Historien om mig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 apr. 2014
  • Opdateret: 12 maj 2014
  • Status: Færdig
Jeg kunne høre fodtrin, og en stemme der nærmest råbte og hviskede på samme tid. Det var Tyler der kom løbende op til mig, han måtte have hørt mig kaste op ud over deres toilet. Eller nede i det faktisk. ”Emily… er du okay?” ”Jada, hvem er ikke okay efter lige at have kastet op?” ”Zac Efron?” ”Hold kæft, Tyler!” ”Hvad er det enlig du er så sur over? Det er din fødselsdag, du har godt nok lige knækket dig, men alligevel. Hvorfor er du sådan? Det ligner dig ikke.” ”Er Danielle din søster?” Tjah... Jeg er ikke sikker på hvad jeg skal skrive om min historie så hvis I vil vide noget om den så læs den.

2Likes
3Kommentarer
167Visninger
AA

2. Tirsdag

Jeg vågner ved lyden af mit åndsvage vækkeur, der mener at jeg skal i skole. Jeg vender mig om på siden, lukker øjnene op og skriger. Jeg springer op. Og råber: DYLAN… DIN NAR! Du skræmte livet af mig.

Han sad lige ved siden af min seng. Nogle gange er brødre bare for meget.

”Det er vel ikke min skyld, at du er bange for din storebror!”

”Hold så op med at kalde dig selv det!”

”Pas på med hvad du siger! Jeg tog vores søster med.

”Jeg kan da bedre li’ hende! Hun blander sig ikke i mit liv eller hvem jeg burde være venner med.

Hej Cassie.”

 

Cassandra Moonlight: Den sødeste pige på hele jorden! Både Dylan og jeg forguder hende. 8 år. Hun har orange kort Bølget hår og mørke blå øjne. Hun er klog som ingen anden 8årig. Ca. 140 centimeter høj.

Hun er både sød og sjov. Og min yndlings søskende. Hendes kælenavn er Cassie.

 

”Skændes i nu igen!?”

”NEJ, SELVFØLGELIG IKKE!”

 

Det var vi helt enige om at vi ikke gjorde, for vi svarede i kor.

”Så siger vi det.”

Hun forlod mit værelse. Dylan og jeg kiggede efter hende, da hun gik.

 

”Se, du har ødelagt vores søster.”

”Jeg har simpelthen ”ødelagt” vores søster.”

”Ja, godt du kan indrømme det, Dylan.”

Et øjebliks stilhed… og så.

”Jeg slår dig ihjel!”

”NEJ, DYLAN, VENT!”

Jeg stod heldigvis tættest på døren. Kl. er 7:15 og jeg bliver jagtet af min bror gennem hele huset. God måde at starte dagen på. Så jeg løb så hurtigt jeg kunne med Dylan lige i hælene, ud af døren og ned af trapperne, og småkage, lige ind i min far. UPS. Jeg kigger engang tilbage, og kan se at Dylan står helt stille.

”Øhm… far jeg er altså virkelig ked…”

”Ja ja, du er ked af det bla, bla, få nu spist. Og tag dog noget tøj på kvindemenneske, er du da rigtig klog?”

”Nej, måske ikke men… okay.”

 

Wow min far ville normalt være mega gal lige nu. Men han er helt rolig. Wow bare… wow.

Hvorfor er han så rolig? Han må være fra en anden planet.

Jeg går op på mit værelse, tager mit tøj på. Sådan set fandt jeg bare noget helt tilfældigt. Jeg havde ikke lyst til den helt store morgenmad, så jeg tog bare et æble. Og gik. På vej til skole var der helt stille. Ingen Tyler, ingen Dylan, Ingen Dani, ingenting. Faktisk heller ingen naboer.

Hvor er de alle sammen henne?

Da jeg gik forbi Tylers hus kunne jeg ikke lade være med at kigge. Jeg kiggede væk igen da jeg så Tyler derinde. Han kom ud. Han løb. Mit hjerte bankede… hårdt. Han kom hen til mig. Og trak mig indenfor.

 Han sagde ikke noget, men virkede skræmt. Var det en tåre i hans øje?

”Tyler? Hvad sker der?”

”Ring til dine forældre! Fortæl dem at du er her, og at du er okay.”

 

Mit hjerte stoppede med at banke så hårdt. Jeg forstod intet.

”RING!”

”Den ringer.”

 

Den ringede. Og min mor tog den.

”Mor?”

”Emily er du okay?”

