Menigmands guide til prinsesse redning

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2014
  • Opdateret: 10 sep. 2014
  • Status: Færdig
En dag vågnede Mattheus op og var træt af det hele. Træt af landsbyen, træt af familiens bageri og mest af alt træt af aldrig at komme nogen steder hen. Heldigvis var det denne dag at kongens herol råbte op om den sidste nye prinsesse kidnapning. Som et tegn fra oven, var den skønne prinsesse Androme Da blevet kidnappet, og Mattheus begyndte sin rejse.

2Likes
0Kommentarer
465Visninger
AA

1. Og sådan begynder det.

Der var engang, for længe siden, i et land langt, langt borte, en ung dreng der hed Mattheus. Mattheus kom fra en ganske normal familie, der hverken var fattig eller rig. Han var helt igennem en ganske almindelig ung mand på 17 somre, som drømte om eventyr og helte gerninger. Ligesom alle andre på hans alder, havde han store drømme, der rakte langt ud over hans fødebyens grænser og hans far forventninger om, at han skulle overtage familie forretningen.

Mattheus var vokset op i trygge rammer, med en mor der elskede ham, en kærlig men striks og til tider lidt fraværende far og 3 irriterende lillesøstre. Selv de mere eller mindre jævnlige drageangreb, havde i hans barnlige sind været ufarlige, og de grove og brovtende dragejægere der fulgte efter, var blevet opfattet som, måske ikke ligefrem behagelige eller fredelige mennesker, men heller ikke som de kantede, og ubehageligelige typer de ofte var.

Helt i gennem havde han levet en beskyttet tilværelse inden for landsbyens høje, harnisk bemandede boldværk. Som den ældste og eneste dreng i søskende flokken, var nærmest underforstået, at Mattheus skulle overtage faderens bageri, og han var derfor i en tidlig alder blevet tvunget til at tilbringe store dele af sine eftermiddage og fridage i bageriets store baglokale. Dette havde resulteret i et stort had til alle former for madlavning der involverede mel, vand og gær i forskellige kombinationer, og evnen slå et brød op af ingenting. 

Da Mattheus efterhånden ikke kunne udstå hverken synet eller lugten af brød, var han begyndt pjække fra bager tjansen, til hans fars store ærgrelse. Dette gjorde, at man i tide eller utide kunne rende ind i ham på et eller andet mere eller mindre tilfældigt sted i byen, der var blevet hans midlertidige tilflugtssted.

En dag var Mattheus på vej til at finde et nyt gemmested, da han havde sagt nej til, at fodre husmutter Sigmas høns. Dette havde resulteret i, at hun havde fortalt hans lille søster, der helt ”tilfældigt” kom forbi, at hendes dovne slambert af en bror sad oppe i kastanjetræet. Hvorefter den lille lort selvfølgelig var løbet direkte hjem, for at indkassere de 5 kr der var udstødt i belønningen for at finde ham. Men Mattheus løb igennem byen, kom han tilfældigt forbi landsbyens markedsplads.

Overrasket opdagede han, at en stor gruppe mennesker havde samlet sig omkring skafottet. Dette var lidt underligt da det, for det første var det ikke galgedag, og da der for det andet ikke havde været en forbrydelse stor nok til at udløse galgen i de sidste mange uger. Nysgerrigt nærmede han sig gruppen.

Han maste sig ind til kernen af gruppen og kiggede op.  På det hævede plateau stod en af kongens herolder, med en stor, officielt udseende pergaments rulle, af tyk kongelig kvalitet, med både guldbort og et tungt, meget officielt udseende, rødt voks segl.

Herolden brød seglet, og rullede pergamentet ud.

I hans kongelige Majestæts Kongelige Kejser Bernard Augstus Ambrosius Viritus Terramadeus Alexus Morten XIII’s kongelige, højhellige navn …..

 

Begyndte herolden at læse op. Hele dokumentet var skrevet i det knirklede, forfinede og helt igennem håbløst indirekte sprog, der blev benyttet ved hoffet. Det blev heller ikke bedre af, at skriveren havde benyttet hver eneste mulig lejlighed, og nogle der slet ikke skulle havde været blevet brugt, til at prise kejser Augustus Morten den XIII storhed, magt, godhed og en masse andre af kongens kvaliteter, der ikke var andet end en stor omgang gylle.

Efter at havde hørt den lange, kedelige smøre til ende, kunne Mattheus sammenfatte tekstens indhold i fem linier. 

1. Kejseren var et narcissistisk røvhul, men det var ikke noget nyt.

2. Nabokongen, Magnus Hén, havde bedt kejser Augustus Morten den XIII om hjælp til at befri hans datter, Androme Da Hén, fra en frygtelig trold, som havde kidnappet hende.

4. Deres fælles anstrengelser var på mystisk vis ikke lykkedes.  

5. Derfor vendte de sig mod folket, og spurgte om hjælp.

Aftalen var en helt igennem standard aftale for sådan nogle situationer(der af en eller anden grund skete oftere end man skulle tro): red prinsessen, gift dig med hende, og få en fandens masse magt.       

