Menigmands guide til prinsesse redning

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2014
  • Opdateret: 10 sep. 2014
  • Status: Færdig
En dag vågnede Mattheus op og var træt af det hele. Træt af landsbyen, træt af familiens bageri og mest af alt træt af aldrig at komme nogen steder hen. Heldigvis var det denne dag at kongens herol råbte op om den sidste nye prinsesse kidnapning. Som et tegn fra oven, var den skønne prinsesse Androme Da blevet kidnappet, og Mattheus begyndte sin rejse.

2Likes
0Kommentarer
470Visninger
AA

6. Troldmandens hjem

Da Mattheus vågnede var Løvemund allerede draget af sted. Det eneste tegn på at han overhovedet havde været i lejren natten før, var den nedtrampede del af enge, hvor han havde slået sig ned. Mattheus rejste sig, og pakkede sine ting sammen. Han sikrede sig at bålet var gået ud, og asken blevet kold. Herefter to han sin ransel på ryggen, tjekkede hans kort, og begav sig ind i skoven.

Mattheus vandrede i gennem den lyse skov. Omkring ham sang fuglene, og fra tid til anden kunne han høre smådyr pusle i løvet. Luften var lun og alt var idyllisk. På et tidspunkt nåede han til en flod, som han impulsivt besluttede sig for at følge. Flodens vand afkølede den varme luft, og den blinkende klarhed, stod i skarp kontrast til skovens friske, forårsgrønne kådhed.

Pludselige blev Mattheus klar over at skoven var stille, for stille. Ikke en lyd hørtes ud over vinden og vandet. Det var som om at en eller anden havde besluttet at slukke for fuglene, og smådyrene. Den landsby som Mattheus var vokset op i, var lille nok til at han vidste, at stilhed i en skov på denne størrelse var et dårligt tegn.

Mattheus bevægede sig så stille, som muligt ud gennem krattet. Han stod i udkanten af en naturlig åbning ved foden af et mellemstort vandfald. Alting virkede normal, så han begyndte forsigtigt at bevæge sig ud mod den store sø i miden af lysningen. Pludselig så han en bevægelse ud af øjenkrogen. Mattheus frøs. Han blev kold, og begyndte ganske langsomt at vende sig for at få et bedre ide om hvilket andet væsen befandt sig i lysningen.

Hvad han så overraskede ham. Lige over for han stod Løvemund bøget over en person. Løvemund skyggede for Mattheus udsyn til skikkelsen i græsset, men Mattheus ville gætte på at det det ikke kunne være andre end den berygtede troldmand, som Løvemund havde jagtet.  Løvemund rettede sig op og kiggede over på Mattheus. Hans øjne der før havde været klart blå, glinsede nu rødt. Løvemunds mundvige trak sig op, som en parodi på et smil. De blottede tænder, var røde af en substans, som nok ku, kunne være den fældede troldmands blod. Mattheus trådte et skridt tilbage. Og i næste nu stod Løvemund lige over for ham. Han løftede sin ene arm, og strøg Mattheus over kinden med  en hånd besat med lange klo lignende negle. Jægeren lænede sig frem. Et halv vådt gisp fra figuren i græsset, ræv Mattheus ud af sin trance. Han vendte sig om og gjorde sig klart til at styrte ind i skoven som en forskræmt hare.

Mattheus nåede ikke mere end fire skridt, før han blev vældet om i græsset. Over ham stod Løvemund, med hans frygtelige røde smil. ”Hvor er du på vej hen, lille rejsende?” spurgte ham, også  hans stemme var helt forandret, i stedet for at være grov og hård, var den silkeblød, og smøg sig om Mattheus, listig som en kat.

Mattheus kiggede op i de røde øjne. Han åbnede munden men kunne ikke få en lyd ud af hans fastfrosne hals. Han bevægede kæben lidt op og ned, men det eneste der kom d var et forskræmt kvæk.

