Menigmands guide til prinsesse redning

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2014
  • Opdateret: 10 sep. 2014
  • Status: Færdig
En dag vågnede Mattheus op og var træt af det hele. Træt af landsbyen, træt af familiens bageri og mest af alt træt af aldrig at komme nogen steder hen. Heldigvis var det denne dag at kongens herol råbte op om den sidste nye prinsesse kidnapning. Som et tegn fra oven, var den skønne prinsesse Androme Da blevet kidnappet, og Mattheus begyndte sin rejse.

2Likes
0Kommentarer
467Visninger
AA

5. RisteFe den magiske

Richard Steve Terrorizt Fearoshima var som barn blevet forfulgt og jagtet i gennem gaderne af sin fødeby, og ud i den nærliggende stenslette. Her havde han levet alene, indtil han var blevet fundet, af hans læremester, og oplært i magiens ædle kunst.

Den gang var han selvfølgelig ikke kendt under navnet Richard Steve Terrorizt Fearoshima, eller kunstnernavnet RisteFe. Den gang havde han bare heddet Richard Steve, et navn som normalt vis var mindre heldigt, men hvis man lagde Richard Steves spinkle bygning, og tynde overarme oven i, fik man en katastrofe. Han var således altid blevet forfulgt af sine jævnaldrene, der havde jagtet ham fra den ene ende af byen til den anden i et forsøg på at indgyde sig respekt i de andres øjne.

Den by hvor Richard Steve var født var desværre blevet opbygget omkring et af monsterjæger organisationens mange huse. Det lå således i byens natur, at der var et overvæld af mere lyssky forretninger, og løse forretnings forbindelser mellem jægerne og de lokale glædes damer. Dette havde resulteret i et rend af stærke muskuløse unger, hvis eneste forbillede var de grove og hårde jægere og deres noget tvivlsomme æreskodex. Der var således ikke mange der kiggede skævt til børnenes hårde omgang med hinanden, der ofte havde resulteret i brækkede lemmer over mere eller mindre uskyldige handlinger.

Richard Steve var som så mange andre født uden efternavn til en glædes kvindes hus. Hans mor havde været en ualmindelig stolt og smuk kvinde, der på grund af nogle uheldige beslutninger var havnet i den lille jæger by. Hun havde haft et blindt sind og venlige øjne, men  desværre døde hun af en slem hostesygdom da Richard Steve kun var ni år gammel. Selv på travle arbejdsdage havde hun altid haft tid til sin lille søn, og havde i modsætning til mange andre indarbejdet ham i sin arbejdskontrakt, hvilket sikrede ham et sted at være efter hendes død. Desværre kunne hun ikke beskytte ham, da nogle af hans klasse kammerater og forfølgere to år efter opdagede hans magiske natur, og gik til et af jægers tilholdssteder og fortalte hvad de havde set. Det eneste der redde ham fra sikke udryddelse, var at jægerne både havde været halvfulde under jagten, og at de tvivlede på de andre børns forklaring, da magi og hekse beskyldninger var en yndet måde at slippe af med rivaler i den lille by.

Richard Steve havde således overlevet jagten ud i stensletterne, hvor jægerne havde vendt om, for at komme tilbage til formiddagens drikkeri og andre glæder. Sletterne var tørre og bare, kun enkelte steder stak en halv død tot græs op mellem de flade sten.  Der havde ikke været tegn på liv i miles omkræs, og Richard Steve havde da også gået i flere dage før han ved et tilfælde stødte ind i en oase i den golde stenørken.  Han var vaklet ind i oasen på rystende, udhungrede ben, og var faldet om i vandkanten, hvor han havde drukket af det kolde, livgivende vand ind til han kastede op. Da han var begyndt at komme til bevidsthed, havde han kigget sig om, og fået øje på han senere lære mester.

´´v``__^o^__´´v``

Richard Steve strakte sig. Hans tanker havde endnu engang ført ham tilbage til hans gamle lære mester. Det var flere år siden at den gamle magiker var gået bort, men han spøgte stadigt ofte i RisteFes tanker. Richard Steve rejste sig, og gik over til det lave bord, hvor han havde mange af sine magiske ingredienser og arvede pergamentruller liggende. Han var i gang med en meget avanceret trylledrik, der forhåbentligt kunne kurerer lille Luka i den nærliggende landsby for hans cilie dyskinesi.

Richard Steve havde altid været et meget fredeligt menneske der holdt sig til sig selv, og ligesom hans mester havde gjort det før ham, holdt han sig på god fod med de lokale bønder ved at sælge tjenester og behandle deres syge. Landsbyernes velvilje gjorde at de aldrig tilkaldte monster jægerne, og at Richard Steve kunne leve i relativ tryghed.

