Menigmands guide til prinsesse redning

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2014
  • Opdateret: 10 sep. 2014
  • Status: Færdig
En dag vågnede Mattheus op og var træt af det hele. Træt af landsbyen, træt af familiens bageri og mest af alt træt af aldrig at komme nogen steder hen. Heldigvis var det denne dag at kongens herol råbte op om den sidste nye prinsesse kidnapning. Som et tegn fra oven, var den skønne prinsesse Androme Da blevet kidnappet, og Mattheus begyndte sin rejse.

2Likes
0Kommentarer
464Visninger
AA

2. I Muses vold

Da Mattheus kom til bevidsthed, opdagede han som det første, at han kunne se himlen.  Det næste han opdagede, var at han lå oven op en sten, der skar sig ind i ryggen på ham. Først herefter vågnede han nok op til, at han kunne begynde, at tænke i længere og mere sammenhængende sætninger, og se sig om.

Han opdagede, at han lå lige midt i det, der måtte være musenes lejer. Små hvide telte, miniature bål, og træ anordninger dækkede jorden. Overalt myldrede musende omkring ham. Flere af dem havde lagt deres små, men drabelige våben fra sig, og var begyndt at lave aftensmad, gøre rent, og andre ikke aggressive opgaver. 

Foran Mattheus rejste sig et lettere forfaldent byhus.  Det var højt, smalt og gult, med skæve afskallede skodder og en dør der kun hang fast i et enkelt hængsel. Hvad et storbyhus, om end forladt, lavede midt inde i den tætte og dystre nåleskov kunne man kun gisne om.

Da Mattheus forsøgte at rejse sig, opdagede han at han var bundet på hænder og fødder med et reb, der var viklet så stramt rundt om hans lemmer, at han var begyndt at miste følelsen i dem.  Han mærkede et blødt dunk i den ene tinding, og drejede hovedet for at se hvad, det var der havde ramt ham. Foran ham sod en lille musevagt, og så meget vigtig ud med sin blankpolerede riffel og læder støvler.

”Vågn op fremmede,” peb den, ”Du skal fremstilles for overgeneral Muris. Han er den hårdeste mus der findes, så bed til at han vil høre på, hvad du har at siger til dit forsvar.”

Ud fra et af de hvide telte, kom fem hvide mus løbende. ”Træd af korporal, vi tager os af fangen fra nu af.” peb føremusen. ”Javel,” svarede korporal vagtmusen surt, den havde tydeligvis glædet sig til at føre Mattheus frem for musehærens leder.

De fem nye mus begyndte, at løsne ræbene om Mattheus ben op. ”Rejs dig,” beordrede lederen af de fem mus, ”Og følg med os. Hvis du så meget som tænker på at stikke af, skal du vide, at vi fem er i toppen af infanteriets elite. Vi kan lemlæste eller slå dig ihjel hurtigere end en klapperslange kan nå at æde et jordegern.”

Mattheus, der fra staten ikke havde planer om at løbe væk, besluttede sig med det samme til, at følge med musekrigerne, bare for at se hvordan huset så ud inde fra. Musene førte ham igennem den ødelagte hoveddør, ind igennem den beskidte vestibule, og ind i det der engang havde været husets pejsestue.

Stuen var proppet til bristepunktet med mus, der sad og stod på alle frie flader, der sad endda et par mus oppe i den kostbare krystallysekrone, der hang ned fra loftet.  Oppe på den store og prangende marmorpejs stod en stor hvid mus, der manglede det ene øre.  Han var tydeligvis musenes leder, da han var den eneste mus på pejse hylden, der således var det eneste sted i rummet, hvor der var nogen lunde benplads. Desuden havde han en aura af autoritet og magt omkring sig. Det var tydeligt, at dette var en mus man skulle tage alvorligt, og at han ikke var vandt til at blive sagt imod.

Alle musene lignede hinanden. Flertallet af dem var hvide, men der var også nogle brun, grå og sorte imellem.  De var karseklippede, med små brungrå camouflage hjelme og våben. Det eneste der adskilte dem fra hinanden, var et tyndt halebind, der tydeligt viste deres rang, og placering inden for de enkelte delinger. 

Musene rykkede sammen da Mattheus blev ført ind i det allerede overfyldte rum, af sine fem musevagter.  

”Mit navn er Overgeneral Valida Muris. Jeg er leder af de Frie Mus Hær med Henblik på Verdensovertagelse, eller i musemunde: FMH-HV.” sagde den magtfulde, karseklippede mus, fra sin plads på pejsen og rankede ryggen stolt.

