Historien om mig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 apr. 2014
  • Opdateret: 12 maj 2014
  • Status: Færdig
Jeg kunne høre fodtrin, og en stemme der nærmest råbte og hviskede på samme tid. Det var Tyler der kom løbende op til mig, han måtte have hørt mig kaste op ud over deres toilet. Eller nede i det faktisk. ”Emily… er du okay?” ”Jada, hvem er ikke okay efter lige at have kastet op?” ”Zac Efron?” ”Hold kæft, Tyler!” ”Hvad er det enlig du er så sur over? Det er din fødselsdag, du har godt nok lige knækket dig, men alligevel. Hvorfor er du sådan? Det ligner dig ikke.” ”Er Danielle din søster?” Tjah... Jeg er ikke sikker på hvad jeg skal skrive om min historie så hvis I vil vide noget om den så læs den.

2Likes
3Kommentarer
168Visninger
AA

1. Mandag

Jeg er Emily Moonlight, eller det var jeg. Jeg vil gerne fortælle historien om, da jeg døde. Hvordan tror du dit liv ville være hvis du havde alt? Hvis dine forældre var rige, du havde tøj, mad, et kæmpe hus, venner og familie. Det havde jeg. 14 år og mit liv er… slut. Jeg var ikke et ondt menneske jeg havde venner og familie, jeg havde faktisk alt en pige på 14 kunne ønske sig. Men min historie ender ikke sådan. Kender du ikke den følelse af at du mister nogen, det kan være familie, venner, eller et kæledyr. Selvom at du godt ved personen er død, er det bare som om at de ikke er væk. De er der stadig. Vi skal nok komme tilbage til slutningen, men slutningen er ikke min død!

En almindelig kedelig mandag, hvor du skal i skole, kender du det? Du står op, gør dig klar, er på vej ud af døren og fortryder. Min historie starter ikke her. Og dog. Det er det bedste sted at starte, her får vi ligesom en fornemmelse af den fremtid der kommer. Der er stadig en uge til min dødsdag. Så læn dig tilbage, og sæt dig tilrette.

Jeg stod op en af de kedelige mandage, kl. var ca. 6:45 jeg gjorde mig klar, og i samme øjeblik jeg skulle til at åbne døren… fortrød jeg. Jeg vendte om, og det bankede på. Det var min bedste veninde, Danielle Curtis. Husk hende for hun spiller en stor rolle i historien. Hun havde taget en ven med. Det er en jeg var helt vild med. Hans navn er Tyler Ross. Ikke sært det var ham hun havde taget med. Hun bliver ved med at prøve at få mig til at tage et skridt fremad. Det virker bare ikke.

Okay, så Tyler er vildt flot. Man har bare lyst til at kysse ham. Men det går ikke.

Jeg vender mig om og lukker døren op for dem. Danielle sprudler, som om der var sket noget slemt for hendes bror. Det skal lige siges at Dani og hendes bror hader hinanden. Jeg spurgte hende ind til hvad hun var så glad over. Hun svarer mig ikke, men trækker mig i stedet ud af døren, tager mine nøgler og låser døren til huset. Jeg forstod ikke hvorfor, men jeg stoler på hende… tror jeg. Okay, du er måske ikke helt med. Så jeg giver lige en beskrivelse.

 

Danielle Curtis: 14 år Min bedste veninde, som en søster for mig. Jeg, og alle andre kalder hende Dani. Hun er sød, sjov og finder altid en måde at slippe for problemer. Har hun først sat en følelse i gang, er det fra morgenstunden af og hænger ved hele resten af dagen. Mørkt glat brunt hår, blå øjne, spinkel, 163 høj og verdens flotteste smil. Hun er ikke til at tage fejl af når man ser hende.

Kan du se det for dig?

 

Tyler Ross: Ikke meget at sige. 14 år, Super hot. Klassens flotteste og populæreste dreng. Mørkt bølget hår og brune øjne. 165 centimeter høj. Han er tynd, men ikke splejset. Vildt sjov og sød.

Er det også til at se?

 

Nu har du fået en beskrivelse af Danielle og Tyler, der vil komme flere beskrivelser af personer. Bare rolig. Kunne du tænke dig at få en beskrivelse af mig? Så læs med her.