Løvemund satte sig overskræv på den forskræmte drengs brystkasse, og lænede sig frem. ”Lad mig fortælle dig en hemmelighed,” hviskede han som om de bare var to mænd der snakkede sammen i al fortrolighed over en kande øl, ”De tror at de kan blive den mægtigste race i verden, ved at slå alle andre, stærkere arter ihjel. Men sådan fungere verden ikke. De ser slet ikke at vi udnytter dem. At vi tager deres skønne ideer og idealer, og giver dem et lille tvist. Lad dem bare slå ihjel, for ingen verdens nytte. Så længe mig og mine kan leve fedt er alting godt.”

”Hvad,?” Mattheus rømmede sig og kvækkede, ”Hvad er du?”

”Åh, det kunne du lide at vide” smilede det rødøjede væsen, ”Jeg er hvad de gjorde mig til. Den ultimative jæger. Men nu er ikke tid til snak. Jeg er ked af at du skulle se hvad du så, men det er der ikke noget at gøre ved. Jeg kunne ellers godt lide dig. Bare roligt , det kommer ikke til at gøre ondt.” med de ord løftede Jægeren armen. Fingrene var samlet, så de lange klo-negle dannede en spydspids.

Mattheus kneb øjnene tæt sammen, og drejede hoved bort.

Og ventede.

Og ventede.

Der skete ingenting.

Vægten af Løvemund sad stadigt tungt på hans bryst kasse. Mattheus kunne ikke, lige meget hvor meget han anstrengte sig høre andet en vandfaldets dumpe buldren. Forsigtigt løftede han det ene øjenlåg, men kunne se andet en masse udtværede pletter. Han åbnede det andet øje.

Langsomt begyndte omgivelserne at falde på plads. Derfra hvor han lå, havde han udsyn over en del af dammen, og en stor ondt udseende tjørnebusk, med lange drabelige tjørne.

Mattheus drejede hovedet og kiggede op. Over ham sad Løvemund. Eller storre delle af ham, for hans hvoved manglede. Der hvor hovedet skulle havde siddet, var der bare ren luft. Halsen på liget blødte mærkelig nok ikke. Hovedet manglede, halsen var blottet, snittet var rent, men det blød var der ikke antydningen af. Matthes lempede sin ene arm fri, og løftede den op. Han skuppede til liget der, som en klude dukke faldt ud til den ene side, og lå stille. Mattheus rejse sig op, og kiggede ned på den hovedløse krop. Efter at havde stirret lidt tid, løftede han hovedet, og kiggede rundt.

Lysningen var bar, bortset fra en person der sad tæt krumbøjet ved vandkanten. Mattheus nærmede sig forsigtigt. Han stoppede et par skridt fra troldmanden, og betragtede ham. Der fra hvor Mattheus stod kunne han ikke se ham ordentligt, men han fik alligevel en ide om troldmandes kropsbygning. Han var lille og spinkel, med et lagt skæg. Han lignede på en prik de rare troldmænd der blev beskrevet i nogle af de få magivenlige bøger, som jægerorganisationen ikke hade fået bandlyst.

Mattheus rømmede sig, og manden vendte hovedet. Han havde et dybt sår, der stadigt blødte, i den højre tinding, og hele højre side af ansigtet var rødt og opsvulmet, godt på vej til at blive til et stort blåt mærke. RisteFe var ældre end Mattheus havde troet, hans skæg var allerede domineret af vidt, og han havde rynker i ansigtet, der kun kunne stamme fra et hårdt liv.

Mattheus satte sig ed siden af den ældre mand. ”Er du okay?” spurgte han. Troldmanden for sammen, som om han allerede havde glemt alt om Mattheus tilstedeværelse. ”Jeg har haft det bedre. Men med alt taget i betragtning, har jeg det fint” svarede han efter lidt tid. De to mænd sad lidt tid i stilhed.  Efter et stykke tid, kunne Mattheus ikke længere dy sig. Han spurgte stille; ”Hvad var han?”

 ”En kimære, et hybrid væsen.” svarede Troldmanden., ”Jeg troede de var uddøde, men jægerne må havde genskabt dem, i deres eget billede, for at jage magiske væsner. Det må være derfor at han kunne finde mig, selv om jeg havde skjult mig for kapalisatoren.” Mattheus nikkede selv om ikke havde den fjerneste anelse om hvad magikeren snakkede om.

