Menigmands guide til prinsesse redning

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2014
  • Opdateret: 10 sep. 2014
  • Status: Færdig
En dag vågnede Mattheus op og var træt af det hele. Træt af landsbyen, træt af familiens bageri og mest af alt træt af aldrig at komme nogen steder hen. Heldigvis var det denne dag at kongens herol råbte op om den sidste nye prinsesse kidnapning. Som et tegn fra oven, var den skønne prinsesse Androme Da blevet kidnappet, og Mattheus begyndte sin rejse.

2Likes
0Kommentarer
461Visninger
AA

8. Dragens del

Sumpen var stor, og underlig tør i udkanten. Jorden gav kun efter en lille smugle, og der var langt mellem vandhullerne. Men efter hånden som Mattheus nærmede sig hjertet af sumpen, blev den mere og mere sumpet, og bevoksningen blev da også mere sumpagtig. Piletræer splittede de mørke vandoverflader med deres aflange pilespid formede blade. Lysesiv og kæruld stod som tuer mellem de dybe hestehuller. En em af forfald havde bred sig i den stille stående luft. Alligevel sad små sangfugle og pippede i mellem de tørrer siv og dunhammere.

Mattheus hoppede fra tue til tue. Han følte sig frem med en lang vandrestav, han havde skåret, da det gik op for ham at sumpen var ved at tage sin begyndelse. Han var flere gange blevet tvunget til at vende op, og finde en anden vej, da han hans valgte rute, viste sig at være en blindgyde, da afstanden mellem hans tue og den næste var for stor, til at han kunne springe.

Efter en af disse omveje, stod han på en tue og overvejede hvordan, han skulle komme videre, da en tyk tåge begyndte at lægge sin om ham. Det ene øjenblik var luften klar, og det næste øjeblik var det så diset, at han hverken kunne se frem eller tilbage.

Mattheus kiggede undt, han kunne knap se en hånd for sig. Tågen var kommet så pludselig, at Mattheus, ikke havde nået at søge ly, og han stod nu fanget midt ude i sumpen, på en meget lille tue kærgræs, der var begyndt at foruroligende sumpet i kanten.

Pludselig hørte han en lyd bag sig. Mattheus vendte sig forsigtigt om mod lyden og stirrede ud i disen med opspilede øjne, men han kunne selvfølgelig ikke se andet end den våde støvgrå dis. Det havde mest af alt lydt som om det tunge sumpvand var blevet skubbet væk af noget stort. Mattheus var ved at blive bekymret, for sumpen var varm nok til at der kunne leve både krokodiller, slanger og andre store rovdyr i det sorte vand.

Lyden blev gentaget, men denne gang kom den fra et punkt til højre for ham, men inden han nåede at vende sig om, kom den igen, denne gang til venstre. Lyde begyndte at omslutte ham, de blev gentaget med kortere og kortere intervaller, og pludselig, lige så hurtigt som de var startet, forsvandt de igen.

Sumpen var helt stille. Mattheus bevægede sig forsigtigt rundt på sit lille helle, og stirrede febrilsk ud i den hvide luft, men han kunne ikke se så meget som en skygge i det sorte vand, der spejlede disen som et stål grå skjold. Alene stod Mattheus i en verden af gråt. .

Langsom begyndte den tykke tåge at lette. Den hvide luft blev lysere, og mere luftig og let. Ud af tågen begyndte en silhuet langsom at tage form. Skikkelsen var stor, mange gange større end Husmutter Sigmas store tyr, der var det største levende væsen Mattheus nogensinde havde set. Langsomt begyndte silhuetten at tage form, og blive mere præcis. Mattheus kunne begynde at ane en lang skællet krop, der forsvandt ned under vandoverfladen for, at dukke op længere ude i det sorte vand. Væsnet, der stod bøjet over ham, var langt og smidigt, dets hoved lignede en sabeltigers, med lange hvide elfenbens hugtænder, om kranset af en vilter løvemanke. Med opspilede øjne indså Mattheus at han stod over for en af de sidste drager i verden, og synet var frygtindgydende.

Da tågen efterhånden var lettet, kunne Mattheus nu se det enorme væsen klart. Som dragen stod, så den majestætisk ud med sin lange bølgende manke og sol spillende skælpragt. Skællene var et virvar af grønne og blå nuancer, der alle reflekterede solens stråler med en intensitet, der nærmest var blændende.

