Menigmands guide til prinsesse redning

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2014
  • Opdateret: 10 sep. 2014
  • Status: Færdig
En dag vågnede Mattheus op og var træt af det hele. Træt af landsbyen, træt af familiens bageri og mest af alt træt af aldrig at komme nogen steder hen. Heldigvis var det denne dag at kongens herol råbte op om den sidste nye prinsesse kidnapning. Som et tegn fra oven, var den skønne prinsesse Androme Da blevet kidnappet, og Mattheus begyndte sin rejse.

2Likes
0Kommentarer
466Visninger
AA

9. Trolden og Androme Da

Da Mattheus nåede ud af sumpen var det igen ved at blive mørkt. Han havde efterhånden rejst i mange dage, og følte ikke at han ikke på nogen måde var kommet nærmere prinsesse Androme Da. Han fortrød dog ikke at han havde valg at rejse ud for at frelse hende. Det var som om han var på opdagelses rejse, og skønt han kun havde rejst i en ugen, syntes han allerede at han havde oplevet mere end de fleste. Og han vidste at han ville havde nogle gode historier, hvis det nogensinde lykkedes for ham at finde hjem. 

På vej ud af sumpen var han gledet på en af de aller sidste græs tuer, og var faldet ned idet kolde sumpvandet. Heldigvis var det vandhul, som han væltede ned i meget lavt, men det var alligevel lykkedes for ham at ødelægge hans kort.

Dette gjorde dog ikke noget, for han vidste at han bare skulle gå lige ud indtil han stødte ind i den bæk som trolden boede tæt ved. Herfra skulle han bare følge strømmen, indtil han fandt huset, eller hulen, eller hvad nu trolde boede i. Mattheus havde aldrig hverken set eller mødt nogen der havde set et troldebo, så han havde ingen anelse om hvordan et sådan så ud.

Mattheus kiggede rundt for at finde den nemmeste rute ind i skoven. På tre sider af ham omsluttede skoven ham i et stort favntag, og på sidste side strakte sumpen sig helt ud til horisonten. Over ham var himlen blå, delt af et bælte af hvide lamme skyer, der trak ind fra vest.  Lige over for ham var der et hul i det tykke krat der omkransede skovbrynet som et hegn.  Han hankede op i sin nu næsten tørre ransel, og begav sig ind i skoven.

Da han havde gået i flere timer, da han stødte ind i en bæk, der kunne lede ham til den å, der lå tæt på trolde hulen. Han begyndte at følge bækkens snoede forløb, nåede kort tid ud til det der måtte være troldens vandløb. Det var tydeligt det lille vandløb om foråret ville blive til en brusende flod, på hver side af den tynde vandstråle, lå en slette af flade, runde sten, der markerede hvor bredt elven ville blive. Både vandløbet og slætten havde boret sig ned i undergrunden, og havde dannet en naturlig kløft. Mattheus kravlede forsigtigt ned i bunden af kløften, og begyndte at følge vandløbet.

Vandringen over de flade sten var besværlig, da de hele tiden skred under hans føder, og flere gange var han ved at snuble, men efterhånden som han havde gået i noget tid, begyndte han at blive mere sikker på benene. Han var så koncentreret om ikke at snuble at han næsten var gået forbi det lille hus uden at have lagt mærke til det, hvis det ikke havde været for en bevægelse, der fangede hans opmærksomhed ud af øjenkrogen.

Han vendte sig om, for at spørge om vej til troldens hule. Over for ham, foran en lille træhytte, sad en smuk kvinde.  Hun sad med bøjet hoved og puslede med et eller andet småt, Mattheus ikke kunne se.

Mattheus kiggede rundt. Alle de landmærker RisteFe havde fremhævet var tilstede, så den lille træhytte kunne ikke være andet end troldens hule, hvilket kun kunne betyde at kvinden måtte være prinsesse Androme Da.

Mattheus nærmede sig prinsessen. Da han var nogle få meter fra hende kiggede hun op. Det var tydeligt at Androme Da var af en fornem familie. Hendes hud var porcelæns hvid, og hendes hår var en blød, nøddebrun der i store, duvede, slangekrøller smøg sig om hendes ansigt.