De sad endnu en stud i tavshed, mens de betragtede vandets forunderlige færden. Vandet faldt ned fra toppen af den stejle klippeskrænt, igennem en eller flere af de skabte regnbuer, for til sidst al lande i den store dam, hvorfra det roligt flød videre ud, med en afgående flod ned af nedfaldet og ud. ”Det er utroligt,”  tænkte Mattheus, ”At vand er stille det ene øjeblik, forså at rase af sted, dyrisk og voldsomt, for så at slå sig til ro igen.”

Denne gang var det troldmanden der brød still heden. ”kom,” sagde han, ”jeg har en aftale, og du ser ud som om du kunne trænge til en bid mad.” Uden at vendte på svar rejste han sig, og begav sig ud af lysningen i den modsatte side, end den hvor Mattehus var kommet fra. Mattheus skyndte sig at følge efter, troldmanden havde ret, han var både sulten, men også træt.

Efter at de havde gået lidt tid præsenterede Mattheus sig, ”Mit navn er Mattheus,” sagde han, ”Jeg er på en rejse for at rede prinsesse Androme Da fra en frygtelig trold, der har kidnappet hende.”

Troldmanden fnøs, ”Det tror jeg gerne.” sagde han, ”Men sæt nu ikke næsen op efter alt for meget. Mit navn er i øvrigt Richard Steve, men du kan kalde mig RisteFe.” Troldmanden stoppede op og betragtede Mattheus, som om han vejede hans reaktion. Da Mattheus ikke reagerede op anden måde, end at nikke tilbage med et ”hyggeligt at møde dig”, nikke troldmanden, og de to mænd fortsatte gennem skoven.  

Da de efterhånden havde gået i en lille halv time, trådte de ud i endnu en lysning. Denne var næsten lige så stor som trolde træets, men i stedet for et træ, stod der i midten af den et lille hvidt hus, med røde skoder, der var dog ikke noget stakit. Foran huset stod en bonde kone, og så meget bekymret ud.

Da hun fik øje på de tom mænd løb hun over til dem, ”Åh, Richard” udbrød hun forfærdet.  ”Ikke noget særligt,” affejede RisteFe hendes bekymrede tilnærmelser, ”Nu skal du se” sagde han i stedet, og gik ind i det lille hus. Et halvt minut efter sekund efter kom han tilbage med en eliksir flaske. ”Giv’ det her til Luka, to gange dagligt i en uge, og han vil kunne løbe med de andre på ingen tid.”  Det virkede ikke til at bondekonen lagde særligt meget I magikerens tydelige emne skift. Hun takkede ham i stedet, hvorefter hun ilede hjem til sit tilsyneladende syge barn.

RisteFe gjorde tegn til at Mattheus skulle følge efter ham, hvorefter han begav sig ind i huset. Huset var lille hyggeligt på en rodet og levende måde. Ned fra loftet hang forskellige planter til tørrer, og boret, og alle andre vandrette overflader, bortset fra gulvet flød med forskellige papirer, urter, flasker og krukker. Det var dog tydeligt at deres ejer holdt meget af dem. RisteFe indikerede at Mattheus skulle sætte sig på en stol, mens han selv gik over og skiftede den store gryde, der hang over ildstedet ud med en mindre, som han begyndte at lave en gryde ret i. efter han var tilfreds med rettens udseende, lagde han låg på og lod den simre. Mens den simrede, ryddede han det store spisebord midt i rummet op, og bad Mattheus om at dække det.

Efter bordet var dækket tog RisteFe skålene, og fyldete dem med suppe fra gryden. Han satte de to skåle på bordet, og satte sig over for Mattheus. ”Jeg regner med at du ikke vil tilkalde jægerne. Det jeg gjorde var udelukkelse af nød, og jeg nødt det ikke,” troldmanden gik direkte til sagen. ”Mattheus, der havde benyttet den sidste time til at tænke, nikkede, ”Jeg skal nok lade være med at sige noget, men du bliver nok alligevel nødt til at flytte, i det mindste for en tid. Jægere plejer at jage i grupper, og ham du slog ihjel var af første rang. Det vil de ikke tilgive.”

”Det ved jeg,” svarede den ældre mand, ”Men selv hvis han havde et rejseselskab et eller andet sted, holder de nok til på den anden side af skoven, så de ikke fandt ud af at han var en kimære.”