Det store væsen bøjede hovedet ned mod Mattheus. Det åbnede munden og udstødte en række harmoniske og syngende lyde. Det var tydeligt at den forsøgte at komme i kontakt med ham.

”Undskyld, men jeg forstår ikke hvad det er De prøver at sige.” sagde Mattheus høfligt. Han var måske ung, men han var ikke dum, og han vidste bedre end at pisse et af de mest magtfulde væsner i verden af bare ved at være uhøflig. Nogle gange leger man bare ikke med ilden.

Dragen lagde hovedet på skrå, som om det først var nu den rigtigt kiggede på Mattheus. Efter et øjeblik var det som om der gik et ryk igennem dens krop, og i næste nu, var hovedet med den fantastiske mange, og de smukke tænder, samt en stor del af dragens krop forvandlet. I deres sted var en kvindelig overkrop og hoved.

Dragen vendte sit nye menneske hoved mod Mattheus. Hun var køn. Hendes øjne var en mørk blå, og havde et søvnigt udtryk i sig. Hendes næse var lille, kindben høje, og håret var en dyb brunfarve, der hang løst, og skyggede til dels for hendes fint formede træk. Hvis dragen havde været et menneske, ville hun nok have været et af de smukkeste mennesker Mattheus nogensinde havde set.

Hun åbnede munden, ”Hvad vil du her lille menneske?” Dragens stemme var stadig melodisk og let syngende, den var lige så smuk som før.

”Jeg er på vej for at rede Prinsesse Androme Da fra den frygtelige trold, der på nidkjærvis har bortført hende,” sagde Mattheus modigt. Dragen fnøs.

”Men lad mig ikke stoppe dig, lille menneske mand. Men jeg tror ikke, at det er trolden du skal være bekymret for,” brummede hun.

”Jeg er ikke bange for Dem,” svor Mattheus, med en stemme der næsten ikke rystede. For selvfølgelig var han bange. At være bange, var den eneste naturlige reaktion at havde, når man står over for et væsen, der var flere gange større, og flere gange mægtigere end en selv, for ikke at tale om uberegnelig.

Til Mattheus overraskelse løftede det skællede reptil sin ene menneske hånd, og begyndte at massere sin tinding. ”Hvorfor skal mennesker altid være så håbløst imbecile?” spurgte den sig selv, mens den til Mattheus sagde: ”Der er altid andre sider af en sag, end den du kender til.  Og jeg personligt, har ikke noget problem med, at du gør dig selv til grin.”

”Hvad mener du?” rasede Mattheus sammenbidt, ”Og hvad ved De over hovedet om denne sag? De har sikkert bare siddet her ude, i denne forfaldende sump, i de sidste mange år, i frygt for at monsterjægerne vil finde dig. De er ikke andet end en kyster. Jeg vil væde med at selv en jæger af ottende rang ville kunne få has på Dem!” Mattheus sydede af raseri. Hvor vågede det dumme dyr, at sige at hans glorværdige mål, aldrig ville lykkedes, at han ville gøre sig selv til grin. HVOR VÅGEDE DEN! Mattheus ville befri prinsessen, og blive en stor og mægtig mand! Han ville aldrig bage brød igen, men i stedet ligge i solen, og gøre kongelige og adelige ting dagen lang, hvad det så indebar.

”Og tåbelige, og blinde er de også. De kan ikke se hvad der er lige foran dem.” mumlede dragen, ”Bare kald mig dum, bare kald mig en kryster. Jeg er lige glad med insekter. Jeg er ikke bange, og jeg sidder ikke i denne sump for min fornøjelses skyld." Begyndte dragen, og fortsatte inden Mattheus kunne nå at få åbnet munden, og påkræve sig retten til at tale, "Der kan du se, igen skal du til at tale inden du kan nå at tænke dig. Men jeg vil lade dig vide, at selv inden din slægt, og endda inden det der blev til din slægt, levede jeg i denne sump. Jeg er ikke bange for jægere, for jeg har aldrig mødt en. Jeg bor her udelukkende af personlige årsager.” buldrede dragen.

”Jeg havde tænk mig at lade dig gå, så du kunne ydmyge dig selv over for prinsessen, og hvem du ellers mødte på din vej. Men du har stødt mig, hvilket har vækket min vrede, og kom ikke her og fortæl mig at di ikke ved hvad der sker med dem der vækker dragers vrede," afsluttede den.