 

Emily Moonlight: 14 år, død. Lyst bølget hår, grønne øjne og trang til flødeis. Sjov, men seriøs. Keder jeg mig begynder jeg enten at grine, eller græde. Det kan ikke rigtig forklaresJ

Jeg er 160 centimeter høj. Jeg er gennemsnitsfigur, altså ikke tynd men heller ikke tyk.

Jeg er ikke sikker på om du kan forestille dig mig. Måske.

 

Mandag og første time er i gang. Sjovt nok er læreren stadig ikke dukket op. Kl. er 8:03 og vi skulle have haft matematik. Kedeligt!

Har du det sådan nogle gange?

De gange hvor man bare har lyst til at forsvinde, og ALDRIG komme tilbage. Nogle gange tænker jeg sådan. Men jeg forsvinder aldrig. Hvilket ikke er trist. Nogle gange. Du har sikkert set at jeg skriver hvad klokken er. Har du ikke? Det er så du kan følge med i tiden. Jeg synes det er lidt mere spændende.

 

Efter 20 minutter begynder jeg at blive bekymret. Læreren er stadig ikke kommet. Sært.

 Hr. Kommer altid til tiden… kom ikke. Det kalder vi ham, han kommer nemlig altid ind i klasseværelset 10 min. Før alle andre.

Ca. 11 minutter senere kom inspektøren som jeg altid glemmer navnet på. Jeg er meget sikker på at hun hedder Gretha Hoffelpuffing. Tænk at man kan glemme det.

Hun fortalte om en ulykke. Og jeg er træt så selvfølgelig er jeg ligeglad og tænker bare ”traumatisk, like i care” Hun talte om vores lære. Og idet hun nævner hans navn, banker mit hjerte hårdt mod brystet. Endelig, spænding! Han ligger på hospitalet. Og desværre hørte jeg ikke resten, fordi at Dani mente at hun skulle afslutte sætningen med: Yes, ingen lektier i laaang tid. Gad vide om vi kan gøre det samme med dansklæreren? Og jeg siger: Dani!

Hun kiggede uskyldigt på mig, som om at jeg ville være glad for det.

Nej, selvfølgelig ikke det. Hvad tænker hun dog på? Men jeg kan ikke blive vred på hende. I stedet for det, begynder jeg at grine! Selvfølgelig så ingen kunne høre mig. Udover DaniJ

Okay, tid til siddepladser. Altså, jeg har ved min højre side Dani, og jeg sidder skråt bagved Tyler og ved min venstre side, min ynkelige BROR!

 

Dylan Moonlight: Lyst hår, lidt krøllet idet. Grønne øjne, og desværre kan man finde ligheden mellem os. Vi er tvillinger. Og som om at det ikke kunne blive værre med at vi er født på samme tid, så skal han også lige spille ”beskyttende STOREBROR”. 2 minutter før ude, og han giver sig selv titlen som STOREBROR.

OG SÅ BOR JEG MED HAM. Han har samme højde som mig. Og han er… jeg har mest lyst til at sige splejset, men det er han ikke som sådan. Han er ”tynd”. Og hans yndlings søster… er ikke mig!

Han har øgenavnet The Cool One

Nu håber jeg at du får et indtryk af min bror.

 

Bagved sidder en dreng ved navn Albert Herping! Han er så ulækker, og kejtet. Og han er forelsket i mig! Dylan prøver på at holde ham væk fra mig, fordi at han godt ved at jeg HADER Albert. Han sender mærkelige blikke til mig, og støder for det meste ind i noget bagefter. På et tidspunkt tabte jeg min fysikbog, og han faldt på knæene med det samme og samlede den op til mig. Inden han nåede at rejse sig op kom fodboldholdet og tog fat i arme og ben, hev hans bukser af, og løb.

 

Albert Herpings: Er ikke rigtig vigtig at skrive om, men jeg gør det alligevel. Brunt strithår har sandsynligvis brugt voks. Han er splejset, går med briller. Det tror jeg faktisk altid at han har gjort.

Han går ALTID med skjorter. Ligegyldigt hvad. Bare ikke til idræt, der har han en T-shirt med tern. KIKSET!

Skjorten plejede at hænge i bukserne, men han har vist ligesom fattet at jeg ikke just var imponeret.

Han har øgenavnet, The Geek. Mens mit er The Beauty.