”Hvad vil du her, fremmede?” spurgte hun med den syngende accent der kendetegnede folk fra kong Magnus Héns rige. Hendes øjne havde en klar skovgrøn farve, og skinnede med en sådan intensitet, at Mattheus følte sig helt blændet.

Han åbnede munden, bare for at lukke den igen, han var helt målløs. I nogle korte minutter stod han helt lammet, gabende som en fisk. Hvordan kunne hun være så rolig. Hun var kidnappet af en trold for guds skyld! Hvordan kunne hun være så afslappet?  

”Hvis du ikke har noget at sige, og ikke har noget at gøre her, må jeg bede dig om at gå,” sagde Androme Da. Hendes udbrud trængte igennem den mur af forvirring der omringede Mattheus hjerne.

”Jeg er kommet for at rede dig, skønne ungmø!” for det ud af ham, i næste nu fortrød hun ordene. De fik ham til fremstå som en total taber, eller være som et gammeldags fjols. ”Jeg mener,” prøvede han igen, ”Jeg er kommet for at bringe dig hjem til din far og mor. De savner dig meget.”

”Jeg ønsker ikke at vende hjem.” oplyste hun ham og rejste sig, ”Vær venlig at rejse hjem til min far, og bed ham om at passe sine egne sager. Jeg er sikker på at der er mange problemer han kan tage sig af, der ikke involvere mig, og mine.”

”Hun må være sur over, at der ikke er kommet nogen for at redde hende før nu” indså Mattheus, højt sagde han, ”Jeg er sikker på at din far har forsøgt at rede dig mange gange. Du bør ikke bære nag over at han først har fundet dig nu.”

”Jeg er ikke sur på min far. Jeg ønsker bare ikke at rejse hjem. Jeg er lykkelig her. Rejs nu hjem, og fortæl ham at han godt kan holde sig væk.”

Hvem kan være lykkelig sammen med en trold? Alle vidste at trolde var grimme væsner fulde af ondskab.  Det gav ingen mening. Mattheus rømmede sig forvirret, og åbnede munden for at sig et eller andet, han vidste ikke hvad, men han vidste at han ikke kunne lade prinsessen være. Det var tydeligt at hun ikke tænkte klart.

Men inden han nåede at sige noget, blev han afbrudt af prinsessen. ”Jeg ved ude mærket godt hvad du tænker, det er den slags snæver sindet hed, der har tvunget mig her ud. Jeg vil vædde med, at du er en af de mennesker der ser på noget der bare er en lille smugle anderledes, og straks beslutter at det er ond. Jægerlakaj!” det sidste ord hvæsede hun ud. Hendes smukke ansigt var helt forvredet i et udtryk, der udstrålede ekstremt ubehag.

Mattheus skulle lige til at forsvare sig overfor prinsessens beskyldninger, da en stemme lød inde fra huset. ”Hvad sker der skat?” Ud fra huset trådte trolden.

Han var slet ikke som Mattheus havde forestillet sig. Godt nok var trolden stor og kantet, men han var ikke så høj og fed som Mattheus havde forestillet sig. Han havde små venlige øjne, og virkede i det hele taget ganske harmløs. Da han så Mattheus udbrød han, ”Hvem er du?”

Mattheus rettede sig op. Han havde ikke råd til at være svag nu. ”Jeg er kommet for at redde prinsesse Androme Da, som du har revet ud af hendes forældres arme.” erklærede han

Trolden så helt forvirret ud, og vendte sig om mod prinsessen, ”Hvad mener han?” spurgte den, ”Du fortalte mig at du havde ordnet alt med dine forældre, at de forstod, og havde givet deres velsignelse.”

Prinsessen vred sig, ”Jeg løj måske en lille bitte smule?” sagde hun nærmet spørgende.

Mattheus kiggede forvirret fra den ene til den anden. Trolden havde tydeligvis ikke været klar over at han havde bortført Androme Da. Mattheus forstod ikke hvad der foregik.

