Et liv i Helved

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 apr. 2014
  • Opdateret: 3 sep. 2014
  • Status: Igang

3Likes
1Kommentarer
175Visninger
AA

2. Hjemme igen

Da jeg kommer hjem fra hospitalet, er hele min familie samlet. Mine yngste søskende tvillingerne Danny og Bella på 6 år har lavet et skilt hvor der står "Vi r glade for duer jeme igen Amanta" det nok det jeg er mest glad for da man kan se at de selv har prøvet at stave. Jeg løber grædende hen til dem for at kramme dem 

"hvor har du været henne?" spørger Bella

"jeg... jeg" det er alt jeg for sagt inden Casper afbryder mig, det egentlig først der jeg opdager ham

"Hun var hjemme hos mig" siger han sødt. Uanset om jeg kan lide ham eller ej er han god ved mine søskende og de elsker ham, og det er det vigtigste.

"Hvis du siger det" siger min ældste søster Mie, hun er et par år yngre end mig og hader mig pga. cutteingen, og selvmordsforsøgene. 

"Mie" vrisser min mor og kigger kigger skævt hen over på Danny og Bella som ser undrende på Mie.

Efter 2 timer med snak, skænderier mellem hinanden og leg med de små, forlader jeg festen og går op på mit værelse. Jeg sætter noget musik på så jeg ikke kan høre hvad de andre snakker om, tænder for min computer og logger på facebook. Jeg tjekker lidt Notifikationer, og begynder at skrive med en af mine "venner" jeg kender ham egentlig ikke men vi skriver meget sammen. Vi forstår hinanden, og vi aftaler at vi skal mødes om 3 dage, han har inviteret mig til hans fødselsdag. 

"Jeg glæder mig til at møde til at møde dig på lørdag ;-)" skriver han

"i ligemåde. Skal jeg have noget med? ;-)"

"kun dig selv ;-)"

"okay <3"

Jeg logger af igen, går hen til mit klædeskab og finder en meget stram, lårkort og leopardplettet kjole og mine ynglings stietter som passer til kjolen, jeg planlægger min make-up og mit hår. Jeg har aldrig været mere glad. Musikken spiller stadig da døren bliver åbnet, det min mor,

"hvorfor er du så glad?" spørger hun

"ikke for noget"

"nå... men bare du er glad" siger hun og er lige ved at gå da hun fortsætter med "du har forresten stuearrest i to måneder"

"HVAD! Det kan du da ikke mene!"

"Hvorfor havde du da planer?"

"Ja!"

"nå men det er bare ærgerligt"

"hvorfor skal du ALTID ødelægge ALTING?" jeg råbte så højt jeg kunne, jeg tror at jeg kom til at skræmme hende, hun så i hvert fald både skræmt og ked ud af det da hun gik, men jeg er ligeglad, jeg er fuldstændig ligeglad med min stuearrest og vil snige mig ud for at komme med.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...