”Ville jeg ringe hvis jeg ikke var? Hvad foregår der?”

”Hvor er du?”

”Hos Tyler.”

”Hvor bor han?”

”Længere nede af gaden, i et hus der ligner vores.”

”Vi kommer!”

”Nej mor vent…”

 

Hun lagde på. Hvad sker der? Hvorfor lagde hun bare sådan på? Mærkeligt! Gad vide hvad der foregår som jeg ikke ved noget om. Der er ingen på gaden. Min mor lyder skræmt og det samme gør Tyler. Det er ikke en normal dag i dag. Tyler begynder at lukke alle døre, han trækker gardinerne for vinduerne. Hurtigt. Hvorfor? Jeg fatter NADA! Jeg lister mig stille hen til ham. Men det er svært når han bevæger sig så hurtigt. Han trækker gardinet for det vindue jeg står ved siden af. Han kigger skræmt på mig.

”Hold dig fra vinduerne. Og bliv ikke bange.”

 

Ikke blive bange!? Du trækker gardiner for og lukker dørene. Og så må jeg ikke blive bange! Jeg bevæger mig ind på emnet. Jeg vil vide hvorfor at jeg ikke må stå foran vinduerne.

”Hvorfor er det lige at jeg ikke må stå foran vinduet? Hva’? hvad er det der foregår? Sig det!”

”Det kan jeg ikke.”

 

Han var meget bestemt på ikke at sige det. Jeg tog lange skridt hen imod ham. Jeg tog fat i hans krave, og hev ham op i luften. Hans fødder lettede næsten fra gulvet. Jeg begyndte at hviske truende og hævede min arm i vejret. Og lavede knytnæven.

”Fortæl mig hvad der foregår. NU!”

”Okay, men sæt mig ned først.”

 

Jeg sænkede armen og satte ham ned igen.

”Der er en… morder derude. Han kan se igennem gardinerne. Så vær sød og hold dig væk fra dem.”

 

Jeg stivnede. Min familie var på vej herhen, og der går en morder udenfor. Og selv så står Tyler og jeg foran nogle vinduer. Bag mig var et vindue og bag Tyler. Jeg prøvede at få øjekontakt med ham. Men han kiggede på vinduet bagved mig. Hvad skete der?

”Tyler? Hvad kigger du på?”

”Emily stå helt stille. Og vend dig IKKE om.”

Jeg stod stille. Jeg havde trangen til at skulle vende mig om. Men var for bange. Både for hvad der kunne ske hvis jeg gjorde det. Og for Tyler. Jeg er ikke i humør til at han bliver vred. Det er jeg allerede.

 

Morderen stod helt sikkert uden for vinduet. Det bankede inden i mig. Tyler drejede hovedet. Meget langsomt. Det bankede på døren. Og jeg trådte et skridt tilbage. En velkendt stemme råbte. Dylan? Jeg styrtede hen til døren og lukkede op. Sandt hele min familie stod ude foran. Jeg trak Dylan ind, og han havde fast i Cassie. Mine forældre var lige i hælene på dem. Og noget skete som jeg aldrig havde troet ville ske, jeg krammede Dylan. Kan det virkelig passe? Jeg kunne ikke forstå det. Og det kan jeg stadigvæk ikke helt. Mit hjerte bankede stadig hårdt ind mod brystet. Hvorfor mon? Det var jo ikke morderen. Og lige meget hvor meget jeg prøver, vil det bare ikke stoppe.

 

 Jeg er lidt begyndt at tænke på om politiet leder, eller om de bare sover. Jeg har ikke set en eneste betjent indtil videre og kl. er 8:07.

 

Jeg føler mig træt. Men gider ikke til at spørge Tyler efter et sted jeg kan sove og så få den helt store rundvisning i stedet for. Så jeg går bare selv. Huset ligner jo mit. Så hvor svært kan det være?

Jeg finder et værelse på første sal. Døren ser helt ny ud. Jeg tager fat i håndtaget. Trækker ned i det. Og skubber. Værelset ser ubrugt ud. Men der er møbler. Det ligner sådan nogle møbler som Dani ville være helt vild med. Det er lige hendes stil. Det er faktisk lidt mærkeligt. Jeg troede at Tyler var enebarn. Eller er han? Okay. Nu bliver jeg lidt bange. Ligegyldigt. Jeg tager et skridt ind i rummet. Gulvet knirker lidt, men jeg tror ikke at man kan høre det nedenunder. Jeg går hen til sengen, mens at jeg observerer resten af værelset. Jeg sætter mig på sengen. Ryster puden. Og lægger mig under dynen. Jeg kan ikke falde i søvn.

