Krigens Kald

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 apr. 2014
  • Opdateret: 26 jul. 2014
  • Status: Igang
Divisas befolkning er delt op i to, og krigen mellem dem er på sit højeste. Xenia Bennet bor i den neutrale del af landet. Her lever de to folk stadig fredeligt blandt hinanden, selvom mange drager østpå for at støtte deres egne. Efter et fjendtligt angreb, der koster Xenia hendes familie, beslutter hun sig for at følge i sin fars fodspor og kæmpe for sit folk. Kvinder er ikke velkomne i militæret, men ved at tage sin bror identitet lykkes det hende alligevel at komme ind. Det viser sig hurtigt, at krigen er mere end det, man får at vide, og Xenia finder hurtigt ud af, at ikke alting er, som det burde være. Men det er svært at bekymre sig om, når man skal lære at begå sig i krig ligestillet med unge mænd, der er både større og stærkere end en selv. At holde sin sande identitet skjult er heller ikke nemt, når ens liv afhænger af tæt samarbejde, og hun må klamre sig til det, hun kender, i en verden, hvor folk nægter at snakke om problemerne.

37Likes
36Kommentarer
1387Visninger
AA

3. Kapitel 3

Xenia betragtede Reed, der svang sin bilnøgle om pegefingeren. Det var en doven bevægelse, og det perfekte sving irriterede hende grænseløst. Et ønske om, at nøgleringens momentum ville sende den flyvende over bordet, der var pyntet af Reeds opslåede fødder, boblede op i hende. Hun forsøgte at flytte opmærksomheden mod Aidan, der sad med lukkede øjne ved hendes side, men Reed befandt sig stadig i udkanten af hendes synsfelt.

          Lysten til at skubbe til hans fødder eller på anden måde bryde hans koncentration fyldte hendes bryst, men Amy kom hende i forkøbet. En lille, lysebrun hånd smækkede ned over Reeds, og Xenia kunne ikke lade være at udstøde en veltilfreds lyd, da hans nøgler klirrende faldt på gulvet.

          ”Stop. Det.” Amy havde knebet sine brune øjne en smule sammen, og et usædvanligt bestemt udtryk havde spredt sig over hendes fine ansigt. Hun havde en tendens til helt bevidst at glide i baggrunden, men når hun af og til selv gjorde sig bemærket, tog man hende altid seriøst. Da hun blev opmærksom på de tre sæt øjne, der nu var rettet mod hende, trak hun hurtigt sin hånd til sig igen og lænede sig igen tilbage i togsædet.

          ”Det er virkelig forstyrrende,” mumlede hun.

          ”Men man er jo nødt til at aflede tankerne på en eller anden måde,” sukkede Reed, der måtte tage benene ned fra bordet, så han kunne bøje sig ned og samle sin tabte ejendel op igen. ”Det er så kedeligt at køre i tog.”

          ”Men det er til gengæld en hel del mere sikkert end at have dig bag rettet i en bil.” Xenia mødte uanfægtet hans blik, da han sendte hende et af dem, kun han kunne præstere.

          ”Der er bestemt ikke noget galt med min kørsel.” Han smed igen benene op på bordet, og Xenia kunne ikke lade være at smile ved synet af Amy, der rystede på hovedet. Hvis ikke hun havde haft familie fra østen, ville hun have været tilbøjelig til at tro, at alle folk i den ende af landet var som Reed og Amy, men hun var efterhånden nået frem til, at de var et specielt tilfælde.

          Hun skævede til Aidan, hvis blik nu var rettet mod den verden, der susede fobi uden for vinduet. De var nået udkanten af byen, og det tyndede ud i de mange huse. Alligevel ville der gå et stykke tid, før de var fremme. Det var vanvittigt usmart, at hendes onkel boede næsten direkte på den anden side af byen, så hun var nødt til at tage hele tuen igennem den en gang til for at komme ud til ham.

          Med en hurtig bevægelse svang hun fletningen over højre skulder, inden hun satte sig til rette og hvilede hovedet mod Aidans. Han sank en smule længere ned i sædet og hvilede snart sit eget mod hendes. Reed havde stukket hænderne med nøgle i lommerne og havde i stedet sat sig til at vippe med den ene fod.

 

Uvidende om at hun havde været træt, var Xenia næsten faldet i søvn, da Aidan puffede til hende. Hun blinkede et par gange med øjnene og rettede sig op. Toget var ved at sænke farten, og Amy havde allerede sat sig ud på kanten af sit sæde, klar til at rejse sig. Reed havde ikke rørt sig ud ad flækken.

          ”Har jeg sovet?” spurgte hun, og selvom det var Aidan, hun kiggede på, var det Reed der svarede:

          ”Mhh, du har været helt væk i en halv time. Gået helt i sort.” Xenia himlede med øjnene.