Prøv at danne et indtryk af den nørd.

 

 

Frk. Hoffelpuffing står og snakker, og snakker, og bliver ved med at snakke, indtil et mirakel skete… hun holdte op med at snakke. Halleluja! Og så skete det… vi blev sendt hjem. Kl. er ca. 9:14. Dani rejser sig op i så hurtig en fart at ingen kan følge med, og råber YES, FRI FRA SKOLE! Mens at jeg sidder og prøver at gemme mit meget ”stolte” fjæs væk.

Jeg tænkte et øjeblik.. hvad skete der lige? Og hvad skal der ske nu?

Min lære er på hospitalet, jeg er vildt sulten og Dani… er bare Dani. Wow, en hel dag fri fra skole.

 Hvad skal jeg lave først? Helst ikke noget der gør ondt. Jeg tror at jeg vil tage hjem og spise. Og så tager jeg den derfra. Jeg går ud til min cykel, bøjer mig ned for at låse den op og drejer nøglen om i låsen.

Det giver et ordentligt klik når jeg låser låsen op. Da jeg kigger op igen, står Dylan foran mig. Det gav et chok at han stod lige foran mig. SURPRISE! Han så ikke glad ud. En ting skal man vide om Dylan, i skolen: temmelig cool, der hjemme: knap så cool.  Jeg startede ud med: Hej Dylan, hva’ så? Og han sagde: Hvorfor skal lige hun være din ven? Hvorfor ikke hende…? Der gik lidt tid før han fandt ud af at hun hed Mercedes.

”Dylan, livet kan ikke altid gå på din måde.”

”Hvorfor ikke?”

”Fordi tingene skal være på MIN måde.”

Han udstødte en høj lyd. Hvis jeg skulle skrive det med bogstaver ville det nok staves: Arrgh.

Han lavede knytnæven, hævede armen, og sænkede den igen.

”Du er ikke rigtig klog Emily!”

”Nå, så det er jeg ikke?”

”NEJ!”

Jeg kiggede ondt på ham, tog min cykel, og cyklede hjemad. Efter 10 minutter, hører jeg en cykel bag mig. Jeg kigger tilbage, og her kommer Dylan, og bagved ham cykler Albert. Albert advarer mig mod noget, men jeg har svært ved at høre det. Jeg kigger frem, og et træ står lige foran mig. Jeg lukker øjnene i en refleks, og drejer på styret, og vælter. Dylan og Albert springer af cyklerne, og løber hen mod mig, og i håbet om at de vil hjælpe mig, gør de det ikke rigtig. Jeg får ondt i hovedet det er gået op for mig at jeg landede… FORFÆRDELIGT! Med armen bag ryggen, spredte ben og så ellers bare ned og ligge. Jeg landede direkte på ryggen. Jeg kan ikke give flere detaljer eftersom at jeg lukkede øjnene. Jeg beklager inderligt meget. Albert er foran Dylan i det lille kapløb de har lavet, Dylan får fat i Albert og trækker ham tilbage. Idet Albert er ved at falde, griber han fast i Dylans trøje, og trækker ham med ned. Inden jeg når at blinke, er de havnet i en slåskamp med hinanden, og har fuldstændig glemt alt om mig. Jeg prøver langsomt at få mig op og sidde. En hånd lægger sig på mit lår, og en bekendt stemme spørger om jeg er okay. Jeg kigger op, og foran mig sidder Tyler. Det smukkeste syn nogensinde! Han hjælper mig forsigtigt op, og rejser derefter også min cykel op. Kl. er ca. 9:45. Tyler konstatere hurtigt at min cykel er ødelagt, og det samme så jeg ud til at være. Han kigger på mig, og mig som er så genert kigger bare tilbage på ham, og så lige ned i jorden. Han var opsat på at hjælpe, så han tager min hånd, og trækker stille i mig. Jeg kigger op igen, og lægger forsigtigt håret bag øret. Han smiler til mig, og det samme gør jeg til ham. Jeg følger med ham.

Kl. 10:05 er vi ude foran hans hus. Jeg troede aldrig at det skulle ske. Hans hus er stort, det ligner mit. Både i form og farve. Han stiller min cykel i deres skur. Han siger intet. Men tager min hånd, kigger mig dybt i øjnene, og smiler. Han vender hovedet mod døren, og låser op. Han lukker døren op for mig som kun en rigtig gentleman ville gøre det. Jeg træder indenfor, og selv her ser der ud som derhjemme.

