The Secret - One direction

Louis Tomlinson og Amber Williams mødte hinanden til en fest hos Harry. De er blevet rigtig gode venner, men Louis er blevet i tvivl. Han ved ikke om han er begyndt at få følelser for Amber. Amber kæmper med at holde hendes hemmelighed om hendes far skjult, men kan hun holde den?

15Likes
15Kommentarer
1547Visninger
AA

21. 19

Ambers Synsvinkel

Jeg sidder inde i en genkendelig stue. Jeg er i mit gamle hus i Birmingham! Hvad laver jeg her?
Foran mig sidder der en pige. Det er jo mig? Hun sidder med en blok og er igang med at tegne. Jeg kigger til min ene side. Min mor sidder i stolen foran pejsen og varmer sig med et tæppe over sig og en kop kaffe. Hun smiler til pigen foran mig. Pigen smiler tilbage, og vender sin opmærksomhed mod blokken igen. Hun tegner et ansigt, men indtil videre kan jeg ikke se hvem det er. Efterhånden som hun tegner, kan jeg bedre genkende ansigtet, men ikke sætte noget navn på endnu.
"Hvor er den flot!" Er der en der griner bag mig. Jeg vender mig om, og ser med det samme at det er personen hun tegner. Og navnet popper også med det samme op. "Far." Udbryder jeg, og en tårer samler sig i min øjenkrog. Han går direkte forbi mig, og sætter sig ved siden af pigen. Kan de ikke se mig?
"Ja, det er dig!" Ler pigen, og viser ham tegningen. Han kysser pigen på kinden, og hvisker hende i øret: "Jeg er stolt af dig."
Tårene strømmer ned ad min kind. Jeg vil så gerne gå over til ham, og mærke hans kropsvarme. Jeg vil omfavne ham, og se ham som den glade far han var. Jeg vil sidde oppe til sent om aftenen og spille klaver med ham, tegne med ham, grine med ham. Jeg have alt det der var tilbage..
Pludselig vender han sig om mod mig. "Amber?" Han kan se mig! "Far!" Råber jeg, men pludselig er der en der river mig væk fra ham. Jeg kæmper mig frem, og råber efter ham. "Nej far! Lad mig blive her..!" Min far står bare der og kigger på mig. "Amber!" Råber han, og tager så et skridt frem mod mig. "Amb-"

"Amber? Hey, Amber. Shh, er du okay?"
Nogen rusker stille i mig, og hvisker i mit øre. Jeg åbner øjnene, og ser ind i et par blå krystaller. "Amber?  Du græder jo?" Hvisker Louis.
Jeg sætter mig op. "Det var min far.." Hvisker jeg. Louis ser lidt forvirret på mig. "Hvad er der med din far?"
"Drømmen.. Den var så virkelig.." Forklare jeg. Louis ryster bare på hovedet. "Det var bare en drøm." Svarer Louis med en beroligende stemme. Han trækker mig ind til sig, og omfavner mig. "Sov videre, Babe." Hvisker han, og kysser mig oven på hovedet. Jeg tager fat i en lille tot af hans t-shirt og inden jeg falder i søvn hvisker Louis mig i øret igen: "Jeg elsker dig.."
-*-*-*-*
Jeg vågner ved at jeg hører støj. Jeg åbner stille øjnene. Louis holder stadig om mig, men han er vågen. Jeg vender mig om, så jeg kan se ud mod de andre. Harry og Niall slåser for sjov. Da de ser mig, skynder de sig at stoppe. "Vækkede vi dig?" Spørger Niall forsigtigt om. Jeg griner lidt, og nikker så. "Det er lidt svært at undgå at vågne, når i larmer sådan."
Da jeg siger det, kan jeg mærke at Louis' griner. Jeg kigger hurtigt op på ham, og han kysser min mund. Jeg kysser med, og vi bliver forstyrret af Niall: "Skal vi ikke have morgenmad?" Vi griner under kysset, og Louis vælger at sætte sig op. Jeg bliver liggende og mumler: "Jojo.." Hvor jeg derefter rejser mig dovent op. Vi er alle oppe, undtagen Zayn. Han sover stadig, og da Harry vælger at træde forsigtigt på ham for at vække ham, er den eneste reaktion en irriteret brummende lyd. Lidt efter tager han hurtigt fat i Harrys ben, og trækker i dem, så han falder ned på maven. "Av!" Udbryder han, og rejser sig op igen. "Du kunne da bare have ladet være.." Brummer Zayn, og sætter sig op.
Derefter går vi alle ned og spiser nogle rundstykker som jeg hurtigt fik varmet op.
Mens vi sidder og spiser spørger Louis mig om noget: "Hvordan har du det med det der skete i nat?" Jeg trækker lidt på skuldrene. Jeg ved det faktisk ikke. Jeg ved jo godt at det var en drøm, men hvor ville jeg gerne have at den var ægte.
"Hvad skete der i den?" Spørger han lidt efter. Jeg husker lidt tilbage, og fortæller ham hvad der skete.
"Oh.. Amber. Du ved godt at du bare kan komme til os hvis du vil snakke.." Siger Louis da jeg er færdig med at fortælle. "Tak." Svare jeg og smiler til ham.
"Vil i med til Birmingham en tur?" Spørger jeg, da jeg får en idé. 
De andre kigger lidt spørgende på mig. "Hvad skal du da?" Spørger Harry.
"Jeg vil gerne besøge min far på kirkegården. Det er første gang siden han blev begravet jeg er der henne.. Jeg vil helst ikke derover alene." Forklare jeg.
"Det kan vi da godt.." Siger Louis. Jeg lysner op i et smil, og kysser Louis. "Tak!" Siger jeg til dem alle.
-*-*-*-*
Vi står alle 6 foran gravstenen. Jeg lægger en buket blomster ved siden af stenen. Vi købte blomsterne på vej herhen. Jeg sætter mig på hug, og følger bogstaverne med min finger.

