The Secret - One direction

Louis Tomlinson og Amber Williams mødte hinanden til en fest hos Harry. De er blevet rigtig gode venner, men Louis er blevet i tvivl. Han ved ikke om han er begyndt at få følelser for Amber. Amber kæmper med at holde hendes hemmelighed om hendes far skjult, men kan hun holde den?

15Likes
15Kommentarer
1530Visninger
AA

22. 20

Ambers Synsvinkel

Det er præcis et halvt år siden min far begik selvmord. Jeg har aftalt med Louis at han skulle komme over idag, men lige nu har jeg mest lyst til bare et være alene. Min mor skulle tidligt op, fordi hun blev tilkaldt til et hastemøde.. Hun havde ellers snakket længe om at vi skulle holde dagen sammen, så da hun blev indkaldt valgte jeg at spørge Louis om han ikke kom over.
Jeg sidder i sofaen, med armene om mine knæer, og holder et billede af mig og min far. Jeg kan godt huske den dag min mor tog billedet, selvom det er ved at være mange år siden nu.

Min mor og jeg står i lufthavnen og venter på at min far skal komme. Han har været væk i 6 måneder nu. Han blev indkaldt af militæret, men det var heldigvis ikke et sted ude i fronten han skulle være. Jeg har savnet ham, og nu står jeg spændt mellem alle de andre mennesker som venter på deres kæreste, søn, far eller bror skal komme ud af de store døre ved gate 8.
Pludselig begynder mændene at komme ud af døren, og jeg kigger febrilsk efter min far. Jeg kan ikke finde ham, og jeg kigger lidt nedtrykt op mod mor. "Hvorfor kommer far ikke?" Min mor kigger ned mod mig, og smiler venligt. "Han kommer omlidt. Han er sikkert en af de sidste." Og da jeg vender mig om, for igen at lede efter ham, dukker hans hoved frem i mængden. "Far!" Råber jeg, og løber ud mod hans åbne arme. "Hej lille skat!" Siger han og løfter mig op. Min mor kommer over og tager et billede af os da han kysser mig på panden.

Jeg kommer tilbage til virkeligheden ved at der bliver banket på døren. Først nu opdager jeg at jeg græder. Jeg tørrer tårene væk med bagsiden af min hånd og rejser mig op.
"Louis." Siger jeg, og prøver at skjule at jeg har grædt, da jeg åbner døren. Han gennemskuer mig dog hurtigt, og hans bekymrede mine kommer frem. "Amber, er du okay?" Jeg opgiver at skjule det, og bryder sammen med det samme. Louis skynder sig at tage mig ind til ham, og ae mig på ryggen mens han hvisker beroligende til mig: "Det okay Amber. Tag det roligt."
Vi går ind i stuen og sætter os i sofaen, jeg lægger mig ned med hovedet på hans lår. Han leger lidt med mit hår, og sådan ligger vi i lidt tid i tavshed.
 "Ville det måske hjælpe at snakke om ham?" Spørger han og bryder tavsheden. Jeg kigger op mod hans ansigt og ser at han også kigger ned mod mig. Jeg trækker lidt på skuldrene, og kigger væk fra ham igen. "Det ved jeg ikke.."
Måske ville det hjælpe lidt? Hvis jeg bare snakkede om hvordan han var, så kan det være jeg vil få det bedre. "Jeg kan da prøve.."'
"Han var en god far. Han var kærlig, og hvis jeg havde problemer med hvad som helst, så hjalp han mig med at løse det.. Han blev også engang kaldt ind ad militæret, og sendt ned til krigen som dengang rasede. Han blev ikke sendt op i fronten, men han hjalp flygtningerne i de forskellige lejre. Han var et godt menneske.. De sidste år af hans liv blev han deprimeret, og jeg ved ikke hvornår det startede, og min mor har ikke ville fortælle hvorfor han blev deprimeret."
Jeg fortalte ham om en masse minder jeg havde med ham, og hvordan han var.
"Han lyder som et rigtig godt mennekse.." Siger Louis lavt, da jeg er færdig. Jeg nikker, og mine tårer er stoppet med at trille ned ad mine kinder. Louis kysser mig, og jeg gengælder kysset med det samme. Vi bliver afbrudt, ved at en dør smækker i ude i gangen, og lidt efter står min mor foran os. "Mødet blev aflyst.. Det var ikke så vigtigt alligevel." Siger hun lidt forpustet, og kigger fra Louis til mig, og over på Louis igen. "Oh, haløj Louis. Afbrød jeg jer lige i noget?" Ler hun. Jeg griner, og prøver at forklare hende at vi ikke var igang med noget. "Jaja, så siger vi det.."
Hun går ud i køkkenet og laver en kop kaffe. "Vil i have noget?" Råber hun. Vi siger nej, og jeg sætter mig op.
"Jeg går lige ud og snakker med hende.." Siger jeg til Louis og rejser mig op for at gå ind i køkkenet efter min mor. "Mor?" 
Hun vender sig om, og smiler blidt til mig med sin kaffe i sin ene hånd, og læner sig op ad køkkenbordet. "Jaer?"
Jeg trækker vejret dybt, og stiller spørgsmålet som har plaget mig længe nu: "Hvorfor var far deprimeret?"
Min mor sukker bare tungt og stiller kaffen fra sig. "Hør, jeg har sagt-"
"Nej mor! Jeg vil gerne vide hvorfor!" Siger jeg med hævet stemme. Hun kigger op i loftet, og derefter ned på mig igen. Hun trækker vejret dybt ind, og begynder at fortælle: "Da din far blev sendt ud for at hjælpe de mange flygtnige.. Der.. Altså, han så mange dødsfald. Mange der blev skudt, og.." Hun holder en pause, og hendes øjne bliver blanke. Jeg går over til hende, og støtter hende, ved at hjælpe hende ned og sidde på en stol. "Det startede med at han begyndte at få de her mareridt da han kom hjem igen. Han fik aldrig det søvn han havde brug for, samtidig med alt hans arbejde. Først blev han stresset, og gad ikke rigtig snakke med mig. Han prøvede selvfølgelig at være mere som han plejede over for dig, men det blev bare.. Værre. Til sidst begyndte han at blive deprimeret, jeg tilbød ham læge- og Psykologhjælp, men han takkede nej." Hun lod sit blik falde ned på gulvet, og den første tåre trillede ned ad hendes kinder. Jeg kunne ikke gøre andet end bare at sidde og lytte.. Alt det vidste jeg slet ikke om min far.
Louis kom ind og satte armene rundt om mig, og kiggede lidt sørgmodigt på mig. Jeg kunne let regne ud at han havde lyttet med. Han kyssede mig på kinden, og trak mig med ud i stuen igen, så min mor kunne være lidt for sig selv.
"Undskyld, men jeg kunne høre det hele herinde fra, og så ville jeg ind og se om i var okay." Undskyldte han. Jeg nikkede og tog fat om hans ansigt. "Det okay," Hviskede jeg, og kyssede hans mund. "Nu ved jeg hvad der skete.." Slutter jeg, og kan mærke tårene presse sig på igen. Louis tager mig ind i et kram, og omfavner mig længe. "Det skal nok gå.." Siger han og kysser mig på hovedet..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...