Dialogen mellem de to parter steg i styrke indtil Androme Da slog ud med øjnene og skreg,  ”Okay, jeg løj! Er du glad nu? Jeg fortalte ikke mine forældre at jeg ville rejse med mig. De tror, vi er ovre. Min far er en fucking hykler, og min mor er en rigtig bitch!” skreg Androme Da.

”Nej, jeg er ikke glad.” svarede trolden, ”Jeg troede jeg kunne stole på dig. Jeg troede at du stolede på mig. Jeg vil bare gerne have at du fortæller mig sandheden. Jeg er ikke en eller anden lille, skrøbelig ting du behøver at beskytte. Jeg har overlevet jægere og det der var værre, jeg vil nok også overleve dine forældres vrede!” skød trolden tilbage i et lige så højt toneleje.

”Du ved du kan stole på mig,” sagde prinsessen opgivende, ”Jeg ville bare ikke havde at du skulle bekymre dig. Du havde allerede nok problemer i forvejen.”

”Du behøver ikke at beskytte mig, vi er på lige fod her. Det var aftalen. Dine krav, ikke mine.” svarede trolden med en stemme, som vreden langsomt sivede ud af.

Deres skænderi havde brændt varmt og volsomt, som det altid gjorde. Alle deres handlinger blev udført med en sådan passion, som man kun finder hos to elskende, hvis hengivenhed til hinanden havde uanede højder. De kyssede hinanden, og vendte sig mod Mattheus.

”Det må du undskylde,” sagde prinsessen, ”At vi bor sammen er, som du ved, stadigt ret nyt. Vi mangler stadigt at falde helt på plads.”

”Men sig mig, hvem er du? Og hvad ønsker Androme Das far af hende?” brød trolden ind.

”Mit navn er Mattheus,” svarede Mattheus trolden, ”Jeg er draget ud hjemme fra, for at rede Prinsesse Androme Da fra en trold, som hendes fra har sagt har kidnappet hende.”

”Som du kan se, har jeg ikke kidnappet Androme Da. Jeg tror ærligt talt ikke at der findes et eneste væsen på denne klode der ville kunne kidnappe hende mod hendes vilje.” trolden smilte, mens Androme Da slog ham på skulderen.

”Det var aftalen,” fortsatte trolden mere seriøst, ”At Andromme Da skulle havde snakket med hendes forældre, om at vi ville flytte sammen. Men det har hun åbenbart ikke gjort.” det sidste blev sagt med et ladet øjekast hen mod prinsessen.

”Så hendes forældre vidste godt at i var sammen? Var de okay med det?” Mattheus kunne ikke forestille sig, at nogle forældre ville give deres barn tilladelse til at komme sammen med en trold, eller et andet magisk væsen for den sags skyld. Om ikke andet, så fordi monsterjægerne altid var på jagt, efter sådanne par, og deres eventuelle afkom, da dette havde meget stor sandsynlighed for at udvikle magiske evner. 

”Selvfølgelig vidste de at vi var sammen,” fnøs Andromme Da, ”Og selv hvis de ville, kunne de ikke sige noget, uden at virke dobbeltmoralske. ”

Mattheus undrede sig over, hvad pigen mente med de ord, men valgte ikke at sige noget, da man aldrig kunne vide hvor lidt der skulle til at tænde en Hén af. Deres temperament var legendarisk. Der gik endda rygter om at de havde startet op til flere krige, over en eller anden lille uanseelig fornærmelse. 

Men noget måtte hans ansigt havde røbet for, efter en lille pause forsatte prinsessen. ”Min mor er ikke menneske. Hun er en eller anden form for havvæsen. Jeg ved ikke hvilket, der er så mange slags. Jeg ved ikke en gang om hun er varmblodet” den sidste del mumlede hun for sig selv.

”Så ser du,” afbrød hun sig selv, ”De ville havde meget svært ved, at forklare hvorfor det var okay for dem, at være sammen, når det ikke er for mig om min trolde-nus.” trolden hostede og så forlegen ud. Det var vel ikke hverdag, det stærke væsen fik sit ikke så maskuline kælenavn offentlig gjort. Prinsessen forsatte uanfægtet, ”Og er jo ikke fordi kongerækken har brug for mig. Jeg har tre brødre, og en af dem skal nok få lavet en smuk, 75 procent menneske baby, til at over tage tronen. men kom nu inden for, du ser ud til at du godt kunne trænge til at sidde ned.”

