The Secret - One direction

Louis Tomlinson og Amber Williams mødte hinanden til en fest hos Harry. De er blevet rigtig gode venner, men Louis er blevet i tvivl. Han ved ikke om han er begyndt at få følelser for Amber. Amber kæmper med at holde hendes hemmelighed om hendes far skjult, men kan hun holde den?

15Likes
15Kommentarer
1532Visninger
AA

7. 5

Det er fredag, og det er i aften jeg skal til festen  hos Harry sammen med Zac. Problemet var bare at Zac ikke havde sagt ét eneste ord siden søndags, da han gik fra mig ved restauranten. Jeg har sådan en fornemmelse af at han heller ikke snakker med mig i dag. Vi må vel tage til festen og ignorerer hinanden?
Jeg er ude i skolegården, for det er frikvarter og solen skinner. Jeg sidder ved den bænk jeg sad på da jeg startede i sidste uge. Denne gang sidder jeg hverken for mig selv eller sammen med Zac. Nu sidder jeg med Thomas og den pige han havde med til festen, Sarah. Vi var faktisk blevet ret gode venner. "Hvad sker der lige for Zac?" Spørger Thomas lige pludselig. Jeg kigger mig over skulderen og ser Zac. Han sidder på trappen foran skolen, og river blade af en busk. Han er virkelig ude af den. "Jeg ved det ærlig talt ikke.." Sarah kigger lidt længere tid på Zac, inden hun spørger; "Hvad med festen i aften? Hvis i ikke snakker med hinanden bliver det da lidt nedern?" Jeg kigger lidt ned på mine hænder, hvor jeg piller lidt ved en blomst, som Thomas plukkede til mig for sjov. "Det bliver det vel.. For ham. Jeg kan jo bare gå med jer?" Thomas griner lidt, "Ja selvfølgelig kan du det! Hvis Zac vil snakke med dig må han selv tage initiativ!" Det får et lille smil frem på mine læber. Så ved jeg da jeg ikke er alene. Klokken ringer, og vi går ind. Zac derimod, bliver siddende og stirre ud i luften. Jeg stopper foran ham. "Bare gå, jeg skal nok komme." Råber jeg efter Thomas og Sarah. De nikker og giver mig et smil. Jeg gengælder det, og sætter mig derefter på hug foran Zac. Jeg vil lige prøve en gang til. "Zac? Er du okay?" Da han ikke gider at snakke, og har flyttet blikket væk fra mig, tager jeg fat om hans hoved og tvinger ham til at få øjenkontakt til mig. "Zac, er du sur på mig? Svar mig nu. Ellers kan det jo ikke hjælpe at vi har et venskab." Jeg kan se at noget i ham rør sig. Mine ord ramte ham. Han åbner munden for at svare mig for første gang. "Jeg.. " Der kommer ikke andet, før han flytter sit blik igen. Jeg kunne se en tåre i hans øjenkrog. Jeg har virkelig såret ham, men hvad skulle jeg gøre? Jeg vidste ikke han havde følelser for mig. Jeg sukker tungt og rejser mig op. "Skal du ikke til time?" Spørger han frivilligt. Jeg nikker, men tvivler på at han lagde mærke til det. "Skal du ikke også det?" Han ryster på hovedet. "Nej, jeg springer over.." Kan man det? Bare springe en time over?
Jeg begynder at gå op ad trappen og ind ad den store dør. Det der var vores første samtale, hvor det ikke kun var mig der sagde noget, siden i søndags. Det var ikke meget, men det kunne måske være et tegn på at han var ved at blive sig selv igen. Måske, måske ikke.

Hele dagen har været mega kedelig, og mega lang. Jeg har mest lyst til bare at gå ud og finde Zac igen. Snakke alt igennem, hvis han altså gider, og ellers bare hjem. Hjem og gøre mig klar til i aften. Heldigvis er der kun 20 minutter tilbage af den sidste time. Har jeg egentlig fortalt at vi ikke har et fast skema? Vores skema kan ændre sig fra uge til uge, men den kan også være det samme i 2-3 uger i træk. I vores sidste time har vi Fysik/Kemi. Vi snakker bare om de forskellige grundstoffer, og laver nogle opgaver. Sorry, but i sucks! Jeg sidder næsten bare og stirre på klokken de sidste minutter. Det er siiiiiindssygt hvor langsom tiden kan gå.

