Krigens Kald

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 apr. 2014
  • Opdateret: 26 jul. 2014
  • Status: Igang
Divisas befolkning er delt op i to, og krigen mellem dem er på sit højeste. Xenia Bennet bor i den neutrale del af landet. Her lever de to folk stadig fredeligt blandt hinanden, selvom mange drager østpå for at støtte deres egne. Efter et fjendtligt angreb, der koster Xenia hendes familie, beslutter hun sig for at følge i sin fars fodspor og kæmpe for sit folk. Kvinder er ikke velkomne i militæret, men ved at tage sin bror identitet lykkes det hende alligevel at komme ind. Det viser sig hurtigt, at krigen er mere end det, man får at vide, og Xenia finder hurtigt ud af, at ikke alting er, som det burde være. Men det er svært at bekymre sig om, når man skal lære at begå sig i krig ligestillet med unge mænd, der er både større og stærkere end en selv. At holde sin sande identitet skjult er heller ikke nemt, når ens liv afhænger af tæt samarbejde, og hun må klamre sig til det, hun kender, i en verden, hvor folk nægter at snakke om problemerne.

37Likes
36Kommentarer
1388Visninger
AA

1. Kapitel 1

”Hvad tror du, der sker, hvis man falder ned?” spurgte Xenia og lænede sig en smule forover, så hun med et fascineret blik kunne stirre ned på togskinnerne. De løb side om side ind under den brede bro, de befandt sig på. Der var svimlende langt ned, og hun lod langsomt en hånd gribe fat i et af gelænderets kolde metalstænger. Hendes ben dinglede frit ud over kanten, og hun blev grebet af en følelse af, at dybet hev i hende, prøvede at suge hende til sig. Hendes greb om metalstangen blev strammere.

          ”Man dør,” svarede Aidan, der sad med ryggen mod gelænderet ved siden af hende. Der var ingen regler, der sagde, at man skulle blive på den rigtige side af det, men i virkeligheden var det nok fordi, man ikke regnede med, at nogen ville være dumme nok til at klatre over det. Men i så fald havde disse overset den lille detalje, at nogle mennesker fandt det interessant at sidde i overhængende fare for at styrte ned foran et tog. Selv hvis det umulige skulle ske, og man overlevede faldet, ville man ikke selv være i stand til at komme væk, før det næste tog ville komme og gøre en ende på ens lidelser.

          ”Det ved jeg da godt, Smarte,” fnøs Xenia og rettede sig igen op, så hun sad mere sikkert, før hun daskede til Aidans skulder. ”Men tror du, man bliver til en rodet bunke af lemmer, der ikke sidder, som de skal, eller bliver man til splat på skinnerne?” Hun slap gelænderet bag sig og tog i stedet fat i broens kant med begge hænder. Hendes ben svingede roligt frem og tilbage, mens et tog dukkede frem fra stationen. Det forsvandt snart under dem på sin tur til en anden del af byen.

          ”Det ved jeg ikke. Skal vi undersøge det?” Aidan fik sig forsigtig kæmpet op at stå på den smalle afsats. Begge hans slanke hænder lagde sig om gelænderet, og med et drillesygt blik kiggede han ned på den mørkhårede pige til venstre for sig. Vinden fik hans lyse hår til at blæse i ansigtet på ham, men han gjorde ikke noget for at fjerne det.

          ”I så fald synes jeg, vi skal finde en, der har lyst til at være testperson.” Xenia strakte benene ud foran sig og betragtede sine gummisko, der nu svævede i luften. De var begge bundet stramt, så hun var sikker på, at de blev på hendes fødder. Hun havde før måtte forlade denne bro med en manglende sko, og det agtede hun ikke at gøre igen. Hun trak benene til sig og fik dem kæmpet ind under sig, så hun sad på hug på den smalle kant. Kun hendes hæle kunne være der, når hun sad ned, og med et fast tag i metalstængerne bag sig kom hun op at stå op ad gelænderet. Den nederste kant borede sig ind i bagsiden af hendes ankler.

          Det farligste var hverken at stå eller at sidde der. Det var den tid, man brugte på enten at sætte eller rejse sig. Det var der, chancen for at miste balancen og dratte ned var størst. Det var et skræmmende øjeblik, hvor hjertet bankede lidt hurtigere i brystet på en, hvor man holdt så hårdt om stængerne, at ens knoer blev hvide, mens ens ben rystede en smule under kræftanstrengelsen. Det var et fantastisk øjeblik, hvis man spurgte Xenia Bennet.

