Krigens Kald

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 apr. 2014
  • Opdateret: 26 jul. 2014
  • Status: Igang
Divisas befolkning er delt op i to, og krigen mellem dem er på sit højeste. Xenia Bennet bor i den neutrale del af landet. Her lever de to folk stadig fredeligt blandt hinanden, selvom mange drager østpå for at støtte deres egne. Efter et fjendtligt angreb, der koster Xenia hendes familie, beslutter hun sig for at følge i sin fars fodspor og kæmpe for sit folk. Kvinder er ikke velkomne i militæret, men ved at tage sin bror identitet lykkes det hende alligevel at komme ind. Det viser sig hurtigt, at krigen er mere end det, man får at vide, og Xenia finder hurtigt ud af, at ikke alting er, som det burde være. Men det er svært at bekymre sig om, når man skal lære at begå sig i krig ligestillet med unge mænd, der er både større og stærkere end en selv. At holde sin sande identitet skjult er heller ikke nemt, når ens liv afhænger af tæt samarbejde, og hun må klamre sig til det, hun kender, i en verden, hvor folk nægter at snakke om problemerne.

37Likes
36Kommentarer
1384Visninger
AA

2. Kapitel 2

Hej. :3 Det er sådan, at jeg har lavet en lille tilføjelse til første kapitel, og for at dem, der allerede har læst det, ikke behøver kigge det igennem igenfor at finde det, indsætter jeg lige stykket her. Det er der, hvor Xenia snakker med sin mor lige efter, at hun er kommet hjem:

>

Naya Bennet var dukket op i døren ind til soveværelset, som hun lukkede til bag sig.

          ”Du er tidligt oppe.”

          ”Jeg var ude sammen med Aidan,” forklarede Xenia, og hendes mor nikkede. Hun kunne til tider være lidt for bekymret, men Xenia kunne ikke fortænke hende i det. Hendes mor var opvokset i et krigsramt land, hvor ingen nogensinde var helt i sikkerhed – og da slet ikke når solen ikke sod på himlen. Xenias forældre var flyttet til DND – Den Neutrale Del – for at deres børn kunne få et liv uden konstant krig og ødelæggelse, men det var ikke helt lykkedes dem.

          Selvom DND skulle være stedet, hvor de stridende folk – Austerne og Borraerne – kunne leve fredeligt blandt hinanden, satte krigen, der herskede mellem dem østpå, sine spor. Mest af alt kunne man mærke den, når byens unge mænd forlod landsdelen for at støtte deres folk. Xenias far var også draget i krig til sidst, og det var efterhånden tre år siden, at den tog livet af ham. Måske det var hans død, der igen havde vækket Nayas frygt.

          ”Kommer du ind i seng igen?” Xenia rystede på hovedet, mens hun løsnede sin fletning, så hendes hår landede tungt ned ad ryggen. Hvis der var en ting, Xenia ikke ønskede, så var det at arve moderens frygt. Det kunne godt være, at det nordlige og sydlige Divisa bekrigede hinanden, men hun levede i vest, så selvom hun havde rent borrablod i årerne, var krigens rædsel ikke hendes.

          ”Okay.” Hendes mor nikkede endnu engang, inden hun forsvandt ind i soveværelset igen. Hun vidste godt, at hun ar nødt til at beherske angst.

>

 

 

 

Toget sagtnede farten i takt med, at det nåede perronen, og stoppede op i en glidende bevægelse, der knapt mærkedes af passagerene. Aidan rejste sig for at gå ud, og Xenia fulgte efter, mens hun viklede elastikken om enden af sit nyflettede hår. Hver gang der var tilstrækkeligt nok at løse totter, der var gledet ud af hendes fletning, løsnede hun den for at lave en ny. Det kunne gentage sig mange gange i løbet af en dag, men hendes fingre kendte efterhånden rutinen.

          Som altid var der mange, der skulle af på Hovedstationen, og Xenia greb fat i Aidans arm, så de ikke blev væk fra hinanden i menneskemængden. Næsten lydløst forlod det sølvfarvede tog igen stationen for at køre mod en af de fjernere bydele.

          Sammen løb de op ad rulletrapperne, fandt vej mellem de mange stillestående mennesker, der forskrækket flyttede på sig.

          Først da de nåede ud fra bytogenes knudepunkt og væk fra hovedvejen, satte de farten ned. Solen var efterhånden kravlet højt op på himmelbuen, og størstedelen af skyerne var jaget på flugt. Det var en perfekt dag at komme uden for byen på.