Endelig ringer det! Jeg pakker hurtigt mine ting sammen og skynder mig ud ad døren. Jeg skal bare finde Zac inden han tager hjem! Jeg spæner ud ad den store dør ud til skolegården. Zac sidder ikke på trappen mere, jeg kigger hurtigt over mod parkeringspladsen for at se om hans bil holder der. Ingen Zac-bil. Lort! Så er han kørt..
Jeg trasker hjem, og smider mine sko og jakke. Jeg håber bare ikke Zac ødelægger min aften, ved ikke at ville snakke med mig igen.
Jeg går ind på badeværelset og tager et langt bad. Det er langt, mest fordi jeg står under bruseren og tænker på Zac det meste af tiden, og fordi jeg elsker når den varme vand skyller ned ad min krop. Da jeg boede i Birmingham fik jeg tit af vide at jeg havde en pæn kropsform. En flot talje og en flad mave. Passer det virkelig? Jeg har faktisk aldrig tænkt nærmere over det før nu. 
Jeg skyller resten af sæben ud af mit hår, og træder ud af bruseren. Jeg tørre mig hurtigt og tager noget matchende undertøj på. En lilla BH og samme farve lilla trusser. De passer også til kjolen jeg skal have på i aften (Link i Kommentar!). Da jeg står kun iført undertøj, kigger på mig ind i spejlet. Okay, jeg har faktisk ind ret flot talje med en flad mave, men da ikke flottere end andre piger? Jeg låser hurtigt døren op, og småløber ned på mit værelse. Jeg finder hurtigt kjolen frem, og tager den på. Den sidder godt på mig, og jeg vælger at krølle mit hår igen, og sætte nogle sølvdimser i. Da jeg er helt klar er klokken 17. Festen starter om en time, og jeg aner ikke hvor lang tid det tager at køre der hen. "Er du klar?" Spørger min mor, da det banker på døren. "Ja," Jeg er ret nervøs, for jeg ved det er Zac som står bag døren. Han skal hente mig og kører mig derhen, men jeg ved allerede at der bliver en trykket stemning i bilen. Min mor ved intet om mig og Zac´s Du-Kyssede-Mig-Jeg-Sagde-Vi-Var-Venner-Nu-Snakker-Vi-Ikke-Sammen. Hvis man kan sige det? Nå, men i så fald, hun vidste ikke vi var uvenner, og det var vidst også bedst at hun ikke vidste mere, end hun gør nu.
Min mor åbnede døren og inviterede ham inden for, mens jeg fik mine stileter og en lille jakke på. "Hvordan går det så? Det er længe siden du har været forbi." Hører jeg min mor spørge om. Jeg kigger hurtigt over på hende, og håber bare at Zac vil sige at det går fint. "Ehm, det går okay. Jeg har haft lidt travlt på det sidste, så jeg har ikke haft tid." Han sender min mor et smil, som ligner meget et ægte smil. Min mor kan i hvert fald ikke se at det er falsk. Hun gengælder smilet. "Kan i hygge jer!" Siger min mor inden hun smækker døren i, mens hun vinker. Pff, hun skulle bare vide.

Da vi sidder i bilen, er der ingen af os der tager initiativ til at snakke eller prøve at få en samtale i gang, indtil vi næsten er fremme. Jeg bryder tavsheden ved at spørge ham om noget. "Er du sur på mig eller sådan noget?" Jeg spurgte meget forsigtigt, da jeg ikke ønskede at gøre vores forhold til hinanden endnu værre. Han sukker tungt, men flytter ikke blikket fra vejen. "Jeg vil ikke snakke om det.."
Hvordan vil han så have vi skal blive gode venner igen? Vi bliver sku da nød til at snakke om det på et tidspunkt, medmindre han ikke har lyst til at blive gode venner igen! Sorry, men det er frustrerende!
"Hvornår vil du så snakke om det?" Ryger det ud af mig.
Nu flytter han blikket over på mig. "Hvem siger jeg overhovedet har lyst til at snakke om det!? Kan vi ikke bare lade det være!?" Siger han hårdt. Jeg kigger overrasket på ham, mens han leder efter en parkeringsplads. Da han finder en mumler jeg bare "Undskyld.." Og skynder mig ud af bilen og op mod indgangen. 
Der er en rød løber hele vejen op til døren og lys hele vejen ned ad den. Jeg går hurtigt op ad den, viser den folder vi fik, og får lov at komme ind.
Da jeg kommer ind er der godt gang i den. Folk danser op og ned ad hinanden, sidder i sofaer og nærmest æder hinanden i snav, og så er der nogle piger som er samlet rundt om noget, som jeg ikke kan se hvad er. Da jeg kommer nærmere kan jeg se det er pigerne som også blev inviteret, og nogle jeg ikke kender. De står rundt om Harry, Liam og Niall.