Ind fra højre løb en lille grå mus med et kongeblåt halebind. Musen missede mistroisk med øjnene, og bjæffede; ”Hvem er du? Hvem har sendt dig?”

”Torn, styr dig!” beordrede overgeneralen, ”Men svar fremmede, hvem er du, og hvad laver du i her?”

”Er du spion, og for hvem?” indskød den mistænksomme mus, Torn.

”TORN!” brøllede Muselederen. Torn undskyldte, og trak sig hurtigt tilbage.

”Mit navn er Mattheus,” svarede Mattheus ærligt, ”Jeg er ikke spion. Jeg vidste ikke engang at der lå en musekoloni her ude. Det var faktisk ikke meningen, at jeg skulle stoppe her, ser De, jeg er på vej til Magnus Héns rige, for at befri prinsesse Androme Da, fra den frygtelige trold der på nedrig vis har kidnappet hende.” Mattheus var begyndt at blive en lille smugle bange for museflokken. De virkede meget velorganiserede, og deres leder havde da også erklæret tidligere, at de planlagede at overtage verden. Han troede selvfølgelig ikke, at det nogensinde ville lykkedes for dem, men de var da nok til, at de ved en velorganiseret operation kunne blive til stor irritation, for ikke at sige en plage for en landsby af en fornuftig størrelse. 

”Hmm, så basens beliggenhed er stadig væk hemmelig. Det var godt. Men hvis vi vil havde at den forbliver hemmelig, bliver vi nødt til at slå mennesket ihjel,” Torn havde åbenbart besluttet sig for at slutte sig til samtalen endnu engang.

”Torn, du er min sikkerheds chef, ikke lederen af denne organisation,” brølede overgeneral Muris vredt, ”Så ti stille, og lad mig tænke i fred!” henvendt til Mattheus sagde han; ”Men Torn har fadt i noget, vi kan ikke bare lade dig rende frit omkring.”

”Hvad skal vi dog gøre. At slå dig ihjel virker lidt drastisk. Det vil heller ikke være det bedste signal at sende omverden. Vi er trods alt, stadig en ret lille organisation.” mumlede musen for sig selv.

Efter lidt tid udbrød den; ”Nu ved jeg det! Vi smider dig i kasjotten, ind til rigsrådet finder en mere permanet løsning.” Musen nikkede veltilfreds for sig selv, ”Før ham bort.”

De fem fangevogtermus, førte Mattheus ud af lokalet, mens alle tilskuerne ivrigt snakkede med hinanden om hvad de syntes at der skulle gøres med fangen. Ud fra de brudstykker af samtalerne Mattheus nåede at opfange, begyndte han først rigtigt at blive bekymret. Mange af musenes blodtørst var uhørt, og hvis bare halvdelen af de planer de havde, blev ført ud i livet, var chancen for at Mattheus nogensinde ville nå at rede prinsessen, end sige komme ind i Héns rige, blevet væsentligt forringet, for ikke at sige ikkeeksisterende. 

 ´´v``__^o^__´´v``

Cellen de fem hvide vagt mus førte Mattheus ind i, viste sig at være husets spisekammer.  Rummet var helt bart og mørkt. På den ene væg var en række hylder slået op. De var alle sammen tomme, bortset fra en halvfuld pose mel, en klump gammelt gær.

”Hvor er det bare typisk,” tænkte Mattheus, ”Endelig er jeg sluppet væk fra min far og hans bageri, og så ender jeg som fange i et tomt spisekammer, sammen med fem hvide mus, noget forbandet mel, og en klat klamt gær. Det eneste der mangler er vand, og en ovn, og værsgo, så er der brød”

Uden at havde lagt mærke til det, havde han sagt den sidste del høj, og han blev derfor noget overrasket, da han vendte hovedet, og blev mødt af fem par plirrende øjne.

”Undskyld mig, men sagde du brød? Kan du bage brød? Åh, vil du ikke nok bage et brød til os? Det er så længe siden vi har fået brød.” bad den mindste af de fem hvide mus, mens de rastende mus stirrede på ham med store våde øjne.

”Hvad får jer til at tro at jeg vil bage brød til jer? I holder mig fanget mig, og forsinket min rejse. Hvem ved hvilke trængsler den fagre Androme Da må gå i gennem mens jeg sidder her? Og hvem ved hvad i vil gøre ved mig? ”

”Ikke os. Vi vil ikke gøre noget, vi er bare fodsoldater, vi bestemmer ingenting. Kom nu!” sagde den lille mus pibende.

”Måske ikke jer, men det billede jeg fik af min skæbne inde i forhørslokalet var mildest talt ikke lyst. Så nej, jeg vil ikke bage brød til jer,” slog Mattheus fast.

