The Death Of Louis Tomlinson

One Direction, verdens største band - med en tragisk historie bag - går nu i opløsning. Louis Tomlinson en femtedel af bandet, døde d. 5. April 2014 - mindre en en måned til deres 2 verdens turne - i et biluheld. Louis have et langt og lykkeligt liv foran sig, men han fik ikke muligheden for at opleve det. Hans søster - aka bedste veninde - Celine, på 20 år, sad selv i samme bil sen dag Louis døde. Celine var den eneste i hele bilulykken der overlevede samt Niall Horan. Niall og Celine, kunne ikke klare synet af hinanden, og de var hvad man kalder fjender. MEN bilulykken ændrede det hele. Celine mistede sin bror, og Niall mistede sin bedste ven, hvilket fik dem til at blive meget tætte. **SELVE BILULYKKEN** Niall og Celine sad og skændtes endnu en gang, om hvor de skulle købe take-away, og fordi Louis var skide træt af at hører på dem, flippede han ud på dem, og endte med at kører ind i en anden bil. ^^ Læs med hvis du/i vil vide historien om ulykken, og Ciall's forhold.

19Likes
11Kommentarer
1490Visninger
AA

2. The last heartbeat.

Louis synsvinkel:

Der hvor jeg end var lige nu, var uhyggeligt. Jeg havde mistet noget af mig selv, men jeg vidste ikke havd det var, men det var min egen skyld. Jeg kunne hører nogle prøve at sige mit navn, men der var ingen. - Kun stemmerne.

Jeg kendte ikke stemmerne så ergo, var alt ved det her fremmed. Det hele var sort, og mørkt. Det var ikke et rart sted det her. Jeg kunne hører noget bibbe, hvilket var underligt. -Hvad skulle bibbe?

Jeg forsøgte at bevæge mig, men det gik ikke så godt. Jeg kunne mærke min krop, men jeg kunne ikke bevæge den. Jeg prøvede at blinke med øjene, hvis der var chance for nogle ville se det, og hjælpe mig med at åbne dem.

"Han lever! Hjælp mig med at vække ham!" Råbte en mand meget højt, til alle de andre stemmer, der begyndte at snakke rundt omkring mig.

Jeg bevægede min mund, og prøvede at sige noget. Men intet kom. Følelserne i min krop forsvandt, og følelsen af mit hjerte forsvandt også. Jeg blev virkelig træt, på ingen tid, og jeg kunne ikke kæmpe for at få luft. Min krop lod mig ikke få luft.

"Vi har mistet ham," var det sidste jeg noget at hører, før det hele forsvandt. Ingen stemmer, ingen berøringer, intet. Jeg var død.

Celine's synsvinkel:

Jeg vidste ikke hvad jeg følte lige nu. Det hele var forbi. Det var min skyld, det var mig. Hvis jeg bare havde opført mig ordentligt en gang over for Niall - aaad - kunne min bror stadig være her.

Lægen var lige kommet ind til mig og Niall, og fortalt os at Louis var død, fordi han var blevet for hårdt kvæstet, men jeg vidste bedre. De ville bare ikke indse det var noget de bildte sig ind.

"Han lever! Jeg ved det, jeg kan mærke det, okay?" Jeg sad ophidsede i hospitals sengen og råbte af lægen der bare kiggede tomt på mig. Det kom vidst lige så meget bag på ham, som det gjorde på Niall at jeg sad og råbte.

"Cece, slap nu af. Hvis lægen siger at Louis er bæk, skal det nok passe, det okay du ked af det," Niall var for første gang sød imod mig, hvilket fik mig til at indse at han nok havde ret, men det måtte ikke passe.

Den eneste jeg rent faktisk kunne med, var død. Den eneste jeg rent faktisk elskede var væk, Louis var væk uden at sige farvel.

"Hvorfor? Hvorfor lige ham? Det skulle ha været mig," sad jeg og gravede mit hoved ned i mine hænder, så jeg kunne græde. Louis var lyset i mørket for mig. Han varder altid lige meget hvad der skete.

Jeg kunne hører en komme tættere på mig, og da personen kom hen til mig blev jeg holdt om. Jeg kiggede grædende op og så lige ind i Niall's, våde øjne. Det var første gang jeg havde været så tæt på Niall men jeg var lige glad.