          ”Så langt er der ikke engang fra byen og herud.” Hun rejste sig, og de andre fulgte hendes eksempel, selv Reed tog fødderne ned. De nåede et af togets udgange samtidig med, at det stoppede. Der var ikke mange stop på turen ud, men de var alligevel så belejligt placeret, at der kun var en kort gåtur til den gård, hvor Reeds bil befandt sig. Det var en rigtig østdiviansk bil, som byens gader ikke var lavet til. Den indre del af den var slet ikke lavet til bilkørsel. Det hørte mere østen til.

          Xenias onkel ejede også en bil – det var man nødt til, når man boede på landet – men den var både ældre og anderledes bygget. Dog havde begge bilder det til fælles, at de kun havde to sæder. Ladet på onklens bil blev oftest brugt til at transportere varer til og fra byen, når ikke det var møgunger til og fra stationen. Hun og Xander havde altid elsket turen hjem til ham, når de fik lov at sidde der og se den anderledes verden uden for byen køre forbi. Deres mor havde aldrig været helt tryg ved det, men deres far havde bare smilende rystet på hovedet og ladet dem få den lille Anya med op.

          Ladet på Reeds bil var mindre, og Xenia tvivlede på, at det havde været gæstet af små børn. I stedet fik det flittigt besøg af ulovlige våben og engang imellem en Xenia og en Aidan. Et af disse besøg var denne dag et eksempel på.

          Under et gulvs løse planker fik Reed hurtigt fundet de våben, der skulle testes, og med hjælp fra de andre blev de hurtigt båret hen til bilen. Helt præcist hvor de mange skydevåben kom fra, og hvad der helt præcist blev af dem, havde Xenia ingen anelse om. Spurgte gjorde hun dog ikke. Chancen, for at Reed ville svare hende, var minimal.

          En halv times kørsel langs skoven og væk fra togbanen og gårdene i Reeds tempo var nok til, at de kom så langt væk, at de ikke var i fare for at støde ind i nogen. Reed drejede ind i skoven, og dens skygge var velkommen efter den bagende sol, der hærgede den skyfri himmel. Alligevel tømte Xenia den vandflaske, hende og Aidan havde siddet med. Hun ville ikke risikere at ende med hovedpine og væskemangel.

          Stien, de benyttede, var kun lige bred nok til bilen, og Xenia kunne række hånden ud og nå de nærmeste træer, hvis hun lystede. Det lod hun dog være med. Det faktum, at deres bark var ru, og at hun alligevel bevægede sig forbi dem i et vist tempo, lovede ikke godt for hendes fingre.

          Aidan rakte ud efter vanddunken, men hun rystede på hovedet, og han forstod, at den var tom. Han trak sin hånd til sig og trak i stedet Reeds taske frem og fandt en ny i den. Da han igen slap den, kiggede Xenia ned i den, og som hun havde regnet med, indeholdt den hendes frokost.

          Denne frokost spiste de, da Reed til sidst stoppede bilen det sædvanlige sted. Selvom det var lidt tidligt for frokost, virkede det bare som en god idé efter alt transporteringstiden, og inden de begyndte på arbejdet. Desuden var der højst sandsynligt pausemad til senere, hvis Xenia kendte sine venner ret.

          At teste våben, hvis tilstand var ukendt, var egentlig ikke specielt sikkert, men at Reed, der havde forstand på det, kiggede dem igennem, inden han lod dem affyre dem, var nok til at berolige Xenia. Hendes far havde af og til taget hende med ud at skyde, når han var hjemme fra krigen, og hun måtte indrømme, at hun elskede det. Følelsen af en pistol i hendes hænder, stødet når kuglen forlod løbet. Det var noget magtfulgt over disse dødbringende genstande, og hun vidste, at de skulle behandles med respekt.

          Reed havde meget andet end blot pistoler, for som han havde fortalt hende, var de ikke som sådan velegnede til krig. De fungerede på kort afstand og var gode at have på sig, men det var også det. Reed havde hurtigt lært hende at håndtere ting, der var mere kraftfulde end håndpistoler, og det var en af de få gange, hun havde set ham nikke anderkendende til nogen. Da han havde fortalt hende, at hun havde sans for den slags.

          I virkeligheden var det måske en mærkelig ting at få at vide, og måske det egentlig ikke var noget, man skulle være stolt af, men hun kunne alligevel godt lide tanken om, at der var noget, hun kunne finde ud af. Især fordi det åbenbart ikke blev betragtet som en pigeting. Det havde hendes mor heller aldrig ment, at det var, og det var nok meget godt, at den kære Naya ikke vidste, hvad hendes datter rendte rundt og lavede, når hun ikke var i nærheden.