”Mine forældre er væk hele ugen på et krydstogt.”

Jeg håber ikke, at du behøver en ansvarlig voksen i huset?

Det tager mig tid men jeg får endelig samlet mod nok til at svare.

”Selvfølgelig ikke.”

Han smiler igen, og griner lidt. Han går ud i køkkenet, og kommer tilbage med en pose is til mit hoved. Han viser mig ind i stuen, og finder en stol jeg kan sidde i. Møblerne er langt fra samme stil som hjemme. De her møbler er mere afslappede og gammeldags. Det er på en måde rart.

”Er du sulten?”

Jeg nikker, og han går igen. Jeg begynder at tænke på Albert og Dylan.

 Mon de nogensinde opdagede at jeg var væk, eller slås de mon stadig. Jeg får et chok, min mobil ringer det er Dylan. Jeg svarer ikke. Jeg sender ham direkte videre til svareren. Få sekunder senere ringer den igen, denne gang er det min mor. Den tager jeg, det bliver jeg nok nødt til. Hun vil nok snakke om min lære, eller hvor jeg er.

”Hej mor.”

”Hej Emily, søde.”

Dejligt, det er altid rart at høre lyden af min mors blide stemme. Lige hvad jeg mangledeJ

”Jeg hørte det om din lære, er du okay?”

”Skulle jeg ikke være det?”

”Jo forhåbentlig, det var jo derfor at jeg ringede. Emily, der er helt stille omkring dig. Er du hjemme?”

 

Det tog tid at finde ud af om jeg skulle fortælle hende hvor jeg var.

”Nej mor, vi fik tidligere fri. Øhm… jeg er taget hjem til Tyler.”

”Tyler? Ham kender jeg ikke. Bare vær hjemme inden 23:00 i aften. Okay?”

 

Jeg nåede aldrig rigtig at svare, før jeg kunne hører Tylers fodtrin nærme sig, og jeg lagde på. Han kom med en tallerken med æblekage og flødeskum. Han giver mig en tallerken. Han kigger og smiler usikkert til mig. Nærmest som om at han håber og ber til at jeg kan lide den. Det kan jeg. En del.

Han finder en stol og sætter sig ned ved siden af mig. Vi sidder en times tid, og finder indimellem et emne at snakke om. Der bliver ikke snakket meget. Og da jeg endelig finder et emne. Træder der en ind af døren. Inden jeg får sagt noget. Tager Tyler sin hånd op til min mund. Han giver tegn til at jeg skal være stille. Jeg nikker. Han tager min hånd igen, og følger mig ud af stuen og ind i et bibliotek i kælderen. Det er stort. Han går lige bag mig.

”Beklager, men får hun først øje på mig, så går hun aldrig igen.”

 

Hvem? Hun? Hvad foregår der? Jeg ved ikke hvad jeg skal spørge om først.

”I orden, jeg kender det godt. Får en bestemt person øje på en går de aldrig væk igen.”

”Nej.”

 

Han begyndte at grine. Jeg tror ikke at man kan hører os på den anden side af væggen.

Men hvem er hun?

 Han kom tættere på. Jeg træder et skridt tilbage. Og stopper der. Nu var han helt tæt på. Og 5 sekunder senere kan jeg mærke hans bløde varme læber på mine. Kl. er 12:34 og jeg har fået mit første rigtige kys.

Wow, han kysser godt, rigtig godt. Det er som at flyve på en sky. Helt igennem fantastisk.

”Er du helt okay med at vi snaver på et bibliotek… I mit hus?”

”Ja, helt igennem.”

”Ved du hvad Emily? Jeg har altid været vild med dig. Tja så længe jeg kan huske. Men jeg har altid været bange for at sige det. Kender du det? Der er noget man vil fortælle, men kan bare ikke.”

”Jeg har det på samme måde som dig.”

”Har du også altid været vild med dig?”

”Nej, jeg har altid været vild med dig.”

Kl. 22:00 tager jeg hjem, han giver mig en lommelygte med i hånden. 2 minutter efter jeg er trådt ud af døren. Står Dylan derude. Og jeg er så tæt på at skrige.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...