De sad lidt i tavshed, indtil troldmanden sagde, ”Du kan sove her i nat, hvis du vil. Her er masser af plads, og jeg skal nok kunne få støvet nogle tæpper op, hvis det er.”

Mattheus takkede ja til tilbuddet og sagde så, ”Jeg er på vej ud for at finde en bortført prinsesse, og på vejen her hen stødte jeg ind i nogle mus. De sagde at du måske kunne hjælpe mig. ” 

”Åh, så du har mødt de Frie Mus Hær. En spøjs ide de har, men så længe de ikke skader nogen.” Magikeren nikkede for sig selv og tilføjede, ”Jo, jeg kan godt hjælpe dig. Fortæl mig lidt om denne prinsesse og trold.”

Mattheus genfortalte herefter hele historien, som Kong Røvhul den Ottendes herold havde opråbt på markedspladsen, samt hvordan hans egen rejse var gået ind til videre. RisteFe afbrød ham kun en gang i mellem for at få afklaret forskellige aspekter af historien, eller stille mere eller mindre relevante spørgsmål.

Til sidst sagde han, ”Jeg ved hvor den trold du søger, befinder sig, men jeg advare dig, jeg tror ikke de bliver glade for at du kommer på uanmeldt besøg.”Mattheus nikkede, det kunne han godt forstå, ligesom de for mennesker, var en sur, og ofte ignoreret pligt at rede forskellige kongelige personer fra diverse fare, var det de færreste trolde der nød at kidnappe folk. Der havde selvfølgelig været en overgang for halvtreds år siden hvor det åbenbart var på mode for trolde at kidnappe kongelige, i hvert fald, var samtlige kongeriger i hele verden med giftefærdige prinser og prinsesser, fået dem kidnappet. Men det var meget længesiden, og da der ikke rigtigt var nogen der gad rede dem, på trods af løfter om enorme rigdomme, giftermål og 75% af et kogeriges landmasse, samt fiske rettigheder, var de fleste af de bortførte hurtigt blevet frigivet igen. Ingen vidste rigtigt hvorfor troldene på det tidspunkt havde kidnappet alt der kunne kravle og gå, men der var op til flere gode forklaringer. Den ene sjover og mere ejendommelig end den anden. En af dem involverede for eksempel en enorm hungersnød blandt troldene, denne forklaring forklarede dog ikke hvorfor alle de kongelige var vendt tilbage igen.

Det var også parat viden at trolde holdt sig for sig selv, og blev først voldelige hvis de følte sig truet, dette havde dog ikke afholdt monsterjægerne fra et indlede en klapjagt på trolde, ligesom alle andre magiske væsner.

”Den trold du søger,” fortsatte RisteFe, ”Bor ved et floddelta et ar dagsrejser her fra. Du sagde at du havde et kort, lad mig vise dig hvor.”

Mattheus lagde kortet på bordet. ”Du er her,” sagde Troldmanden, og pegede på, hvad der for Mattheus var et tilfældigt sted, midt inde i en klat grønt(formodentligt skoven), et stykke væk fra en blå streg(floden), ”Og her holder, den trold du søger til” forsatte troldmanden, og pegede på et gråt område omkring en anden og stører blå streg. ”For at nå derhen, skal du igennem Midnatsskygge sumpen,” tilføjede troldmanden, og pegede på et område brunligt område mellem de to steder. ”Men pas på, i sumpen lever en af de sidste drager, og hvis du ikke er forsigtig, vil du vække dens vrede. Og det er ikke noget at spøge med.” advarede han.

Mattheus gøs. Alle vidst at drager kunne bære nag i flere generationer. De var et af de fire mægtige væsner, der ifølge legenderne holdt verden samlet. Selvfølgelig var det bare ammestuehistorier, men ingen kunne benægte at drage var nogle af de mest magtfulde væsner i hele verden. Dette var også grunden til, at de var en af de arter der var allermest jagede og sjælden.  For nylig var det blevet anslået at der kun var omkring firs drager tilbage på verdens plan. Dette havde fået forskellige organisationer til at fare op. Nogle af dem blev taget seriøst, med deres krav om at stoppe jagten på de truede væsner, mens andre blev taget mindre seriøst, med deres profetier om verdens undergang, når den sidste drage drog sit sidste suk(Okay, så der var nogle enkelte tosser der troede på de gamle legender. Men de var heldig vis i under tal, de fleste mennesker var fornuftige, og oplyse nok, til at kunne genkende en legende når de mødte en).

