Does He Know? - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 apr. 2014
  • Opdateret: 20 jun. 2014
  • Status: Igang
Da Evelyn Andrews som ti årig, mistede sin mor, så alt sort ud. Hun var alene. Hun havde ingen veninder til at trøste hende, og sige at det hele nok skulle gå. Hun var ensom og fortabt. Dog ændrede det hele sig, da hun mødte hendes nuværende kæreste, Joe. Joe vendte op og ned på alt, og snart var hendes far heller ikke alene mere. Han havde fundet en kone - hvilket medførte en ny søster til Evelyn. De kunne slet ikke sammen, og skændtes ud af brudt, når de kunne komme til det. Så hvad sker der når Evelyn, sammen med hendes familie, tager på en rejse til Los Angeles? Kun dem. Ingen Joe - overhovedet. Og hvad sker der, når hun møder den solbrune dreng, Liam Payne? De falder hurtigt i snak, og følelserne er ikke til at tage fejl af. Men hvad med Joe? *Der kan forekomme anstødende sprog og indhold*

13Likes
5Kommentarer
822Visninger
AA

3. Away we go

Jeg havde pakket næsten hele mit skab ned, i én stor kuffert. Husets største tror jeg. Men altså, nu hvor vi skulle være væk hele sommerferien, skulle jeg også have godt med tøj med. Årh hvor jeg ikke gad af sted.

Fuck dig far

Fuck dig Claire

Fuck jer alle sammen

Men ikke dig Joe, du er dejlig

Okay Eve, prøv at være positiv, tænk på alle de gode ting.
Du skal bare ligge ved en pool i tre uger, kun slappe af. Du kan stadig ringe til Joe. Men at ringe er ikke godt nok! Jeg skal være sammen med Joe, have mine hænder flettet ind i hans. Men nej nej, jeg skulle absolut på lorte ferie.

”Eve, er du klar?” hørte jeg min far kalde nede for enden af trappen. ”Ja, kommer nu,” svarede jeg og lukkede min kuffert helt.
Jeg prøvede så godt jeg kunne at slæbe den ned af trappen, men den var for tung, så den dumpede bare ned af alle trinnene.

Hele familien stod samlet nede i entreen.

’familien’ ugh.


Jeg føler ikke vi var en familie mere. Ikke efter min mor døde. Min mor var den der holdte familien på plads. Men efter hun døde, var alt bare lort. Min far havde fundet en ny kæreste, og hun havde uheldigvis en røvirriterende datter, som jeg nu skal kalde min papsøster. Adder badder.

”Rosinen i pølseenden,” sagde Claire og smilede til mig.
Jeg grinte højlydt indeni, men holdte en kold og hård facade udenpå, for derefter at give hende dræberblikket.
’Rosinen i pølseenden’ hvem fuck siger lige det.

Jeg vendte mig væk fra Claire, for derefter at se Phoebe lige ind i øjnene. Hun sukkede af mig, og gik derefter ud af døren.

”Come on girls,” sagde min far til Ellie og jeg, efter han havde trådt et skridt til siden, så vi kunne komme ud af døren. Jeg lagde en hånd på Ellies ryg, og skubbede hende blidt ud mod bilen.

Det kunne godt være at jeg var hård og kold overfor djævlen og Phoebe, men Ellie kunne jeg ikke være sur på. Hende havde altid haft et godt forhold til. Det var bare blevet stærkere siden vores mor døde. Selvom hun kun var 4 år dengang, så er det hårdt nærmest at blive efterladt. Man kunne næsten ikke tro det, men da hun begyndte i skole, mobbede folk hende, fordi hun ikke havde en mor. Jeg var faktisk engang ved at slå en lille dreng ned. Det var lidt uheldigt. I dag er Ellie 11, og jeg er 18. Hun har heldigvis fået nogle gode veninder, og er utrolig glad. Hvis hun er glad, er jeg glad. Sådan da.

