Menigmands guide til prinsesse redning

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2014
  • Opdateret: 10 sep. 2014
  • Status: Færdig
En dag vågnede Mattheus op og var træt af det hele. Træt af landsbyen, træt af familiens bageri og mest af alt træt af aldrig at komme nogen steder hen. Heldigvis var det denne dag at kongens herol råbte op om den sidste nye prinsesse kidnapning. Som et tegn fra oven, var den skønne prinsesse Androme Da blevet kidnappet, og Mattheus begyndte sin rejse.

2Likes
0Kommentarer
467Visninger
AA

7. Grunden til at man ikke går i skoven alene

Mattheus var faret vild. Han havde ingen anelse om, hvor han befandt sig. På kortet havde strækningen fra skoven til det floddelta, hvor trolden efter sigende skulle holde prinsessen fanget, været meget lige til. Mattheus skulle bare være gået lige ud hele vejen, og så ville han automatisk støde ind i den lille bæk, der om foråret blev til en brusende elv. Mattheus mente da også at han havde gået i noget, der lå meget tæt op af den fugleflugts linje han aftenen før havde tegnet hen over kortet med et stykke kul.

Han havde gået ligeud, uden at havde drejet i den ene eller anden retning. Han havde heller ikke stoppet op for at nyde naturen et eller andet sted(okay, det var løgn. Flere gange havde han stoppet op, og havde nydt den smukke udsigt, der kom til syne når det engang i mellem tyndede lidt ud i træerne, mens han holdt en lille pause). Han havde til gengæld gået, lige som kortet beskrev det, på toppen af højderyg, med stejle skrænter ned på begge sider af ham. Her havde han gået lige til der på kortet ikke var mere højderyg, men fra der hvor Mattheus stod, tydeligvis var. Han var dog ikke blevet bekymret. Det var normalt at kort over større afstande ikke var særligt præcise, og han havde derfor gladelig forsat fremad, uden de store bekymringer. På et tidspunkt havde højdedraget da også fladet ud, men den dal han endte i, havde ingen af de landemærker kortet beskrev. 

Mattheus var begyndt at blive bekymret. Han havde vandret uden fast mål i flere timer, solen havde for længst passeret sit højeste punkt, og han havde stadig ingen ide om hvor han var. RisteFes afskeds ord vendte tilbage til ham ”Pas på,” hviskede de, ”Magien er stærk i denne del af skoven. Man ved aldrig hvor de lokale klaner af magiske væsner befinder sig, og det er ikke dem alle sammen der er venlige.”

Mattheus skuttede sig, han var pludselig blevet helt kold, skønt luften var lun. Han satte farten op, og bevægede mål rette ind mellem to træer, der havde en nærmest deja-vuagtig effekt på ham.

Efter at havde gået i et stykke tid kom han til to træer, der på forunderligvis lignede dem han svagt havde genkendt fra tidligere. ”Det er dog underligt, som så mange af træerne i denne skov ligner hinanden,” tænkte han for sig selv, mens han gik ind i mellem de to træer og fortsatte lige ud i et mere roligt tempo. Han lage let ikke mærke til det øje, der holdt øje med ham fra en lavt hængende gren på et nabotræ.

Efter at havde gået endnu et stykke tid kom Mattheus endnu engang til to tvillingetræer, der lignede det foregående træ par på en prik. Han besluttede sig for at holde en lille pause, da han efterhånden var ved at blive en smugle små sulten. Mattheus satte sig i tvillingetræernes fælles skygge, og begyndte at pakke den madpakke han havde fået med af RisteFe ud. Det var en dejlig mand pakke bestående af brød, ost og en hel del tørret frugt, men inden han nåede at sætte tænderne i hans lækre ostemad, lød en stemme.  

”Du er nok ikke den skarpeste kniv i skuffen, er du?” sagde den, uden tilsyneladende at havde en tilhørende krop. Mattheus for sammen, og kiggede rundt, endnu engang vendte troldmandens ord tilbage til ham. Men i modsætningen til den gang musene havde henvendt sig til ham, fik Mattheus denne gang øje på talsmanden.  På en lavt hængende gren i et af nabo træerne, lige i øjenhøjde med Mattheus siddende person, sad en grøn og rød kamæleon, og stirrede på ham med sammenknebene øjne.

