. MIN. TASKE!” råbte stemmen fra før, og nu stod den mosegrønne skikkelse i vinduet, og stirrede vredt ned på Agnes. Den mindede lidt om en stor klam bussemand. ”undskyld, undskyld!” stammede Agnes frem, og rejste sig fortumlet op. Hun rakte tasken til det lille kræ, og kiggede forskrækket på ham. Han havde små runde øre, med mørke pletter på. En fin skjorte lavet af flere stykker stof og skind, og en lille synål i et bælte, lavet af elastikker. Han havde brune bukser på, og små beskidte
sorte sko. ”Hvem er du? Eller øøøh… altså hvad er du?”, Agnes
var normalt svær at forskrække, men denne gang var det
nu lidt mærkeligt. ”Mit navn er Mr. Alfus Mckiven, men
du kan bare kalde mig Mckiven.  Jeg er husalfen i dette
hus, og jeg har boet her siden din oldemors oldemor.
Jeg ved godt hvem du er, Agnes. og for resten har jeg noget til dig, en gave fra din farmor, siden hun er væk nu er du den næste i rækken bortset fra din far altså.” Den lille grønne Mr. Mckiven gik, med sine små hurtige skridt over mod et gammelt træ dukkehus.

Det lignede huset, bare i miniature udgave. Der var smaragdgrønne tagsten og mørkebrun dør, samt en lille skorsten. Mckiven kravlede ind af en lille lem på siden af huset, og lidt efter kunne Agnes høre en masse små lyde, som kæder der blev trukket i, og pludselig gik den ”store” dør op. Der var små håndlavede møbler og en masse fine miniature billeder og vaser. ”Jep jeg har selv lavet det hele” sagde Mckiven med ret ryg. Der var stole og borde, lavet af gamle kapsler og stoltråd. Selv et lille køkken med elektricitet. Mckiven kom slæbende med en stor mørkebrun bog, hvor der på forsiden var indgraveret ”Addie.”
Dagbogen havde spiraler på forsiden, ligesom på gelænderet.
Der var en sort snor rundt om, med en stor sort sten på, som holdte
bogen lukket. Mckiven rakte Agnes bogen, og forsvandt
som et lyn ind i det lille dukkehus.

 

Den nat lå Agnes under dynen og læste i bogen Mckiven havde givet hende. Jo mere Agnes læste i bogen, fandt hun lige så stille ud af at det havde været hendes farmors.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...