The Death Of Louis Tomlinson

One Direction, verdens største band - med en tragisk historie bag - går nu i opløsning. Louis Tomlinson en femtedel af bandet, døde d. 5. April 2014 - mindre en en måned til deres 2 verdens turne - i et biluheld. Louis have et langt og lykkeligt liv foran sig, men han fik ikke muligheden for at opleve det. Hans søster - aka bedste veninde - Celine, på 20 år, sad selv i samme bil sen dag Louis døde. Celine var den eneste i hele bilulykken der overlevede samt Niall Horan. Niall og Celine, kunne ikke klare synet af hinanden, og de var hvad man kalder fjender. MEN bilulykken ændrede det hele. Celine mistede sin bror, og Niall mistede sin bedste ven, hvilket fik dem til at blive meget tætte. **SELVE BILULYKKEN** Niall og Celine sad og skændtes endnu en gang, om hvor de skulle købe take-away, og fordi Louis var skide træt af at hører på dem, flippede han ud på dem, og endte med at kører ind i en anden bil. ^^ Læs med hvis du/i vil vide historien om ulykken, og Ciall's forhold.

19Likes
11Kommentarer
1484Visninger
AA

3. Crying all the time

Om jeg var knust? Ja. Følte jeg mig skyldig? Ja. Var jeg rædselslagende? Ja. Ville det ha' været bedst hvis jeg var død i stedet for ham? Ja. Skulle jeg gemme mig inde bag det sorte hul? Ja.

Jeg var ked af det, virkelig meget. Selvom det var i går det skete kunne jeg stadig ikke forstå det. Den måde Louis lå på.. Så død, også bleg. Han kunne ikke være væk. Ikke fra mig. Ikke fra familien. Ikke fra drengene og heller ikke fansne.

Min mor havde spurgt mig, om jeg ville fortælle fansne, eller mine søskende om det, og jeg havde ærligt ikke lyst til det. -men jeg følte jeg måtte gøre det for Louis, så jeg havde valgt mine søskende.

Jeg var slet ikke forberedt på noget, men det skulle gøres når de kom ind af døren. Min mor og hendes mand, havde fået min bedsteforældre til at passe dem i mens, uden at sige noget. Så det var vel mig.

De var kommet for ca ti-femten minutter siden, og jeg havde bare stået og kigget såred på dem. De havde optil flere gange spurgt mig, hvorfor jeg havde så mange ar på kroppen, men jeg kunne ikke.

Det var mig der skulle være den ældste af os, men det kunne jeg ikke. Jeg kunne og ville ikke tage Louis plads. - Han var alle's yndlings.

"Hvor er Louis henne?" Daisy sad med hendes dejlige blågrønne øjne, og smilede til mig. Jeg måtte tage mig sammen, så jeg kiggede ud på dem alle, og trak vejret 3 gange og begyndte.

"Louis er død," sagde jeg med et knæk i stemmen, og de kiggede alle sammen chokerende og overraskende på mig. "Ej lad nu være med de jokes der, dig og Louis er ikke en skid sjove!" Lottie kiggede irriteret på mig, og det ville jeg også selv gøre.

"Jeg laver ikke sjov, Louis døde i et biluheld," jeg prøvede at snakke sådan så alle kunne forstå det. Phoephe var den eneste der troede på det, siden hun begyndte at græde.

"Er det seriøst eller?.." Feci, sad med tårer i øjnene, og lignede en der skulle bryde sammen - ligesom mig. Jeg hadede at se mine søstre græde. Det var den værste følelse.

Jeg kunne se på dem, at de begyndte at tro mig, men det gjorde stadig ondt på dem om mig. På et eller andet tidspunkt var jeg nok tvunget til at sige hvornår, hvordan og hvor det skete. - selvom lysten ikke var der.

"Hvordan?" Daisy kiggede på mig, og inden jeg nåede at åbne munden, begyndte hun at græde. Jeg gik hen til sofaen og tog hende op til mig, selvom det gjorde ondt over det hele på min krop. Men hun var min søster og hun havde brug for mig.