”Vi vil hjælpe dig med at flygte, hvis du vil bage et brød til os. Vi lover at vi vil hjælpe dig! Vi,vi … Vi vil endda hjælpe dig på din videre færd. Vi mus ved mange ting, og kender mange hemmeligheder. Vi mus ser og høre ting, der ikke skulle ses og høres uden for fire øjne og øre. Vi kan helt sikkert hjælpe dig.” lovede ledermusen.  Mans de fire andre nikkede ivrigt.

Mattheus overvejede forslaget. Hvis musen talte sandt, ville det på den ene side betyde at han havde en vej ud af musefængslet, men på den anden side ville det betyde at han skulle bage brød. En handling han havde svoret han aldrig ville gøre igen. Men hvis musene løj, ville udbrudsforsøget slå fejl, eller slet ikke finde sted, og Mattheus ville havde bagt et brød til ingen verdens nytte.

Men hvis han ikke prøvede, ville han aldrig finde ud af om musene havde løjet, eller om han havde sagt nej til en vej ud af cellen. Og var det så galt at bage et brød? Han havde godt nok lovet sig selv aldrig at gøre det igen, men der var mere på spil her end hans stolthed.

Efter at havde tænkt i et stykke tid, åbnede Mattheus munden, og sagde, ”Okay, men i skal slippe mig ud herfra, og hjælpe mig i den rigtige retning. ”Det lovede musene højt og helligt, og Mattheus begyndte at slå brødet sammen.

Mens de ventede på at dejen skulle hæve, satte de fem hvide mus satte sig på bagbenene, med forpoterne foldet over deres små lyserøde maver, og præsentere sig. Ledermusen først, og den mindste til sidst.

”Jeg er Johanne” sagde den første mus.

”Jeg er Hanne” sagde den anden mus.

”Jeg er Anne” sagde den tredje mus.

”Jeg er Ann” sagde den fjerde mus.

”Og jeg er Nee” sagde den femte, og mindste mus.

”Jeg hedder Mattheus,” præsenterede Mattheus, og følte sig en lille smugle tåbelig.

Herefter sad di i tavshed i nogle minutter.  Da stilheden begyndte at blive trygget, brød Mattheus den, ”I lovede mig at hjælpe på min rejse.”

”Selvfølgelig,” svarede den mus, der vistnok hed Hanne, eller også var det Anne, måske var det endda Ann. Det var ikke til at finde ud af det, når alle tre midtermus havde samme kropsbygning, højde og endda samme halebindsfarve. ”Vi har snakket sammen, og blevet enige om at fortælle dig historien om vores op rindelse, eller i hvert fald historien om hvordan vi endte her ude i Museskoven.” 

Mattheus kunne ikke se, hvordan en historie skulle kunne hjælpe hans mission, men heller ikke hvordan det kunne skade, hvis bare musene holdt deres løfte bagefter. Han kunne ærligt indrømme, at han ikke havde regnet med det store fra musene, men så længe de slap ham ud, var alt i orden. Han havde jo sit kort at gå efter.

”Nu skal du bare høre,” begyndte en anden af midtermusene, Mattheus havde opgivet at skelne dem fra hinanden, selv deres stemmer var ens.

”For længe siden, før vi militærmus fandt vores sande kald, boede vi som flygtninge i dette hus. Vi levede i frygt for de mennesker, der trampede rundt, og kaldte det deres. Men vi mus vidste, at vi var skabt til noget større. Vi var ikke som vores fætre, de enfoldige markmus, der tager livet som en leg indtil høgen slår ned, eller vores dovne kusiner, der lever det fede liv i de kongelige og nobles spisekamre. Vi er modige, organiserede og frem for alt målrettede.

En dag bankede det på døren, og et af menneskene lukkede op. Udenfor stod den frygtede troldmand Richard Steve Terrorizt Fearoshima, der også er kendt som RisteFe. Han blev enden for vores gigantiske samboer, men starten på vores glorværdige mission! Han viste os lyset, og vi greb det!

Vi ved ikke hvad de talte om, for vi havde benyttet lejligheden til at invadere spisekammeret. Men på et tidspunkt, begyndte menneskerne og RisteFe at tale højlydt. Det hele endte med, at RisteFe fremsagde en besværgelse, og huset og al des inventar blev teleporteret her ud i Museskoven.

Da vi mus altid er på vagt, affandt vi os hurtigt med de nye omstændigheder. Vi lavede alliancer med de lokale museklaner, og op til flere af de lokale musekrigere har sluttet sig til vores glorværdige mål. Vi opnåede støtte fra hele Museskovens musebestand, da vi for et par uger siden skræmte den sidste ugle bort.

