Menigmands guide til prinsesse redning

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2014
  • Opdateret: 10 sep. 2014
  • Status: Færdig
En dag vågnede Mattheus op og var træt af det hele. Træt af landsbyen, træt af familiens bageri og mest af alt træt af aldrig at komme nogen steder hen. Heldigvis var det denne dag at kongens herol råbte op om den sidste nye prinsesse kidnapning. Som et tegn fra oven, var den skønne prinsesse Androme Da blevet kidnappet, og Mattheus begyndte sin rejse.

2Likes
0Kommentarer
470Visninger
AA

11. Kongen og Bageren

Kong Magnus Hén var en magtfuld mand. Han var høj, og rank og det eneste der vidnede om hans alder var tre små smilerynker der smøg sig legende i hans øjenkroge. Hans hår havde samme nøddebrune farve som prinsessens, men dette var også det eneste de havde udseendemæssigt tilfældes. Hén stirrede på Mattheus med øjne. ”Du siger,” begyndte han, ”At du bringer nyt om min datter. Sig Os hvem du er.”

”Mit navn,” Begyndte Mattheus, ”Er Mattheus. Jeg kommer fra kejser Augustus Mortens rige, hvor jeg meldte mig til at befri deres datter, fra den trold der havde kidnappet hende.”

Kongen nikkede, dette var ikke ny information, han lavede en affejende bevægelse med hånden, ”Kom til sagen. Fortæl Os om Vores datter, Vi ser at du ikke har bragt hende med dig. Sig Os: hvor er hun, er hun vel?”

”Deres datter har det fint, deres kongelige højhed. Hun lider ingen nød, og virker meget tilfreds med sit liv, dog ønsker hun at overbringe Dem en besked.” Mattheus var begyndt at få klamme hånd flader, han svedte, og hans hjerte hamrede. Det var ikke hver dag, at man bad en konge om at holde sig væk, og ude af sager, der sådan set ikke havde noget med ham at gøre. I hvert fald ikke direkte.

”Hvordan kan du sige det? Har du set hende? Lyver du for Os? Hun er blevet kidnappet af en stor ækel trold! Ingen kan være tilfreds med en sådan tilværelse,” Kongen var rasende. Hans åndedrag var dyb og larmende, mens han tydeligvis forsøgte at bevare fatningen. En handling der ikke lykkedes ham særligt godt. Han stod oprejst og slog ud i luften, med store armbevægelser. Han skulle til at åbne munden for at beordre den hund, der vovede at påstå at hans lille uskyldige datter var tilfreds med at bo i et jordhul sammen med en stinkende trold, arresteret for højforræderi, skønt han ikke engang var en af hans undersåtter.

Lige inden at kongen nåede at åbne munden, smed Mattheus prinsessens diadem hen til kongen, der af gammel kampvane greb det flyvende smykke inden det ramte ham. ”Det passer!” sagde Mattheus hurtigt, og inden kongen eller en af de mange vagter, der var placeret inde i de hvidemaljerede rustninge, nåede at få et ord indført fortsatte han, ”Prinsesse Androme Da bad mig om, at fortælle dig, at hun ville blive meget glad, hvis du holdt dig væk. Hun mener ikke, at du har nået som helst at gøre i hendes privatliv, at du er en hykler, og at du har en søn, som du kan pådutte en eller anden prinsesse, så du kan få din højt ønskede arving.” Mattheus hev luft ind i lungerne og fortsatte; ”Hun bad mig påpege, at du selv har sagt, at hun selv bør forfølge hendes drømme. Og at det ikke er dit problem hvis disse drømme føre hende bort fra dig, og ud i en sump, og at du bare skal være glad for at hun ikke er i en sump.” Hele tronsalen lå hen i stilhed, Mattheus kiggede lidt rundt, og tilføjede så, ”Hun er ikke i en sump.” bare for at sikre sig at kongen ikke troede at hans eneste datter sad i en sump et eller andet sted, og stadig væk var lykkeligere end hun var i kongeslottes skinnende sale.

Men vis den endeligt var, så kunne han godt kunne forstå den tankegang. Skønt han ikke hverken havde kendt prinsesse Androme Da særligt godt eller særligt længe, havde hun virket som en varm og livlig person med en glødende passion. Helt igennem en personlighed, der ikke ville trives i de store, hvide og upersonlige rum, der pegede slottet. Dette sagde Mattheus dog ikke højt, da han fortrak at han sit hoved blev hvor det var. Han ville se tåbelig ud hvis han var et hoved kortere, han var allerede en smugle under gennemsnittet.

Han var i forvejen bange nok for sit hoved, for han havde lige sagt alt muligt grimt op i kongens åbne ansigt. Ting som havde været slemt nok at sig under fire øjne, men var fuldstædigt forrykt at sige i en sal fuld af kongens hvide vagter. Men på den anden side følte han sig underligt stolt af sig selv. Han var stolt af at han, bagerens søn fra en ubetydelig lille landsby, hvis navn ingen kendte hvis man kom mere end to kilometer væk fra den, han havde sagt noget til en konge som ingen andre nogensinde før havde sagt til en kongen. (Uden at vide det var Mattheus dog ikke den første der sagde sådan nogle ord til en konge, da det var nogenlunde den samme samtale der havde fundet sted mellem kong Héns far og Kong Hén, via en ung, eventyrlysten og små dum søn af et af de mindre herregårds sæder fra den sydlige del af kong Héns rige. Den gang havde samtalen dog omhandlet hvorvidt den dengang prins Hén kunne eller ikke kunne gifte sig med en ung nymfe.)