Jeg satte mig ned i sofaen, med Daisy i min farm, og aede hende på ryggen. Phoephe havde sat sig over til Lottie, og Felicite sad Ernest lå i sin barnevogn og sov. Heldigvis forstod de ikke hvad der skete, jeg mener. Selvfølgelig kan de mærke når noget er galt, men de ved jo hvad det er.

"Altså, ser i: i ved jo at Louis og jeg skulle være sammen lørdag, altså i går. Men Louis havde glemt og fortælle mig at Niall også kom, og jeg blev skide sur, fordi jeg ikke har det så godt sammen med Niall. Men vi blev så enige om alle tre at kører ud og finde et sted og købe takeaway. Men Niall og jeg kunne ikke blive enige.." Jeg trak vejret stille, og kunne smage saltvand i min mund. Altså mine tårer.

"Vi kom op og skændtes, Niall og jeg, over hvor vi skulle have mad fra, og i kender mig. - jeg vil have min vilje. Louis blev virkelig træt af vores skænderi og vendte sig om mod bagsæderne hvor både Niall og jeg sad. Han bad os om at holde kæft, også ved jeg faktisk ikke hvad der skete.." Jeg trak vejret og inden du noget at sige noget sagde jeg "og hvis jeg så kunne huske det, ville jeg gerne glemme det."

De nikkede, og græd alle sammen virkelig meget, og jeg kunne slette ikke klare det. Det var som om at få en kniv i gennem hjertet, og bare blive stikket i flere gange. Det var en af de værste dage i mit liv, og intet kunne forandre min mening om at det var min skyld at Louis døde.

Jeg kiggede hen på Lottie, som kiggede grædende på mig, og med Phoephe i armene, og jeg vidste hvad hun hentød til. De ville alle sammen have at mor og far. Men de kunne ikke komme lige nu.

"Mor og far, kan først komme om et par timer, uanset hvor meget de gerne ville være her, kan de ikke," jeg trak Daisy længere ind til mig, og kyssede hende på hovedbunden og hvislende i hendes øre, "han er et bedre sted nu." Daisy nikkede og hev fat i min hættetrøje, for at holde sig fast til mig.

"Hvorfor?" Denne gang var det Feci's tur til at sige noget, og jeg kiggede med det sammen hen på hende. Selvom vi var søstre, lignede vi slet ikke hinanden. Faktisk lignede jeg ingen af mine søskende, men det var god grund til. - Jeg var adopteret.

Grunden til jeg var adopteret var at mine biologiske forældre kun var femten år gamle, da de fik mig, og de ville ikke have mig. Min mor Johannah, synes det var forfærdeligt, og havde ringet med det samme da hun havde set annoncen i en butik. Jeg kendte ikke noget til mine biologiske forældre, og det ønskede jeg heller ikke. For hvis du spurgte mig, var de ikke min familie. The 'Tomlinson' var min familie.

"De er i gang med at fortælle medierne det, altså alt fra fans, til jounalister osv. Mor spurgte mig om jeg helst ville fortælle jer det, eller hele verden det, og fordi i er min familie følte jeg at det var vigtigst." Jeg prøvede at snede dem et smil, men vi vidste alle jeg ikke kunne, så jeg droppede der bare.

Jeg kunne mærke noget vibrere i min lomme, og da det eneste der lå i min lomme var min mobil, gik jeg ud fra der var nogle der ville i kontakt med mig. Jeg tog hurtigt min mobil op for at se hvem der skrev, og da der stod 'Harry' på skærmen, blev jeg enig med mig selv om at jeg skulle se hvad Harry skrev.

Jeg låste min mobil op, med besvær og gik så ind under Harry's og mine beskeder. #Hey Ceci. Liam og jeg er på vej over til jer, så du ikke skal sidde alene med dine søstre.. Din mor har ringet og fortalt hvad der er sket, og vi er kede af tabet, og siden vi ikke føler du skal være alene er vi på vej. Stay strong! Xx#

^^^

Hey everybody.

Sry for at kapitlet først kom i dag, men jeg har skrevet på det hele ugen, og først nu synes jeg det er godt nok til at lægge ud.

Så her er det.

Håber i kan lide det

❤️

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...