Prinsessen rejse sig, og samlede sine kurve sammen. Hvorefter hun førte den lille karavane ind i den lille hytte.

´´v``__^o^__´´v``

Hytten var lige så lille indvendig, som den havde set ud til ude fra. Fra hoveddøren kom man direkte ind i det store fælles rum, hvorfra to andre døre førte videre ind til to mindre rum. Prinsessen gik hen til komfuret og satte en kedel med vand over. ”Sæt dig ned,” sagde hun og indikerede om det kraftige spisebord, der stod skubbet op under et af de små glasløse vinduer.

Trolden og Mattheus satte sig, og efter et par minutter sluttede Androme Da sig til gruppen. Hun placerede en stor tekande og nogle grove lerkrus på midt på bordet. ”Det er skovbær te” oplyste hun.

De tre sad lidt og talte om forskellige emner. Det viste sig at den underlige sten som Mattheus havde overdraget til dragen, havde ikke været en sten men et æg. Det var åbenbart normen at drager adoptere andre dragers afkom, da de lå i æg til de selv følte, at de var klar til at blive klækket. Dette medførte nogle gang, at læggeren og dennes mage var døde af alderdom inden ungen besluttede sig for at se dagens lys. Dette var også en af grundene til at drager var så ufatteligt intelligente, da de, selvom de ikke kunne integrere sig med rasten af kolonien, stadigt kunne opsuge deres forældres og søskendes viden. At de blev klækket på denne måde gjorde også, at dragernes familie relationer ofte var meget avancerer og svær at finde ud af.

Efter denne samtale, sad de igen i tavshed indtil trolden spurgte hvad Mattheus havde tænkt sig at gøre nu, hvor han havde fundet prinsessen, og det viste sig, at hun tydeligvis ikke havde nogen planer om at følge med ham.

”Det ved jeg ikke,” svarede Mattheus ærligt, ”Jeg havde aldrig forestillet mig at hun ville bo i en skov helt firvilligt, for det gør du da, ikke?” spurgte han Androme Da.

”Selvfølgelig gør jeg det.” svarede prinsessen, ”Man hvis du ikke ved hvad du vil gøre nu, så har jeg et forslag.” Hun kiggede undersøgende på Mattheus, som nikkede opfordrende, da han havde hele munden fuld af te, og en af de søde små kager prinsessen havde hentet på et fad.

”Jeg vil gerne bede dig om at rejse hjem til min far, og forklare ham situationen, så han ikke bliver ved med at sende brave riddere og andet godt folk efter mig.”

”Det ved jeg ikke om jeg kan finde ud af,” sagde Mattheus, ”Hvordan skal jeg overhovedet få kongen i tale?” spurgte han.

Prinsessen rejste sig, og gik hen til et lille skrin, der stod på et bord. Hun åbnede det og tog noget op. Hun vendte sig om, ”Her.” sagde hun og rakte genstanden frem. I hendes hånd lå et diadem, udsmykket med fintformede egeblade i sølv og en blå sten.  ”Dette er mit ynglings smykke. Min far vil genkende det og lytte til dig. Du skal bare vise det til ham, og han vil vide, at du taler sandt. Og hvis han ved hvad der er godt for ham vil han lytte til dig!” Det sidste blev udstødt næsten som en trussel.

Mattheus tog i mod diademet, som var overraskende tungt. Han pakkede det ind i et gammelt stykke raststof og lagde det i hans lomme. ”Okay, jeg skal nok rejse hen og snakke med din far,” lovede han, mens han i sit stille sind var glad for ikke at skulle rejse hjem, uden at han havde udrettet noget som helst, og hvem vidste måske blev han måske lige frem belønnet.

”Mange tak,” sagde prinsessen.

Næste dag sagde Mattheus farvel til prinsessen og hendes noget alternative elsker, og begav sig ud på sit nye eventyr. Med raske skridt begav han sig ind igennem skoven i retning mod kong Magnus Héns regeringsby. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...