Jeg var så heldig at få lov til at sidde i midten af Ellie og Phoebe, på vej til lufthavnen. Jeg fandt min iPod op fra min taske, for derefter at sætte mine høretelefoner i ørene. Jeg satte mig tilbage i sædet og ventede på at der kom en sang jeg rent faktisk gad høre.

I kender vel godt de dage hvor man bare tænker; nej, gider jeg ikke, videre, endnu mere nej.

Ja sådan er det i dag, og det bliver jo rigtig sjovt med flere timers flyvetur.

Jeg tror jeg faldt i søvn på vej til lufthavnen, for turen gik helvedes hurtig.

Eve, pas nu på sproget! Hver positiv.

Undskyld mit sprog, men jeg er bare træt og ja…

”Cause you and I, we were born to die” lød de i mine øre da jeg vågnede. Tak iPod for lige at spille min yndlingssang mens jeg sover, du er så dejlig.
Jeg skyndte mig bare at starte den forfra så jeg kunne høre den igen.

Nu ville jeg bare glæde mig til flere timers flyvetur, med skrigende unger og tyssende forældre. Det bliver skønt!

***

Flyveturen var faktisk ikke så slem. Der var ingen skrigende unger, og tyssende forældre. Dog var der djævlen og Phoebe, som snakkede som gale

Årh hold dog mund bare to minutter tak.

Vi var nu kommet til hotellet, og hold kæft hvor var det lækkert.

Undskyld mit sprog igen.

Vi trådte ind i en stor lobby. Der var højt til loftet, og store malerier på væggene. Ovre i et hjørne stod der et par sofaer og et lille kaffebord.

Jeg kunne egentlig godt bruge en lur igen.

Min far og djævlen gik hen mod receptionen, hvor der stod en mand og en dame bag disken. ”Hvad kan vi gøre for jer?” spurgte damen og smilede venligt til dem. ”Vi har booket tre værelser,” svarede min far venligt.

Vent hvad?

Tre værelser?

Jeg troede det var en familieferie hvor vi alle sammen skulle bo på samme værelse.

”Tak,” sagde min far til damen, og vendte sig om og gik over mod os andre. Han havde tre nøgler i hånden. ”Okay ser I, vi har booket tre værelser. Et til Phoebe, et til Evelyn, og et til Ellie, Claire og jeg,” sagde han og gav en nøgle til Phoebe og jeg. ”Men jeg troede det var en familieferie?” jeg kiggede forundret på ham, og smilede. ”Ja det er det også, men det er også dejligt med lidt fred engang imellem,” svarede min far og begyndte at gå hen mod elevatoren.

Luksus.

Vi fulgte alle sammen efter ham. Vi slæbte vores baggage efter os, og det var hårdt for mig. ”Du burde ikke have så meget tøj med,” sagde djævlen til mig.
Hold din kæft
”Nej, men det har jeg altså,” svarede jeg koldt og gik ind foran hende i elevatoren. Vi skulle til 7. etage. Da vi nåede derop, gik vi alle ud på den lange gang, for derefter at finde vores værelser. 480 var mit nummer, og jeg fandt det hurtigt.
Jeg låste døren op og trådte ind. Det var et stort rum der mødte mit blik. Et fint lille åbent køkken og en stor stue. Der var to døre til højre for mig, som nok førte ind til soveværelset og badeværelset. Jeg stillede mit baggage foran mig, og smækkede døren i bag mig. Jeg gik hen mod det store panoramavindue der var ved stuen. Udsigten var fantastisk. Man kunne nærmest hele L.A. ej okay, nu overreagere jeg, men man kunne se det meste! Jeg gik over til mig baggage, for derefter at gå ind mod soveværelset.
Det var også forholdsvis stort. Der var i hvert fald en stor dobbeltseng. Men den kunne altså være dejlig at dele med Joe. Men sådan skulle det jo ikke lige være.
Jeg gik hen mod det store indbyggede skab der var overfor sengen. Jeg lagde al baggagen på sengen. Jeg begyndte at pakke alle mine ting, mens jeg gik og nynnede lidt. Jeg havde utrolig meget One Direction på hjernen her for tiden, og selvfølgelig var det Little Things. Det er sådan set også min yndlingssang med dem.