Hele ideen var helt igennem idiotisk, for hvis kongen, og han folk ikke engang kunne rede prinsessen, hvad skulle en forkælet og snobbet herremands søn, for ikke at sige en dårligt udrustet bondesøn kunne gøre? Denne logik fungerede, som noget af det eneste i alle samfundslag, hvilket gjorde at der spredt ud over kontinentet sad, op til flere prinsesser, og endog et par prinser som fanger, diverse steder.

Men det var et stykke tid siden, at en prinsesse var blevet kidnappet i denne del af verden, og folk som Mattheus, der ikke havde meget af et liv hjemme eller var umådelig eventyrlystne, forsøgte sig nu alligevel. Og med de tanker skrev Mattheus sig på den meget korte liste af kandidater til at rede prinsessen. Han fik udleveret et visum til Magnus Héns kongerige, et kort over landet og et held og lykke med på vejen.

Efter at havde skrevet sig op, gik Mattheus hjem og pakkede sine ting. Han sagde farvel til sin mor og søskende, og farvel og pas nu godt på bageriet til sin far, hvorefter han drog af sted mod grænsen.

´´v``__^o^__´´v``

Da landsbyen var den største af sin slags, og havde en god beliggenhed i forhold til de lokale handelsruter, havde Mattheus aldrig haft brug for at rejse udenfor de drage- og monsterbeskyttende volde, der omkransede landsbybøndernes marker. Den eneste gang Mattheus havde været uden for disse, var da han rejste til den store havneby for, at indkøbe materialer til bageriet, som man ikke kunne skaffe hjemme i landsbyen, eller forudbestille. Desuden havde han benyttet muligheden til, at undersøge om det var muligt, at skaffe sig hyre som skibsdreng på et af de store handelsskibe. Dette havde dog ikke været muligt, da der åbenbart havde været et drageangreb længere oppe af kysten. Hvilket havde resulteret i at alle unge drenge og mænd fra den pågældende landsby var stukket til søs, og efter ladt oprydningen til de gamle, og kvinderne. Havnebyen havde desværre ligget i den modsatte retning, end den Mattheus nu tog for at nå frem til Héns rige.  

Mattheus vandrede dog rask derudaf. Han kunne ikke komme sig over, at det endelig var lykkes ham at slippe væk. Han ville aldrig mere bage et brød. Han ville aldrig mere bage en kringle. Han ville aldrig mere så meget som røre ved en ovn. Han var fri. FRI! Endelig kunne hans liv begynde. Glæden boblede over inde i ham, og han begyndte at fløjte.

Han var så glad at han slet ikke lagde mærke til, at skoven begyndte at lukke sig om ham. De lyse bøgetræer begyndte at begyndte at tynde ud, og i deres sted begyndte høje nåletræer at vokse frem. De høje grantræer rejste sig mørke og dyste på alle sider af ham og kvalte den lille smugle lys, der forgæves forsøgte at nå skovbunden, som var dækket af et tykt lyddæmpende lag nåle.

Efterhånden som Mattheus havde vandret i et par timer, begyndte hans humør så småt at dale. Han var sulten og træt. Hvem skulle have troet, at det ville være så hårdt, at rede en prinsesse? Og han var ikke engang i det rigtige land endnu.

Mattheus kiggede sig for første gang rigtigt omkring. Træerne knejsede højt og uindbydende over hans hoved, og kun et par enkelte solstrejf brød igennem den tykke nålekappe der beskyttede skoven. De få solstråler der slap igennem, borede sig som kiler ned mod skovbunden, men de fleste nåede aldrig helt ned til jorden, da de blev opløst til en bunke lysende støvpartikler på halvvejen. De få der nåede helt ned stod i skarpt relief til de brunsorte halvrådne nåle der dækkede jorden, som en tyk hinde, og kvalte alt anden vegetation, bortset fra nogle enkle svampe her og der. Skoven var stille, og ikke en lyd høstes. Alt dette medvirkede til et idyllisk om end uindbydende billede.

Pludselig skar en skinger stemme igennem skoven.

”Holdt fremmede!” beordrede den, ”Hvem er du? Og hvad laver du i min skov?”

Mattheus kiggede sig forundret omkring. Han kunne ikke få øje på nogen, men nogen måtte der jo være, for i det samme blev ordren gentaget.

Den pibende stemme steg i styrke, ind til den mistede besindelse. ”Ned læg ham!” hyllede den.

I det samme fik Mattheus øje på dens ejer mand, eller rettere ejer mus. For på en træstamme stod en lille bevæbnet mus. Den var helt rød i hoved af raseri. Mere nåede Mattheus ikke at se, for i det samme blev han nedlagt, af hvad han senere kun kunne forestille sig, var en velorganiseret indsats fra en hel bataljon musekrigere.  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...