Mit Menneske

Jeg er en skytsengel. Og hun er Mit Menneske.

23Likes
6Kommentarer
671Visninger
AA

2. Håb

Mit menneske er i skole. Hun er ved at falde i søvn i fysiktimen. Det har aldrig interesseret hende. Interesseret os.

Hun tænker på ham. Hun har været vild med ham siden tredje klasse. Han har brunt hår og brune øjne. Han ser godt ud. De har snakket sammen et par gange, men hun har været for genert til at spørge ind til ham, så det har for det meste bare været et akavet hej.

Kuglepennen i hendes hånd trommer mod bordet, mens hun dagdrømmer. Uret tikker langsommeligt. Tiden går i stå. Alt hun kan tænke på er ham, alt hun kan se for sig er hans ansigt, alt…

”Hallo! Sig mig, følger du overhovedet med?” Hun åbner øjnene med et sæt. Hendes fysiklærer står bøjet indover hendes bord med knoerne i siden og rynkede øjenbryn. ”Er salt et grundstof eller en kemisk forbindelse?”

Varmen ulmer i hendes kinder, da hun trækker på skuldrene. ”Det ved jeg ikke. Undskyld.” siger hun og kigger ned i bordet. Læreren ryster opgivende på hovedet, går over til tavlen og fortsætter undervisningen. Mit menneske synker sammen i stolen af flovhed. Men så sker der noget uventet. En seddel lander på hendes bord. Hun åbner den diskret og læser.

Hey!
Vil du ses i aften? Det kunne være hyggeligt!
- S

Et sug af glæde overrumpler hende. Hun ser bagud og møder hans funklende blik. Han smiler til hende. Nikker til sedlen. Hun nikker ivrigt tilbage.

Jeg mærker følelsen, som var den min egen.

Håb.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...