Efter godt 10 minutter havde jeg pakket alle mine ting ud, og min far dukkede op i døren. Jeg kiggede på ham, for derefter at sætte mig lettet på sengen. ”Vi går til poolen. Vil du med?” spurgte han og smilede til mig. ”Ja, jeg kommer lige om lidt,” svarede jeg og smilede tilbage.

Min far forsvandt igen, og tre sekunder efter kunne jeg høre en dør smække. Jeg skyndte mig ud for at låse den, bare så der ikke kom nogen ind. Jeg ville nemlig skifte tøj, for det jeg havde på, var blevet klamt efter så lang en flyvetur.
Jeg fandt en blondetop og et par slidte shorts frem fra skabet. Jeg skiftede hurtigt, og smed det andet tøj i en vasketøjskurv der stod i hjørnet af værelset.

Jeg tog min telefon og mine nøgler op fra sengen. Jeg gik ud mod døren, låste den op, åbnede den, trådte et skridt ud, for derefter at lukke den igen. Jeg fumlede lidt med nøglerne, men jeg kunne simpelthen ikke låse døren. Nøj hvor var det pinligt, jeg håbede der ikke var nogen der så det. Jeg prøvede lidt igen, men lige pludselig lød der en stemme bag mig. En lidt for bekendt stemme. ”Har du brug for hjælp?” jeg vendte mig om, for derefter at kigge ind i et par smukke øjne. Jeg tog hånden for munden, og gispede kort. Jeg stod foran fucking Liam Payne. ”Du, du..” jeg kiggede forvirret på ham. Han grinte kort. ”Jeg er Liam Payne ja, og du har brug for hjælp,” sagde han og grinte igen, men en smuk hæs latter. Han lagde en let hånd på siden af min skulder, og skubbede mig venligt væk. Jeg trådte et skridt til siden, stadig med min hånd for munden. Han låste hurtigt døren. Han gav mig nøglerne og smilede venligt til mig. ”Hvad er dit navn så?” spurgte han og kiggede på mig. ”Evelyn, men bare kald mig Eve,” sagde jeg og fjernede hånden fra munden. ”Vil du have et billede?” spurgte han og trådte et skridt mod mig. Han duftede godt, virkelig godt.
”Ja tak,” sagde jeg og tog min telefon op af lommen. Jeg gik ind på kameraet og satte den på frontkamera. Jeg smilede, det samme gjorde Liam og jeg tog hurtigt et billede. ”Tak skal du have,” sagde jeg og tog min mobil i lommen igen. ”Hvad laver du i L.A?” spurgte jeg og lagde mine arme over kors. ”Vi er alle sammen på ferie her i et par uger,” svarede han og lænede sig op ad væggen der var bag ham. ”Vi?” jeg kiggede undrende på ham. ”Louis, Harry, Niall, Zayn og jeg,” svarede han og smilede. ”Seriøst?” jeg stod med store øjne og kiggede på ham. ”Ja og hvis du lyst, kan vi mødes i aften alle sammen,” sagde han og tog sin mobil op af sin lomme. ”Meget gerne,” sagde jeg og nærmest hoppede op fra gulvet. ”Hvad er dit nummer, så skriver jeg til dig hvor vi mødes,” sagde han. Jeg gav ham mit nummer. ”Jeg skriver til dig senere,” sagde han og blinkede til mig.

Oh my fucking god, Liam fucking Payne havde lige fucking blinket til mig.

Han vendte sig og gik ned ad den lange gang. ”Vi ses Eve,” sagde han og vinkede til mig. ”Vi ses,” sagde jeg og vinkede igen.

Hvad fuck skete der lige der?
__________________________________________________________________________

Dette kapitel er ikke rette igennem, så jeg undskylder for fejl! :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...