"Hey, du må være den sidste pige som blev inviteret?" Lyder en stemme bag mig. Jeg vender mig om og ser at det er Louis og Zayn. "Ja, det er mig." Svare jeg og smiler til dem. "Vil du med over og få en drink? Så kan vi snakke og lære hinanden at kende. Altså, bedre end sidste gang vi snakkede sammen." Forslår Louis med et grin. Jeg nikker og følger efter dem hen til baren. Vi sætter os, og Louis bestiller 3 drinks. "Nå, hvad laver du i din fritid?" Spørger Zayn, og tar en tår af en blå drink. "Ehm, jeg kan godt lide at tegne, men gør det ikke ret meget længere, og så har jeg spillet klaver.." Zayn spærre sine øjne op. "Kan du lide at tegne?" Spørger han. Jeg tøver lidt, men nikker så, og ser spørgende på ham. "Jeg kan også lide at tegne! Kreativitet er lige mig!" Han lyser ligefrem af glæde. "Hvorfor tegner du ikke så meget længere?" Skal jeg fortælle at det er fordi min far er død? Nej, de behøver ikke vide det. "Jeg ved ikke hvad jeg skal tegne.." Okay, lamt svar. "Når okay.. Det kommer nok igen en dag." Smiler han og kigger hen på Louis, som lytter interesseret med i vores samtale. Da han opdager vi kigger på ham ryster han hurtigt på hovedet. "Øh, klaver? Hvorfor spiller du ikke klaver mere?" Suk.. Endnu en ting jeg ikke gør mere på grund af min far.. Jeg kan vel godt fortælle dem sandheden. "Jeg plejede at øve med min far." Nu ser de bare mere nysgerrige ud. De spørger bare ikke om hvor min f-
"Hvor er din far så nu?"
Lort, jeg har ikke gjort andet end at gøre dem mere nysgerrige.. "Jeg har ikke set ham siden vi flyttede. Min mor og far er .. Skilt?" Lyver jeg. Og det ser ud som om de åd den råt. "Nå, det er vi kede af at høre." Lyder det nedtrykt fra Zayn. "Okay, vi skal nok ikke snakke mere om din far nu," Siger Louis "Hvor er din ven? Ham du havde med til skolefesten?" Jeg sukker tungt. Jeg havde lige glemt alt om Zac. "Jeg .. Jeg ved det ikke. Han er sikkert ude og danse med en eller anden." Jeg prøvede at lyde som om jeg var ligeglad, men det gjorde jeg tydeligvis ikke, for Zayn og Louis havde begge hævet deres øjenbryn. "Er der sket noget?" Spørger de. Jeg sukker tungt igen og ryster på hovedet. "Nej, det er ikke noget. Bare lidt venne-problemer." De nikker, og vi drikker vores drink færdig. "Vil du med ud og danse med mig så?" Lyder det pludseligt fra Louis, mens han rækker en hånd ud mod mig og smiler. Jeg ser overrasket på ham. Vil han virkelig danse med mig? Louis ser afventene på mig, så jeg tager mig sammen og tager fat i hans hånd. "Salvfølgelig." Svare jeg og gengælder hans smil. Zayn hopper også ned fra sin barstol. "Så finder jeg da bare Perrie imens.." Og så er han forsvundet ud i mængden af mennesker. Louis trækker mig med ud på dansegulvet og vi begynder at danse.
___________________________________________________________

Virkelig mange gange sorry for den meget lange ventetid. Jeg har næsten ikke haft tid hele ugen. Arbejde, Ny elevdag, 1 døgn på efterskole og 2 afleveringer smidt i hovedet osv. Virkelig mange gange undskyld igen! Undskyld undskyld!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...