Kongen sænkede hånden, og kiggede på diademet, ”Dette er min datters,” sagde han forundre, ”Du taler sandt, Androme Da foretrækker virkeligt at blive hvor hun er. Hvordan kan det være? Følg med mig,. Du må fortælle mig alt!” Han var så chokeret, at han helt glemt helt det kongelige Vi.

Mattheus fulgte med kongen ud af den store tronsal og ind i et mindre, og mere gråt rum. Væggene var hvidkalkede og gulvet var af sortsværtede egetræs stolper. Det lignede på ingen måde noget en konge skulle færdes i. Vagterne blev stående uden for døren, som kongen lukkede med et dæmpet klunk. Han vendte sig om, og så opfordrende på Mattheus.

”Androme Da er forelsket i trolden. Hun har det godt, og jeg tror ikke du behøver at være bekymret for hende. Det virker som om det er hende der har bukserne på. Hun styrer troldens territorium med jernhånd.” begyndte han tøvende, for at berolige kongens aktive fader instinkter. Kongen så helt himmel falden ud, ”Hun sagde at hun ikke var den eneste i familien, der havde en elsker der ikke var mennesker. Hun antydede også at hun ikke var fuldblods.” fortsatte han, så kongen ikke ville prøve at undergrave Androme Das beslutning, ved at sige at hun var forvirret eller, at det var unaturligt at elske en, der ikke var af samme race som en selv.

Mattheus krympede sig sammen, og prøvede at se meget undskyldende ud. En ting var at tænke noget, en anden var at sige det højt, især over for en konge der lige havde uofficielt tabt sin datter, til en race af væsner der normalt blev omtalt med meget negativet ladede, for ikke at sige direkte hadefulde, ord.

Men i stedet for at blive rasende, så kongen … selvtilfreds ud? Kongen, satte sig langsomt ned, med langsomme, velovervejede bevægelser, tog han et bære, der havde stået fremme på en sølvbakke på det grove planke bord midt i rummet, og slet ikke passede ind i helhedsindtrykket.  Kongen tog en slurk, og kiggede hen over glasset, ned på Mattheus. Hans stemme var kold da han talte.

”Min søn,” Sagde han, med underlig fløjlsblødhed i sin ellers kolde stemme, der ikke gjorde andet end at opskramme den skrækslagende dreng endnu mere.  ”Antyder du at dette kongelige blod indeholder elementer, der ikke er blå? Ikke engang røde,” det sidste ord blev spyttet ud som om det var den største og fornærmende beskyldning kongen nogensinde havde hørt. Og nu hvor Mattheus tænkte over det kunne det meget nemt være.

Der skulle en hel særlig form for idioti til, at sige den slags ting offentligt, og man skulle være en helt igennem hjernedød tumpe, i en kategori for sig, for sige sådan noget til en kongens åbnende ansigt. Mattheus var begyndt at ryste, han kjortel havde klæbet sig fast til hans ryggen, han var mere skræmt end han nogensinde havde været før.

 

Kongen satte kalken med langsomme og velovervejede, der ikke gjorde nget for at dømpe Mattheus frygt, bevægelser på den lille bakke igen. Han lænede sig tilbage, og foldede hænder ud for hans ansigt, således at hans albuer hvilede på den knirkende stols kraftige armlæn. ”Sig mig,” sagde han med en så følelses forladt og monoton stemme, at det sendte en skælven igennem Mattheus krop, ”Hvad sagde min datter helt præcist til dig?”

Mattheus kvalte trangen til at vride sig i ubehag, han rettede sig op, og prøvede at virke modig og standhaftig. Med en stemme der ikke bævede, særligt meget, sagde han, ”Hun sagde at …. Hun sagde at De,” Mattheus tog en dub indånding, sank, og udbrød så, ”Hun sagde at De var en hykler, og at hendes mor ikke var menneske, og måske endda ikke engang varmblodet.” det hele væltede ud i en lang sætning, som en dæmning der brast.

Mattheus stirrede på kongen, der koldt kiggede tilbage ”Og hvad mener du så om det?” Spurte han, kongen, roligt

Mattheus tænkte sig om, personligt kunne han ikke være mere ligeglad. Hvis man elskede nogen, og den nogen elskede en tilbage, kunne det da være lige meget om man så ens ud. Dette var et synspunkt han godt vidste ikke var populært, og men kunne ikke sige den slags til en konge. Han kiggede op for at se om han kunne få en fornemmelse af hvad kongen gerne ville høre. For sent opdagede han, at han var kommet til at sige det hele højt.