          Det var kun Xenias bedende øjne og hendes fars evne til at feje alle moderens modargumenter væk med en håndbevægelse, der havde gjort det muligt for hende at blive bekendt med så mange knapt så pigede ting til at starte med. At hendes mor nu havde opgivet at komme med indvendinger, var noget andet. Hun havde efterhånden indset, at Xenia var den spontane og dumdristige, mens Xander var mere stille og rent faktisk tænkte over tingene. De fleste ville mene, at det burde være omvendt, men det var ikke en mulighed, når hun ikke kunne sidde stille længe ad gangen, og når hendes bror ikke rigtig gad rende rundt på hustage eller klatre på rækværk.

          Xenia lignede deres far, Xander deres mor, og folk regnede sjældent med, at de var tvillinger.

          ”Det er ærgerligt, at de ikke vil have kvinder i militæret. De skulle bare vide, hvad de går glip af.” Xenia kiggede op på Reed, der var kommet hen til hende. Hun forventede næsten, at et sarkastisk smil ville pryde hans læber, men han så helt oprigtig ud. Også selvom hun vidste, at han aldrig havde været den største tilhænger af militæret. Hvorfor havde han aldrig fortalt, havde bare fejet hendes spørgsmål væk med en håndbevægelse og noget med, at der var for få, der gik op i, hvad de lavede, og nogle irriterende overhoveder. Hun var ikke helt sikker på, om det måske i virkeligheden skyldtes, at han hadede idéen om, at nogen skulle bestemme over ham.

          Hun fnøs.

          ”Hvis de havde brug for mig, lavede de nok reglerne om.” Hvis hun havde været en dreng, havde hun været gammel nok til at forlade DND og gøre sit for at hjælpe hendes folk et skridt mod sejren, og hun kunne ikke helt bestemme sig for, hvad hun syntes om tanken. På den ene side lød det fristende, men det ville også være at forlade alt, hun kendte her. Hendes familie. Hendes mor ville i hvert fald ikke bryde sig om idéen – hun havde været både lettet og lykkelig, da Xander blev hjemme. Ikke at hun kunne have regnet med, at han ville være taget af sted. Xenia vidste, at det aldrig ville kunne være faldet ham ind.

          ”Det tror jeg ikke, de tør,” svarede Reed, og et mærkeligt udtryk var gledet over hans muntre ansigt. Hans blik umuligt at tyde. Det var i situationer som disse, at hun kom i tanke om, at han faktisk havde befundet sig midt i krigen. Både da han var på alder med og yngre end hende. Og det var i disse øjeblikke, at hun alligevel takkede sine forældre for at være flyttet til DND. Hun var lykkelig for, at Anya fik lov at vokse op i sikkerhed.

          At hun selv af og til fandt tanken om det frememde østen interessant og tillokkende, lod hun være at tale for højt om.

          ”Jeg tror ikke, de har så godt styr på tingene, som de selv siger. Desuden ville de aldrig indrømme, at de ikke gør det godt nok, og de ville nok se det som et nederlag at måtte erkende, at de har brug for at også kvinder kan melde sig.” Han rystede på hovedet, og Xenia kiggede i retning af Aidan, der mødte hendes blik. Det var aldrig helt nemt at beregne, hvornår man kunne spørge ind til det, Reed fortalte – eller hvordan man skulle gøre det.

          Et forkert spørgsmål og han pressede læberne sammen til en tynd streg og gik væk, ind til samtaleemnet var skiftet.

***

Solen var kommet godt i gang med sin nedstigning fra himmelbuens top, da Xenia skyndte sig op ad trapperne til lejligheden. Hvis hun skyndte sig at hente sine ting, ville hun kunne nå det næste tog, der gik i den rigtige retning.

          Hun stak nøglen i låsen og kunne hurtigt konkludere, at den ikke var låst. Med rynkede bryn skubbede hun døren op og smuttede ind. Hendes mange års erfaring med at få døren til at være lydløs, kom hende til gode, og med forsigtige skridt nærmede hun sig køkkenet, hvor der var tændt lys. Hun skævede rundt om hjørnet, og rynken mellem hendes øjenbryn blev blot dybere, da hun fik øje på sin onkels naboer, der sad ved spisebordet. Hun trådte fri af væggen, og de opdagede hende.

          Kulde spredte sig med blodet rundt i hendes krop, da hun så deres sørgmodige ansigter. Der var ingen tvivl om, at den gamle kvinde, der havde været som en bedstemor for Xenia, da hun var mindre, havde grædt. Med et føltes hendes mund udtørret, og ikke et ord kom over hendes læber. Ikke engang en hilsen. Den ældre mand tog en dyb indånding, inden han talte:

          ”Xenia,” begyndte han, og på klangen af hans stemme kunne hun allerede der høre, at hun ikke havde lyst til at høre resten.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...