Menigmands guide til prinsesse redning

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2014
  • Opdateret: 10 sep. 2014
  • Status: Færdig
En dag vågnede Mattheus op og var træt af det hele. Træt af landsbyen, træt af familiens bageri og mest af alt træt af aldrig at komme nogen steder hen. Heldigvis var det denne dag at kongens herol råbte op om den sidste nye prinsesse kidnapning. Som et tegn fra oven, var den skønne prinsesse Androme Da blevet kidnappet, og Mattheus begyndte sin rejse.

2Likes
0Kommentarer
460Visninger
AA

3. Muslinge musaik - eller historien om den sande mussemagt

”Hvor rørene!” græd den lille musedame, og tørrede sine våde dådyr øjne, ”Selvfølgelig vil jeg hjælpe Dem. Den stakkels pige! Åh, åh, hvor trist.” Mattheus stirrede perpleks ned på den lille musekvinde i den overdådige renæssance kjole. Det kunne ikke passe, det gav ingen mening. Musepigens reaktion var fuldstændig ulogisk. Ikke at Mattheus ville klage, hvis musepigen ville hjælpe ham fri var det helt fint.

”Ved De hvad? Jeg tror, jeg går ind og snakker med Valida med det samme, så De kan komme ud og rede Deres ung mø.” Victoria Amoris rejste sig med lidt besvær, og svansede ud af døren, mens hun for sig selv mumlede, ”Åh, hvor er det romantisk. Som taget ud af en bog. Hvorfor sker den slags aldrig for mig?”

”Der kan du se, jeg sagde jo at hun ville hjælpe,” sagde Nee, mens hun beundrende stirrede efter musekvinden, ”Frøken Amoris er bare så pæn og klog. Hun skal nok få snakket overgeneralen til fornuft. Nu er der ikke andet for end at vendte.”

De fem mus og mennesket sad i stilhed, indtil Victoria vendte tilbage. Hendes hår, der før havde siddet opsat i et avanceret mønster hang nu løst, men hun smilede sejrssikkert.

”Så er det ordnet,” sagde hun stolt, ”I morgen tidlig vil en deling af vores bedste mus eskortere Dem til grænsen. De kan sove i det lyserøde rum i nat.” Herefter rejste hun sig igen, og bød dem godnat. Victoria forlod rummet først, og efter et par minutter brød også mennesket og de fem musevagter op.

 Det lyserøde rum holdt hvad det lovede. Væggene var malet i en afdæmpet nuance af lyserød, mens lampeskærmene og gardinerne var i en lidt mørkere, og sengetæppet i en helt tredje nuance. Selv gulvtæppet var lyserødt.

Mattheus lagde sig i den lille seng, og faldt heldigvis i søvn, inden at han nåede at tænke over værelses indretning, og hvem det mon havde tilhørt. 

´´v``__^o^__´´v``

Da Mattheus åbnede øjnene, var han i første omgang, i tvivl om hvor han var. Rummet han befandt sig i lignede mildest talt at det tilhørte en lille pige med et kolossalt prinsesse kompleks, der nærmede sig en besættelse. Værelset han befandt sig i lignede, at en eller anden havde brækket lyserød og glimmer ud over det hele. Mattheus kiggede rundt. I en lille lyserød dukkeseng, ved siden af sengen, lå fem hvide mus klumpet sammen i et virvar af ben og haler.  

Musene kickstartede Mattheus hukommelse. Den sidste dags oplevelser væltede ind over ham, da den mentale dæmning, der havde holdt hans hukommelse i skak, pludselig sprang læk.  Mattheus blev helt ør i et kort øje flik, og tog sig til hovedet.  Da han flyttede hånden fra øjnene, havde musekuglen trevlet sig op, og de fem hvide mus fra dagen før, sad og kiggede på ham.

”Kom med os,” sagde Johanne, ”Det er tid til at vi kommer af sted. Vi vil være dine guider til grænsen.” Med disse ord, smuttede musene ud gennem dukke sengens tremmer, og pilede hen over gulvet. I døren vendte de sig om, og kiggede utoldmodigt op på ham.

Mattheus rejste sig fra sengen, og gik snublende hen mod døren.

Udenfor blev han mødt af den mistænk somme grå mus fra dagen før. ”Tro ikke at du kan narre mig, fremmede. Jeg kender din slags. Jeg ved at du vil gøre alt for at ødelægge vores smukke imperium, og spolere vores storslåede planer. Du har måske narret Overgeneralen, men ikke mig. Jeg holder øje med dig, og hvis du så meget som hvisker et ord om hvad du har set her i Museskoven, vil jeg høre det, og jeg vil komme – og jeg vil finde dig!”

”Hr. Generalmajor,” sagde Johanne, ”Vi har ordre om at ekskortere mennesket ud af Museskoven, og jeg tror ikke at frøken Amoris, vil blive glad for at du truer hendes gæst.”

”Frøken Amoris leder ikke denne lejer, Overgeneralen gør!” slog Generalmajor Torn fast.

”Men Overgeneralen lytter til frøken Amoris,” gav Johanne igen.

”Tro ikke at dette er ovre Kaptajn” truede Torn og drejede rundt på hælen, og fjernede sig med sikre skridt, mens han mumlede for sig selv. ”Tåbelige Valida, tænker kun med …,” mere nåede Mattheus ikke at opfange, men ud fra de opfattede ord, og musenes reaktion, var det ikke svært at gætte resten af sætningen.