Jeg ligger og kigger. Og tænker. På mange forskellige tanker. Såsom hvordan ser morderen ud? Hvem er hun? Jeg kigger på uret. Kl. er 8:21.

Alt svinder ud og jeg falder i søvn. Med en dårlig fornemmelse i maven. Og spørgsmålet som de fleste nok ville have spurgt om. Er det her ”virkelighed”? Og svaret er som sædvanligt ja.

 

Jeg drømmer om… mig. Og morderen. Jeg forestiller mig en lav mand i 60’erne. Som bruger sit liv på at gå og slå folk ihjel. Men drømme kan narre. Faktisk så ved jeg intet om morderen. Er det en morder? Hvilket køn? Hvilken alder? Hvem ved?

 

Jeg bliver vækket ved et pust i nakken. Det var koldt. Og personen har dårlig ånde. Det er Dani. Hun ser skræmt ud og som om at hun har grædt. Hvad laver hun her?

”Vågn op Emily! Jeg har noget at skulle fortælle dig. En hel del faktisk.”

”Åh ja. Såsom?”

”Jeg er…”

 

Hun kunne ikke få alle ordene ud af munden. Så må det være alvorligt.

”Hvad er du?”

”Jeg er… morderen.”

 

Mine øjne frossede fast og der kom tårer. Hvordan? Hvorfor? Jeg tog dynen op i hænderne som et våben.

”Nej vent Emily.”

”Træd tilbage. Jeg advarer dig. Dynen kan kvæle dig, jeg ved ikke på hvilken led, men det kan den.”

 

Danielle trådte roligt et skridt tilbage. Jeg rejste mig fra sengen og trådte derefter også et skridt tilbage.

”Jeg forstår ikke. Hvem har du slået ihjel?”

”Ingen!”

”Hvilke andre hemmeligheder har du? Din skiderik af en løgner.”

”Tyler…”

”Hvad med ham?”

 

Hun hviskede, jeg kunne ikke høre det.

”Hvad?”

”Han er min… bror.”

 

Det er bare løgn! Har jeg snavet med min ”bedste venindes” bror? Helt uden at vide det? Hvor dum kan man være?

”Og hvad mere?”

” Jeg boede engang her. Det her var mit værelse for… 7 år siden. Nu er mine forældre skilt. Jeg bor med min far. Og han med min mor. Du må ikke være vred. Please?”

 

En tåre kom stille ud af hendes øje nu. Jeg blev afslappet. Slap dynen og løb hen mod hende og gav hende verdens største trøstekram.

”Hvis du ikke har slået nogen ihjel. Hvorfor bliver du så omtalt som morder?”

”Det er en misforståelse.”

”Så det er det?”

”Ja. Det er.”

”Fortæl!”

”Jeg kom gående hen af gaden. Da jeg ser en ældre dame. Hun smiler og vinker til mig og jeg vinkede så til hende. Hun tabte sin taske og jeg ville bare hjælpe. Så jeg løb hen mod hende og samlede tasken op til hende. Men da jeg gav hende tasken, snublede hun og faldt bagover. Hun ramte med hovedet først ned i jorden. Jeg gjorde intet. Men det så ud som om at jeg skubbede hende. Det… gjorde jeg bare ikke.”

 

Jeg blev ked af det på hendes veje. Hun gjorde ingenting. Andet end at hjælpe.

 

”Kommer du stadig her i huset?”

”Ja. Nogle gange. For at snakke med min mor. Hvorfor da?”

”Ikke for noget. Jeg spurgte bare.”

 

Det var løgn. Selvfølgelig er det for noget. Men det gik op for mig nu. Dani er ingen morder bare hjælpsom. Hun er hun. Og Tyler er hendes bror. Det kan jeg stadig ikke helt få ind i knolden. Men det kommer nok. På et tidspunkt.

Nu er jeg i en krise. Skal jeg melde hende til politiet? Eller lade være? Hvis jeg gør det, mister jeg min bedste ven. Og hvis jeg ikke gør, kan jeg havne i fedtefadet. For ikke at melde hende, når hun er eftersøgt.

Hvad gør jeg? Jeg fik aldrig svar. Men langsomt hovedpine. Jeg vendte ryggen til hende og kiggede ud af vinduet. Der var tomt udenfor. Jeg begyndte at føle mig alene. Jeg vender mig hurtigt om. Hun er væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...