Dødens støv

Agnes’ forældre er lige blevet skilt. Agnes og hendes far, flytter ud til hendes farmors gamle hus, mens hendes mor og lillebror bliver i København - hendes lillebror er slemt syg. Da hun finder hendes farmors gamle dagbog, fører den hende ud på et eventyr, som måske bliver hendes sidste.

0Likes
0Kommentarer
231Visninger
AA

7. Addie

Den lille Mckiven kiggede op bag Agnes hænder, og kiggede forskrækket på pigen, ”Addie? Er det dig?” Spurgte Mckiven. Nu var Agnes virkelig forvirret. ”Ja, mit navn er Addie. Men hvem er du så, pige?” Spurgte Addie. ”Mit navn er Agnes. Hvad heder du til efternavn, jeg er bare nysgerrig?” pigen kiggede undrende på Agnes. ”Jeg heder Addie Cobalus”. Nu blev der stille. ”Det… det er min fars navn…” Mumlede Agnes. ”Hvor mange år har du cirka været hernede?” Spurgte Agnes. ”Hmm… 26 nok.” Sagde Addie, stadig undrende. ”Undskyld at jeg spørger, men fik du et barn der du var ca. 17 år? Og hvis du gjorde, så må jeg være dit barnebarn… men hvordan kan det lade sig gøre?” stammede Agnes. ”når man bliver fanget her nede står tiden stille. Du bliver ikke et sekund ældre når du er her. Men hvis du er mit barnebarn, så er din far vel, Thomas?” ”JA! Min far heder Thomas.” Addies øjne blev lige så stille fyldt med tårer, og hun tog sine hænder op foran munden. ”Han blev rask!” Sagde Addie. ”Hvad? Hvem? Hvem blev rask?” Spurgte Agnes forvirret. ”Thomas! Han var min lille søn, og han var meget syg. Jeg nænnede ikke at se ham døende mere.  Jeg ville en måde at gøre ham rask på, og så huskede jeg de historier min mor fortalte mig om goblinerne, da jeg var lille. Jeg vidste at det var det eneste jeg kunne gøre. Jeg tog ud til dem om aftenen. Da goblinerne fortalte mig at jeg var nødt til at give et liv for et liv, valgte jeg at ofre mig selv. Ligesom dig.” Fortalte Addie. ”Men jeg er nød til at komme op til min bror! Det må jeg!” græd Agnes. ”Jeg tror ikke at vi helt ved hvad de gobliner er ude på, men jeg ved at de tror de er klogere end de egentligt er. Nå vi er her er vi ikke døde, men vi er heller ikke levende. Vi er et sted i mellem. Det vil sige at hvis jeg kunne ofre mig for min søn, kan jeg måske ofre mig for dig nu..” Agnes hoved var ved at sprænges. Alt var så indviklet, og pludselig sad hun overfor sin farmor, som åbenbart var på hendes alder, og ikke død. Pludselig gav det et lille sæt i Mckiven, og han dykkede ned i Agnes rygsæk. Han kom op igen med dagbogen i hænderne. ”Min dagbog!” sagde Addie overrasket. ”vent, hvis i har bogen… prøv lige at give mig den.” Addie tog fat i bogen, og trak den til sig. Hun lod fingrene glide hen over kanten af den, men pludselig stoppede hendes hånd. Hun tog sine negle og borede dem ned i bogen, og løsnede siden af den. ”Hvad laver du?” spurgte Agnes undrende. ”Shh..” Sagde Addie. Hun tog det stykke hun havde taget af bogen, og åbnede det.
Der lå… en kniv? Skaftet var helt sort og kniven så meget
skarp ud. ”Jeg håber at du kan få hjulpet din bror.”
Og inden Agnes nåede at svare, havde Addie
boret kniven i brystet. ”Nej!” Råbte Agnes.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...