          ”Hvornår tager I ud til din onkel?” Aidan havde stukket hænderne i bukselommerne, og hans hår var uglet. Enten havde han ikke kigget sig selv i spejlet, siden han var i bad, eller også var han kommet til at køre en hånd igennem det lidt for mange gange siden.

          ”Jeg tager bare derud, når jeg kommer hjem. De andre er nok allerede på vej.” Aidan hævede det ene øjenbryn.

          ”I følges ikke derud?” Xenia trak på skulderen. Det var ikke noget nyt. Xenias familie besøgte ofte onklen, der havde en gård uden for byen, og det endte tit med, at Xenia selv tog af sted senere end de andre, fordi hun lige havde et eller andet, hun ville nå inden. Det var ikke fordi, at hun ikke gerne ville derud. Hendes onkel, hans kone og deres etårige søn var noget af det eneste familie, Xenia havde i nærheden. Både hendes bedsteforældre og hendes fars familie boede længere østpå, og de besøgte dem kun sjældent.

          ”Nå, men så har vi jo massere af tid,” konkluderede Aidan, samtidig med at de drejede ned ad en sidegade. Han måtte gå om bag Xenia, så et par, der kom gående i mod dem, kunne komme forbi.

          ”Du skal ikke være hjemme på et bestemt tidpunkt?” spurgte Xenia, da vennen igen gik ved hendes side. Han rystede på hovedet.

          ”Min mor skulle et eller andet i dag, så hun kommer sent hjem, og Violet og Rose er hos vores bedsteforældre.” Xenia nikkede. Det var meget heldigt for Aidan, at hans mors forældre boede i byen, for så slap han for at passe sine mindre søskende, når hans mor ikke var hjemme.

          ”Hvad skulle hun da? Din mor?”

          ”Ingen anelse.” Aidan var efterhånden blevet vant til, at hun skulle noget, og var holdt op med at stille spørgsmål ved det.

 

Centrum var et mærkværdigt sted. Det havde sine store, hvide bygninger. Sine glasfacader, der reflekterede sollyset. Det havde sit menneskemylder. Og så havde det sine små sidegader, som bød på lidt af hvert. Nogle blev til skumle gyder, når mørket faldt på. Nogle var fyldt med små butikker eller skulende mennesker.

          Den sidegade, som Xenia og Aiden bevægede sig ned ad, var en af de mere pæne, hvor folk rent faktisk kom for at købe ting.

          ”Var det egentlig ikke nemmere, hvis vi bare mødtes derude?” spurgte Aidan, da de gik ned ad trappen til den butik, der var deres mål. Over den var der normal lejligheder.

          ”Jo,” svarede Xenia og stoppede op, da hun nåede døren. Gennem den kunne hun se hylderne, der bugnede af ting, man normalt ikke kunne købe i DND.

          ”Men så ville vi måske ende med at stå der alene. Reed har en tendens til at glemme at stå op,” tilføjede hun, da hun skubbede døren op. En klokke ringede svagt over hendes hoved.

          Hun skævede til manden bag kassen. Hun kendte ham ikke, og han så ikke videre tiltalende ud. Hans sammenknebne øjne fulgte alle hendes bevægelser, og hun kunne mærke hans blik i nakken, da hun begyndte at gå rundt mellem reolerne for at kigge på de forskellige ting.

          ”Hvem er han?” Aidan havde sænket stemmen, så fyren ikke kunne høre ham, men Xenia kunne blot ryste på hovedet til svar. Det lignede ellers ikke Reed at have nogen til at sidde bag kassen, hvis ikke han havde sat Amy til det. Xenia mistænkte ham for at have svære tillidsproblemer. Reed var en sær type.

          Han var tidligere medlem af en gruppe, som tog del i krigen uden at være en del af hæren, men da Reed var blevet træt af at leve livet farligt, var han flyttet til DND og levede i stedet af at teste brugte våben, som han solgte billigt til sine gamle venner. Han var ikke meget ældre end Xenia og Aidan. Hvor han havde samlet Amy op henne, vidste Xenia ikke, men den lidt ældre pige fulgte ham, hvor end han gik.

          Butikken var det, der skulle dække over Reeds rigtige forretning, og det undrede Xenia, at nogen virkelig troede på, at han kunne få tingene til at køre rundt med den. Det meste af det ragelse, man kunne købe, var komplet lige meget.

          ”Tror du, vi skal gå ud eller bare gå om bagved?” Xenia lod som om hun stod og studerede en krukke med et ukendt indhold. Der var et tyndt lag af støv på låget, og hun havde på fornemmelsen, at det var første gang, nogen havde taget den ned, siden den blev sat på hylden. Med rynkede bryn drejede Aidan en af krukkerne på hylden for at se, hvad der stod på den:

          ”Hvad er det her?”