Omvendt gik for menneskerne. De var ikke særligt omstillingsbevidste eller parate, og allerede efter et par uger blev de ædt af en bjørn. Vi mus overtog huset, og besluttede os for at erobre verden kort tid efter.”

Efter historien var musene stille, de virkede til at være opslugt af tanker. Mattheus kunne stadigt væk ikke se hvordan musenes oprindelseshistorie kunne hjælpe ham, men den svarede da i det mindste på spørgsmålet om hvordan byhuset var havnet midt ude i skoven. Alle musene havde helt stille mens fortæller musen, Anne – Mattheus var ret sikker på at det var Anne – , havde genfortalt musehærens historie.

Efter lidt tid brød den Ledermus Johanne stilheden, og sagde ”Vi tror, at din største chance for at finde din prinsesse er at opsøge RisteFe.” De andre mus nikkede energisk, ”RisteFe ved alt,” peb Nee. ”Han er meget magtfuld. Han er Mægtig” priste den lille mus, mens det andre mus forsatte med at nikke. Det var tydeligt at denne troldmand, Richard Steve noget, havde opnået en næsten gude-lignende status i de små mus museøjne. 

Mattheus havde ikke lyst til at opsøge denne troldmand af flere grunde. For det første viste selv det mindste af landsbyens småbørn at magi var djævels værk, og skulle fordrives med alle midler. Det var ikke mere en fire år siden, at Mattheus selv havde været med til at drive en heks ud af byen. Hendes navn havde været Amanda, hun havde gået i en klasse under ham i skolen, og havde virket meget sød. Indtil en af drengene i hendes klasse havde lagt mærke til at hun aldrig blev våd i regnvejr, og hendes hår aldrig blev uglet i blæsevejr. Han fortalte det til sine forældre, som fortalte det til borgmesteren, som holdt et borgermøde, hvorefter de fremmødte fandt høtyvene frem. Magi var således ondt og unaturligt, og Mattheus havde ikke lyst til at omgås nogen, der udøvede det.

For det andet var Mattheus ret sikker at troldmanden kun ville hjælpe for en pris. Alle vidste at seid udøvere var griske og grådige, og man måtte under ingen omstændigheder give dem noget af ens blod, da det ville give dem magten over ens sjæl.  For det tredje troede Matteus ikke på at troldmanden ville kunne hjælpe ene og alene af den grund at det var musene der anbefalede ham at opsøge RisteFe. Mattheus havde generelt ikke nogen stor tiltro til noget af det de fem mus og deres artsfæller sagde. Men han nikkede alligevel og sagde at han ville overveje det.

”For at finde ham, skal du bare gå mod nord vest, indtil du kommer til en gammel skovhugger hytte, der vist engang var hvid, omgivet af et rødt stakit. Her drejer du til venstre, og går med dådyr stien indtil du når et vandfald, følger du floden kommer du til RisteFes tilholdssted.” forklarede den største af musene.

”Ja, ja, men hvordan slipper jeg ud her fra?” spurgte Mattheus surt, mens han formede brødet, og placerede det i den store ovn.

”Når vores brød er færdigt, vil vi føre dig frem Hr. Overgeneral Valida Muris’ kæreste, Victoria Amoris, og fremlægge din sag. Hun vil med garanti tage dit parti, og hun vil overbevise Overgeneralen.”

Mattheus syntes ærlig talt, at den plan virkede meget vakkelvorn. Hvis Victoria Amoris på nogen måde mindede om sin elsker, ville chancen for at Mattheus nogensinde så dagens lys være lig nul, da han bøn om benådning, helt sikkert ville blive betragtet som en indirekte tilståelse. Bare ved tanken om hvad de små blodtørstige musekrigere ville gøre ved ham inden de endelig gjorde det af med ham, gjorde Mattheus helt bleg. En lille musestemme brød gennem hans dystre tanker, ”Du skal ikke være bange, du skal bare fortælle frøken Victoria om din store kærlighed til prinsessen. Victoria elsker kærligheds historier, og vil gøre alt for at de ender lykkeligt.” beroligede Nee.

Mattheus var begyndt at fortryde, at han havde bagt brødet til musene, da deres verdenssyn tilsyneladende var fuldstændigt forskruet. Alle deres anbefalinger var helt ude i skoven. En troldmand ville aldrig hjælpe en levende sjæl af sit gode hjerte, en musepige ville aldrig forråde sin kæreste, bare for en rosenrød fortolkning af virkeligheden. Men gjort var gjort, og brødet var bagt. ”Brødet er færdigt. Kom lad os spise,” sukkede han.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...