”Hvad mener du?” spurgte Mattheus fornærmet.   

”Det er femte gang du er gået forbi her indenfor de sidste tre timer, og det er først nu du er begyndt at lægge mærke til det” svarede dyret. 

”Har du ikke andet, og bedre at tage dig til end, at lave end at holde øje med tilfældige menneskers gøren og laden?” angreb Mattheus.

”Nej, egentligt ikke,” svarede Kamæleonen uanfægtet, ”Der sker ikke så meget her omkring, og det er ikke tit at folk går efter deres mål. Sig mig, fremmede, hvad er dit mål.”

”Hvad kommer det dig ved?” spurgte Mattheus surt, han var stadigt lidt mopset over at Kamæleonen havde kaldt ham dum. Hvad vidste den om det? Den var bare et dumt dyr, og det var ikke Mattheus’ skyld at han aldrig havde gået igennem skoven før, og derfor ikke viste hvordan den fungerede. ”Men hvis du endelig vil vide det, er jeg på vej til Midnattes skygges sump, for at snakke med den drage der bor der.”

Kamæleonen kneb øjnene endnu tætter sammen, mens den tænkte. Pludselig var det som om der gik et lys på for den, og den udbrød, ”Når, du mener Midnatsskygge sumpen, og du taler om Melusine. Hvad vil du dog med hende, det flere år siden at et menneske sidst har opsøgt hende frivilligt?”

”Det kommer ikke dig ved, det er en personlig sag!” svarede Mattheus, der efterhånden var godt træt af, at gentage at han var på vej ud for at rede en prinsesse, hele tiden. ”Men jeg er faret vild.” anerkendte han for første gang højt.

”Selvfølgelig er du det,” sagde Kamæleonen, ”Du er jo på vej mod et mål.”

”Hvad mener du?” Mattheus rynkede panden.

”Magi er en underlig, og legesyg ting,” forklarede Kamæleonen, ”Nogle gange giver den mening, og andre gange er den bare mærkelig. Det her er en af de gange. For at nå dit mål, bliver du nødt til ikke at gå efter dit mål, men alle andre steder end dit mål.”

Mattheus var forvirret, ”Jeg forstår ikke..”

”Lad mig give dig et eksempel,” sagde kamæleonen, ”Du er på vej mod sumpen, men kan ikke finde der hen. Men da har været her, og vil ikke være her mere, kan du ende her.”

”Det giver stadigt ikke meget mening,” erklærede mennesket.

”Lad mig sige det på en anden måde så,” sagde dyret, ”For at finde et sted hen, skal du ønske at komme alle andre steder hen, end din rejses mål.”

”Men hvordan gør jeg det?” spurgte drengen.

”Er du bange for drager?”

Han nikkede.

”Så tænk på hvor farlige og glubske de er. Tænk på hvor let det ville være for en af dem at æde dig med hud, hår, støvler og gamacher. Tænk på hvor farlige og modbydelige de må være, siden de bliver jagtet så intensivt, som de gør.”

Mattheus kunne mærke, at hans allerede lille lyst til at begive sig ud til sumpen for, at snakke med dragen var blevet betydeligt mindre, og nu nærmet var ikke eksisterende.

”Den følelse skal du bare holder du bare fat i, og begynder at gå. Så skal magien nok klare resten,” sagde kamæleonen, og Mattheus fik en fornemmelse af at den var umådelig tilfreds med sig selv, skønt dens lille krybdyransigt ikke røbede noget.

Mattheus rejste sig, og bød kamæleonen farvel. Han begav han sig af sted med tunge skridt, og en knude i maven, der var bundet så stramt, at Mattheus var begyndt at tvivle på om den nogensinde ville gå op igen.

Han bevægede sig endnu engang ind imellem de to træer, og ind i resten af skoven. På falderebet nåede han lige at høre kamæleonens afskeds replik. ”Bare rolig,” sagde den lavmælt, ”Drager går ingenting. De er ligesom mig, bare større og med vinger.”

Af en eller anden grund beroligede kamæleonens ord ikke Mattheus, men han fortsatte alligevel, som om ingenting var hændt, ind i krattet. Han havde afgivet et løfte, og det ville han holde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...