Et liv i Helved

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 apr. 2014
  • Opdateret: 3 sep. 2014
  • Status: Igang

3Likes
1Kommentarer
175Visninger
AA

1. Overdosis

"Amanda, Amanda" jeg kan svagt høre mit navn. Jeg ved ikke hvor jeg er, eller hvordan jeg er havnet her. Jeg kan kun huske "Jeg sidder på mit værelse med en masse piller i den ene hånd, og en flaske alkohol i den anden, jeg græder, ikke bare lidt, men meget."

Jeg slår øjne op, jeg kigger rundt i lokalet.

"Hvor er jeg?!" det er er faktisk et meget dumt spørgsmål, mest af alt forbi jeg jo godt kan se at jeg er på hospitallet.

"Du er på hospitallet" siger en vel kendt stemme, den er blid, beroligene og dejlig tryg, men alligevel bliver jeg utilpas ved den.

"Hvad skete der?" spørger jeg

"du har taget en overdosis piller. Men hvis ikke Casper havde fundet dig hurtigt, havde du været død. Han er en god kæreste, han var helt ude af sig selv" siger stemmen, jeg er ikke nok ved bevidsthed til at identificere stemmen og jeg har ikke set personen, men jeg kan høre på tone lejet at det er en kvinde stemme.

Jeg drejer mit hoved til højre, og så for jeg øje på hende, men jeg kan ikke kende hende, jeg tænker lidt inden jeg spørger, om jeg skal, men ender alligevel med at spørge

"hvem er du?" spørger jeg lidt nervøst

"din mor" svare hun kort. Hun lyder trist, måske er det fordi jeg ikke kan kende hende, men det kan også være fordi jeg prøvede at tage livet af mig selv. Én ting er i hvert fald helt sikkert, mit liv er et helved. Jeg har ikke været lykkelig en eneste dag, siden mig og Casper blev kærester. Han er "glad" for mig, men det er bestemt ikke gengældt. Han ved godt at jeg ikke har det godt, og at jeg ville begå selvmord... han vidste det, han vidste også hvorfor og det er næsten det værste af det hele.

Jeg skulle aldrig have fortalt ham det, men da han så mine arme, skuldre og ben, spurgte han om hvad der var sket, og om det er mig selv som har gjort det? også følte jeg at, jeg blev nødt til at forklare det, men da jeg gik hjem i det første frikvarter og ikke kom tilbage, blev han nok lidt mistænksom.

Endelig går min mor, så er der idet mindste fred. Jeg rejser mig op, jeg leder efter noget skarpt, men jeg får ikke lov til at lede særlig længe før døren går op og ind af døren kommer Casper. Min første tanke: Fuck nej.

"Burde du ikke ligge i din seng?" jeg når ikke at svare før han spørger om noget nyt, "hvad leder du efter?" spørger han,

"måske, burde du ikke være i fængsel? Og jeg leder ikke efter noget" svare jeg bare,

"nej, hvorfor skulle du det?" fortsætter han. Det var jo meningen at samtalen skulle stoppe der, men jeg kan ikke lade være med at svare

"Tja... for alt det du har gjort mod mig. Det er jo ligesom ikke første gang jeg er på hospitallet, kan du for eksempel huske dengang du brækkede min arm, eller dengang du skubbede mig ned af trappen i skolen?" han blev stille. Jeg leder videre. Han kommer hen og hiver min arm væk, han vrider den om på min ryg og tvinger mig ned på gulvet, jeg skriger, men ikke af smerte, den er jeg efterhånden vant til, men så lægerne kommer og ser hvad sker, men der kommer ingen det er kun ham og mig. Han lægger sig ned og hvisker i øret på mig "du siger ikke noget til nogen, for jeg ved rigtig meget om dig som ingen ved, og som fuldstændig vil ødelægge dit liv!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...