          De stod nu ved siden af hinanden, begge med fronten mod det dødringende fald, og vinden kunne nu også bedre få fat i de løse lokker af Xenias hår. En lang fletning hang tungt ned ad hende ryg, men totter havde det alligevel med at snige sig ud af den.

          Mens hun kunne mærke metalstængerne bore sig ind i hendes ben og det nederste af hendes ryg, slap hun gelænderet med den ene hånd og førte det løse hår om bag øret. Et svag pust af Aidan rejste med vinden mod hende. Blandingen af sved og en duft hun ikke helt kunne definere, men som altid ville være forbundet med hendes bedsteven.

          Et tog dukkede op under dem, og det sagtnede farten i takt med, at det nærmede sig den enorme station. Selvom det tydeligtvist var et af de ældre toge, der havde en tendens til at larme, nåede lyden ikke op til broen, som stadig var tom i de tidlige morgentimer. Solen havde efterhånden sluppet horisonten, og et varmt, gulligt lys faldt over byen, der så småt var ved at vågne.

          Xenia rettede blikket mod himlen over sig. Den havde efterhånden fået den smukke lyseblå farve, der passede til en varm sommerdag, og små vattede skyer gled hen over den. Det så ud til at blive en af de dage, hvor man havde lyst til at færdes ude.

          Aidan rørte på sig ved hendes side, og den hvinende lyd af gummisko mod metal nåede hendes ører. Hun sænkede blikket og drejede hovedet i retning af sin ven, der var på vej over rækværket. Han landede med et svagt bump på den anden side, og hun kantede sig rundt, så hun nu havde ryggen til dybet. Hun satte højre fod op mellem to af metalstængerne og strakte benet, så hendes venstre fod svævede et lille stykke over afsatsen. Derefter fik hun svinget sit knæ op på gelænderet og sad snart overskrævs på det. Højre ben fulgte med over på den sikre side, så hun i stedet sad med fronten mod Aidan, der havde begravet hænderne i lommerne på sine løse bukser. Hun gled ned, og uden at sige noget begyndte de at gå.

 

Nøglen skramlede i låsen, da Xenia låste døren til lejligheden op. Lyset indenfor virkede utilstrækkeligt efter morgenens solskin, da hun forsøgte at lukke døren bag sig, uden at det kunne høres. Skoene røg af, og hun stillede dem fra sig ved siden af de tre andre par, der var placeret med snuderne mod væggen. Derefter listede hun ind i køkkenet, hvor hun fandt et glas i skabet. Hun fyldte og tømte det flere gange, før hun satte det fra sig ved siden af vasken.

          En svag lyd lød bag hende, og hun drejede rundt. Naya Bennet var dukket op i døren ind til soveværelset.

          ”Du er tidligt oppe.”

          ”Jeg var ude sammen med Aidan,” forklarede Xenia, og hendes mor nikkede. Hun kunne til tider være lidt for bekymret, men Xenia kunne ikke fortænke hende i det. Hendes mor var opvokset i et krigsramt land, hvor ingen nogensinde var helt i sikkerhed – og da slet ikke når solen ikke sod på himlen. Xenias forældre var flyttet til DND – Den Neutrale Del – for at deres børn kunne få et liv uden konstant krig og ødelæggelse, men det var ikke lykkedes dem helt.

          Selvom DND skulle være stedet, hvor de stridende folk – Austerne og Borraerne – kunne leve fredeligt blandt hinanden, satte krigen, der herskede mellem dem østpå, sine spor. Mest af alt kunne man mærke den, når byens unge mænd forlod landsdelen for at støtte deres folk. Xenias far var også draget i krig til sidst, og det var efterhånden tre år siden, at den tog livet af ham. Måske det var hans død, der igen havde vækket Nayas frygt.

          ”Kommer du ind i seng igen?” Xenia rystede på hovedet, mens hun løsnede sin fletning, så hendes hår landede tungt ned ad ryggen. Hvis der var en ting, Xenia ikke ønskede, så var det at arve moderens frygt. Det kunne godt være, at det nordlige og sydlige Divisa bekrigede hinanden, men hun levede i vest, så selvom hun havde rent borrablod i årerne, var krigens rædsel ikke hendes.