Mattheus blev helt bleg. Havde han lige fornærmet en drage? Den eneste ting han havde sagt til sig selv, at han ikke ville gøre for prinsesse Androme Das skyld, skønt hun efter sigende skulle være skøn nok, til at havde overvejet det. Men dragen var blevet vred, og det var Mattheus skyld. Nu, ville han aldrig finde prinsesse Androme Da, han ville aldrig få børn, og selv hvis han gjorde ville hans slægt være forbandet i de næste mange led, for ikke at sige forevigt, da ingen helt viste hvor længe drager kunne leve.

”Vent, vent,” kvækkede han, ”Er der ikke noget jeg kan gøre. Jeg mente det ikke. Jeg blev bare vred. Tilgiv mig. Jeg mente det ikke.” Mattheus var meget tæt på at gå i panik.

Dragen kiggede ned på Mattheus, ”Det eneste du kan gøre for at formilde mig,” sagde dragen, ”Er noget du ikke kan give mig. Forvind, lille menneske, forsvind fra af mit ordsyn! Flygt inden jeg ombygger mit hjem med dit legeme.” hvislede den.

Men Mattheus blev stående. Der måtte være noget han kunne gøre for at formilde dragen, og løfte den forbandelse, der ellers ville ramme ham og hans familie. Dragen bevægede sig endnu en omgang rundt, om ham, og han drejede sin krop for at kunne holde øje med den, for hvem ved, hvad en vred drage kan finde på. Da han skulle til at flytte benene, for fortsat at kunne holde øje med dragen, stødte hans hånd ind i den sadeltaske kan havde om livet. ”Når, ja,” skreg hans hjerne til ham, ”RisteFes gaver, de vil sikkert kunne formilde det drabelige væsen”.

”Vent!” sagde han endnu engang, hvorefter han gentog ordet højere, og mere selvsikkert. ”Jeg har noget der kan formilde dig. Jeg har en gave!” det sidste lød lidt for triumferende i hans egne ører, og han blev i tvivl om han ikke havde gjort det hele værre.

”Jeg har jo sagt,” sagde dragen, ”At det eneste der kan formilde mig, er noget du ikke har.” hvorefter kast med nakken og den bølgende hårpragt, den vente ryggen til ham, og begyndte at bevæge sig væk fra drengen med rolige, højtidelige bevægelser. .

”Nej, vent!” skreg Mattheus desperat efter den. Han løftede den mærkelige ovale sten, og holdt den frem mod dragen, der ved hans udbrud havde vendt hovedet.

I næste nu, stod Mattheus fanget mellem det rasende kvindeansigt og en del af dens lange krop. Dragen begyndte at løfte ham op fra den smuldrende tue, så kun hans skosnuder rørte ved græsstråene. ”Hvor har du den fra?” snerrede den.

”T-ta-taske,” var det eneste ord mennesket kunne får presset gennem hans sammensnørede hals, og over hans lettere blålige læber. Den overraskende stærke kvinde arm der havde lagt ig om hans hals ruskede ham, mens dens mage søgte ned i RisteFes saddeltaske.

Da dragens hånd blev trukket tilbage fra taskens indre, holdt den de to skæl med en ufattelig forsigtighed, som om de var noget af det mest dyre bare den nogensinde havde set, endsige holdt. Hun løsnede sin hånd fra Mattheus hals, og satte ham tilbage på tuen, der efterhånden var helt forsvundet, under der mørke stinkende vand. Mattheus stod dog stadigt fanget, i et fængsel af dragens skællede krop, der som tremmer stak op af vandet i en cirkel omkring ham.

Dragen løftede den grønne sten ud af tasken, og holdt den op foran sit ene øje. I næste nu åbnede den munden og slugte den. Mattheus stirrede uforstående op på den fastforsende dragen. Dragen var helt siv, og i mange minutter skete der ingenting, indtil at den pludselig vågnede op igen. Med en grødet stemme sagde den, ”Jeg tilgiver dig lille menneske, gå blot i fred.” Den satte Mattheus fri, og bevægede sig langsomt og forsigtigt ind og ud imellem de små tuer og øer der gennem hullede sumpvandets blanke overflade.

I næste nu var den væk. Mattheus stod alene og forvirret tilbage. Et sted mellem sivene begyndte småfuglene igen at give lyd.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...