Menigmands guide til prinsesse redning

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2014
  • Opdateret: 10 sep. 2014
  • Status: Færdig
En dag vågnede Mattheus op og var træt af det hele. Træt af landsbyen, træt af familiens bageri og mest af alt træt af aldrig at komme nogen steder hen. Heldigvis var det denne dag at kongens herol råbte op om den sidste nye prinsesse kidnapning. Som et tegn fra oven, var den skønne prinsesse Androme Da blevet kidnappet, og Mattheus begyndte sin rejse.

2Likes
0Kommentarer
460Visninger
AA

10. Fra bager til budbringer

Da Mattheus endelig, efter mange ugers rejse, nåede hen til Héns kongeslot, var han udmattet. Rejsen til hovedstaden havde heldigvis forløbet under de store problemer, og kun tre gang havde han været nødsaget til at gemme sig. To gange fordi der var tyve og røvere langs landevejen, og engang fordi en ork havde, på jagt efter sit bortløbende får, forvildet sig ind i en landsby. Hvilket havde resulteret i at en gruppe af monsterjægere havde finkæmmet lokalområdet for alt magisk. Mattheus var selvfølgelig ikke magisk i sig selv, men man kunne aldrig vide hvor meget de forskellige grene af jægerluget snakkede sammen, hvor meget de havde holdt af Løvemund  eller hvor opsatte de var på at skaffe informationer. Det var ikke nogen hemmelighed at de fleste jægere ikke var blege for at vende hver en sten, for at skaffe de informationer, som de betragtede som vigtige.

  

Det var flere uger siden, Mattheus sidst havde sovet i en rigtig seng, og han var begyndt at føle sig rigtig beskidt og ulækker. Han lejede sig der for ind på en kro, hvor han også betalt for et bad. Han regnede ikke med, at kunne få en audiens hos kongen den dag, og han vidste ikke engang hvordan han skulle bære sig ad med at få en, men en ting var sikkkert Kongen snakkede ikke med den beskidte pøbel.

Kong Hén var i modsætning til kejser Augustus Morten den XIII en svær mand at få i tale. Hvor kejser Augustus Morten holdt ugentlige audienser for hans befolkning, så alle kunne se hvor stor og fantastisk han var, havde Kong Hén ikke samme kvaler. Han vidste hvem han var, og hvilke styrker og svagheder hans rige havde, og mente derfor ikke at de var særligt vigtigt, at befolkningen så ham mere end et par gange om året. Det var flere år siden kong Hén havde forladt sit slot, bortset fra når han rejste til sin sommer residens, og ingen udover adelsmænd og noget af det finere borgerskab havde set ham på nært hold, og derfor vidste hvordan han så ud.

Efter hans bad gik Mattheus ned i krostuen. Han gik hen til baren og bestilte en øl. Med øllen i hånden begav han sig på jagt efter en siddeplads i det godt opfyldte lokal. Da han havde maset sig igennem halvdelen af lokalet, fandt han endelig en plads ved siden af nogle fornemt udseende folk.

Mens det afslappede brus fra øllen og badet bredte sig i hans krop, kunne han ikke undgå at overhøre noget af mændenes samtale. De fire af femmandsgruppens folk arbejde tydeligvis som tjenere på slottet, mens den femte var ingen ringer end kongens kammerherre.  Mændene sad afslappet og delte det seneste sladder fra hoffet. En grevinde var blevet gravid uden for ægteskabet, hvilket ødelagde hendes chancer hos kongens yngste søn, som for øvrigt måske, forhåbentligt, havde en hemmelig elsker. En elsker som ingen vidste noget om, men prinsen forsvandt på de underligste tidspunkter, og han var i den alder, så hvilken anden forklaring kunne der være? Og så var han for resten begyndt at bruge ufattelig meget tid på sommergodset, der lå ned til havet.

Efter et stykke tid, og for Mattheus ved kommende to øller, rejste de fire tjenestefolk sig, mens kammerherren blev siddende lidt endnu. Mattheus havde efterhånden fået opbygget mod nok til, at turede at hen vende sig til ham.

”Undskyld mig, men jeg kunne ikke undgå at høre, at du er kongens kammerherre.” indledte Mattheus noget tøvende, men inde han nåede at forsætte skar kammerherren ham af, ”Jeg kan ikke skaffe dig et job, hvis det er det du vil.”

”Nej, nej.” skyndte Mattheus sig at sige, ”Jeg leder ikke efter et job. Jeg søger en audiens hos kongen.”

”Hvad vil du dog med ham? Tror du virkelig at du har noget at sige der vil interessere hans kongelige højhed?” spurgte Kammerherren, og kiggede med foragt og rynket næse på Mattheus, og hans lasede påklædning.

 ”Jeg har nyt om hans datter.” svarede Mattheus, og tilføjede så, for at slå fast hvem han talte om, ”Androme Da.”

”Selvfølgelig er det Androme Da,” bjæffede Kammerherren, ”Kongen har ikke andre døtre. Det er derfor han gør så meget for at få hende igen. Fortæl hvilket nyt du har om Androme Da, og jeg vil overbringe det til kongen.”

”Det kan jeg desværre ikke,”  sagde Mattheus ærligt, ”Jeg lovede prinsessen at overbringe beskeden personligt til hendes far.”

”Så kan jeg desværre ikke skaffe dig en audiens,” sagde kammerherren affejende, og var allerede ved at vende sig om, inden han stoppede og  fortsatte, ”Med mindre du selvfølgelig har bevis for at du er blevet sendt af prinsessen.” Det var tydeligt at han ikke troede på at Mattheus rent faktisk havde mødt prinsessen, endnu mindre på at han havde en besked med tilbage, og bare tanken om at Mattheus skulle havde et bevis var fuldstændig tåbelig. 

”Men jeg har et bevis,” sagde Mattheus optimistisk, og trak kluden med prinsessens diadem op af lommen. Han lagde kluden på bordet, og foldede den ud. Selv i det svage lys skinnede og funklede diademet med en blindende pragt. Kammer herren rakte ud efter smykket, men Mattheus fjernede det hurtigt fra bordet.

”Dette er det diadem prinsessen tog med sig, da hun flygtede sammen med trolden,” fortsatte han.

Kammerherren kiggede fra kluden i Mattehus hånd, han havde tydeligvis genkendt hovedsmykket, til Mattheus ansigt.

”Sig mig, dreng, hvad er dit navn?” spurte han så.

Næste morgen ledte Kammerherren Mattheus igennem mange af slottes store, og overraskende tomme sale, frem til en dør. Han bankede på, og en ny tjener mælte Mattheus ankomst.

Salen, der lå foran Mattheus, var stor, højloftet og blændende hvid. Hvide marmor søjler strakte sig som slanke birkestammer op mod det hvidkalkede loft. De hvide marmor vægge var dekoreret med vægtæpper af hvid silke, broderet med hvidguld. Op mod væggen stod hvidemaljerede rystninger og stole af hvide træsorter. På en enorm hvid trone sad en enorm mand klædt i hvidt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...