          ”Okay.” Hendes mor nikkede endnu engang, inden hun forsvandt ind i soveværelset igen. I stuen fandt Xenia rent tøj i kommoden. Der var ikke plads til den i soveværelset, men det passede hende meget godt, for så kunne hun nemmere finde tøj uden at vække de andre. Efter at have rodet rundt i den skuffe, der tilhørte hende, et stykke tid, fandt hun et par mørke bukser og en lys T-shirt. Hendes mor mente ikke, at hun kunne rende rundt i træningstøj hele dagen.

          Med det rene tøj i favnet gik hun mod badeværelset for at tage et bad. En af fordelene ved, at hun var begyndt at stå så tidligt op, var, at hun kunne bruge lige så lang tid, hun lystede. Der var ikke andre, der skulle derud lige foreløbigt.

          Vandet var iskoldt til at starte med, men skiftede langsomt temperatur til noget, der var mere menneskeligt. Kulden sendte et sus gennem Xenias krop, og hun følte, at hver en celle i den var klar til dagens udfordringer.

 

Mens solen klatrede længere op på himlen udenfor, forsøgte Xenia at få den næste times tid til at gå uden at vække sin familie. Alligevel endte det med at hendes tålmodighed slap op, og hun begyndte at lave morgenmad. Duften af ristet brød bredte sig i køkkenet og ud i resten af lejligheden, mens hun nynnende dækkede træspisebordet. Hun så ikke nogen grund til at være helt stille længere. Det var ikke længere for tidligt til, at de andre ville stå op, og hun havde jo alligevel tænkt sig at vække dem inden for kort tid.

          Hun satte maden hen, og tilfreds med sit værk skubbede hun soveværelsesdøren op og gik direkte mod vinduet, hvor hun hev gardinerne fra. Solen kastede stråler ind igennem det, og der lød en svag mumlen bag hende. Der var en, der vendte sig, og en dyne, der blev hevet i. Hun himlede med øjnene, selvom der ikke var nogen til at se det, og åbnede så vinduet på vid gab, inden hun kravlede op i dobbeltsengen mellem sin bror og søster. De flyttede begge på sig, men gjorde ellers ikke mine til at stå op.

          Xenia skubbede hårdt til tvillingebroren, så han halvvejst faldt ud af sengen, hvilket havde den ønskede effekt.

          ”Jamen godmorgen,” mumlede Xander utilfredst, da han kæmpede sig op i sengen igen. Han satte sig op og gned øjnene. Det mørkebrune hår stod ud til alle sider efter nærkontakt med puden. Han blinkede et par gange og lignede en, der overvejede at kravle tilbage under dynen.

          Xenia vendte sig rundt, så hun kunne se sin søster, der havde trukket dynen helt op over hovedet.

          ”Anya, du skal op nu.” Xenia hev sig op på albuen og hev lidt i dynen, der dækkede den lille pige. Dennes greb om den strammedes, de små fingre klamrede sig til stoffet. Et smil dukkede på Xenias læber.

          ”Nå, men det skal du altså.” Hun trak hårdt i dynen, og Anya hvinede, da den forlod hendes krop. Xenia ventede ikke på, at søsteren kom sig over forandringen, men angreb med det samme. Hun lod sine fingre danse hen over de små ribben. Anyas hænder fægtede i luften i et forsøg på at få fat i Xenias arme, mens hun vred sig af latter.

          ”Stop,” fik hun presset ud over sine læber. ”Xenia!” Xenia holdt inde, og Anya skyndte sig at trække sig væk fra hende, mens hun gispede efter vejret. Hendes øjne skinnede, og hun smilede stort, da hun kravlede tilbage til Xenia, som havde sat sig op.

          ”Okay så, jeg skal nok stå op. Jeg kan lugte morgenmad.” Hun slog armene om storesøsteren, der gengældte krammet, inden hun trak dem begge mod sengens kant, hvor hun rejste sig med Anya i armene, selvom hun egentlig var ved at være for tung til at bære på. Xander var også kommet ud af sengen og var i færd med at tage de bukser på, som han havde smidt på gulvet aftenen før. Deres mor stod allerede i døren, der førte ud i stuen og køkkenet, og hun betragtede smilende sine børn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...