Menigmands guide til prinsesse redning

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2014
  • Opdateret: 10 sep. 2014
  • Status: Færdig
En dag vågnede Mattheus op og var træt af det hele. Træt af landsbyen, træt af familiens bageri og mest af alt træt af aldrig at komme nogen steder hen. Heldigvis var det denne dag at kongens herol råbte op om den sidste nye prinsesse kidnapning. Som et tegn fra oven, var den skønne prinsesse Androme Da blevet kidnappet, og Mattheus begyndte sin rejse.

2Likes
0Kommentarer
463Visninger
AA

4. Løvemund den modige

Da Mattheus vågnede stod solen stadigt, om end betydeligt laver, på himlen. Dette var tilsyneladende den eneste forskel fra før. Fuglene sang stadigt højt, bierne svirrede, og luften var lun. Han strakte sig knagende, og kiggede rund. Skoven var fredelig og der var da heller ikke noget tegn på, at han var blevet vækket af noget uventet. Han rejse sig, og begyndte at gå mod udkanten af trolde træets, for det måtte være det træ musene havde talt om, lysning. Da han var nået halvvejs over græs engen, hørte han pludselig nogen synge. Den grove stemme skar sig igennem det ellers så i idylliske sceneri, som en gammel og halvrusten kniv mod en rude. Det lød mildest talt forfærdeligt.

Sangen voksede i styrke, og Mattheus begyndte at kunne skælde de enkelte ord fra hinanden. Teksten var en meget makaber vise, om en enlig jægers kamp mod en frygtelig drage. Kampen vandt han selvfølgelig, hvorefter han begyndte at dissekere liget, på en meget grafisk og velbeskrevet måde.

Mattheus stoppede op og ventede på at stemmens ejermand skulle vise sig. Efterhånden var sangen vokset til en sådan styrke, at den enten overdøvede fuglenes sang, eller havde skræmt de stakkels væsner bort. Mattheus var tilbøjelig til at sige det sidste.

Efter at sangen næsten var blevet uudholdelig, (den var nu nået til hvordan man kogte skællene, så de kunne opnå maksimal magisk styrke, hvorefter man kunne strategisk sælge dem som ingredienser til en heks, følge hende hjem, og slå hende ihjel,) trådte stemmens ejermand ud af skoven. Sangen var en stor og muskuløs man, med et kraftigt, snørklet overskæg. Havn var klædt i en læder anordning, der mest af alt lignede en krydsning, mellem en normal klædedragt, bestående af hose og frakke, og et læderharnisk. På ryggen havde manden en stor rejsetaske, hvorfra der stak et sværd skæfte, og en armbrøst op. Mattheus gættede på at han var enten drage, eller heksejæger, hvis man skulle gætte ud fra hans sangvalg.

Manden fik øje på Mattheus, ”Halløj Fremmede,” råbte manden med en stemme der virkede lige så grov og  kantet som ham selv, ”Hvem er du? Og hvad bringer dig herud i denne skov, på denne tid af dagen?”

”Mit navn er Mattheus,” svarede Mattheus, ”Og jeg er på vej ud for at rede Kong Héns datter, der er blevet bortført af en trold.”

”Når ja, prinsesse Gyldenmund,” sagde manden, ”Med sad hun ikke i et tårn i den anden ende af landet?”

”Nej, det er ikke prinsesse Gyldenmund jeg vil rede, skønt hun sikkert sidder i et tårn et eller andet sted, og venter på hjælp,” sagde Mattheus, ”Hende jeg vil rede hedder Androme Da, og blev først bortført for lidt over et halvt år siden. Men hvem er du? Og hvad laver du her i skoven?”

”Mit navn er Theodoren Løvemund den modige, jeg er hekse- og monsterjæger af første grad,” sagde manden stolt, og Mattheus kunne da heller ikke holde en imponeret lyd tilbage. Monsterjæger var opdelt i rang, hvor ti var det dårligste og første var det bedste. For at blive monsterjæger af første rang skulle man både bestå nogle indviklede prøver, havde en masse erfaring og havde overlevet nogle situationer, hvor man ikke burde kunne havde overlevet. Dette resulterede i, at der på verdensplan kun fandtes femten monsterjæger af første rang, og de fleste af disse så man næsten aldrig, da de havde trukket sig tilbage for enten, at lede den samlede jæger organisationen, eller oplære nye jægere.