At vække en drages vrede svarede til at forbande ens familie navn i optil tyve generationer frem, og den eneste grund til at dragerne stoppede deres vrede var, at der ofte var et andet fjols der i mellemtiden var dum nok til at fornærme den.

”Er der ikke en anden vej hen til trolden?” spurgte han forhåbningsfuldt troldmanden. Troldmanden rystede på hovedet, ”Nej, ikke med mindre du vil gå uden om sumpen, og det er en omvej på flere dage.” 

”Er der ikke noget du kan gøre for at hjælpe mig, så jeg ikke træder den over tæerne?”

RisteFe tænkte sig godt om, ”Der er måske en ting jeg kan gøre, ” sagde han tøvende, ”Men det er ikke sikkert at det vil formilde den. Der er lige så stor chance for at det vil vække dens vrede, end at det vil formilde den. Det er op til dig om du vil gøre det.”

”Det kan umuligt være værre end ingen ting.” kommenterede Mattheus, ”Hvad kan du give mig?”

 Magikeren rejse sig, og gik over til en drag kiste, og tog en pakke på størrelse med en lille sadeltaske op. Pakken var pakket ind i brunt lærred omviklet med sejlgarn, forseglet i en avanceret knude. Troldmanden løsnede knudeden, og pakkede pakken op. Han tog noget der mest af alt lignede en oval sten med et interessant luftigt mønster, et to gammel drageskæl, et rødt og et blåt, samt en næsten knytnæve stor smaragd. ”Når du møder dragen, så giv den de her. Det er meget vigtigt, at du giver den alle tingende, ellers vil du forvirrede, og den vil misforstå situationen. Forstår du det?” spurgte han indtrængende.

”Hvad er det?” spurgte Mattheus nysgerigt, og mere end en smugle forvirret.

”Det er et levn fra fortiden” sagde den ældre mand kryptisk

”Et levn fra dengang, hvor dragerne endnu ikke blev set som hjerteløse monstre, der fortærede alt på deres vej. En gang hvor de blev set for hvad de er. Ædle og pragtfulde væsner, hvis visdom når langt ud over vores dødelige fatteevne. Men tiderne skifter, og her er vi i dag.” afsluttede han trist, og kiggede ned på skælende i hans hånd. Ubevist lod han tommeltotten kærtegnede gnide over det blå skæl. Han løftede hovedet og kiggede Mattheus ind i øjnende, ”Kan jeg stole på at du vil give disse ting til dragen direkte. Selvom ikke møder dragen lige med det samme, vil du opsøge den, og give den dette?”

Mattheus kiggede undrende på magikeren, var han blevet skør? Så Mattheus virkelig dum nok ud til at han ville opsøge en drage, en ildsprudende, stort-som-et-hus drage? ”Du må forstå,” sagde manden, ”Hvis du siger ja til at tage disse ting med dig, bliver du nødt til at overlade dem til dragen. Det er meget vigtigt! Kan jeg regne med dig?”

Mattheus over vejede situationen. På den ene side skulle han frivilligt på så et af de mest frygtede monstre i hele universet, for at overrække en ting fra en mand, en magiker endda, som han ikke engang havde kendt en dag. Omtalte mand havde måske reddet Mattheus liv, men han var en magiker, så Mattheus skyldte ham per definition ingenting.  På den anden side var der tale om et eventyr. En ting meget få mennesker nogensinde havde gjort, og Mattheus ville højest sandsynligt støde ind i dragen alligevel, når han krydsede sumpen, og det var altid bedre at havde en offergave, end slet ingenting

Efter lidt tid sagde han, ”Okay, jeg skal nok finde dragen, og overrække den din lille taske.”

Troldmanden smilede. ”Selvfølgelig, den ungdom.” sagde han til sig selv, til Mattheus sagde han, ”Spis op, der er en lang dag foran dig i morgen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...