De fem hvide mus førte Mattheus videre ud af huset, og igennem det indviklede mønster af gange, stier og gyder, der udgjorde den omgrænsende militærlejer. Da de nåede skovbrynet stoppede muse karavanen pludselig uden grund. Efter lidt tid, begyndte Mattheus at blive utålmodig, ”Hvad venter vi på?” spurgte han musene.

Det var en af de tre mitter mus, der svarede ham, ”Hendes venlighed, frøken Amoris, har udtrykt ønske om at sige farvel til dig,” sagde den meget formelt, og i det samme, nåede endnu en lille musekaravane frem.  I dens midte sad, Victoria i en smuk rød fløjls kjole med hvide blonder.

Hun sprang uden besvær ned fra den lille vogn, som hun havde siddet i, og løb op til Mattheus. ”Held og lykke!” peb hun, ”Jeg håber De finder Deres prinsessen og at i bliver lykkelige!” Herefter krammede hun hans ankel, og hviskede endnu et grådkvalt farvel, før hendes følelser tog overhånd, og hun begyndte at græde over hvor romantisk hele situationen var. Mattheus sagde forlegent tak og prøvede at trøste hende. I hans stille sind glædede han sig over at han ikke var den eneste, der ikke vidste hvordan han skulle reagere, både hans egens og Amoris ekskorte så meget forlene ud, og et par så endda ud som om de ønskede sig hen til et andet.

Efter lidt tid fik Victoria kontrol over sine følelser under kontrol. Hun rettede på kjolen og håret, og tørrede øjnene i et fint lille kniplet lommetørklæde. Hun rømmede sig, og så sig omkring. ”Ahm… Det er vist på tide at De kommer af sted nu,” sagde hun til Mattheus, og til sine egne vagter sagde hun, ”Vi må se at komme hjem ad. Vilida og jeg har en aftale. Så, ja, vi ses.” Den sidste del var igen henvendt til Mattheus, og hans lille muse ekskorte, der rakte sig i lyset af deres idols anerkendelse.

Victoria kravlede (ikke helt så elegant) op i vognen igen. Hvor efter eskorten vendte den, og begynde at trække hende hjemad.

Mattheus og musene stod og kiggede efter musekaravanen, indtil den var nået halvvejs ind i lejren. ”Nå, skal vi se at komme af sted?” spurgte han. Det gav et sæt i musene, hvor efter den mindste svarede, ”Selvfølgelig, kom med os.” De vendte sig, og gik ind i skoven. 

´´v``__^o^__´´v``

Da de havde gået i flere timer, stoppede musene ved en flod. Vandet løb stille og solstrejf blev med en blændende klarhed spejlet i de små bølger. Skovens nåletræer var begyndt at tynde ud, og i deres sted rejste der sig høje slanke bøge, som spyd mod himlen. Skovbunden var blevet dækket af små blomster, og anden organisk vækst.  

”Her går grænsen mellem Museskoven, og De andres Skov. Vi kan ikke gå længere, men hvis du fortsætter lige ud, indtil du kommer til et stort troldetræ. Hvis du går til venstre her, skal du nok finde RisteFe. Han kan hjælpe dig.” Med disse ord bød musene Mattheus farvel, og forsvandt ind i nedfaldsløvet.

Matthieus stod alene tilbage, og kiggede sig fortabt omkring. Han gik hen til floden og kiggede ned. Vandet var klart og gennemsigtigt, og afslørede en sandbund dækket småsten, og nogle enkelte små vandplanter. Mellem disse svømmede små tynde fisk, der pillende rundt i ryk. Flodbredden var en lille smugle sumpet, og flodens banker lave. Alt i alt var stedet musene havde valgt et naturligt vadested. 

Han tog sko og strømper af, og rullede buksebenene op. Med et suk trådte han ud i det kølige og forfriskende vand. Sandet kilede ham mellem tæerne, og fiskende ilede væk fra hans indtrængning i deres domæne. Vandt var forfriskende køligt, og det tog alt for kort tid for ham, at kru se over på den anden side.

Da Mattheus var noget over floden, satte han sig på en stor kampesten, der i var blevet skyllet med floden, engang hvor den ikke var helt så rolig som nu. Mens hans fødder tørrede nok til at han kunne tage sokker og sko på igen, spiste han sin med bragte madpakke, bestående af gårsdagens brød, og en klump ost, som musenes kok modvilligt var gået med til at give ham.

Rundt om ham åbnede skoven sig. De lyse stammer indbød til leg og latter. I træerne sang fuglene, og forskellige humlebier summede mellem blomsterne og blade. Da Mattheus havde spist, rejste han sig og gik ind i skoven. Skoven lukkede sig køligt over hans hoved, og det grønne lys begyndte, at gøre ham døsig. Hans hoved begyndte at føles tugt, og efter et stykke tid kunne han knapt holde øjnene åbne. Han var nået til et stort og knortet træ, med en stor paddehatformet krone. Rund om stammen var jorden dækket af et tykt, blødt lag mos.  Mattheus kunne ikke modstå fristelsen. Han lagde sig ned, og faldt i søvn få minutter. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...