          Xenia vendte den i hendes egen hånd endnu engang, men rystede så på hovedet. Om Reed selv vidste, hvad det helt præcist var, han solgte, blev hun nogle gange i tvivl om. Det var ikke fordi, at der ikke var nogenlunde normale ting af finde. Varer fra østens lokale producenter var et eksempel, og det var ting som disse, der af og til forlod butikken, fordi DNDs tilflytterede savnede deres hjemegn.

          Hun skævede op til manden bag kassen. Hans blik fulgte dem ikke længere. Krukken røg tilbage på hylden, og der lød en svag klirren af glas mod glas, da den stødte ind i de andre. Aidan så spørgende på hende, men hun vendte sig blot for at gå op mod manden. Hendes tommelfingre fandt vej ned i hendes lommer, og hun stoppede op ud for kassen. Til at starte med kiggede han ikke op på hende, og hun lagde hovedet en smule på skrå.

          ”Du plejer vist ikke at arbejde her?” Hun havde ikke tålmodigheden til at vente og se, hvad der skete.

          ”Der er åbenbart nogen, der mener, at jeg har brug for en barnepige.” I døren ud til baglokalerne, der fungerede som hans hjem, stod Reed. Han lænede sig op ad dørkarmen med armene over kors, og det blik, han sendte manden, var ikke videre venligt. Hvis først den unge mand fra østen havde besluttet sig for, at der var nogen, han ikke brød sig om, var det ikke rart at være denne person i nærheden af ham.

           Manden bag kassen så dog ikke ud til at tage sig af Reeds bemærkning, men det var nok også det smarteste af ham. Ubeslutsomt lod Xenia blikket glide frem og tilbage mellem dem, og hun kunne mærke på Aidan bag sig, at heller ikke han helt vidste, hvad der var det rigtige at gøre. Reed lod sine arme falde, samtidig med at han rettede sig op. Han kørte en hånd gennem det blonde hår, inden han gjorde tegn til sine gæster om at følge med.

          ”Barnepige?” Xenia turde først sige noget, da de befandt sig i Reeds køkken. Hun kunne ikke helt vurdere, om han var i godt eller skidt humør, hvilket var ret uheldigt. Et forkert prik til den unge mand en dag, hvor tålmodigheden allerede var sat på prøve, kunne nemt få ubehagelige følger. Xenia var endnu ikke endt i en sådan situation, men hun var ikke dum nok til at se, hvad der kunne ske.

          Ved spisebordet sad Amy. Hendes sorte hår var sat op, og i roligt tempo førte hun en kuglepind hen over et stykke papir. Hun var fortsat med sit skriveri, da de kom ind, men ved Xenias spørgsmål lagde hun skriveredskabet fra sig. Hun sendte Xenia og Aidan et smil som hilsen, mens Reed svarede:

          ”Nogen har åbenbart fået mistanke om, at jeg har gang i ting, jeg ikke må.” Et lille smil spillede i hans mundvige. ”Så nu skal den kære hr. Et-eller-andet altså holde øje med, at min lille butik er, hvad den giver sig ud for at være.” Smilet var forsvundet og blevet erstattet af et meget seriøst og lidt for overspillet ansigtsudtryk. Xenia rystede på hovedet. Nogle gange var det svært at huske sig selv på, at den blonde personlighed faktisk gik for at være et voksent menneske.

          ”Ja, der er jo ingen, der kan forstå, hvor de har fået den idé fra,” lød det halvsarkastisk fra Aidan. Han trak sig selv op at sidde på køkkenbordet, og Reed gav et snøft fra sig.

          ”Min butik er da fuldt ud lovlig. At alt andet, der har noget med mig at gøre, ikke er, det er en helt anden sag. Og nu skal vi vist af sted.” Han forlod køkkenet, men de kunne høre, at han mumlede videre for sig selv.

          ”Har de noget på ham?” Xenia så spørgende på Amy, men denne rystede på hovedet. Hun havde samlet kuglepennen op igen, men i stedet for at skrive videre på det, der nok var våbenforhandlinger i forklædning, bevægede den sig i mønstre hen over hende fingre.

          ”Men hvorfor spilder de så tid på det?” spurgte Aidan, der lænede sig frem og støttede albuerne på lårene. Hans hår faldt ned i hans ansigt, og han forsøgte at ryste det væk.

          ”Reed mener, de er bange for, at krigen breder sig hertil."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...