Patrick Williams.
Altid elsket af familie og venner.
Hvil i fred

"Jeg savner dig far." Hvisker jeg, og en tårer triller ned ad min kind, og lander på gruset. De andre drenge kommer hen ved siden af mig, og sætter sig også ned.
"Det er en smuk grav han har fået.." Siger Louis, og kigger på den indgraverede due på stenen. Jeg nikker, og Louis læner sig frem og kysser en tåre væk fra min kind. De andre drenge rejser sig igen, og går lidt rundt på kirkegården, mens Louis og jeg stadig sidder her.
"Jeg forstår ikke hvorfor han valgte at tage sit liv." Siger jeg og begynder at græde midt i sætningen. Louis tager mig hurtigt ind til sit bryst, og holder om mig. "Rolig nu.. " Siger han, og jeg græder bare endnu mere. "Hvorfor lige ham?"
 "Det ved jeg ikke, Amber." Beroliger han mig, og kører sin hånd igennem mit hår. "Jeg vil gerne hjem igen.." Mumler jeg ind i hans trøje efter noget tid, hvor vi bare har siddet her i tavshed. "Okay.. Jeg forstår dig godt." Vi rejser os op, og finder de andre, men da vi skal til at gå ser jeg min veninde Sophie på den anden side af kirkegården. Hun ser også mig, og begynder at flippe ud, da hun opdager at jeg er sammen med drengene fra One Direction. Hun løber over mod os, og vinker. "Amber! Oh my god! Hvad laver du her?" Hun kigger hysterisk fra Harry, Niall, Zayn, Liam og Louis og over til mig. "Hvad lavede i inde på kirkegården?"
Åh nej. Jeg havde ikke fortalt det til Sophie!
"Åh, undskyld Sophie.. Kan vi ikke snakke om det på et andet tidspunkt.. Måske over skype senere?" Siger jeg, og sender hende et undskyldende blik. "Hvad? Skal du hjem nu? Hvorfor har du ikke været over og sige hej?" Og nu opdager hun at jeg har grædt. "Hvorfor græder du?"
Liam stiller sig ind i mellem mig og Sophie, og begynder at snakke med hende. Jeg når ikke at høre hvad de siger, for Louis trækker mig med sig hen mod bilen. Måske kan jeg bare sende Sophie en Sms nu, istedet for at forklare det senere. Jeg finder hurtigt min mobil frem.

Fra: Mig
Jeg er ked af det Sophie. Jeg har løjet over for dig. Gå ind på kirkegården og find gravpladsen nr. 218..

Jeg sender den, og vi kører da Liam stiger ind i bilen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...