Min bror var død, og jeg blev nød til at leve. For Louis skyld! Jeg skulle klare det, det ved Louis ville have, efter han altid sagde det til mig når jeg var ked af det.

"Må jeg godt se ham?" Jeg spurgte lægen med en meget trist og opgivende stemme, og kunne mærke tærende trille endnu længere ned af mine kinder.

Lægen kiggede noget tid på mig, og det lignede han overvejede sit svar. "Rigtigt skal liget vaskes, og gøres rent, så kroppen ikke ser så forfærdelig ud, men jeg lader jer se ham," og mere sagde lægen ikke før han hentød til vi skulle komme med ham.

Der var ikke sket noget med mig og Niall bortset fra vi begge havde fået nogle sår osv. Da vi var ankommet til hospitalet blev vi hurtigt tjekket, og fik afvide vi skulle blive her til i morgen hvis de nu skulle finde noget, der gjorde vi skulle indlægges.

Vi gik stille ned af gangen, og man kunne nærmest bare lugte død, over det hele hvilket fik mig til at små græde igen. Tanken om at man aldrig skulle hører hans vidunderlige grin var et mareridt.

Vi kom til elevatoren, og vi blev nød til at stå meget tæt, format kunne være i elevatoren. Niall stillede sig ved siden af mig, og ud fra øjenkrogen kunne jeg se han også græd, og det var bare så sørgeligt alt det her.

"Har i enligt ringet til mine forældre?" Spurgte jeg kiggede over på lægen som vendte sig om, så han kunne kigge på os. "Ja. Men de er i London lige nu, og ville tage det første og hurtigste fly til Dublin, de kunne nå."

Da elevatordøren blev åbnet blev jeg bange. Bange for at det hele skulle se slemt ud, og at det muligvis ville var være sidste gang jeg skulle se ham.

"Er det virkelig nu?" Spurgte Niall, og jeg nikkede. En tåre trillede ned af min kind, og landede på gulvet et sted, hvilket var ret normalt.

"Så, det er herinde til højre. I for lov til selv at gå derind, så i kan finde ro." Lægen sendte os et trist smil, og åbnede døren. Jeg lukkede øjene, og det lagde Niall åbenbart mærke til, for han tog min hånd ind i hans.

"Jeg er her, bare slap af," Hviskede han i mit øre, og jeg åbnede langsomt mine øjne op, og trådte - med Niall's hånd i min - ind i rummet hvor Louis skulle ligge.

Jeg kiggede mig omkring og lagde mærke til en slags seng, hvor der lå et lig, med et lagn over sig. "Er det ham?" Spurgte Niall, og jeg nikkede.

Vi gik over til liget, og betragtede det k nogle minutter, da ingen af os turde kigge under lagnet. Jeg blev enig med mig selv om at jeg blev nød til at få det overstået, og tog fat i lagnet.

Jeg hev det hurtigt af med lukkede øjne, så jeg ikke kunne se liget. Men jeg blev nød til det.

"NEEEJ! Nej! Det ikke Louis, det kan ikke være ham!" Jeg skreg og skreg, ved synet af Louis. Det var så forfærdeligt at se ham sådan. "Hvorfor?.. Hvorfor? Louis undskyld.. Jeg er så ked af det.." Jeg trak været og fjernede hans hår fra panden, hvor jeg lagde mine læber på og kyssede ham.

"Jeg elsker dig! Det må..du aldrig glemme.." Jeg kiggede på Niall som bare kiggede grædende på Louis, og han vidste ikke hvad han skulle gøre. - Og jeg forstod ham desværre godt.

Jeg skreg igen, og lagde mig mit hovedet på Louis overkrop, som heldigvis stadig duftede lidt af ham. "NEEEJ.. Nej.. Ikke dig Lou," skreg jeg og tårende trillede ned af kinderne på mig. - Den værste dag i mit liv.

^^^

Hey læsere.

Hvad synes i?

Jeg ved godt det meget tragisk, og at man ikke skal spøge med døden, men jeg synes dette her virkede specielt, hvilket fik mig til at tænke, jeg skulle skrive om det.

Knus 💝

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...