”Men hvad laver du her? Er der nogle drager, eller kæmper i området?” spurgte Mattheus pludseligt skræmt.

”Nej, bare rolig, der er ikke nogen monstre i denne del af skoven,” beroligede Løvemund, ”Jeg er faktisk på heksejagt. Jeg har hørt, at der skulle bo en frygtet troldmand på disse kanter. Det skulle du vil ikke vide noget om?” Pludselig virkede Løvemund mørk og truende.

”Han må tale om musenes frelser, RisteFe eller sådan noget ,” tænkte Mattheus, højt sagde han, ”Nej, nej det ved jeg ikke noget om – jeg er bare på gennem rejse, ud og rede prinsesser, halve kongeriger og alt det der.” Mattheus grinede nervøst.

Manden stirrede mistænksomt på ham. ”Er du nu sikke?” spurgte han, intimiderende.

”Ja,” sagde Mattheus, også lidt højere, ”Ja, jeg er sikker. Jeg har aldrig hørt om at en troldmand skulle bo her. Og selv vis jeg gjorde ville jeg aldrig opsøge ham, med andet formål om at jage ham bort. Magi er djævels værk, og burde udryddes!”

Udbruddet beroligede Løvemund. Det var faktisk, den eneste naturlige reaktion fra et menneske, der ikke lå i lag med djævlen og hans skaberværker. ”Du bør forlade disse skove, så hurtigt som muligt:” rådede han, ”Magien ligger tykt her. Alle tegnene er her, unaturlig trævækst,” han kiggede sigende hend på trolde træet i lysningens midte, ”Dyr der ikke opfør sig naturligt, mangel på bestemte arter…”

”Mus, og ugler” supplerede Mattheus hjerne

”Og magiske væsner, og magiudøveres tilstedeværelse” sluttede jægeren af. Han kiggede på Mattheus, der pludselig følte sig meget lille. ”Den troldmand, jeg jager,” sagde Løvemund, ”Er meget farlig, han kan få hele familier og deres hus til at forsvinde ud i den blå luft, og det er mede garanti ikke det værste han har gjort.”

Mattheus prøvede at virke overrasket, og på nogle punkter var han det også. Det overraskede ham at Jægeren ikke havde andet på RisteFe, end at han havde teleporteret er hus bort. Teleportation betød at RisteFe var en meget magtfuld troldmand, og magtfulde troldmænd, var oftest kendt og frygtet, så meget af lokal befolkningen, at det lykkedes for dem at skrabe den store sum penge sammen, der skulle til for at hyre en heksejæger, lige meget hvor fattige de var. Det at lokalbefolkningen ikke havde påkaldt sig organisationens opmærksomhed var meget underligt. Mattheus valgte ikke at dvæle for meget ved det nye mysterium. Det var ikke hans problem, og han havde på ingen måde lyst til, så meget som røre ved noget som helst, der bare lugtede til magi, og så havde han jo en prinsesse der skulle redes.

”Jeg skal nok være forsigtig,” lovede Mattheus, ”I mellem tiden, vil du så ikke dele lejer med mig i nat?” Mens de havde snakket var det begyndt at blive mørkt. Fuglene var begyndt at synge med en helt ukendt intensitet, og fra en sø i nærheden var frøer begyndt at kvække med. Det rødlige lys fik træerne til, at kaste lange mørke skygger, og skoven til at se mørk og lukket ud.

Jægeren kiggede rundt, ”Kom,” sagde han og førte Mattheus over til den anden side af lysningen, ”vi slår lejer her, så ligger vi ikke i djævle træets skygge.”

Mattheus begyndte at samle brænde i lysningens udkant, mens Løvemund lavede en bålplads, og fandt noget proviant frem fra hans imponerende ransel. De to mænd spiste i tavshed, og gav sig efter lidt tid til at sove. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...