Men i stedet for at rase, og skrive under på under på Mattheus dødsdøm, lænede kongen sig tilbage. Han sad roligt, og afslappet tilbagelænet i sin stol. Hans hænder hvilede roligt på stolens armlæn, og om hans mundvige spillede et lille smil.

”Det er jeg glad for at høre,” sagde han, ”Der findes ikke mange med den holdning, skønt den i min mening er yderst fornuftig.” Mattheus åndede lettet ud. Det virkede ikke som om kongen havde en overvældende lyst til at slå ham ihjel lige nu.

”Ser du,” forsatte konge, og Mattheus rettede sig opmærksomt op, ”Min datter har ret. Blodet i mine åre er godt nok det mest kongelige blå, du nogen sinde vil kunne forestille dig, men blodet i mine børns åre er af en noget mere udvandet version. Min kone er ikke en normal kvinde, på ingen måde, men hvilken kvinde er det. Sandheden er nu, at da jeg så hende, og reddede hende ud af åmandens lange fæle kløer, var hun ikke så meget fanget, som kåd. Hun var åmandens datter, og havde levet hos sit eget folk hele hendes liv, og hun anede ingen ting om hverken mig eller mit folk. Der var en dejlig frisk hed i ikke at blive genkendt, så jeg tog hende og giftede mig med hende. Og det var ikke med min fars gode vilje, kan jeg godt sige dig. Jeg har aldrig set det gamle fjols være så rasende, hverken før eller siden.” betroede kongen Mattheus.

”Før jeg mødte hende var jeg lige så snæversynet og tåbelig, som alle andre adelige dreng. Men da jeg mødte hende, blev min verden vendt på hovedet. Jeg havde aldrig, og har aldrig siden, mødt så smuk og venlig en skabning. Jeg vidste at hun var den jeg ville dele mit liv med, lige meget om hun var menneske eller nymfe. Jeg elskede hende, og har gjort det siden. Jeg har aldrig fortrudt mit valg.” kongen sad lidt og kiggede ud i luften, opslugt af minderne om hans smukke kone.

”Så ser du, jeg forstår min datter.” kongen blev tavs, og forsatte så, ”Nej, det gør jeg ikke – en trold, af alle væsner  –  men jeg forstår mentaliteten bag. Og hvis det er det der gør hende lykkelig, vil jeg velsigne hendes beslutning. Jeg ville bare ønske at hun havde fortalt mig mere om ham, så jeg vidste at det ikke bare var en af de der tåbelige teenageideer." Kongen så på Matteus, der officielt selv stadigt var i alderen til de tåbelige, og måske, måske ikke, var i gang med at føre en af dem ud i livet, som samtalen fandt sted. .

”Tak skal du have, Mattheus af kong Augustus Mortens rige,– gud hvor jeg hader den selvopblæste nar.” kongen afbrød sig selv og startede på ny, ”Undskyld, som jeg var ved at sige, Mattheus af kong Augustus Mortens rige, jeg takker dig for at bringe nyt om min eneste datter, Androm Das, velbefindende. Du har overvundet mange fare på din færd, og jeg vil nu belønne dig for din heltegerning,” sagde kongen meget formelt. Mattheus var faldet på knæ foran den grimme træstol der midlertidigt fungerede som tronstol. Kongen havde rejst sig fra sin plads. Han drog sit store, smukt dekorerede kongesværd, og placerede det med den sløve side af klingen på Mattheus skulder. Sværdet var så tungt at Mattheus mærkede sig selv gå ufrivilligt endnu mere ned i knæ. Han forstod for første gang, hvorfor de store svær kun fungerede som dekorations genstande. Der var simpelthen ingen der var stærke nok til at svinge sværtet i mere end fem minutter, end sige en helt kamp.

”Mattheus af kong Augustus Mortens rige, jeg, Kong Magnus Hén (af mit eget, det bedste, rige), slår dig her med til rider af Æresgarden,”

Æresgarden bestod af alle de bønder og fattigfolk der af den ene eller anden grund var blevet slået til rider, uden at de havde nogen som helst forståelse for kampsport, eller riddergerninger. Æresgarden var således den eneste garde der aldrig blev inviteret til diverse turneringer eller opvisninger i kampsport, skønt der altid var en eller to idioter der meldte sig til disse, og gjorde sig så grundigt til grin, at der kunne gå flere årfør de viste sig i offentligheden igen. Mattheus følte sig meget beæret over at blive medlem i den meget lille, og heraf meget eksklusive klub af riddere, da han aldrig havde troet at han ville blive andet end belønnet med andet en pose guld, et klap på kinden og et ’god tur hjem’.

Kongen fortsatte med at tale, ”Jeg overdrager, til dig hertugdømmet Brøddengod.” Sværdet skiftede side, fra den ene skuler til den anden, og så tilbage igen. ”Rejs dig, Hertug af Brøddengod, Mattheus Brødgod!” afsluttede kongen.

Mattheus rejste sig. Endnu engang havde skæbnen valgt at spille ham et puds, og minde ham om sin fortid. Ligesom han troede, at han var sluppet væk fra brød og bagning, stod de der igen, og hilste ham som gamle venner, med melede håndtryk. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...