Richard Steve var flyttet til hans nuværende hjem for nogle år siden, da han var kommet til at gøre et par dumme ting efter at hans læremester var blevet myrdet. Dette havde resulteret i tilnavnene Terrorizt og Fearoshima. Nogle af de ting han havde gjort havde måske været lidt voldsomme og overilede, men han fortrød dem ikke, skønt det havde været svært for ham at opnå landsbybeboernes tillid, da de fandt ud af at det var ham der var Terrorizt Fearoshima. Det var dog lykkedes for ham, og han havde således levet det sidste år i forvisning om, at jægerne ikke vidste hvor ham var. Richard Steve var ikke nogen kryster, han var bare ikke krigsgal, eller overmodig. Han viste hvad han var, og hvem han var, og hvilke fare der fulgte med hans navn, og erhverv.

RisteFe var ved at hælde den færdige bryg på flaske, da han hørte en lyd uden foran huset. ”Det er nok Lukas mor der kommer for tidligt, det passer jo helt perfekt.” tænkte Han. Han havde aftalt at Lukas mor skulle komme hen ad eftermiddagen for at få den færdige eliksir, der kunne gøre hendes lille søn rask. RisteFe satte proppen på falske, og satte den på et lille bord, og begav sig ud for at hilse på den bekymrede mor. Men da han trådte ud af huset, var det ikke en lille bekymret kvinde der ventede på ham, men i stedet en stor pumpet mand iklædt heksejægernes traditionelle klædedragt.

RisteFe spilede øjnene op. Han havde aldrig troet at jægerne ville finde ham her. Efter hans periode med mere tvivlsomme gerninger havde han rejst meget rundt, indtil han var vendt tilbage til et af de steder hvor hans læremeter og RisteFe selv havde tilbragt mange somre, og hvor han kendte lokalbefolkningen og dens gode hjerte. Han havde holdt lav profil og var endelig begyndt at føle sig tryk. Hvordan havde de fundet ham?

Jægeren, der havde stået stille, tydeligvis overrasket over at RisteFe havde opdaget ham, inden han havde nået og lægge de typiske og nærmest obligatoriske heksefælder. Han bøjede i knæene og gjorde sig klar til at kaste sig over RisteFe.  Bevægelsen vækkede den trolddomskyndige op til dåd, hurtigt som lynet vendte han om på hælen, og styrtede ind i skoven.

RisteFe løb uden at se sig om. Ind og ude mellem skovens stammer, han sprang over væltede træstammer, piskede i gennem en lille bæk, uden at se sig tilbage så meget som en enkelt gang. Han vidste at jægeren var lige i hælene på ham. Det var de altid, som gribe der cirkler om et ådsel.

Efter Richard Steve havde løbet i et stykke tid begyndte hans hjerne også at vågne op til dåd. Han satte ikke farten ned, men han begyndte at bevæge sig mere mål rettet. Han passerede den flod der afgrænsede muses del af skoven fra resten, men i stedet for at vade igennem den, og fortsætte ind mellem de mørke fyrretræer, sprag RiseFe ned i vandet, og vadede i mod strømmen. Meningen med denne handlig var ikke at vaske troldmandes duftspor bort, da dette ikke ville give nogen mening, da jægeren var menneske, og derfor ikke kunne lugte noget, og ikke havde medbragte nogen sporhund, til at spore det for ham. Nej, meningen var at skjule hans magiske spor. En af jægernes mest benyttede sporings metoder var en lille maskine, et kapalisator, udviklet til at finde magiske knudepunkter, ud fra de magiske årer der snoede sig i gennem verden. En anden funktion ved maskinen var at den kunne finde et mønster fra selv meget små koncentrationer, ligesom dem et magisk væsen ufrivilligt altid ville efterlade sig på sin vej.

Efter at havde vadet i vandet i et kvanter, kæmpede RisteFe sig fri af det rindende vand. Han var nået frem til et af flodens vandfald. Det specielle ved dette vandfald, var at der bag ved det befandt sig en hule ikke bare stor nok til at man kunne stå oprejst, men ud fra hulen gik der en tunnel der, hvis man kendte vejen, ledet ind til det underjordiske gangsystem, der gennem hullede den bjergkæde hvorpå skoven voksede. Hulerne var et levn fra dengang dværgeracen herskede over store dele af undergrunden, inden monsterjægerne havde erklæret, at de var magiske væsner og skulle udryddes.

Nu fandtes der kun meget få sande dværge, og deres kendskaber til sten og metaller var forsvundet for evigt. Hvilket havde medført at prisen på våben var steget kraftigt, da dværgene havde stået for en stor del af produktionen af kvalitets våben. Ironisk nok var dem der led mest under de dyre våben priser monsterjægerne. 

Ristefe, begav sig ned af den sti som skovens kæmpehjorte så betænksomt havde lavet, til det mere rolige vand i vandfaldets naturlige dam, men inden RisteFe nåede bunden blev han taklet bag fra. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...